Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Vi kårer

Årets bedste hovedtelefoner og hørepropper 2021-2022

Hovedtelefonjunglen holder aldrig op med at vokse. Vi guider dig igennem vildnisset.

Af / 12/10/2021 - 12:00
Årets bedste hovedtelefoner og hørepropper 2021-2022

Der findes hovedtelefoner i enhver tænkelig priskategori, og vi har prøvet, så godt vi kan, at afspejle markedet. Men endnu en gang er der ikke særlig mange i det billigste segment, der har gjort sig fortjent til en plads i årets kavalkade, som er redigeret med hård hånd. Der er dog et par undtagelser i “hundredlap-klassen”.

Støjreduktion, støjreduktion, støjreduktion

Hvis der er én trend, vi har bemærket i året, der gik, så er det, at næsten alle kommer med støjreduktion.

Både blandt trådløse hovedtelefoner og de helt trådløse hørepropper ser vi nu en klar tendens imod aktiv støjdæmpning. Også det modsatte, lydgennemslip. Man vil gerne kunne lukke omverdenen ind, når man er ude i trafikken eller vil høre, hvad folk omkring én snakker om.

Helt trådløse hørepropper

Den kategori, der sælger allermest i dag, er de helt trådløse hørepropper. Det ser ud til, at folk ikke kan få nok af dem, og man ser nærmest ikke nogen med kabel længere. Og i premiumklassen fra omkring 1.000 kroner og op ser vi som nævnt en klar tendens i retning af aktiv støjreduktion. Alle de vindere, vi har valgt, fjerner støjen – også dem i Basic-klassen.

Kablede hovedtelefoner

Den traditionelle type hovedtelefoner, dem med ledning, finder man nu nærmest kun i to prisklasser: De allerbilligste og dem, der koster flere tusind kroner.

Årsagen er, at trådløst er umådelig mere praktisk (og selvfølgelig at stadig færre mobiltelefoner har hovedtelefonudgang), og så gider man kun kablede, hvis man virkelig ikke vil betale noget særligt. Eller hvis man kun vil have det absolut bedste.

Det er nemlig sådan, at hovedtelefoner med kabel har potentiale til at lyde meget bedre end de trådløse. Men så skal man være villig til at slippe nogle tusind for hovedtelefonerne plus en god bærbar eller stationær hovedtelefonforstærker – som hurtigt kan fordoble prisen.

Trådløse hovedtelefoner

Langt de fleste hovedtelefoner, der sælges i dag, er trådløse. Det, man vinder i mobilitet, kan man tabe på lydkvaliteten, fordi musikken komprimeres for at kunne transmitteres trådløst. Men der findes efterhånden flere codecs, som giver bedre lyd via Bluetooth, og det kan faktisk lyde rigtig godt.

Trådløst er klart det mest praktiske, især sammen med mobilen, og man behøver ikke at tænke på, at hovedtelefonerne opfører sig meget anderledes, når man skifter fra én lydkilde til en anden. Alt, hvad der hedder digitalkonvertering og forstærkning, sidder nemlig i selve hovedtelefonerne. I dag findes der nærmest ingen bærbare hovedtelefoner uden støjreduktion.

Hovedsæt til gaming… og kontor

En kategori, som har vokset sig større under pandemien, er gaming. Vi har testet en hel del headsets i denne kategori, og kvaliteten varierer meget. Både på lydkvalitet i selve ørekopperne og i mikrofonen. Her kan du læse om de bedste i året som gik.

I løbet af pandemien med øget brug af hjemmekontor så vi en ny kategori af hovedtelefoner blive ret populær på privatmarkedet. Nemlig headsets til kontorbrug. Altså et par hovedtelefoner med mikrofonbom, som giver bedst mulig tale under videokonferencer og mobilsamtaler. Vi har testet en del af disse i året, der gik, og et par af dem overraskede os også med god lyd på musik.

4 hurtige tips: Sådan får du bedre lyd fra hovedtelefonerne

1. Brug en forstærker

Dette tip gælder kun kablede hovedtelefoner. Du får meget bedre og kraftigere lyd, hvis du tilslutter en hovedtelefonforstærker. Helst en med indbygget DAC. Gode, bærbare forstærkere starter omkring 1.000 kroner, men kan også koste det femdobbelte. De stationære ligger typisk omkring 2.000-4.000 kroner eller højere.

2. Brug EQ for bedre lyd

Nogle hovedtelefoner har en app med indbygget tonekontrol (EQ). Den kan du bruge til at justere lyden til dine egne præferencer. Hvis denne EQ-funktion ikke er tilgængelig, kan tredjeparts-apps bruges, men så er du ofte låst til at høre musik via app’ens brugerflade.

3. Start med kilden

En dårlig MP3-fil vil aldrig lyde magisk. Derfor foretrækker vi på Lyd & Billede streaming-tjenester med hi-fi-kvalitet, f.eks. Tidal, Qobuz og nu også Apple Music, frem for komprimerede tjenester som Spotify og YouTube Music. Det har mest at sige, hvis man bruger hovedtelefoner med kabel, da Bluetooth under alle omstændigheder komprimerer lyden, før den sendes videre til hovedtelefonerne.

4. Hold hovedtelefonerne rene

Ved længere tids brug er det uundgåeligt, at der kommer snavs og støv i hørepropperne/hovedtelefonerne. Ikke mindst fordi alle øregange producerer ørevoks! Gør derfor dit bedste for at holde dem rene. Hørepropper kan rengøres med f.eks. en tandstikker, mens hovedtelefonerne kan få en omgang med en vådserviet i ny og næ, hvis de er vandtætte, eller en tør mikrofiberklud, hvis de ikke er.

De nominerede til årets bedste hovedtelefoner og hørepropper

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Vindere af Årets bedste hovedtelefoner og hørepropper 2021-2022

Årets Bedste Gaming-Headset

JBL Quantum One

Alt hvad du kan begære – og mere til

JBL debuterer på gaming-scenen med en støjdæmpende sci-fi-fest, der tager alle stik hjem.

Harman-koncernen har, efter at have genopfundet højttalermærket JBL som hovedtelefonproducent, nu også kastet sig over gaming-headsets.

Designmæssigt peger Quantum One flere år tilbage i tiden, og der er intet afdæmpet eller voksent over dem. Men til gengæld masser af humør. Især når der fyres op for lyseffekterne. Der er hele tre separate lyszoner på hver ørekop, som kan illumineres uafhængigt af hinanden.

JBL Quantum One er et kablet hovedsæt, og midt på det ekstremt stive kabel sidder en kontrolboks med en drejeknap, hvor man kan justere balancen mellem spillyd og chat.

JBL Quantum One kan fremmane illusionen af at lytte til højttalere. Takket være positionssensoren i headsettet bliver lyden stående ved skærmen, selv om man drejer hovedet.

For at tune lyden helt præcist medfølger der også en kalibreringsmikrofon, som skal anbringes i øregangen for at indstille lyden individuelt.

Quantum One har et ekstra es i ærmet i form af ANC (automatisk støjreduktion). Det er første gang, vi har oplevet ANC på et gaming-headset, men det giver god mening at slippe for støj fra omgivelserne, når man skal koncentrere sig om at vinde kampen.

Alle de tekniske finesser ville være uinteressante, hvis lyden var dårlig, men JBL Quantum One lyder heldigvis aldeles glimrende. Der er smæk i bassen, renhed i mellemtonen og opløsning i diskanten i mindst lige så høj grad som på de bedste i samme prisklasse.

Konklusion

JBL Quantum One giver dig alt, hvad man kan forvente af et gaming-headset, på én gang – og mere til i form af ANC. Lyden er i top, 3D surround-lyden fungerer faktisk, der er et overflødighedshorn af funktioner og indstillinger, og der er hele tre RGB-lyszoner at blære sig med.

At alt dette kan lade sig gøre til den pris, er direkte imponerende. Det eneste, der ikke fungerer, er det infernalsk ubøjelige USB-kabel, der er stift som ukogt pasta.

Årets Bedste Trådløse Hovedtelefoner, Basic

Valco VMK20 Wireless ANC Headphones

Den bedste lyd for få penge

De små ørekopper slutter helt tæt og lægger sig fint rundt om ørerne. Ørepuderne i kunstskind former sig komfortabelt efter hovedet, og knapperne er placeret netop dér, hvor man forventer at finde dem. På et par Bose QC35.

Men indvendig mener Valco, at det er lykkedes dem at skabe den lydsignatur, de kan lide. De har brugt mastering-studiet Kesthouse som sparringspartner på lyden, og Bluetooth-kredsløbet kommer fra Qualcomm og understøtter aptX HD og AAC. Analog Devices står for støjreduktionen.

Med støjreduktionen slået til får man et varmt, fyldigt og behageligt lydbillede. Det er ikke blottet for detaljer, men de er lidt mere dæmpede end på Sony WH-1000XM4, som dog hører til i en meget højere prisklasse.

Tamburinklangen på Lauren Housleys “This Ain’t the Life” kommer godt frem i lydbilledet, og hovedtelefonerne viser sig fra deres allerbedste side på pop, rock, blues, hiphop, R&B og anden musik med udpræget meget percussion og rytme.

Konklusion

Valco VMK20 var et ubeskrevet blad for os alle, men man skal ikke undervurdere sociale mediers påvirkningskraft. Uden den var vi næppe endt med at teste Valco-hovedtelefonerne. Og det havde vi måske fortrudt, for Valco VMK20 er virkelig et par gode trådløse hovedtelefoner. Med velfungerende støjreduktion.

Det bedste af det hele er, at de lyder bedre end forventet og efter vores mening er de mest vellydende af de billigere hovedtelefoner med støjreduktion.

Den lange batteritid er en velkommen bonus, men man skal først og fremmest købe disse hovedtelefoner, hvis man er mere end almindeligt interesseret i god lyd og synes bedre om varm og fyldig klang end slank og analytisk. (LS)

Årets Bedste Trådløse Hovedtelefoner, Premium

Apple AirPods Max

Superb støjreduktion og fornem lyd

Apples første hovedtelefoner er svinedyre, men fantastisk gode. Til alt. Næsten.

De jorder Sony WH-1000XM4 på lyd og kører i cirkler om Bose NCH 700. De er faktisk så gode, at hvis man har prøvet AirPods Max i nogle minutter, så er det umuligt at vende tilbage til Sony-hovedtelefonerne. Der lyder tørt som sandpapir og blottet for dynamik sammenlignet med Apples første hovedtelefoner.

Android-folket kan også bruge AirPods Max, men de går glip af en del funktionalitet. Såsom stemmestyringen. Siri fungerer kun på Apple-enheder, og med en iPhone i lommen og et par AirPods Max på hovedet kan man få læst beskeder op, bede om at blive guidet til den nærmeste restaurant, spørge om vejret og alt mulig andet.

Såsom den adaptive EQ. Den anvender mikrofoner inde i ørekopperne, som lytter til de akustiske forhold og justerer lydbalancen derefter. Brillebærere kan f.eks. opleve, at bassen bliver tyndere med hovedtelefoner, der skubbes lidt ud fra hovedet af brillestængerne. Det sker ikke her. De bløde ørepuder “sluger” brillestængerne, og selv om ørekopperne trykkes i den ene eller den anden retning, er der altid rigtig god balance i lyden.

Den retningsbestemte lyd – Spatial Sound – fungerer ikke på Android-telefoner, hvilket er synd. For den er virkelig cool til film. Gyroskoper og accelerometre på indersiden arbejder sammen om at finde lydkildens retning i forhold til ørekoppernes position. Hvis man drejer hovedet, følger lyden med, så man hele tiden oplever, at den kommer fra skærmen. Fikst.

Konklusion

Selv om man er vant til, at Apple-produkter koster mere, skruer den høje pris forventningerne op til et skyhøjt niveau, når man pakker et par AirPods Max ud.

En del af grunden til den høje pris bliver umiddelbart indlysende, når man ser og mærker på dem. De silkematte ørekopper, der skyer fingeraftryk, den bløde komfort i stofpuderne og den solide hovedbøjle er alt sammen tillidsvækkende udført. Men det er, når man tager dem på, at man rigtig forstår, hvorfor prisen er så høj.

Bærekomforten er upåklagelig trods den høje vægt. Lyden er krystalklar og dynamisk med masser af liv og detaljer, og der er hverken overdrevet meget bas eller diskant. Den aktive støjreduktion er så god, som den kan blive, og det eneste, vi har at udsætte på AirPods Max, er det pudsige etui, og at de ikke er i nærheden af at være sprøjtesikre.

Årets Bedste Hovedtelefoner, Premium

Philips Fidelio X3

Til dem der elsker musik

For prisen på et par støjreducerende hovedtelefoner leverer Philips Fidelio X3 uendelig meget bedre lyd.

Det er let at tænke, at denne prisseddel er mange penge for et par hovedtelefoner. Især når Philips Fidelio X3 ikke engang er trådløse eller har aktiv støjreduktion.

Men selv om jeg personligt elsker hovedtelefoner med god støjreduktion, så er det ikke dem, jeg bruger, når jeg vil nyde musik for mig selv i ro og mag. Så vil jeg nemlig have den bedst mulige lyd, hvilket udelukker langt de fleste trådløse modeller.

Medmindre man er villig til at betale det dobbelte af, hvad Philips kræver for Fidelio X3. Nå, ikke? Det tænkte jeg nok. Desuden er åbne hovedtelefoner meget mere behagelige end lukkede ved længere tids brug – og åbne hovedtelefoner findes næsten ikke trådløse.

Philips kalder Fidelio X3 “mass market high-end”, altså high-end for massemarkedet. Prismæssigt lægger de sig solidt i den seriøse premiumklasse. Forgængeren X2 kostede omkring 2.000 kroner og var blandt de klasseledende i segmentet. Men med prisstigningen stilles der også større krav.

Derfor har Philips udstyret hovedtelefonerne med 50 mm store drivere, altså større end det mere almindelige 40 mm. Dermed kan de give mere energi i basregisteret, uden at de bliver træge.

Konklusion

Philips Fidelio X3 lyder, som de ser ud: Lækkert. Man bliver aldrig lyttetræt med dem, og de har en varm og indbydende lyd, som man kan høre på i timevis.

Uanset om man kan lide rock, akustisk eller klassisk, er der kvaliteter ved disse hovedtelefoner, som er svære ikke at holde af. Det her er ægte hi-fi med klanglagene i tonerne distinkt og adskilt, og der er en nærhed i vokaler, strygere og blæsere – og elektriske guitarer – som det er umuligt ikke at kunne lide.

Årets Bedste Hovedtelefoner, High-end

Focal Clear MG

Heftig lyd med magnesium

Ingen hovedtelefoner fik os til at glemme pandemien som Focal Clear MG.

Målet med Clear MG har været at lave en membran med forsvindende lidt masse, samtidig med at den er stiv nok til at kunne håndtere de hurtigste svingninger uden at forvrænge. Og det på en billigere måde, end det var tilfældet på de vildt dyre Utopia med membraner af beryllium.

På Clear blev det løst med en legering af magnesium og aluminium. Men på Clear MG har man droppet aluminium til fordel for rent magnesium for at gengive hele toneområdet med en mere ekstrem præcision og med superhurtige transienter – også i diskantområdet.

Focal Clear MG lyder virkelig fantastisk. Hør f.eks. kontrabassen på det sære samtidsjazznummer “Formwela 1” med Esperanza Spalding. Den er større på Clear MG end på Sennheiser HD 800 S og står i større kontrast til klaveret.

Sangstemmer kommer virkelig klart frem. Både kvinder og mænd. Clara-Lane Lens og Nick Cave kompletterer hinanden på satsen “Litany of Gathering Up” fra stykket LITANIES, en slags opera skrevet af Nick Cave og komponisten Nicholas Lens, som er far til Clara-Lane.

Nicks dybe stemme har et formidabelt fundament, større end på Sennheiser HD 800 S. Og hvor Clara-Lanes stemme er lys og detaljeret med Sennheiser, virker den til at have et større register med Focal Clear MG.

Konklusion

De åbne Focal Clear MG er et par glimrende hovedtelefoner. Musik lyder fantastisk med mange lag af detaljer og en dejlig stor mellemtonegengivelse. Bassen er kontant uden at blive dominerende, og diskanten er sprød og detaljerig uden at blive kras. Og det bedste af det hele er, at hovedtelefonerne er behagelige at have på og fungerer fint selv uden en kraftig forstærker.

Stereobredden er ikke lige så stor som på visse konkurrenter. Clear MG opleves måske derfor som mere monitoragtige – men stadig lige så musikalske.

Årets Bedste Trådløse Hørepropper, Basic

Huawei FreeBuds 4i

De bedste af de billige

Det er svært at anbefale at betale mere, når Huawei FreeBuds 4i er så gode.

Huawei satser på lydkvalitet med kraftige 10 mm drivere og desuden aktiv støjreduktion – en sjældenhed på så billige hørepropper.

Batterilevetiden er opgivet til hele ti timer med støjreduktionen slået fra og syv en halv time med den på. Man får også 1,2 opladninger fra etuiet.

At tale i telefon gennem FreeBuds 4i fungerer helt fint. Støj undertrykkes godt, og det er ikke noget problem at høre, hvad der bliver sagt. Men overtonerne lyder noget unaturligt med hørbare digitale artefakter. Her er FreeBuds Pro lidt bedre, og Apple AirPods Pro væsentlig bedre.

Huawei FreeBuds 4i har en velafbalanceret lyd med fin bas, som får rytmerne i popmusik frem, samtidig med at f.eks. en kontrabas lyder realistisk nok til, at jeg tror på det.

Lige ud af æsken er lyden bedre afbalanceret end på f.eks. JBL Live Pro+, men JBL’erne har til gengæld en meget velfungerende equalizer, der giver mulighed for at indstille lyden, som man ønsker. Og rigtigt indstillet er de svære at slå.

Konklusion

Huawei FreeBuds 4i er måske de bedste hørepropper til under en tusse, vi har testet. De lyder meget velafbalanceret med en god og fyldig bas, der engagerer på al musik, mens stemmer og instrumenter lyder naturligt fra mellemtoneområdet og opad. Mellemtonen er måske lidt forsigtig og mangler lidt dynamik, men det betyder ikke så meget.

FreeBuds 4i lyder næsten lige så godt som Pro-versionen og måske endnu bedre i visse discipliner i kraft af en mindre udadreagerende mellemtone.

Vi ville gerne kunne vælge støjreduktion og lydgennemslip samt indstille EQ i app’en; i stedet skal man trykke på hørepropperne for at aktivere og deaktivere funktionerne, og EQ får man slet ikke. Men det er egentlig også de eneste ankepunkter.

Årets Bedste Trådløse Hørepropper, Premium

Bowers & Wilkins PI7

De bedste helt trådløse hørepropper

Bowers & Wilkins PI7 tørrer gulv med konkurrenterne.

Bowers & Wilkins PI7 har en stor 9,2 mm driver til hvert øre – det samme som lillebror PI5. Men her bruges den kun til bas- og mellemtoneområdet. Diskanten har nemlig fået sin helt egen driver.

Den separate diskant-enhed er af typen balanceret armatur, som i modsætning til dynamiske enheder ikke har brug for luftindtag for at flytte sig, og som derfor bevæger sig mere præcist, da den ikke påvirkes af eksterne lufttrykvariationer. Balanceret armatur har også mindre modstand og er bedre egnet til at gengive de hurtige diskantfrekvenser.

Konklusion

Bowers & Wilkins PI7 er et par fantastiske trådløse hørepropper. De har et solidt basfundament og gengiver musikken med en dynamik, som jeg ikke kan huske at have hørt fra andre helt trådløse hørepropper. Lyden er varm og nuanceret, instrumenter og stemmer kommer frem som den naturligste ting i verden, og der er fuld kontrol hele vejen til maksimalt lydtryk.

Det her er det tætteste, jeg har hørt små trådløse hørepropper komme på store hovedtelefoner.

Et par smarte løsninger sætter prikken over i’et. F.eks. kan man bruge lydgennemslip og støjreduktion samtidig. Men det mest geniale er muligheden for at koble et analogt kabel til lade-etuiet, så man f.eks. kan bruge hørepropperne trådløst med infotainment-systemet på fly.

Det eneste, der mangler, er en EQ-funktion i app’en, hvis man f.eks. vil skrue lidt ned for baspuklen. Batterilevetiden kunne også have været endnu bedre. Men ikke hvis det er på bekostning af forstærkerkraft og kontrol!