Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Motorola Edge 30 Ultra

Ultragod?

Motorola Edge 30 Ultra er det mest ambitiøse produkt fra den kinesiske mobilproducent til dato. Og mobilen lever (næsten) op til forventningerne.

Skrevet af / 06/11/2022 - 07:53
Motorola Edge 30 Ultra
Peter Gotschalk

Vi har så mange gange kaldt Motorola for ‘Kongen af Mellemklassen’, at det efterhånden begynder at blive pinligt. Det er på tide at finde på en ny måde at formulere det på. For selvfølgelig regner vi stærkt med, at kinesiskejede Motorola vil blive ved med at lancere prisbillige smartphones af høj kvalitet. Som den såkaldte Edge-serie, hvoraf vi alene i år har testet to telefoner – Motorola Edge 30 og Motorola Edge 30 Pro – der begge har fået høje karakterer og henholdvis har været Bedst i Test og Specielt Anbefalet.

Motorola Edge 30 Ultra
Mobilen er slank, og det betyder, at kameramodulet kommer til at virke lidt voldsomt. (Foto: Peter Gotschalk)

Men den fremadstormende mobilproducent har større ambitioner end at gøre deres hoser grønne hos de brugere, som bare gerne vil have en god smartphone til små penge. Det er nemlig i den dyre ende af mobilmarkedet, at pengene tjenes, og et stærkt varemærke etableres, så Motorola forsøger sig så småt med ægte topmodeller, der skal kunne konkurrere med iPhone og Samsungs Galaxy S-modeller. Det startede med klapmobilen Motorola Razr, der desværre ikke var vellykket, men nu er kineserne så kommet på banen med en ny topmodel i Edge-serien, Motorola Edge 30 Ultra, som vi med spænding har haft på testbænken. Og vi skal lige love for, at der er kommet andre boller på suppen.

I dag ejes mobilproducenten af kinesiske Lenovo, men sådan har det bestemt ikke altid været. Faktisk var Motorola blandt de største mobilproducenter, som helt tilbage i 90’erne konkurrerede med Ericsson og Nokia om markedsandele på det allerede dengang værdifulde mobilmarked.

Oprindeligt var Motorola et amerikansk firma, som blev grundlagt tilbage i 1928. Virksomheden fremstillede radioudstyr, og allerede i 1983 præsenterede Motorola sin første mobiltelefon. I 1998 kom to tredjedele af firmaets omsætning fra salg af mobiltelefoner.

I midten af 00’erne havde Motorola stor succes med klapmobilen Motorola Razr, der blev solgt i 120 millioner eksemplarer på verdensplan. Men efter at Apple lancerede den første iPhone i 2007, og smartphones i de kommende år kom til at dominere mobilmarkedet, gik det ned ad bakke for Motorola, der i 2011 blev opkøbt af Google.

I de efterfølgende tre år lancerede Motorola under Googles ejerskab flere smartphones under eget navn – f.eks. Motorola Moto X – men også en forløber til de aktuelle Google Pixel-smartphones, nemlig Google Nexus 6, blev produceret af Motorola.

I 2014 blev det imidlertid offentliggjort, at Google ville sælge Motorola til Lenovo. Købet blev endeligt i efteråret 2014, og i årene siden har Motorola lanceret en lang række smartphones, primært i budget- og mellemklassen.

I skrivende stund har Motorola en markedsandel på cirka 2,4% af det samlede mobilmarked på verdensplan. Til sammenligning var virksomheden skiftevis den anden- og tredjestørste mobilproducent i verden, dengang den var på amerikanske hænder.

Konstruktion og udseende

Man kan se det med det blotte øje, at Motorola Edge 30 Ultra er anderledes og mere luksuriøs end de andre mobiler i Edge-serien – eller nogen anden Motorola-smartphone for den sags skyld.

Mobilen er tilgængelig i to lækre farver – Interstellar Black og Starlight White – og bagsiden er mat med et diskret Motorola-logo i midten. Mobilen er slank, og det betyder, at kameramodulet kommer til at virke lidt voldsomt. Det er da også et lille irritationsmoment, at Motorola Edge 30 Ultra derfor vipper, når den ligger på en hård overflade.

Motorola Edge 30 Ultra
Motorola Edge 30 Ultra byder på kraftige farver, god kontrast, og så er skærmen særdeles lysstærk. (Foto: Peter Gotschalk)

Men ellers er der tale om en særdeles velkonstrueret og robust smartphone med let buet skærm, aluminiumsramme og begge knapper (til hhv. justering af lydsstyrke og tænd/sluk) siddende på højre side, hvilket er en fin lille finesse.

Telefonen er IP52-certificeret, mens skærmen er beskyttet af Gorilla Glass 5. Det er ikke den nyeste standard, men skulle dog kunne sikre, at Edge 30 Ultra kan tåle at blive tabt fra halvanden meters højde, ligesom den også skal være støv- og stænksikker. Pas altså på, at mobilen ikke bliver alt for våd i kraftig regn, og lad især være med at tabe den i toilettet.

Et mere robust Gorilla Glass og en bedre ip-certificering havde helt sikkert gjort Motorola Edge 30 Ultra dyrere, selv om det havde passet sig til en topmodel. Den anvendte femte generation af Gorilla Glass er fra 2016, mens den aktuelle Gorilla Glass Victus-version fra 2020 kan tåle længere fald og er mere modstandsdygtig mod skrammer og ridser. Når det gælder IP-certificering har mobilen i det mindste en IP-certificering, hvor en anden topmodel i samme prisklasse, nemlig OnePlus 10 Pro, helt må undvære.

Motorola Edge 30 Ultra
Skærmen er let buet langs kanterne. (Foto: Peter Gotschalk)

Vi synes, at Motorola har valgt en fornuftig balance imellem robusthed og pris, og under alle omstændigheder er der tale om en markant forbedring i forhold til tidligere modeller i Edge-serien. Motorola Edge Pro måtte f.eks. nøjes med Gorilla Glass 3.

Skærm og lyd

Og der er da også god grund til at betale lidt ekstra for at beskytte skærmen, for den er nemlig god! Panelet af typen pOLED måler 6,67 tommer og har FHD+ opløsning samt en opdateringshastighed på 144 Hz (dette indstilles manuelt, men man kan også vælge dynamisk opdateringsfrekvens på op til 120 Hz).

Vi undrer os lidt over opløsningen, som ikke ligefrem skriger high-end. Til gengæld byder Motorola Edge 30 Ultra på kraftige farver og god kontrast, og så er skærmen særdeles lysstærk (op til 1250 nit), så den også kan bruges udendørs i solskin uden besvær. Det er i øvrigt en markant forbedring i forhold til den billigere Motorola Edge 30 Pro, hvor et af vores kritikpunkter netop var skærmens svage lysstyrke (maks. 660 nit).

Som nævnt er skærmen let buet langs kanterne og byder desuden på såkaldte kantlys, der lader brugeren vælge mellem fem farvemuligheder, som så skal gøre opmærksom på en ny notifikation. Man tildeler en bestemt farve til en bestemt notifikation, så mobilen f.eks. lyser rødt, når chefen ringer …

Motorola Edge 30 Ultra har fingeraftrykslæseren bygget ind i skærmen, hvor tidligere modeller i Edge-serien havde integreret sensoren i tænd/sluk-knappen. (Foto: Motorola)

Edge 30 Ultra leverer selvfølgelig en glimrende stereolyd fra de indbyggede højttalere, hvilket gør den velegnet til både spil og anden underholdning.

Kamera

Det mest ambitiøse ved Motorola Edge 30 Ultra er nok kameraet. Ikke fordi kineserne er begyndt at samarbejde med firmaer som Leica eller Hasselblad – det overlader de til deres kinesiske kolleger fra Xiaomi og OnePlus – men fordi mobilen har fået de vildeste kameraspecifikationer på en Motorola-mobil nogensinde.

Først og fremmest har Edge 30 Ultra en hovedkamerasensor på vanvittige 200 megapixel. Sensoren er designet til at indfange mere lys ved at kombinere 16 pixels i en 2,56μm Ultra Pixel, siger Motorola. Ergo leverer kameraet normalt billeder i 12 megapixel opløsning – med kvaliteten forbedret ved hjælp af 16x pixel binning – men det kan også lade sig gøre manuelt at indstille kameraet til at tage billeder med samtlige 200 megapixel. Det giver dog kun mening, hvis man har masser af lys til rådighed og skal fotografere et motiv fyldt med detaljer. Ikke mindst fordi hver billedfil fylder i omegnen af 60 megabyte!

Sådan ser monumentet ‘Grotta’ i parken Havlicek Gardens i Prag ud fotograferet med samtlige 200 megapixel. Billedet her er dog efterfølgende nedskaleret, da originalen fylder 60 megabyte! (Foto: Peter Gotschalk)

Desuden er mobilen udstyret med en 50 megapixel ultravidvinkellinse (der også fungerer som makroobjektiv) samt med en 12 megapixel telelinse med 2x optisk zoom. Frontkameraet er på hele 60 megapixel.

Se, det lyder jo særdeles lovende, men ambitionerne til trods kommer Motorola heller ikke denne gang i mål med kameraet. Det er nemlig ikke første gang, vi har måttet kritisere Motorolas kamerapræstationer. Så sent som i foråret måtte vi konstatere, at Motorola Edge 30 Pro kom til kort, når det gjaldt billedkvaliteten. Motorola Moto G200 5G med 108 megapixel linse var også en gedigen skuffelse på kamerafronten.

Bevares, Motorola Edge 30 Ultra leverer fine billeder i de fleste hverdagssituationer, og f.eks. portrætfunktionen med bokeh-effekt giver et godt resultat. Men hvor Motorola lover, at den store sensor skal levere skarpe og lyse billeder, oplever vi, at vores testbilleder bliver en smule uskarpe og flade, selv om motivet i virkeligheden er detaljeret og byder på masser af naturlige kontraster.

Ultravidvinkellinsen på 50 megapixel anvendes også til at tage makrobilleder. (Foto: Peter Gotschalk)

Billeder i fuld 200 megapixel opløsning byder selvfølgelig på en høj grad af detaljerigdom, men de mange pixels ændrer ikke meget på hverken farvegengivelse eller manglen på kontrast.

Kort sagt lever Motorola Edge 30 Ultra ikke op til forventningerne, for så vidt angår kameraet. Selvfølgelig kan det bruges af langt de fleste til at tage tilfredsstillende billeder i hverdagssituationer, men fotoentusiaster skal nok kigge sig om efter en anden mobil.

MotorolaEdge30ultra_vidvinkel MotorolaEdge30ultra_ultravidvinkel
<
>
Hvor Motorola lover, at den store sensor skal levere skarpe og lyse billeder, oplever vi, at vores testbilleder bliver en smule uskarpe og flade, selv om motivet i virkeligheden er detaljeret og byder på masser af naturlige kontraster. (Foto: Peter Gotschalk)

Ydelse og funktioner

Går man derimod op i høj ydelse og hurtig opladning, så er Motorola Edge 30 Ultra ikke til at komme udenom. Vores benchmarktests viser, at mobilen for så vidt angår rå processorkraft er på niveau med Samsung Galaxy Z Fold 4 og Asus Zenfone 9 – begge mobiler, som vi har givet høje karakterer og som leveres med Qualcomms nyeste Snapdragon 8+ Gen 1 processor ligesom Edge 30 Ultra – og det gælder også i daglig brug, hvor Motorola Edge 30 Ultra er blandt de hurtigste Android-mobiler, vi har testet.

Dertil kommer, at batterilevetiden er i top, ligesom Edge 30 Ultra også byder ekstremt hurtig opladning, uanset om vi taler kablet eller trådløs opladning. Der følger således en 125 W oplader med i pakken, som lader batteriet fra 0 til 100 procent på under en halv time.

Mobilen er altså ikke til at slide op, og når man alligevel mangler strøm sidst på dagen, kan Edge 30 Ultra lades fuldt op på den tid, det tager at drikke en kop kaffe. Imponerende.

Portrætfunktionen med bokeh-effekt giver et godt resultat. (Foto: Peter Gotschalk)

Konklusion

Motorola Edge 30 Ultra er den Lenovo-ejede mobilproducents bedste bud på en absolut topmobil i nyere tid. Især den tårnhøje ydelse, lange batterilevetid og hurtige opladning løfter det samlede indtryk markant. Desuden er Edge 30 Ultra lækkert og elegant designet, og selv om det ikke er de allernyeste teknologier, som er brugt til at beskytte mobilen, er den dog pænt sikret mod skrammer og glasskader, ligesom den er støv- og stænksikker. Skærmen er flot og lysstærk, mens den hurtige opdateringshastighed sikrer en fløjlsblød brugeroplevelse. Så er det til at leve med, at skærmopløsningen kunne have været højere.

Desværre trækker kameraet ned i den samlede vurdering. Ambitionerne har tydeligvis været høje, men måske skulle Motorola overveje at gå i samme fodspor som Xiaomi og OnePlus, der begge har allieret sig med kameraeksperter fra hhv. Leica og Hasselblad. Det har givet de to producenters flagskibsprodukter et løft, som Motorola også kunne trænge til. Det ville i givet fald have garanteret Motorola Edge 30 Ultra vores absolutte topkarakter, hvis billedkvaliteten havde været bedre. Nu må den ‘nøjes’ med vores næstbedste karakter samt en særlig varm anbefaling.

Karakter
Motorola Edge 30 Ultra
Premium

Home mener

Blandt de hurtigste smartphones, vi har testet. Desuden lang batterilevetid og lynhurtig opladning. Dertil kommer fantastisk skærmkvalitet med 144 Hz opdateringsfrekvens. Designet er elegant og robust på samme tid. Der er blevet hugget en hæl og klippet en tå for at holde prisen nede, derfor må mobilen nøjes med IP52-certificering og skærmbeskyttelse med Gorilla Glass 5. OLED-panelet havde også fortjent en højere opløsning end FHD+. Det største problem er dog kameraet. Lad dig ikke narre af de 200 megapixel.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Hvor meget Nothing er der over Nothing Phone (2a)

Supermobil på budget

Godt kommet igen, OnePlus!

Lille men kraftfuld

AI begyndelse er svær

Ikke helt overbevisende

Oneplus konkurrerer med sig selv

Gaming-mobilen er et speedmonster

Er det virkelig en ny model?

OnePlus 12 går skridtet videre

Smart-uret til mænd (og andre med store håndled)

Lige så stærk som sin storebror

Lyd & Billede
Scroll to Top