Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: OnePlus Open

OnePlus Open folder sig ud

Med OnePlus Open giver det foldbare format pludselig mening.

Skrevet af / 19/10/2023 - 17:00
OnePlus Open
Peter Gotschalk

Fans af den type foldbare mobil, der nærmest er en hybrid mellem en smartphone og en tablet, har indtil videre ikke haft svært ved at beslutte sig for, hvilken model de ville købe. I hvert fald ikke i de danske butikker. For den eneste af slagsen, der overhovedet har fundet vej til vores breddegrader, er Samsung Galaxy Z Fold. Den blev i sommer atter engang fornyet og er nu tilgængelig i femte generation.

I andre dele af verden er udvalget noget større. Google Pixel Fold, Honor Magic Vs, Oppo Find N2 og Xiaomi Mix Fold 3 er de vigtigste konkurrenter til Samsungs foldbare topmodel i det store udland, men netop Samsung – og selvfølgelig Apple – sidder så tungt på markedet i Danmark, at det formentlig er grunden til, at konkurrenterne indtil nu har valgt de danske forbrugere fra.

Men har man sukket og stønnet efter en foldbar smartphone fra en anden producent end Samsung, kommer juleaften tidligt i år. For OnePlus har nemlig lanceret den foldbare OnePlus Open, og her er virkelig tale om en hybrid monstermobil, der nok skal give Samsung kamp til stregen ude i butikkerne. Også på prisen, selv om OnePlus Open ved gud heller ikke er billig.

L&B Home er blandt de ganske få danske medier, som har fået mulighed for at teste den foldbare mobil op til den officielle lancering, og uden at røbe for meget på forhånd – konklusionen plejer man jo at læse til sidst – så er OnePlus Open på mange måder den kinesiske producents svendestykke.

OnePlus Open
Nærmeste konkurrent til OnePlus Open (til venstre) på det danske marked er Samsung Galaxy Z Fold 5 (til højre). (Foto: Peter Gotschalk)

En bedre og mere formfuldendt smartphone har vi simpelthen aldrig set fra OnePlus, men mon ikke det bl.a. skyldes, at OnePlus Open er udviklet af OnePlus og den langt større producent Oppo i fællesskab? De to firmaer ejes nemlig af kinesiske BKK Electronics, der faktisk er verdens næststørste mobilproducent og udover OnePlus og Oppo også ejer mobilmærkerne Realme, Vivo og IQOO.

Det har altså ikke skortet på ressourcer, da den foldbare smartphone skulle udvikles, og OnePlus Open bliver da også tilgængelig i stort set hele verden, på hjemmemarkedet i Kina dog under navnet Oppo Find N3.

Design og konstruktion

Der er med andre ord både seriøse penge og store ambitioner bag OnePlus Open, og det ser man ved allerførste øjekast.

Hvor Samsung skulle bruge hele fem forsøg, før det lykkedes koreanerne at fremstille en foldbar mobil uden luft mellem to de to skærmhalvdele, når de er klappet sammen, har den første foldbare OnePlus-mobil et så præcist skåret design, at selv et fehår får svært ved at klemme sig ind i mellemrummet.

Nu er designet retfærdigvis baseret på de to første foldbare Oppo-modeller, Oppo Find N og Oppo Find N2, men heller ingen af disse mobiler havde så store problemer med luft mellem skærmhalvdelene som Samsungs tidlige Galaxy Z Fold-versioner. Og OnePlus Open er blevet endnu mere kompakt i sammenklappet tilstand end sine Oppo-forgængere, ikke mindst takket være et nyt hængsel, det såkaldte Flexion Hinge, der består af kun 69 bevægelige dele.

OnePlus Open
OnePlus Open (til venstre) har et så præcist skåret design, at selv et fehår får svært ved at klemme sig ind i mellemrummet mellem de to skærmhalvdele. Samsung var årevis om endelig at fremstille en foldbar mobil, Galaxy Z Fold 5 (til højre), uden lige så meget luft mellem skærmene, som man får i maven efter en portion gule ærter! (Foto: Peter Gotschalk)

Ikke blot eliminerer den tætte lukning risikoen for, at f.eks. et sandkorn finder vej ind mellem de to halvdele og ridser skærmen. Det nye hængseldesign er også med til at gøre OnePlus Open 1,7 mm slankere end sin konkurrent, når den er klappet sammen.

Hængslet kan dog ikke tage hele æren, for med sine blot 5,8 mm i udfoldet tilstand er OnePlus Open i det hele taget den slankeste foldbare smartphone, vi har testet. Og dermed føles den også nemmere at håndtere og lettere, end den egentlig er. Med sine 245 gram vejer den ellers fem gram mere end sidste års iPhone 14 Pro Max, der var noget af en moppedreng, men det mærker man ikke noget til i daglig brug.

Ligesom forårets OnePlus 11 har OnePlus Open et ret stort cirkulært kameramodul på bagsiden, som virkelig skiller sig ud. Og selv om den foldbare formfaktor er ny for OnePlus, er der alligevel blevet plads til den populære ‘alert slider’ – en lille skyder, som skifter mellem lyd, vibration og lydløs tilstand – øverst på den skærmhalvdel, der vender mod venstre, når mobilen er foldet ud. Tænd/sluk-knappen (med indbygget fingeraftrykslæser) og volumenknappen befinder sig på den modsatte side. Dog vender alle tre knapper naturligvis samme vej, når OnePlus Open er klappet sammen.

OnePlus Open
OnePlus Open er 1,7 mm slankere end sin konkurrent, når den er klappet sammen. (Foto: Peter Gotschalk)

Den foldbare skærm er fremstillet af bl.a. Ultra Thin Glass, mens frontskærmen beskyttes af såkaldt Ceramic Guard. OnePlus hævder, at Ceramic Guard er 20 procent mere robust end Gorilla Glass Victus, og vi gætter på, at beskyttelsen er beslægtet med Ceramic Shield, som Apple bruger som skærmbeskyttelse til iPhone.

Derudover er mobilens ydre fremstillet af en legering, som kombinerer adskillige metaltyper, herunder titan, med det erklærede formål at ramme den perfekte balance mellem lethed og robusthed. Perfektion er et stort ord, men sikkert er det, at OnePlus Open føles særdeles robust. Og det er første gang, vi tester en foldbar smartphone uden på noget tidspunkt at have været bange for at ødelægge den!

OnePlus Open
OnePlus Open har et ret stort cirkulært kameramodul på bagsiden, som virkelig skiller sig ud. (Foto: Peter Gotschalk)

Vores testeksemplar var mat grøn (af OnePlus kaldet Emerald Dusk), og dette er den eneste farve, vi får at se på vores breddegrader. Men derudover findes mobilen findes også i en sort farvetone (som OnePlus kalder Voyager Dark).

Skærm og lyd

Både frontskærmen og den foldbare skærm leverer et knivskarpt og højopløst skærmbillede med en nærmest fløjlsblød brugeroplevelse. Dertil kommer en heftig lysstyrke på op til vanvittige 2.800 nit, hvilket i praksis betyder, at skærmen kan bruges problemfrit udendørs, selv om solen skinner fra en skyfri himmel. Det er lige før, mobilen kan ses fra rummet, så kraftigt lyser den op!

Begge skærmes opdateringsfrekvens er adaptiv op til 120 Hz (1-120 Hz for den foldbare skærms og 10-120 Hz for frontskærmens vedkommende) hvilket i praksis betyder, at skærmfrekvensen tilpasser sig automatisk, afhængigt af hvad der foregår på skærmen. Dermed får man en blød og hurtig brugeroplevelse.

Men allermest bemærkelsesværdigt er det, at frontskærmen på 6,31 tommer med sit 20:9-format er lige så bred, som vi kender det fra helt almindelige smartphones. Med andre ord er den reelt brugbar, hvilket står i skarp kontrast til alle hidtidige Samsung Galaxy Z Fold-modeller. Og selv om Samsungs frontskærme retfærdigvis er blevet større og bredere med tiden, må selv den nyeste model, Galaxy Z Fold 5, nøjes med en frontskærm i et mystisk 23,1:9-format, hvilket er betydeligt smallere, end man er vant til fra sin normale mobil.

OnePlus Open
Frontskærmen på 6,31 tommer er med sit 20:9-format lige så bred, som vi kender det fra helt almindelige smartphones. Med andre ord er den reelt brugbar. (Foto: Peter Gotschalk)

Et smalt skærmformat forringer brugeroplevelsen markant, og netop derfor er det en kæmpe fordel, at OnePlus Open har formået at gøre plads til en frontskærm i 20:9-format. Det er præcis samme format som f.eks. OnePlus Nord 2 og Samsung Galaxy S21 Ultra, og ved daglig brug betyder det i praksis, at man har langt større fleksibilitet end med Samsungs foldbare mobil.

OnePlus Open
Begge skærme byder på en heftig lysstyrke på op til vanvittige 2.800 nit, hvilket i praksis betyder, at skærmene kan bruges problemfrit udendørs, selv om solen skinner fra en skyfri himmel. (Foto: Peter Gotschalk)

Man kan nemlig nøjes med at åbne mobilen og bruge den store skærm, når det giver mening. Resten af tiden er det oplagt at bruge OnePlus Open med frontskærmen som en helt almindelig mobil, og selv om det kan lyde som en lille ting, er det netop sådan noget, der ville kunne få flere mennesker til at vælge en foldbar smartphone.

Er frontskærmens format for smalt, vil man helst undgå at bruge den mere end højst nødvendigt, men bliver i stedet nødt til at åbne mobilen for at bruge den store skærm. Det er en ekstra handling, der tager tid og hurtigt bliver irriterende, når man skal gøre det 60 gange i timen, hvilket ikke er helt urealistisk, så tit som de fleste af os immervæk bruger vores mobiler.

Med OnePlus Open er det lige så let som med en almindelig smartphone at gribe mobilen i lommen og tjekke Facebook eller læse den nyeste e-mail, mens man venter på bussen. Og man kan gøre det med én hånd. Sidder man ned og har tid til at være produktiv eller blive underholdt, kan man vælge at åbne mobilen og få gavn af alle de muligheder, den foldbare skærm byder på. Sådan giver det foldbare format mening!

Også hvad angår lydoplevelsen er OnePlus Open helt fremme i bussen. Mobilen er selvfølgelig udstyret med aptX fra Qualcomm, der optimerer lyden, når der streames trådløst via Bluetooth, og de integrerede højttalere har både Dolby Atmos og rumlig lyd (spatial sound), hvilket giver en helt unik lydoplevelse, uanset om man bruger mobilen til at lytte til musik, se videoer eller game uden hovedtelefoner.

Kamera

Det store cirkulære kameramodul rummer et tredobbelt kamera bestående af en 48 Mp vidvinkel med optisk billedstabilisering, baseret på Sonys nyeste LYTIA-T808-sensor, en 48 Mp ultravidvinkel med et synsfelt på 114° samt en 64 Mp tele med periskopteknologi og 3x ægte optisk zoom plus 6x hybridzoom. Oven i hatten er der et lille selfie-kamera integreret i hver skærm.

OnePlusOpen_zoom1 OnePlusOpen_zoom2 OnePlusOpen_zoom3 OnePlusOpen_zoom4
<
>
Samme motiv fotograferet med hhv. ultravidvinkel, vidvinkel, 3x optisk zoom og 6x hybridzoom. Høj billedkvalitet på tværs af zoomgraden, og der er styr på farvegengivelse og dybdeskarphed over hele linjen. (Foto: Peter Gotschalk)

Den førnævnte LYTIA-T808-sensor fra Sony benytter Dual-Layer Transistor Pixel-teknologi, der optimerer lysopsamlingen ved at adskille og stable to lag af pixeltransistorer under fotodioderne, hvilket skal forbedre billedkvaliteten i svagt lys. Og OnePlus skuffer ikke.

Overordnet leverer kameraet i OnePlus Open både i pose og sæk! Det fanger de fineste detaljer med en imponerende skarphed. Billederne bliver generelt gode med et bredt dynamisk område, og farverne fremstår levende og naturlige uden spor af overdreven mætning, hvilket er et tegn på fremragende farvekalibrering. Endvidere håndterer kameraet forskellige lysforhold med lethed, selv i svagere belysning, hvor billederne fortsat er støjfri.

Også periskoplinsen leverer varen. Selv ved større forstørrelser formår kameraet at bevare skarphed og detaljerigdom uden mærkbart kvalitetstab.

Med andre ord indgår man ingen kompromisser, når det gælder kameraet, selv om OnePlus Open er en foldbar smartphone.

Makrobillede med bokeh-effekt. Bemærk, hvordan kameraet har fanget biens hår og blomstens kronblade. Billedet har en glat og behagelig bokeh, hvilket hjælper med at fokusere på hovedmotivet. (Foto: Peter Gotschalk)

Ydelse

Ligesom OnePlus 11 er også OnePlus’ foldbare mobil udstyret med 5G og Qualcomms nyeste Snapdragon 8 Gen 2-processor samt 16 gigabyte hukommelse, og de to mobiler er da også tilnærmelsesvis lige hurtige. Sikkert og vist er det, at OnePlus Open ikke bare er lynhurtig, den klarer også alle opgaver – inklusive store apps og spil – uden at blive brandvarm. Og uden at strømforbruget går amok. Tværtimod holder batteriet længere, end vi havde regnet med, de store, lysstærke skærme taget i betragtning. Opladningen går også hurtigt. Mobilen leveres således med en 67 watt lynoplader, der kan oplade batteriet fra 0 til 100 procent på cirka tre kvarter. Eneste streg i regningen er, at OnePlus Open må undvære trådløs opladning, men det er så også cirka det eneste kompromis, man må affinde sig med ved en ellers nærmest perfekt smartphone.

Funktioner

Bruger man frontskærmen, fungerer OnePlus Open som nævnt helt som enhver anden smartphone. Det er, når man åbner den foldbare mobil, at magien sker. Den 7,82 tommer store skærm giver brugeren en vaskeægte tablet-oplevelse, og selvfølgelig kan OnePlus Open multitaske som enhver anden tablet og foldbar smartphone. Der er også en computer-lignende taskbar, der giver overblik over senest åbnede apps etc. Det er i sig selv ikke noget at skrive hjem om. Også Samsung Galaxy Z Fold 5 har taskbar og kan klare hele fire apps på én gang. Men det er nærmest ikke til at overskue og ikke særlig brugbart i praksis.

Selvportræt. Hovedmotivet er blevet skarpt og detaljeret, og der er så godt som ingen støj i billedet, men til gengæld 100 procent styr på dybdeskarpheden. (Foto: Peter Gotschalk)

Næh, det særlige ved OnePlus Open er den måde, hvorpå app-vinduerne vises på skærmen. OnePlus kalder det for Open Canvas, og ideen er, at man ser to (eller tre) apps på skærmen på samme tid, men at man kan “skubbe” den eller de to, man ikke bruger aktivt, ud til siden. Ligesom hvis man skubber et stykke papir til siden på sit fysiske skrivebord, så det ikke er i vejen for det, man sidder og laver.

I praksis får det samme effekt på den foldbare skærm, som var den et vindue til et større arbejdsområde, og så trækker man blot den eller de apps ind i synsfeltet, man skal bruge lige nu. Det er den bedst tænkte og mest elegante multitasking-løsning, vi har set. Godt gået, OnePlus!

Konklusion

OnePlus Open er den bedste foldbare smartphone i tablet-format, vi nogensinde har testet. Der er ingen over og ingen ved siden af.

Hvorfor? Det har krævet to enkle greb, som har forandret den foldbare formfaktor for altid og gjort den reelt brugbar.

Selv om dette portræt af en papfigur er taget ved dårlig belysning, er eksponeringen passende, og der er næsten ingen billedstøj. (Foto: Peter Gotschalk)

For det første kan man anvende OnePlus Open som en helt normal mobil, fordi frontskærmen har fået samme format som mange almindelige smartphones. Tænk over, hvor tit man har mobilen oppe af lommen for lige at tjekke det ene eller det andet. Med OnePlus Open får man en helt almindelig brugeroplevelse, og dermed bliver den udfoldede skærm til en ekstra luksus og ikke et irritationsmoment, fordi man er tvunget til at åbne den hele tiden, som tilfældet er med f.eks. Samsung Galaxy Z Fold-modellerne. Jo, de har også en frontskærm, men den er for smal, og det begrænser anvendeligheden.

For det andet spiller multitasking bare på den store foldbare skærm takket være Open Canvas. Den nye brugerflade, OnePlus har skabt til formålet, er nem at bruge og en ægte ‘gamechanger’.

OnePlus Open
Ideen med ‘Open Canvas’ er, at man ser to (eller tre) apps på skærmen på samme tid, men at man kan “skubbe” den eller de to, man ikke bruger aktivt, ud til siden. (Foto: Peter Gotschalk)

Dertil kommer, at OnePlus Open målt på alle andre parametre – konstruktion, design, billedkvalitet, lyd, kamera og ydelse – bare oser af kvalitet. Dette er en smartphone fra allerøverste hylde.

Karakter
OnePlus Open
High End

Home mener

Frontskærm i ‘korrekt’ smartphone-format samt innovativ ny multitasking-brugerflade er en gamechanger. Dertil kommer et nyt hængsel, der afskaffer mellemrummet mellem skærmhalvdelene, brillante og skarpe skærme, fremragende kamera med periskoplinse, fantastisk lydkvalitet inklusive spatial sound, høj ydelse og lang batterilevetid samt hurtig opladning. Mangler trådløs opladning.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lang batterilevetid, lav pris og gode funktioner

Hvor meget Nothing er der over Nothing Phone (2a)

Supermobil på budget

Godt kommet igen, OnePlus!

Lille men kraftfuld

AI begyndelse er svær

Ikke helt overbevisende

Oneplus konkurrerer med sig selv

Gaming-mobilen er et speedmonster

Er det virkelig en ny model?

OnePlus 12 går skridtet videre

Smart-uret til mænd (og andre med store håndled)

Lyd & Billede
Scroll to Top