TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

DUEL: 2 robotstøvsugere

Intelligent rengøring i luksusklassen

Dreame og Roborock har lanceret nye robotstøvsugere. Begge modeller er i high-end-klassen og har 'Ultra' som efternavn. Så hvem skal du heppe på, når vi slipper duellanterne løs på gulvet?

Af / 23/05/2024 - 08:49
2 robotstøvsugere

Dreame og Roborock er i dag ‘household names’ inden for robotstøvsugere. De er blandt andet oppe mod Ecovacs og Narwal, der også byder sig til, når det gælder smart og app-styret rengøring af dine gulve.

Kategorien udvikler sig konstant, så vi tester løbende modeller fra en vifte af producenter, herunder også Wilfa og iRobot. Hver generation får nye (og som regel også smartere) features.

Denne gang har vi sat Dreame X40 Ultra og Roborock S8 MaxV Ultra op til duel. Begge modeller er netop lanceret, så de skal selvfølgelig have lov at battle mod hinanden.

Duellanterne
To robotstøvsugere med forskellige evner og svagheder. Dreame X40 Ultra (tv.) og Roborock S8 MaxV Ultra (th.) (Foto: Natasja Broström)

Fordele og forskelle

Både hos Dreame og Roborock er der skruet op for varmen. Mopperne i de to robotstandere bliver ikke blot rengjort med ”varmt vand”, som det tidligere (lidt fesent) blev kaldt. Hos Dreame X40 Ultra bliver mopperne rengjort ved hele 70 grader. Roborock S8 MaxV Ultra rengør sin side- og bagmoppe ved 60 grader.

Begge robotter har fået kraftigere sugestyrke og mere intelligent orientering ude på gulvet. Forbedret AI, kameraer og sensorer gør, at et areal på 60 kvadratmeter i grove træk er tegnet op i app’en på cirka 3 minutter. Det tager selvfølgelig længere tid, hvis du har mange sager stående, som robotten skal navigere rundt om.

Annonce
Dreame detalje dyr
Robotstøvsugere skal ikke kun undgå at bumpe ind i møbler og mennesker. Hjemmets dyr er også en no-go zone. (Foto: Dreame)

Begge modellerne kan styres med stemmen, de tager fotos af dit kæledyr (før det stikker af i rædsel) og registrerer alskens forhindringer. Ikke alt er vellykket. Både X40 og S8 har testen igennem insisteret på, at understellet på min Dali-subwoofer er en badevægt.

Duellanterne Roborock vandtest
Testhjemmet har ikke cola i køleskabet, så cola-testen blev i stedet udført med vand. (Foto: Natasja Broström)

Generelt er Dreame X40 Ultra og Roborock S8 MaxV Ultra blevet forbedret, og de er mere autonome. Nogle gange opstår der dog stadig episoder, hvor man sukker over deres uformåenhed. Især når de ikke lystrer.

Sådan testede vi

I et par uger fik robotterne lov til at slå sig løs i min lejlighed, som er på cirka 140 kvadratmeter. Gulvene udgør en blanding af tæpper, linoleum, træ og fliser.

Duellanterne robotter
Robostøvsugerne Dreame X40 Ultra (tv.) og Roborock S8 MaxV Ultra (th.) ligner hinanden, men der er stor forskel på ydeevnen. (Foto: Natasja Broström)

Jeg udstedte forskellige opgaver og blandede mig så lidt som muligt. Nogle gange var det svært. Især Dreame X40 Ultra skulle ofte have lidt hjælp til at komme videre med en opgave.

Duellanterne udstyr
De to duellanter er forskellige, når det gælder basestationens og vandbeholdernes design. (Foto: Natasja Broström)

På papiret er Dreames robot blevet bedre til at passere over forhindringer såsom dørtrin. Forgængerne havde en begrænsning på 2 cm. Dreame X40 Ultra kan kravle op over 2,2 cm. I praksis gør de 2 mm en væsentlig forskel. Når det ellers virker. Roborock kan maksimalt passere 2 cm, men gør det faktisk generelt bedre ude på en opgave end Dreame.

Duellanterne underside
Dreames runde mopper (tv.) klikkes nemt af for eftersyn og rengøring, mens Roborocks bagmoppe skal trækkes af. Besværligt. (Foto: Natasja Broström)

Roborock S8 MaxV Ultra udmærker sig til gengæld med en lille ‘feje-arm’, som skyder ud på de helt rigtige steder. For eksempel langs en flisekant og ind i hjørnerne. Her er Dreame mere sløv, når det gælder om at skyde mopperne ud til siden og sætte gang i den lille roterende fejekost foran.

På hver deres måde er duellanterne velforberedte på at tage kampen op og vise, hvor gode de er til at udrydde snavs, støv og tabt væske. Spørgsmålet er så, om indsatsen lever op til udgiften.

Dreame X40 Ultra

Nem og hurtig – men ikke altid for klog

Ny og teknisk begavet er ikke altid bedre. Dreames nye X40 Ultra er fuld af forbedringer, men støvsugerrobotten er samtidig blevet dummere end sine forgængere.

Forbedret passering af forhøjninger. Hurtig skanning og skitsering af kort. Mange tilpasninger i app’en.
Tidligere registrerede forhindringer bliver 'glemt'. Besværlig indstilling af no-go-zoner. Funktioner med fejebørste og mopper virker ikke altid.
Læs hele testen

Roborock S8 MaxV Ultra

Et kraftværk på gulvet

Roborocks nye flagskibsmodel kan ikke bryste sig af et stilfuldt design. Til gengæld er S8 MaxV Ultra lydig og effektiv.

Effektiv rengøring med få svinkeærinder. Har få problemer med dørtrin. Nem og intuitiv app. God stemmestyring.
Larmer en del i brug. Designet virker billigt, og beholdere har kanter, hvor snavs kan sætte sig.
Læs hele testen
Natasja Broström
Natasja Broström (f. 1971): Journalist på L&B Home. Natasja begyndte på Politikens IT-tillæg i 1990’erne. Herfra gik turen via fagblade, magasiner og aviser, hvor Natasja skrev om blandt andet it og nørdkultur. Fra 2002 har Natasja været på Datatid Techlife, siden IT-journalist inden for smart living og brevkasseredaktør på Alt om Data.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Overvågning med øje på økonomien

Plads til det hele

Robotstøvsugere med kunstig dumhed

Nu rykker AI også ind i vaskerummet

Passer godt ind i et Yale-smart home

Dine terrassedøre fortjener denne lås

Smidig suger går helt til kanten

Juletræskæde til hele året

Skarp og praktisk videodørklokke

Nem rengøring

Disko i køleskabet

Mytedræber i vaskerummet