TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Nothing Phone (2)

Nothing Phone (2) er den svære 2’er

Den nye Nothing Phone (2) er væsentligt hurtigere end forgængeren. Men den er også dyrere.

Af / 21/07/2023 - 09:13
Nothing Phone (2)

Home mener

  • Lækkert design og høj byggekvalitet. Gennemsigtig bagside og Glyph Interface er et ærligt forsøg på nytænkning. Flot skærm med høj lysstyrke. Solidt kamera. Minimalistisk Android med unik brugerflade. Fremragende batterilevetid.
  • Kameraet mangler optisk zoom. Mobilen leveres uden oplader. Den glatte og let buede bagside giver til tider mobilen sit eget liv, og den har det med at glide og falde på gulvet.

Den mest hypede smartphone i mands minde har fået en efterfølger. Sidste års Nothing Phone (1) var et frisk pust til et mobilmarked, der ellers var begyndt at blive mere og mere kedeligt. Og med et unikt gennemsigtigt design og den LED-lysende Glyph-brugerflade på mobilens bagside adskilte Nothing Phone (1) sig i hvert fald optisk fra konkurrenterne. Også selv om mobilen set forfra mindede virkelig, virkelig meget om en iPhone.

Det gør dette års Nothing Phone (2) også, men ikke helt så meget som forgængeren. Ikke mindst fordi den nye model har fået en mere buet bagside med en afrunding langs rammens fire sider, der gør mobilen lidt mere behagelig at holde i hånden.

Nothing Phone (2) fås også i år i to forskellige farver i stedet for én – nemlig  hvid og mørkegrå – men ellers er den største forandring i forhold til sidste år faktisk prisen, der er steget markant. Med tusindvis af kroner faktisk. Således kostede Nothing Phone (1) med 256 gigabyte lagerplads sidste år 3.999 kroner. I år koster Nothing Phone (2) med samme størrelse lager 5.499 kroner!

Nothing har til dags dato solgt 1.500.000 produkter. Det første, de trådløse hørepropper Nothing Ear (1), blev lanceret for mindre end to år siden, og siden har Nothing bl.a. lanceret Nothing Ear (Stick) og mobiltelefonen Nothing Phone (1). Firmaet har fået stor opmærksomhed og tiltrukket mange ukendte og kendte investorer – f.eks. influenceren Casey Neistat – og grunden til den store interesse for Nothing hedder Carl Pei. Svensk-kinesiske Carl Pei var i sin tid nemlig medstifter af OnePlus, som siden den spæde begyndelse i slutningen af 2013 er blevet et af danskerne mest foretrukne mobilmærker. Pei forlod imidlertid OnePlus i 2020, i forbindelse med at firmaet begyndte et tættere samarbejde med Oppo, en anden kinesisk mobilproducent, der er blandt verdens største. I stedet stiftede Carl Pei teknologi-virksomheden Nothing med det erklærede mål at udfordre markedet og genskabe entusiasmen for teknologi-produkter. I et marked, der vitterligt er blevet en smule kedeligt, er det en nobel hensigt, som i hvert fald fortjener vores opmærksomhed.

For pengene får man først og fremmest en væsentligt hurtigere smartphone. Nothing Phone (2) har Snapdragon 8+ Gen 1 siddende under skærmen, og testmodellen leveres desuden med 12 gigabyte RAM, hvor forgængeren måtte nøjes med 8 gigabyte.

Snapdragon 8+ Gen 1 har mindre end et år på bagen og var indtil for nylig typisk en del af specifikationerne for sene 2022-topmodeller som Xiaomi 12T Pro og OnePlus 10T. Præcis disse modeller er stort set de eneste andre mobiler på markedet i samme prisklasse som Nothing Phone (2), der altså i år gør sine hoser grønne som topmodel med en pris lige under, hvad man skal betale for ægte flagskibsmobiler som Samsung Galaxy S23 og Motorola Edge 40 Pro.

Annonce

Når man er så ny på mobilmarkedet, som Nothing er, er det en risikabel satsning. For selvfølgelig er det lettere at konkurrere på pris, pris, pris, hvis man vil overbevise skeptiske forbrugere om, at de skal skifte til et mærke, de ikke kender. Men Nothing gør altså i stedet forsøget med en unik smartphone, der er født anderledes end de andre i klassen, men som i år i hvert fald på papiret har kræfter nok til at spille med musklerne og slå fra sig i kampen mod konkurrenterne.

Nothing Phone (2)
LED-lamperne tegner en figur på bagsiden, der vel nærmest ligner et C med en lille hat samt én arm og ét ben som på en tændstikmand. (Foto: Peter Gotschalk)

Udseende og konstruktion

Men skal man adskille sig fra andre, betyder udseendet selvfølgelig en hel del. I hvert fald i første omgang. Og Nothing Phone (2) ligner ikke nogen anden Android-smartphone.

Set forfra ligner den til gengæld en iPhone 14 Pro Max en hel del. Formgivningen med de afrundede hjørner samt metalrammen, der omkranser hele telefonen, er i hvert fald … øh, inspireret af iPhones ikoniske design. Det samme gælder knappernes udformning og placering på mobilen.

Apples nyeste topmodel er dog ikke den værste mobil, man kan lade sig inspirere af, og Nothing Phone (2) fremstår virkelig lækker og overbevisende. Nothing Phone (2) er endda en del lettere end sit forbillede, og rammen er i øvrigt fremstillet af genbrugt aluminium. Selvfølgelig er den det! Vi er vel klimabevidste?

Nothing Phone (2)
Nothing OS 2.0 har sit helt eget designsprog og æstetiske udtryk. Bl.a. muligheden for at vælge en monokrom tilstand, hvor skærmbilledet på nær enkelte røde kontrastfarver hist og pist bliver holdt helt i gråtoner. (Foto: Peter Gotschalk)

Det er først, når man vender Nothing Phone (2) og tager et kig på bagsiden, at det står klart, at vi ikke er i Cupertino længere. Den Gorilla Glass-beklædte bagside er nemlig gennemsigtig, og bag glasset gemmer der sig 900 små LED-lamper, det såkaldte Glyph Interface. Det vender vi tilbage til.

Først skylder vi at sige, at selv om bagsiden er af glas, så er den ikke slem til at samle på fingeraftryk. Øverst til venstre på bagsiden stikker et diskret kameramodul med to linser ud, og bagsiden er som nævnt ovenfor en smule buet med en afrunding langs rammens fire sider, der gør mobilen lidt mere behagelig at holde i hånden. Til gengæld betyder krumningen også, at Nothing Phone (2) til tider får sit eget liv og har en tendens til at glide i den ene eller anden retning, sågar hvis den bare ligger på et bord eller en anden flad overflade. Den mindste hældning betyder, at Nothing Phone (2) risikerer at havne på gulvet.

Nothing Phone (2)
Nothing har valgt at satse på to solide sensorer, hhv. en 50 Mp IMX890 vidvinkel fra Sony og en 50 Mp 114° JN1 ultravidvinkel fra Samsung. (Foto: Peter Gotschalk)

Mobilen er IP54-certificeret, så den er godt beskyttet mod støv, der helst ikke skal kunne komme ind til LED-lamperne under glasset på bagsiden, og den kan også tåle nogle regnstænk. Man skal dog ikke regne med at kunne bruge den igen, hvis man taber Phone (2) i toilettet.

Skærm og lyd

Mens bagsiden er en smule krum, er skærmen flad som en pandekage. Og både skærmen og rammen omkring den er fuldstændig symmetriske, så der er lige stor afstand til kanten af mobilen hele vejen rundt om skærmen. Det er et ret lækkert og konsekvent designvalg, vi kun kan tage hatten af for.

Skærmen måler 6,7 tommer og har takket være LTPO-teknologi en dynamisk opdateringsfrekvens på 1-120 Hz og FHD+ opløsning (2.400 x 1.080 pixels). Den understøtter desuden HDR10+ og har en maksimal lysstyrke på hele 1.600 nit. Med andre ord er den imponerende lysstærk, ligesom farvegengivelse og kontrast er i top, når man f.eks. ser video. Det samme er lydkvaliteten.

Nothing Phone (2)
En LED-lampe i bunden viser, hvor meget strøm der er på mobilen, når den oplader. (Foto: Peter Gotschalk)

Nothing Phone (2) har indbyggede stereohøjttalere, som spiller både højt og med masser af fylde. Desuden understøtter mobilen aptX fra Qualcomm, der optimerer lyden, når der streames trådløst via Bluetooth.

Kamera

I stedet for at udstyre telefonen med tre eller fire middelmådige kameralinser har Nothing valgt at satse på to solide sensorer, hhv. en 50 Mp IMX890 vidvinkel fra Sony og en 50 Mp 114° JN1 ultravidvinkel fra Samsung.

Det er et klogt valg, for Nothing Phone (2) tager nemlig gode billeder over hele linjen. Både indendørs og udendørs leverer den primære linse varen med skarphed, gode naturlige farver og dybde, og portrætbilleder taget med frontkameraet på 32 Mp bliver skarpe og livagtige. Ultravidvinkellinsen lader dig komme helt tæt på motivet.

Inden døre kommer en særlig Glyph Interface-funktion til sin ret. I stedet for at bruge blitz kan man nemlig i kamera-app’en aktivere alle LED-lamperne på bagsiden for at belyse sit motiv, hvilket giver et blødere og mere naturligt lys.

Nothing_kamera1 Nothing_kamera2 Nothing_kamera3
<
>
‘Mindesmærket for polske soldater og tyske antifascister’ i Berlin fotograferet med hhv. vidvinkel, ultravidvinkel og 2x digital zoom. (Foto: Peter Gotschalk)

Optisk zoom kan man til gengæld godt glemme alt om. Op til 2x eller 3x digital zoom går an, derefter bliver resultatet grynet og nærmest ubrugeligt.

Nothing OS 2.0 og Glyph Interface

Nothing Phone (2) er baseret på Android 13, men producenten har udviklet sin egen brugergrænseflade, Nothing OS, som i version 2.0 har sit helt eget designsprog og æstetiske udtryk. Bl.a. muligheden for at vælge en monokrom tilstand, hvor skærmbilledet på nær enkelte røde kontrastfarver hist og pist bliver holdt helt i gråtoner. Samt muligheden for at fjerne app-navne fra hjemmeskærmen, så man blot ser ikonerne.

Og overflødige apps er der heller ingen af. Fans af en helt ren Android-oplevelse bør altså skæve til Nothing Phone (2), for den er udstyret med en nærmest minimalistisk version af styresystemet, stort set udelukkende med Googles egne apps. Blot fremstår brugerfladen i det meget særegne Nothing OS-design bestående af bl.a. egne skrifttyper og widgets tegnet med prikker i en sort-hvid farvekombination.

nothing kamera makro
Ultravidvinkellinsen brillerer især med sin makrofunktion, der lader dig komme helt tæt på motivet. (Foto: Peter Gotschalk)

Det såkaldte Glyph Interface lancerede Nothing med Phone (1). Det består af et stort antal små LED-lamper på mobilens gennemsigtige bagside. LED-lamperne tegner en figur på bagsiden, der vel nærmest ligner et C med en lille hat samt én arm og ét ben som på en tændstikmand. Nothing Phone (2) har forskellige ringetoner og meddelelseslyde, der hver især afvikler en unik kombination af lyd, lys og vibration, når man modtager et opkald eller en tekstbesked. Meningen er, at man skal kunne tildele bestemte ringetoner til bestemte kontaktpersoner, og når mobilen så ligger med bagsiden opad, vil man baseret på det blinkende mønster kunne se, hvem der ringer eller skriver. Man kan naturligvis indstille telefonen til udelukkende at gøre opmærksom på et opkald ved hjælp af Glyph Interface, når den er sat til at være lydløs.

Nyt i Nothing OS 2.0 er app’en ‘Komponist’, som lader brugeren selv komponere sine egne ringetoner og dertil hørende Glyph-mønstre. Se blot i videoen herunder.

En anden nyhed er, at Glyph Interface nu kan bruges til visuel nedtælling. Funktionen understøttes i skrivende stund af Uber-app’en, så man direkte på mobilens bagside kan se, hvor lang tid, der går, før den bestilte Uber-bil ankommer. Nothing lover, at mange flere tredjeparts-apps med tiden vil gøre brug af muligheden.

Ydelse

Under skærmen sidder en Snapdragon 8+ Gen 1-processor, mens batteriet er på 4.700 mAh. Det kan oplades med op til 45 watt, men understøtter også op til 15 watt trådløs opladning. Der følger dog ingen oplader med, når man køber telefonen.

Processoren passer til prisklassen, og ud fra vores benchmark-tests at dømme placerer Nothing Phone (2) sig nogenlunde midt imellem Xiaomi 12T Pro (som er en smule hurtigere) og OnePlus 10T (der er lidt langsommere), selv om begge disse mobiler var omtrent tusind kroner dyrere end Nothing Phone (2), da de kom markedet sidste efterår. Helt sikkert er det, at Nothing Phone (2) er i en helt anden klasse end sin egen forgænger, når det gælder tempo og muskler. Den leverer varen uden afbrydelser, og også store spil som Asphalt 9 kører flydende.

Batteriet holder længe (11 timer og 16 minutter i vores PCMark batteritest). Og ellers kan mobilen lades fra 0 til 100 procent på 55 minutter med en kompatibel oplader. Det er absolut godkendt.

Nothing kamera selfie
Selfies taget med frontkameraet på 32 Mp bliver skarpe og livagtige med naturlige farver. (Foto: Peter Gotschalk)

Konklusion

Nothing Phone (2) er den svære 2’er. Den nye mobil viser, at firmaet Nothing ikke bare er en døgnflue, og det er et modigt træk at satse på kvalitet i stedet for lav pris. Også selv om Nothing Phone (2) vitterligt tænker nyt og anderledes med det gennemsigtige design, det innovative Glyph Interface og den helt unikke Nothing OS 2.0-brugerflade.

Men den relativt høje pris for en smartphone fra et endnu ukendt navn på mobilmarkedet er ikke skudt ved siden af. For Nothing Phone (2) er en virkelig solid smartphone på alle de punkter, der tæller. Den er udstyret med en ren og nærmest minimalistisk Android uden overflødige apps, og ydelsen er absolut godkendt. Især batterilevetiden.

Det iPhone-inspirerede design er robust, brugervenligt og lækkert, og både skærm og lyd er kvalitetsmæssigt i den høje ende af, hvad man kan forvente til prisen.

Karakter
Nothing Phone (2)
Premium
Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Årets basis-iPhone haler ind på Pro-serien

Tilbage på toppen

Det perfekte kompromis?

Foldbar magi?

For sent og for dyrt

Endnu nemmere at holde øje med helbredet

Denne iPhone kan du godt springe over

Kronen på værket

En god mobil du kan beholde længe

Virker Pixel-magien også på det foldbare format?

Lækkert og sejt træningsur

Flere forbedringer i samme pakke