Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Motorola Edge 40 Pro

Motorola mener det alvorligt

Motorola Edge 40 Pro er på mange punkter den bedste Android-mobil til prisen lige nu.

Skrevet af / 02/05/2023 - 09:54
Motorola Edge 40 Pro
Peter Gotschalk

Der kan ske meget på et år i tech-branchen. Og på trods af – eller måske ligefrem fordi – så mange smartphones ligner hinanden til forveksling, er det tit de helt små marginer, der gør forskellen, når man køber ny mobil.

Sidste år var Motorola først på markedet med en mobil med den på daværende tidspunkt spritnye Snapdragon 8 Gen 1-processor. Der var tale om Motorola Edge 30 Pro, som altså nok var lynhurtig – vi omtalte den som den hurtigste Android-mobil på markedet – men desværre også kom en smule til kort for så vidt angik kameraet, der f.eks. måtte undvære optisk zoom, samt skærmen, som ikke var vanvittig lysstærk.

Siden da er der gået nogle måneder, og så ser verden pludselig helt anderledes ud. Mobilprocessoren Snapdragon 8 Gen 2 er blevet lanceret, og den er cirka 10 til 15 procent hurtigere end forgængeren. Samsung har lanceret Galaxy S23, som har denne processor siddende under skærmen i stedet for koreanernes egen Exynos, og OnePlus  11 5G er også kommet på markedet, ligeledes med Snapdragon 8 Gen 2. Vi havde svært ved at få armene ned, da vi testede sidstnævnte for blot to måneder siden.

Nu er Motorola kommet på banen med sin nyeste premium-smartphone, Motorola Edge 40 Pro, som også kan prale af at have den hurtigste Snapdragon-processor til at drive værket.

Motorola Edge 40 Pro
Mobilen er tilgængelig i to lækre farver – Lunar Blue og Interstellar Black – og bagsiden på vores sorte testeksemplar er mat med et diskret Motorola-logo i midten. (Foto: Peter Gotschalk)

Rent prismæssigt placerer Motorolas mobil sig lige under både OnePlus 11 5G og Samsung Galaxy S23, der begge koster henholdsvis en plovmand og en tusse mere end Motorola-mobilen. Så selvom Edge 40 Pro faktisk er dyrere end sin forgænger fra 2022, er den alligevel det billigere valg, sammenlignet med andre smartphones på markedet med nogenlunde samme konfiguration.

Absolut en interessant udvikling, ikke mindst set i lyset af, at Motorola Edge 40 Pro på de fleste punkter ikke blot er bedre end sin egen forgænger, men også giver de to førnævnte konkurrenter kamp til stregen.

I dag ejes mobilproducenten af kinesiske Lenovo, men sådan har det bestemt ikke altid været. Faktisk var Motorola blandt de største mobilproducenter, som helt tilbage i 90’erne konkurrerede med Ericsson og Nokia om markedsandele på det allerede dengang værdifulde mobilmarked.

Oprindeligt var Motorola et amerikansk firma, som blev grundlagt tilbage i 1928. Virksomheden fremstillede radioudstyr, og allerede i 1983 præsenterede Motorola sin første mobiltelefon. I 1998 kom to tredjedele af firmaets omsætning fra salg af mobiltelefoner.

I midten af 00’erne havde Motorola stor succes med klapmobilen Motorola Razr, der blev solgt i 120 millioner eksemplarer på verdensplan. Men efter at Apple lancerede den første iPhone i 2007, og smartphones i de kommende år kom til at dominere mobilmarkedet, gik det ned ad bakke for Motorola, der i 2011 blev opkøbt af Google.

I de efterfølgende tre år lancerede Motorola under Googles ejerskab flere smartphones under eget navn – f.eks. Motorola Moto X – men også en forløber til de aktuelle Google Pixel-smartphones, nemlig Google Nexus 6, blev produceret af Motorola.

I 2014 blev det imidlertid offentliggjort, at Google ville sælge Motorola til Lenovo. Købet blev endeligt i efteråret 2014, og i årene siden har Motorola lanceret en lang række smartphones, primært i budget- og mellemklassen.

I skrivende stund har Motorola en markedsandel på cirka 2,4% af det samlede mobilmarked på verdensplan. Til sammenligning var virksomheden skiftevis den anden- og tredjestørste mobilproducent i verden, dengang den var på amerikanske hænder.

Konstruktion og udseende

Man kan se det med det blotte øje, at Motorola Edge 40 Pro er anderledes og mere luksuriøs end de tidligere mobiler i Edge-serien – eller nogen anden Motorola-smartphone for den sags skyld. Lige med undtagelse af luksusmodellen Motorola Edge 30 Ultra, som den henter en del inspiration fra.

Mobilen er tilgængelig i to lækre farver – Lunar Blue og Interstellar Black – og bagsiden på vores sorte testeksemplar er mat med et diskret Motorola-logo i midten. Med andre ord: Ingen fingeraftryk fra fedtfingre!

Mobilen er slank, men da kameramodulet holder sig inden for rimelighedens grænser, undgår vi den irriterende tendens til at mobilen vipper, hvis den ligger på en hård overflade, som vi kender fra så mange andre smartphones. Ikke mindst førnævnte Edge 30 Ultra.

I det hele taget er der tale om en særdeles velkonstrueret og robust smartphone med let buet skærm, aluminiumsramme og begge knapper (til hhv. justering af lydstyrke og tænd/sluk) siddende på højre side, hvilket er en fin lille finesse.

Motorola Edge 40 Pro
Skærmen er let buet langs kanterne. Desuden byder skærmen på kraftige farver og god kontrast. (Foto: Peter Gotschalk)

Telefonen er IP68-certificeret, mens både skærmen og mobilens bagside er beskyttet af Gorilla Glass Victus. Det er markant bedre end begge forgængere, og blandt de nærmeste konkurrenter kan kun Samsung Galaxy S23 prale af en tilsvarende konfiguration.

Skærm og lyd

Panelet af typen pOLED måler 6,67 tommer og har FHD+ opløsning, samt en opdateringshastighed på op til vanvittige 165 Hz (dette indstilles manuelt, men man kan også vælge dynamisk opdateringsfrekvens på op til 120 Hz), hvilket vi ellers kun kender fra vilde gaming-mobiler som Asus ROG Phone 6 Pro.

Motorola Edge 40 Pro
Motorola Edge 40 Pro byder på en kameraløsning bestående af tre kameralinser på henholdsvis 50 megapixel (vidvinkel med såkaldt Quad Pixel-teknologi samt OIS), 50 megapixel (ultravidvinkel og makro) og 12 megapixel telelinse. (Foto: Peter Gotschalk)

Vi undrer os lidt over opløsningen, som ikke ligefrem skriger high-end. Til gengæld byder Motorola Edge 40 Pro på kraftige farver og god kontrast, og så er skærmen særdeles lysstærk (op til 1015 nit), så den også kan bruges udendørs i solskin uden besvær. Det er i øvrigt en markant forbedring i forhold til forgængeren Motorola Edge 30 Pro, hvor et af vores kritikpunkter netop var skærmens svage lysstyrke (maks. 660 nit).

Som nævnt er skærmen let buet langs kanterne og byder desuden på såkaldte kantlys, som lyser op f.eks. ved indgående opkald, alarm eller app-notifikationer.

Edge 40 Pro leverer desuden en glimrende stereolyd fra de indbyggede højttalere, hvilket gør den velegnet til både spil og anden underholdning.

Kamera

Der sidder det samme kamera i Motorola Edge 40 Pro som i forgængeren, 30 Pro, med én væsentlig undtagelse. Den lidt ligegyldige 2 megapixel dybdesensor fra sidste års model er skiftet ud med en ægte 12 megapixel telelinse med 2x optisk zoom. Det er selvfølgelig ikke nogen grund til at lade champagnepropperne springe – 2x optisk zoom er stadig i den lave ende sammenlignet med andre modeller i samme prisklasse – men netop fraværet af optisk zoom var som nævnt et af vores væsentligste kritikpunkter af forgængeren.

Portrætfunktionen med bokeh-effekt giver et godt resultat. (Foto: Peter Gotschalk)

Alt i alt byder Motorola Edge 40 Pro altså på en kameraløsning bestående af tre kameralinser på henholdsvis 50 megapixel (vidvinkel med såkaldt Quad Pixel-teknologi samt OIS), 50 megapixel (ultravidvinkel og makro) og 12 megapixel tele, samt et frontkamera på hele 60 megapixel (ligeledes med Quad Pixel-teknologi).

I praksis betyder det, at Motorola Edge 40 Pro leverer acceptable billeder i de fleste hverdagssituationer, og f.eks. portrætfunktionen med bokeh-effekt giver et godt resultat, ligesom kameraet byder på masser af små finesser, som f.eks. slowmotion-videoer med helt op til 960 fps.

Men hvor Motorola lover, at kameraet skal levere skarpe og lyse billeder, oplever vi, at vores testbilleder bliver en smule flade, selv om motiverne i virkeligheden er farverige og detaljerede, og byder på masser af naturlige kontraster.

Kort sagt lever Motorola Edge 40 Pro ikke op til forventningerne, for så vidt angår kameraet. Selvfølgelig kan det bruges af langt de fleste til at tage tilfredsstillende billeder i hverdagssituationer, men fotoentusiaster skal nok kigge sig om efter en anden mobil.

motorolaedge40pro_galleri1 motorolaedge40pro_galleri2 motorolaedge40pro_galleri3
<
>
Motorola lover, at kameraet skal levere skarpe og dynamiske billeder, men vi oplever, at vores testbilleder bliver en smule uskarpe og flade, selv om motivet i virkeligheden er detaljeret og byder på masser af naturlige kontraster. (Foto: Peter Gotschalk)

Ydelse og funktioner

Går man derimod op i høj ydelse og hurtig opladning, er Motorola Edge 40 Pro et oplagt valg, specielt til prisen. Husk, at den er billigere end både OnePlus 11 5G og Samsung Galaxy S23, men det er kun sidstnævnte, der præsterer bedre i vores benchmarktests. Motorola Edge 40 Pro er bedre end OnePlus 11 5G over hele linjen, og da den er næsten 1.000 kroner billigere end Galaxy S23, er det til at leve med, at Samsungs mobil er et mulehår hurtigere end Motorolas nyeste smartphone.

Ydelsen hjælpes på vej af 12 gigabyte RAM og 256 gigabyte indbygget lager. Dertil kommer 5G, ligesom Edge 40 Pro er ‘Wi-Fi 7 ready’, hvorfor den selvfølgelig også understøtter Wi-Fi 6E, der er den hurtigste kommercielt tilgængelige trådløse netværksstandard lige nu.

Ligesom sine forgængere kommer Edge 40 Pro med Motorolas Ready For-platform, som lader brugeren forbinde sin Motorola-mobil til TV’et, computerskærmen eller den bærbare – en teknologi, der som udgangspunkt minder en del om Samsung DeX. (Foto: Motorola)

Dertil kommer, at batterilevetiden er i top, ligesom Edge 40 Pro også byder på ekstremt hurtig opladning, uanset om vi taler kablet eller trådløs opladning. Der følger således en 125 W oplader med i pakken, som oplader batteriet fra 0 til 100 procent på under en halv time.

Mobilen er altså ikke til at slide op, og når man alligevel mangler strøm sidst på dagen, kan Edge 40 Pro lades fuldt op på den tid, det tager at drikke en kop kaffe. Imponerende.

Bemærk i øvrigt, at Motorolas mobiler altid kommer med en næsten “ren” version af Android, hvilket også er tilfældet denne gang. Med få undtagelser er det altså Googles egne apps, der driver værket, mens tilstedeværelsen af Motorola-specifikke apps er minimal.

Konklusion

Motorola Edge 40 Pro er et fremragende bud på en topmobil fra den Lenovo-ejede mobilproducent. Især den tårnhøje ydelse, lange batterilevetid og hurtige opladning løfter det samlede indtryk markant. Det samme gør det lækre og elegante design, som tilmed er både IP68-certificeret og beskyttet af Gorilla Glass Victus.

Skærmen er flot og lysstærk, mens den hurtige opdateringshastighed sikrer en fløjlsblød brugeroplevelse. Så er det til at leve med, at skærmopløsningen kunne have været højere.

Desværre trækker kameraet ned i den samlede vurdering. Ambitionerne har sikkert været høje, men måske skulle Motorola overveje at gå i samme fodspor som Xiaomi og OnePlus, der begge har allieret sig med kameraeksperter fra hhv. Leica og Hasselblad. Det har givet de to producenters flagskibsprodukter et løft, som Motorola også kunne trænge til.

Er kameraet derimod ikke så vigtigt, er Motorola Edge 40 Pro måske den bedste Android-mobil, man kan købe lige nu. Her får man virkelig meget for pengene.

Karakter
Motorola Edge 40 Pro
Premium

Home mener

Blandt de hurtigste smartphones, vi har testet. Desuden lang batterilevetid og lynhurtig opladning. Dertil kommer fantastisk skærmkvalitet med vanvittige 165 Hz opdateringsfrekvens. Designet er elegant og robust på samme tid. OLED-panelet havde også fortjent en højere opløsning end FHD+. Det største problem er dog kameraet, der producerer flade billeder uden meget dynamik.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Lang batterilevetid, lav pris og gode funktioner

Hvor meget Nothing er der over Nothing Phone (2a)

Supermobil på budget

Godt kommet igen, OnePlus!

Lille men kraftfuld

AI begyndelse er svær

Ikke helt overbevisende

Oneplus konkurrerer med sig selv

Gaming-mobilen er et speedmonster

Er det virkelig en ny model?

OnePlus 12 går skridtet videre

Smart-uret til mænd (og andre med store håndled)

Lyd & Billede
Scroll to Top