Det er gået meget bedre med denne test, end jeg havde turdet håbe på. For mit vedkommende har OnePlus Pad nemlig været ramt af så mange uheld, at det gav mindelser om en sand forbandelse.
Min tur til lanceringen af OnePlus Pad i New Delhi i februar måned blev ikke til noget, fordi noget gik galt, da der skulle søges om pressevisum til Indien. Da produktet så blev tilgængeligt til test, forsvandt pakken på mystisk vis, mens den var på vej til mig med kurér. Mit testeksemplar af OnePlus Pad blev sidst set, da den blev registreret som modtaget i DHL’s pakkecentrum i Hamborg. Og eftersom OnePlus kun havde ganske få tilgængelige eksemplarer til skandinaviske medier, måtte jeg vente på, at en journalist fra et andet medie blev færdig med sin test, før jeg endelig kunne få fingrene i den første tablet fra OnePlus. Det ville ikke havde undret mig en tøddel, hvis det havde vist sig, at batteriet var stået af i mellemtiden. Eller hvis tabletten var sprunget i luften mellem fingrene på mig.
Men sådan gik det ikke. I stedet fik jeg lejlighed til at lære et produkt at kende, som af gode grunde minder om alle andre Android-tablets på de fleste punkter, men også adskiller sig præcis så meget, at den er værd at lægge mærke til.
Udseende og konstruktion
OnePlus Pad ser dyrere ud, end den er. Bagsiden og rammen er i aluminium, børstet i koncentriske cirkler, og kanterne er runde. Det gør OnePlus Pad behagelig og nem at holde, og da den heller ikke vejer alverden, kan den bruges i længere tid. Også af små personer med små hænder til spil, video og anden underholdning.
Skærm og lyd
Skærmformatet er ret specielt, nemlig 7:5, hvilket optisk får OnePlus Pad til at minde en del mere om en iPad end om andre Android-tablets.
Der er grænser for, hvor god en skærm man kan forvente til prisen. OnePlus Pad leveres derfor blot med IPS-skærm, hvilket er samme type panel, som man finder i den billigste iPad. Den maksimale lysstyrke er på 500 nit, så OnePlus Pad egner sig klart bedst til indendørs brug. Til gengæld er opløsningen ganske høj (2.800 x 2.000 pixel), ligesom skærmen understøtter HDR10+, der bl.a. giver bedre kontrast og mere dybde i billedet. OnePlus Pad byder også på en opdateringsfrekvens på hele 144 Hz, hvilket gør tabletten særdeles velegnet til gaming, ligesom brugeroplevelsen ved navigation, scrolling etc. er ganske fløjlsblød.
OnePlus Pad har fire højttalere og spiller dermed stereolyd, uanset om man holder tabletten horisontalt eller vertikalt. Lydbilledet er kraftigt og fyldigt, så det er en fornøjelse både at spille og se video.
Ydelse og funktioner
OnePlus Pad leveres med Android 13 samt OnePlus’ egen OxygenOS 13-brugerflade. Android 13 er bedre egnet til tablet-brug end tidligere udgaver af Android og understøtter f.eks. multitasking, så man kan have to app-vinduer åbne side om side.
Takket være OxygenOS 13 er OnePlus Pad også fremragende til gaming, da OnePlus’ brugerflade f.eks. lader dig styre, hvor mange af tablettens ressourcer, der skal bruges til at køre spillet. Man kan altså vælge at give den fuld gas med alle processorens kræfter, hvilket selvfølgelig kræver mere af batteriet. Eller man kan vælge at spare på strømmen, så man kan spille i længere tid, hvilket giver god mening ved mindre krævende spil.
Og der er såmænd masser af kræfter at give af, for OnePlus Pad præsterer i benchmark-tests helt på linje med en anden spritny tablet, nemlig Google Pixel Tablet, selv om OnePlus’ tablet er markant billigere. I forhold til Android-tablets i samme prisklasse, såsom Lenovo Tab P11 Pro Gen 2, er OnePlus Pad klart overlegen.
Man kan også købe pen og tastatur til OnePlus Pad, hvilket gør tabletten mere produktiv. Så kan junior både bruge den til lektier og gaming. Genialt!
Desværre er man også nødt til at købe en oplader som tilbehør, da en sådan ikke følger med i kassen. Så nok understøtter OnePlus Pad 67 watt hurtigopladning, men OnePlus går altså ud fra, at man har sådan en oplader liggende hjemme i skuffen – måske fordi de regner med, at mange OnePlus Pad-købere i forvejen har en smartphone fra OnePlus. Skulle det ikke være tilfældet, koster en oplader ikke alverden, men jeg synes alligevel, det er et mærkeligt valg fra OnePlus’ side ikke at inkludere en oplader i æsken.
Et andet kritikpunkt er den begrænsede lagerplads på blot 128 gigabyte. Det er ikke alverden, og lagerpladsen kan heller ikke udvides. Sidst, men ikke mindst, understøtter OnePlus Pad kun Wi-Fi og fås altså ikke i en version, der kan bruges med SIM-kort. Det er åbenbart ikke meningen, at OnePlus Pad skal med i ud i naturen eller med i sommerhus uden Wi-Fi.
Konklusion
OnePlus Pad leveres ikke med den mest lysstærke skærm i verden, og tabletten understøtter heller ikke SIM-kort, men må nøjes med Wi-Fi. Ergo egner den sig bedst til at blive brugt derhjemme, hvor den til gengæld kan klare både spil, underholdning og produktivitet.
Kvaliteten er generelt i top i forhold til prisen. Faktisk bliver det nok svært at finde en bedre Android-tablet i samme prisklasse – både hvad angår ydelse og skærm- og lydkvalitet – det er faktisk kun Apples billigste iPad, som kan måle sig med OnePlus Pad i skrivende stund. Havde OnePlus Pad været med i vores gruppetest af 4 tablets i mellemklassen, ville den have vundet en overbevisende sejr!
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer