Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Vi kårer

Årets bedste mobilprodukter 2023–2024

Med flere store leverandører er der mere at vælge imellem, hvilket gør valget sværere.

Skrevet af / 03/11/2023 - 12:00
Årets bedste mobilprodukter 2023–2024

En af de mere spændende ting, der skete på markedet i år, var at Google gik all-in i Skandinavien. Da de sidste år endelig introducerede deres Pixel-modeller på vore breddegrader, måtte vi nøjes med mobiler og hørepropper, mens smart-uret kun var tilgængeligt i de største lande. Men ved dette års lancering af Pixel 8 fik vi faktisk Pixel Watch 2 i Skandinavien! Ved den seneste lancering talte de også om en kommende tablet, og vi troede ærligt talt, at den ville blive udgivet i samme begrænsede oplag. Men det gjorde den ikke, og sikken en tablet, Pixel Tablet var!    

Ikke kun fordi det var en moderne tablet i topklasse, men fordi den viste tegn på innovation. Den har nemlig en dockingstation, hvor du kan sætte den, når du ikke har den på skødet. Dockingstationen har flere fordele: Den oplader din tablet, den fungerer som en god holder, når du ser film, og stationen har også en højttaler, så du får god lyd. Det er næsten ubegribeligt, at det ikke var Apple, der fandt på denne løsning, eftersom de allerede har udviklet den magnetiske dockingstation Magsafe til deres mobiltelefoner.    

Apropos magnetisk docking, så er en anden version af den trådløse QI-opladningsstandard endelig på vej. Og den kommer til at fungere præcis som Apples Magsafe, da Apple donerer teknologien til standardiseringsorganisationen. Med andre ord vil vi inden længe kunne oplade alle typer mobiltelefoner med den samme praktiske trådløse oplader.   

I årets løb har vi også set et væld af foldbare mobiler. Efter at Samsung mere eller mindre har haft segmentet for sig selv, når man ser bort fra Motorola Razr, kommer der nu flere spillere på banen. Google lancerede sin Pixel Fold, men igen kun i nogle lande, og det samme gælder for Xiaomis Mix Fold-modeller. Den seneste tilføjelse til segmentet er Oneplus Open. Er folk ved at vænne sig til tanken om foldbare mobiler, eller vil det forblive et dyrt og eksotisk legetøj for de virkelig technørdede? 

Det er ikke blevet lettere at vælge mobil eller smart-ur. (Foto: Jonas Ekelund)

Overvejelser før du vælger mobil

Det mest åbenlyse valg er, hvilken af de to lejre du skal vælge. Skal du lægge dine æg i Googles eller Apples kurv? Hvis du ikke har anden elektronik end din mobiltelefon, står det dig frit for. Det nemmeste er selvfølgelig at fortsætte i samme spor som før. Så er du vant til, hvordan det fungerer, og løber ikke ind i overraskelser.   

Men hvis du allerede har en tablet, smarthøjttaler, sporingstags, medieafspiller eller smart-ur, er det mest praktisk at holde sig til én lejr. Apples glansnummer er jo, hvor problemfrit iPhone, iPad, Macbook, Apple TV, Apple Watch, Apple TV, Airtags og Homepod fungerer sammen. Samsung er inde på samme spor med sine Galaxy-mobiler, tablets, ure og sporingtags, men ikke i samme omfang. Med de øvrige Android-baserede mobiler, tablets og smart-ure fra andre leverandører kan man som regel mikse og matche, som man vil. 

Tabletten som bliver en smartskærm, når man docker den. (Foto: Google

Kameraet skulle man tro var det, de fleste gik op i, når de køber mobiltelefon – med tanke de millioner af fotos, der fylder sociale medier hvert minut på døgnet. Hvis man ikke er ekstremt kræsen med kvaliteten, vil vi mene, at den er mere end god nok i de fleste flagskibsmobiler. Det er først, når man kommer ned i mellemklassen, at der kan være stor forskel mellem mærkerne.   

Men ifølge en undersøgelse er det faktisk batterilevetiden, som rangerer højest for de fleste i dag. Mange producenter vil gerne kunne prale med de mest lysstærke skærme og den højeste ydelse, samtidig med at de ikke tør øge tykkelsen på mobilerne. Og det giver et problem med batterilevetiden. Det er svært at give generelle råd, da det varierer fra model til model – her er du nødt til at læse tests.    

Relateret til batterilevetid er opladningsevnen. I dag er det næsten svært at finde mobiler, der ikke oplades med høj effekt, bortset fra iPhone. Det bedste er, hvis mobilen understøtter Power Delivery-standarden, som faktisk er den mest almindelige i dag. Så kan man låne en oplader af sin kollega og hurtigt oplade sin mobil, inden man skynder sig til et møde. Nogle producenter lover ekstremt hurtig opladning med sært navngivne standarder, men så risikerer man at være afhængig af sin egen oplader.   

Ydelse er faktisk et af de områder, vi ikke længere finder vigtigt, da mobilprocessorer i dag er mere end kraftfulde nok til de fleste formål. Det eneste punkt, hvor det kan være en faktor, er, hvis man er en passioneret gamer på mobilen.   

Hukommelse og lagerplads er derimod stadig vigtigt. En mobiltelefon med lille hukommelse kan ikke holde så mange apps kørende på samme tid, hvilket resulterer i irriterende pauser, når man hopper mellem apps. Det resulterer også generelt i lavere ydelse. Man bør heller ikke spare på lagerpladsen, da mobilen hurtigt bliver fyldt op, når man tager mange billeder og især film. En nødløsning kan være, at mobilen har plads til et hukommelseskort, men det bliver faktisk stadig mindre almindeligt. 

Nominerede til Årets bedste mobilprodukter

Vindere af Årets bedste mobilprodukter 2023–2024

Årets bedste smart-ur:

Samsung Galaxy Watch 6

Til dig med Samsung-mobil 

Samsung Galaxy Watch 6 opfylder måske ikke alle ønskerne, men det er en fantastisk kombination af smart, brugervenligt og stilfuldt design.

Samsung Galaxy Watch 6 er vældig stilrent, flot og faktisk lidt luksuriøst. Faktum er, at jeg slet ikke mærker, at jeg har det på.  

Det er meget enkelt at træne med Samsung Galaxy Watch 6. Jeg har omkring 90 forskellige træningsprogrammer at vælge imellem, og jeg kan endda sammensætte mine egne træningspas, hvis jeg vil. Min hukommelse er god, men kort, og jeg er taknemlig for, at uret selv opdager og starter et træningspas, når jeg selv har glemt det.      

Uret IP68-klassificeret, hvilket betyder, at jeg kan skylle det af under rindende vand efter et svedigt træningspas og siden bruge det igen efter arbejde, uden at det føles nasset. 

Selvfølgelig kan et ur ikke erstatte et besøg hos lægen, men det kan hjælpe mig med at forstå, hvordan min krop fungerer og dermed også med at forstå, når noget ikke er, som det skal være. Uret kan måle mit blodtryk, men for at gøre det, skal jeg først kalibrere det med en rigtig blodtryksmåler med manchet. Sådan en har jeg ikke. Derimod måler den EKG og puls, og om natten også min hudtemperatur. 

Konklusion

Samsung Galaxy Watch 6 er et lækkert og stilrent ur til dig, som ikke nødvendigvis vil skilte med, at du holder styr på aktive minutter, tæller skridt og gerne logger dine træningspas. Prisen er i den høje ende, men på den anden side får du et ur, der både kan bruges til hverdag og fest. 

Bevægelsesfunktionen fungerer ikke helt hundrede, men hvis du kan leve med det – eller med at forkorte den ret elendige batteritid ved at bruge Always On Display, er dette et rigtig godt og brugervenligt sundheds- og træningsur.

Årets bedste smartphone, premium:

OnePlus 11 5G

OnePlus 11 5G vil både være bedst og billigst. Og det er den.

Ligesom sine to forgængere har OnePlus 11 et ret stort kameramodul på bagsiden, som virkelig skiller sig ud. I år er det bare rundt i stedet for kvadratisk! 

Men ellers er princippet det samme. Kameramodulet går nærmest i ét med aluminiumsrammen, der omgiver hele mobilen. 

For så vidt angår skærmen følger OnePlus 11 5G i sin Pro-forgængers fodspor. Mobilens kurvede skærm leverer et knivskarpt og højopløst skærmbillede med en nærmest fløjlsblød brugeroplevelse. Dertil kommer en heftig lysstyrke på op til 1.300 nit, hvilket i praksis betyder, at skærmen kan bruges problemfrit udendørs, selv om solen skinner fra en skyfri himmel. 

Hasselblad har hjulpet OnePlus med kamerasoftwaren til OnePlus 11 5G, og det betyder, at kameraet har samme specielle funktioner som sidste års Pro-model. I praksis klarer OnePlus 11 5G skærene uden at blinke. Billederne fremstår farverige og varme uden at virke kunstige. Især bokeh-billeder bliver gode. 

Sikkert og vist er det, at OnePlus 11 5G ikke bare er lynhurtig, den klarer også alle opgaver, inklusive store apps og spil, uden at blive brandvarm. Og uden at strømforbruget går amok. 

Konklusion

Vi var skeptiske, da OnePlus annoncerede, at de ville nøjes med en ‘almindelig’ OnePlus 11 i år, og at vi ikke ville få nogen Pro-model i denne omgang. Især da OnePlus tidligere har haft svært ved at ramme den helt rigtige balance mellem pris på den ene side og kvalitet/funktioner/ydelse på den anden. 

Men med OnePlus 11 5G rammer den kinesiske producent ikke bare inden for skiven, de rammer helt plet. For hold k*ft, hvor er denne mobil dog bare fantastisk. Og hvor er det vildt, at man kan få så meget mobil for pengene! 

Den byder på høj ydelse, et kæmpe batteri med effektiv hurtigopladning, en fantastisk lysstærk og knivskarp mobilskærm, et fremragende kamera udviklet i samarbejde med Hasselblad samt den bedste lyd fra nogen smartphone på markedet. Og designet er både robust og luksuriøst. Sågar IP-certificeringen er på plads. 

Det absolut eneste minus er den manglende trådløse opladning, men hånden på hjertet … hvor ofte bruger man det?

Årets bedste foldbare smartphone

OnePlus Open

OnePlus Open folder sig ud

Med OnePlus Open giver det foldbare format pludselig mening.

Har man gået og sukket efter en foldbar smartphone fra en anden producent end Samsung, kommer juleaften tidligt i år. For OnePlus har nemlig lanceret den foldbare OnePlus Open, og her er virkelig tale om en hybrid monstermobil, der nok skal give Samsung kamp til stregen ude i butikkerne. 

En bedre og mere formfuldendt smartphone har vi simpelthen aldrig set fra OnePlus, men mon ikke det bl.a. skyldes, at OnePlus Open er udviklet af OnePlus og den langt større producent Oppo i fællesskab? De to firmaer ejes nemlig af kinesiske BKK Electronics, der faktisk er verdens næststørste mobilproducent og udover OnePlus og Oppo også ejer mobilmærkerne Realme, Vivo og IQOO. 

Der er med andre ord både seriøse penge og store ambitioner bag OnePlus Open, og det ser man ved allerførste øjekast. 

Konklusion

OnePlus Open er den bedste foldbare smartphone i tablet-format, vi nogensinde har testet. Der er ingen over og ingen ved siden af. 

Hvorfor? Det har krævet to enkle greb, som har forandret den foldbare formfaktor for altid og gjort den reelt brugbar.  

For det første kan man anvende OnePlus Open som en helt normal mobil, fordi frontskærmen har fået samme format som mange almindelige smartphones. Tænk over, hvor tit man har mobilen oppe af lommen for lige at tjekke det ene eller det andet. Med OnePlus Open får man en helt almindelig brugeroplevelse, og dermed bliver den udfoldede skærm til en ekstra luksus og ikke et irritationsmoment, fordi man er tvunget til at åbne den hele tiden, som tilfældet er med f.eks. Samsung Galaxy Z Fold-modellerne. Jo, de har også en frontskærm, men den er for smal, og det begrænser anvendeligheden. 

For det andet spiller multitasking bare på den store foldbare skærm takket være Open Canvas. Den nye brugerflade, OnePlus har skabt til formålet, er nem at bruge og en ægte ‘gamechanger’. 

Dertil kommer, at OnePlus Open målt på alle andre parametre – konstruktion, design, billedkvalitet, lyd, kamera og ydelse – bare oser af kvalitet. Dette er en smartphone fra allerøverste hylde.

Årets bedste smartphone, High-end:

Google Pixel 8 Pro

Hæver barren for konkurrenterne

Nogle gange er det bedre at have den smarteste mobil end bare den hurtigste.

Vi får en lige så stor skærm som sidste år, men besynderligt nok med en lidt lavere opløsning. Skærmteknologien er det samme fremragende LTPO OLED-panel. Men lysstyrken er presset op til hele 1.600 nit. 

Kameraerne er også blevet opgraderet. Der er brugt krudt på ultravidvinklen, hvilket er klogt, da det var det svage punkt i den tidligere model. Det er blevet opgraderet fra 12 til 48 megapixel og er blevet betydeligt mere lysfølsomt, ligesom det har fået bedre autofokus.

Under motorhjelmen sidder Googles egen Tensor G3, og behøver vi at sige, at det ifølge Google er den hurtigste Pixel-processor nogensinde? Det interessante ved den Samsung-byggede chip er, at den ikke er bygget for at slå Snapdragons eller Apples performance-rekorder. Den er designet til at levere fantastisk AI- og maskinlæringsydelse for at understøtte alle disse funktioner, som Google har proppet ind i telefonen.   

De fleste mobiltelefonproducenter tilbyder kun tre års opdateringer, hvilket ikke er ret lang tid. Vi roser derfor Google for at tilbyde syv års Android-opgraderinger, sikkerhedsopdateringer og nye funktioner. Det betyder, at man bør kunne beholde sin Pixel 8 helt frem til 2030! 

Konklusion

Det er tydeligt, at Google med sine Pixel-mobiler ønsker at udstikke retningen for Android-mobiler. Og fremtiden er ikke en oprustning. Vores mobiler er allerede lige så hurtige som computere, men har vi virkelig brug for det? I stedet gør den alting lidt smartere. Kameraet tager bedre billeder for os, mikrofonen fjerner støj for os, assistenten forstår, hvad vi vil have, og den oplader smartere, end vi gør. Dermed ikke sagt, at der savnes nyheder, for ydelsen er virkelig forbedret, skærmen er blevet enormt lysstærk – og telefonen har et termometer! Vist har den enkelte brister, men man må bare overgive sig til ønsket om at eje den. 

Årets bedste tablet:

Google Pixel Tablet

Genial tablet-løsning

Googles tablet er overraskende praktisk at anvende, især med dockingstationen.

I Googles præsentation talte de om, at tablets sjældent forlader hjemmet, og at de derfor skal være så anvendelige som muligt, uanset om de bliver brugt eller ej. I løbet af testen indså vi, at andre tablets, vi bruger, faktisk tilbringer det meste af deres tid liggende på et bord i dvaletilstand. 

Derfor er Googles idé med en opladerdock, som samtidig er en højttaler, en genistreg. Når man er færdig med at bruge den, klikkes den på plads i dockingstationen med magneter og begynder at oplade. Men ikke nok med det, den går også i en hub-tilstand, hvor man kan vælge, om den skal vise billeder, klokken eller vejret. Pludselig forvandles den til en Nest Hub! Og den kan også vise notifikationer og bruges til at styre det intelligente hjem. 

Du kan desuden bruge Chromecast til at sende videoer eller musik til den. Men i modsætning til en Nest Hub kører Pixel Tablet ægte Android, så du kan faktisk installere en hvilken som helst app på den og f.eks. se morgen-tv, mens du spiser morgenmad. Når der dukker noget interessant op, eller du vil svare på en e-mail på skærmen, kobler du den bare fra igen. 

Konklusion

Havde dette blot været en tablet, ville vi nok ikke være så imponerede, for teknisk kommer den til kort hist og her, hvor den er lidt gennemsnitlig. Men den magnetiske dockingstation med oplader og højttalere er en genistreg, som må få dem til at rive sig i håret hos Apple. Pludselig kan du bruge tabletten, selv når du ikke bruger den aktivt. Man får ganske enkelt en Nest Hub med i købet. Vi elsker det! 

Årets bedste kameramobil:

Apple iPhone 15 Pro Max

iPhone er tillbage i kampen!

Endelig har iPhone fået et zoomobjektiv, som matcher og ofte overgår konkurrenterne.

Hovedkameraet har den samme 48 megapixel-sensor som i 14’eren, hvilket var en stor opgradering fra 12 megapixel-sensoren i 13-serien. Det, der er sket, er nye processorer og nye algoritmer. Takket være en opgraderet Photonic Engine får vi nu 24 megapixel-billeder som standard uden nogen mærkbar reduktion i billedkvaliteten. For de professionelle kan man nu tage 48 Mp-fotos i HEIF ud over ProRAW og have det som hurtigvalg i kameraets app. 

Resultatet er slet ikke dårligt. Ydelsen i mørke er blevet forbedret, med bedre fokus og flere bevarede detaljer. Den nye HDR-algoritme giver mindre aggressiv fremhævning af skygger og mere naturlige farver. Vi er også mere begejstrede for de forskellige brændviddeindstillinger, end vi havde forventet, da det ikke er nødvendigt at beskære bagefter. Vi kan også godt lide, at man nu kan tilføje portrættilstand bagefter, hvis man glemte at gøre det på optagelsestidspunktet. 

Den store nyhed er i stedet den nye telelinse. Med længere teleobjektiver øges risikoen for rystelser dog, og derfor har den en ny billedstabiliseringsfunktion, hvor hele sensoren bevæges tredimensionelt for at kompensere for bevægelser. Efter at have testet det mod konkurrenter med stor optisk zoom må vi sige, at Apple har klaret det flot, det er helt på linje med Google Pixel 7 Pro, faktisk noget bedre! 

Konklusion

Vores første indtryk af, at iPhone 15 Pro Max kun havde isolerede forbedringer, er blevet erstattet af en følelse af tilfredshed. Det viser sig, at alle de små ting tilsammen giver en fantastisk oplevelse. Vi kan godt lide det lettere design og hverdagens bekvemmeligheder som hurtigknappen, ikke at skulle lede efter et Lightning-kabel, når man oplader, og det faktum, at batterilevetiden er tilbage på et godt niveau. Vi er også imponerede over den øgede ydeevne og det nye telekamera. Efter sidste års skuffelse er Pro Max tilbage i kampen! 

Læs videre med LB+

Tilbud

LB+ Total

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home

LB+

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede

LB+ Home

Fuld adgang til alt indhold på L&B Home

29,- / for 30 dage
87,- / mnd
50,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Nyhed

Bliv en del af en eksklusiv L&B-gruppe!

Hjælp os med at blive bedre og mere relevante - og vind flotte præmier!
Læs mere
Lyd & Billede
Scroll to Top