Følg oss på

Søg efter tests, nyheder, anmeldelser...

TEST Sony WH-1000XM4

Den nye konge af støjreduktion

Endelig nogen, der slår Sony på støjreducerende hovedtelefoner. Og så er det Sony selv! WH-1000XM4 overtager tronen som markedsleder.
Karakter
Sony WH-1000XM4
Lyd & Billede mener
Verdens bedste støjreduktion er blevet endnu bedre. Lyden er også bedre end på forgængeren, og vigtige nye funktioner er tilføjet.
Der mangler stadig lidt luft og opløsning, og der findes andre støjdræbere, som lyder bedre på musik. Hovedtelefonerne har en lille lydforsinkelse på spil (aptX-understøttelsen er væk).
Specifikationer
  • Type: On-ear, lukkede, trådløse
  • Drivere: 40 mm
  • Frekvensområde: 4 Hz – 40 kHz
  • Aktiv støjreduktion: Ja
  • Batteritid: 30 timer med ANC, 38 timer uden
  • Stemmestyring: Ja
  • App: Sony Headphones
  • Tilslutninger: Bluetooth 5 (SBC, AAC, LDAC), 3,5 mm analog
  • Vægt: 254 g
  • Finish: Sort eller sølvgrå
  • Web: sony.dk

Verdens bedste støjdræbere har fået en efterfølger, og de nye er bedre på alle måder. Uanset hvilken slags musik jeg lytter til, oplever jeg lyden som bedre. Der er bedre rytmik, så jeg i højere grad sidder og knipser med fingrene til musikken. Støj udefra reduceres endnu bedre, og det siger ikke så lidt.

Men jeg går for hurtigt frem …

Sony bedst til støjreduktion

For at få den bedste aktive støjreduktion på markedet har vi nu i to år måttet ty til Sony. Nærmere bestemt WH-1000XM3, som ingen har været i nærheden af at slå. Ingen hovedtelefoner på markedet dæmper støj udefra mere effektivt, hvilket gør Sony-hovedtelefoner til en drøm at bruge på fly, i tog eller i et hvilket som helst miljø, hvor man vil lukke støjen ude. Egenstøjen i form af susen er også lavere end hos konkurrenterne, omend den er svagt til stede.

Kompromiset er den “sugekopfølelse”, man får i ørerne af at bruge Sony’erne; her føles Bose NCH 700 f.eks. væsentlig mere naturlige, selv om støjreduktionen er mindre effektiv.

Fred og ro på hjemmekontoret Støjreducerende hovedtelefoner filtrerer uønskede forstyrrelser fra og lader dig nyde stilheden.

Hvis du kun er interesseret i lyden på musik og ikke har brug for den mest effektive støjreduktion, findes der mere vellydende alternativer, selv om Sony’erne bestemt ikke stikker op for bollemælk i denne disciplin heller.

Annonce

Derfor har vi alle været ved at koge over af forventning, da vi hørte, at efterfølgeren til WH-1000XM4 var på vej. Er der tale om reelle forbedringer eller bare flere nye, mere eller mindre nyttige funktioner? Trods alt burde Sony have kunnet finde på lidt af hvert i laboratoriet de sidste par år.

Nu er hovedtelefonerne her så langt om længe, og jeg har haft mulighed for at teste et præproduktionseksemplar hen over sommeren.

Sony WH-1000XM4

Af udseende er WH-1000XM4 praktisk talt identiske med forgængeren, bare strammet lidt op. (Foto: Sony)

Næsten identiske

Det er tilgiveligt, hvis man ikke kan se forskel på de to modeller ved første øjekast. Eller andet. De er praktisk talt identiske, bortset fra modelnavnet på hver side af hovedbøjlen, og at det lille NFC-logo på venstre ørekop nu er samme farve som baggrunden. Det, og at en knap har skiftet navn fra NC/AMBIENT til CUSTOM. Fordi den nu også kan bruges til at kalde stemmeassistenten frem. Det kan den også på forgængeren nu, for en ordens skyld.

Hvis man går konstruktionen nærmere efter i sømmene, bemærker man, at samlingerne mellem ørekopper og ophæng har mindre mellemrum – næsten intet – og at ørepuderne har fået en anelse længere omkreds for at omslutte ørerne bedre. Puderne er også lidt tykkere og blødere. Alt sammen for at bidrage til endnu bedre komfort.

Annonce

Sony praler også af, at den nye model vejer mindre. Det stemmer sådan set: Ét gram mindre! Hverken dette eller de andre komfortjusteringer er noget, jeg lægger mærke til i det daglige, men det er helt fint, for XM3-versionen sidder stadig fint på hovedet.

WH-1000XM4

WH-1000XM4 er foldbare, ligesom den tidligere version. Her i sølvgrå. (Foto: Sony)

Tekniske forbedringer

Der er dog sket nogle små, men vigtige forbedringer af brugsområderne. For det første har vi nu endelig fået Bluetooth 5, som lader os tilslutte to enheder samtidig. Praktisk, hvis man f.eks. bruger dem til musik eller videokonference på PC’en og vil besvare et opkald på mobilen uden at skulle koble til og fra.

Bedre samtalekvalitet

Samtalekvaliteten er blevet væsentlig bedre siden sidst, med klarere og mere luftige konsonanter og dermed tydeligere tale. Det er stadig et skridt op til Jabra Elite 85h, men WH-1000XM4 er helt klart blandt de bedste i denne disciplin. Modparten hører din stemme helt fint.

Sony WH-1000XM4 & Graabein

Sony WH-1000XM4 ligner forgængeren meget, og bærekomforten er så at sige identisk. Rigtig god, med andre ord. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Annonce

Tal for at starte en samtale

Speak to Chat er også nyt. Når man begynder at tale med nogen, sættes musikken automatisk på pause, samtidig med at omgivelseslyden forstærkes i hovedtelefonerne. På den måde kan man nemt høre, hvad både man selv og den anden part siger, uden at skulle tage hovedtelefonerne af.

Så må vi bare håbe, at irriterende mennesker, som man prøver at undgå, ikke opdager, at man har hovedtelefoner med denne funktion på: “Lad være med at lade, som om du ikke kan høre mig!”

Adaptiv lydkontrol justerer støjreduktion og lyd udefra ud fra adfærd og omgivelser. Hovedtelefonerne får nemlig GPS- og Wi-Fi-netværksoplysninger fra den tilsluttede mobiltelefon og ved, om du er på kontoret, derhjemme eller i lufthavnen – og kan justere støjprocesseringen i overensstemmelse hermed. Lidt creepy, men hvis man vil være doven, så må man lade alle sine gadgets vide alt om én.

Den smule, jeg har prøvet, fungerer det, og det er lidt cool, at hovedtelefonerne i lufthavnen automatisk kan skifte til omgivelseslyd med Focus On Voice aktiveret. Så man kan høre meddelelser over højttaleranlægget. I disse tider har jeg ganske vist ikke været i nogen lufthavn, så lige præcis det har jeg ikke er fået testet.

Sony WH-1000XM4. Foto: Geir Gråbein Nordby

(Foto: Geir Gråbein Nordby)

Annonce

Batterilevetid

Blandt de ting, der ikke er forbedret, er batterilevetiden – i modsætning til hvad rygterne ville vide. Både forgængeren og den nye model opgives nemlig til at spille musik i 30 timer med støjreduktionen tændt og 38 timer uden. Hvilket er rigeligt.

Bedre og hurtigere støjreduktion

Da jeg alligevel plejer slå alle unødvendige tillægsfunktioner fra, er jeg mest optaget af lydkvaliteten og selve støjreduktionen. Er den blevet bedre siden sidst? Ja. Det er både hørbart og målbart, at Sony med XM4-udgaven tager støjen til et endnu lavere niveau.

Det er ganske vist ikke meget, og det gælder ikke hele frekvensområdet. Men i praksis oplever jeg alligevel, at det er endnu bedre. Både udendørs ved en byggeplads i nærheden og med pink noise afspillet på højttalerne.

M4-versionen giver nok endnu mere “sugekopfølelse” end forgængeren, fordi den altså er endnu mere effektiv. De fleste vil hurtigt vænne sig til det, men hvis du er allergisk over for dette, så er Bose NCH 700 nok et bedre alternativ for dig.

Når mine højttalere spiller statisk støj (pink noise) med 90 dB i retning af hovedtelefonerne på måle-riggen, dæmper XM4 lidt bedre i bas- og mellemtoneområdet. XM3 dæmper lysere frekvenser lidt bedre, helt op til ca. 10 kHz, hvor XM4 igen trækker fra. Men de følger hinanden jævnt. I det daglige synes jeg dog stadig, at XM4 fungerer endnu bedre.

Annonce
Sony WH-1000XM4. Foto: Geir Gråbein Nordby

(Foto: Geir Gråbein Nordby)

Pludselige lyde dæmpes bedre

Jeg prøvede at måle, hvad der skete med et simuleret pistolskud gennem højttalerne, og her kunne jeg se, at XM4 har en noget bedre dæmpning af hurtige transienter. De nye hovedtelefoner følger altså signalet hurtigere og er dermed bedre i stand til at dæmpe pludselige lyde. Som forekommer hele tiden, selv når man bare går en rolig tur i skoven.

Og da WH-1000XM3 i forvejen var bedst på markedet, kan vi trygt sige, at WH-1000XM4 er den nye konge af støjreduktion. Med en lille margin ned til forgængeren, men en større margin ned til nærmeste konkurrent.

Sony WH-1000XM4 lifestyle

Støj dæmpes endnu mere effektivt med WH-1000XM4. (Foto: Sony)

Lyden af musik

Men nu er det jo ikke sådan, at man bare går rundt og lytter til stilhed. Så kunne man købe høreværn i stedet. Og med musik på menuen fungerer det ikke, hvis hovedtelefonerne lyder af lort. Det ville dog være meget mærkeligt, for forgængeren klarer den side af sagen rimelig godt. Heftig bas og højere lydniveau end konkurrenterne. Og ikke mindst mulighed for næsten-CD-kvalitet med LDAC-codec’en.

Annonce

Det er dog i diskantområdet, man bedst kan høre det øgede detaljeniveau med LDAC, og det er også her, WH-1000XM3 har deres største svaghed. Diskanten er nemlig noget ulden, så det er svært at høre forskel på LDAC og AAC. Med 1000XM4 kan man derimod høre forskel.

Mit præproduktionseksemplar understøttede ikke LDAC overhovedet, men jeg nåede lige at få en færdig produktionsmodel i tide, hvor jeg kan spille LDAC med op til 24 bit/48 kHz. Og jeg kan lide det, jeg hører!

WH-1000XM4 QN1

WH-1000XM4 anvender den kraftige QN1-processor til at behandle både støj og musik. (Foto: Sony)

Mere luftige overtoner

Det første, jeg bemærker, er at der er mere energi og luft i overtoneområdet. Et klaver lyder endnu mere som et klaver – som om strengene er blevet renset for gammelt snavs og nu klinger mere sprødt med længere efterklang. Størrelsen på rummet vokser, og det er i det hele taget mere glædeligt at lytte til XM4 end forgængeren.

Hør bare Radioheads “Exit Music (For a Film)” remastret med højopløst lyd. Den ligger på Amazon Music i 24 bit/96 kHz, som lyder fortræffeligt – selv om det konverteres ned til 48 kHz med LDAC gennem min billige Motorola Android-telefon. Det er alligevel nok til at trække klart fra XM3.

Annonce

Khalids “Free Spirit” er en fin RnB-ballade med et stort lydlandskab. Det skildrer XM4 bedre end XM3 på grund af højere opløsning i overtonerne.

NFC-logoet går nu i ét med hovedtelefonerne, så man næsten ikke ser det. (Foto: Sony)

Strammere bas

Basregisteret opleves også som fastere og strammere med de nye hovedtelefoner. Mine målinger viser en temmelig ens basrespons, bortset fra under 30 Hz, hvor forgængeren faktisk går lineært helt ned til 10 Hz, mens de nye starter afrulningen ved 40 Hz. Men det er måske ikke nogen ulempe, når man arbejder med så små drivere (40 mm). Hvis man tvinger hovedtelefonerne til at gå for dybt, kan det gå ud over hurtigheden, hvilket kan være det, vi hører her.

Jeg føler ikke, at der mangler bas, bare at det lyder mere lineært og bedre defineret end på forgængeren. Men basområdet under 400 Hz, dvs. hele en tubas toneområde, er også ret kraftigt forstærket på dem begge. Ved at filtrere den dybeste bas fra vil mindre drivere så kunne yde en strammere og mere kontant basgengivelse.

Et robust transportetui følger med. (Foto: Sony)

Bedre dynamik

Dynamikken opleves som bedre med de nye hovedtelefoner, og jeg sidder i højere grad og knipser med fingrene i takt til musikken. Det gælder såvel i støjreducerende som normal tilstand og desuden i ambience-mode.

Nogle hovedtelefoner mister en del dynamik med støjreduktionen tændt – fordi elektronikken bliver dobbelt belastet, da den skal producere et modfasesignal, som skal forstærkes lige så meget. Det oplever jeg ikke med Sony WH-1000XM4, som er et af de eksempler, hvor jeg ikke synes, at musikken lyder dårligere med støjreduktionen slået til.

Forskellen i lydkvalitet er dog ikke nat og dag i forhold til XM3. Lydsignaturen er stadig genkendelig som Sony, bare med en ekstra fylde og varme i bassen.

Jeg vil stadig hævde, at der findes bedre hovedtelefoner, hvis man kun går efter lydkvaliteten. Beyerdynamic Lagoon ANC og DALI IO-6 er to eksempler på mere fintfølende hovedtelefoner til musik. Men ingen af dem har lige så meget punch som Sony, og de er ikke i nærheden af samme støjreduktion. Og det betyder meget. Faktisk mest, hvis du spørger mig.

WH-1000XM4

Knappen på venstre ørekop har skiftet navn, men bruges stadig til støjreduktionen, alternativt til at påkalde stemmeassistenten. Det bestemmer man i app’en. (Foto: Sony)

Lydforsinkelse

Der er dog én ting, der irriterer mig ved WH-1000XM4, nemlig at Sony har sløjfet aptX-codec’en. Til musik har man ganske vist ikke brug for den, når man har både AAC og LDAC. Men hvis man skal game på mobilen, er det kun med aptX LL (Low Latency), man får en lydforsinkelse, der er lille nok til, at man ikke tænker over det.

Det er irriterende at høre den skrigende lyd af dæk, længe efter at bilen er begyndt at skride ud, og i skydespil er det mindst lige så irriterende først at høre skuddet, når modstanderen falder død om.

Jeg havde derfor håbet, at Sony ville udvide aptX-codec’ene i forhold til forgængeren i stedet for at fjerne dem helt. Sony ligger midt i feltet sammenlignet med konkurrenterne, når det gælder lydforsinkelse, men de, der har aptX LL, er i en anden liga. På film og TV gør det ikke så meget, da lip-sync på de fleste mobil-apps automatisk justeres til at passe.

WH-1000XM4_S_product_only-Large

(Foto: Sony)

Konklusion

Med WH-1000XM4 har Sony taget nogle kanongode hovedtelefoner og gjort dem endnu bedre. De har fået flere funktioner, og endelig kan man slutte hovedtelefonerne til to enheder samtidig. Som man kan med næsten alle konkurrenterne i dag. Der er også nogle fikse funktioner, som faktisk kan forbedre oplevelsen.

Men det vigtigste er, at verdens bedste støjreduktion er blevet endnu bedre – selv om det kun er marginalt. Lydkvaliteten på musik er også bedre end på forgængeren.

Sammenlignet med forgængeren er der tale om evolution snarere end en revolution. Men da ingen af konkurrenterne har kunnet måle sig med Sony på støjreduktion, måtte det være Sony selv, der tog det til et nyt niveau. Omend med små marginaler. Så hvad andet er der at sige end “løb ned og køb”?

Støjreduktion målt med frekvens-sweep afspillet på et par JBL 4411 studiemonitors. WH-1000XM4 (orange) er på enkelte frekvenser lidt mere effektive end XM3 (blå), men ikke på alle. Målt med E.A.R.S. måle-rig og REW-software.

Støjreduktion målt med pink noise gennem JBL 4411 (blå kurve). Lavt niveau er bedre. Sony WH-1000XM4 (sort kurve) dæmper generelt støj endnu mere effektivt end WH-1000XM3 (rød kurve). Målt med E.A.R.S. måle-rig og REW-software, overlappet i Photoshop.

Støjreduktion målt med et simuleret pistolskud afspillet på JBL 4411 (sort kurve). Lavt niveau er bedre. Hovedtransienten dæmpes 5 dB mere effektivt med WH-1000XM4 end med WH-1000XM3. Målt med E.A.R.S. måle-rig og REW-software, overlappet i Photoshop.

1000XM4 vs 1000XM3 freq w ANC

Frekvensrespons med støjreduktionen aktiveret. WH-1000XM3 (blå) går dybere i bassen, hvor XM4 (orange) begynder at rulle af ved 40 Hz. Subjektivt opleves bassen imidlertid ikke som tynd, da basområdet er hævet i forhold til mellemtone og diskant. Tværtimod opleves bassen som hurtigere og strammere på WH-1000XM4. Subjektivt opleves hovedtelefonerne også som mere luftige og opløste, selv om frekvensresponsen så at sige er identisk opad i toneområdet. Målinger udført med E.A.R.S. måle-rig og REW-software.

1000XM4 vs 1000XM3 freq no ANC

Frekvensrespons med støjreduktionen slået fra. Her har 1000XM4 (orange) en forstærket basrespons sammenlignet med 1000XM3 (blå), som på sin side har tyndere bas med støjdæmpning slået fra end til. Og som desuden ruller af i bassen meget tidligere end med støjreduktionen aktiveret. Det kan indikere, at XM3-versionen bruger DSP til at udvide basområdet, hvilket ikke har været nødvendigt med XM4. Hvilket også kan være en grund til, at bassen lyder hurtigere og strammere på XM4. Måling foretaget med E.A.R.S. måle-rig og REW-software.

 

forfatter

(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

2 Comments

  1. Sune

    13/11/2020 at 09:09

    Hej,

    Jeg har ikke spillet XM4 til og kunne kun lytte med AAC(!) men lytteoplevelsen var umiddelbart at de har mindre reel dyb bas og mere forceret forward/puncy mid bass end forgængeren. I det hele taget virker de mere up front end XM3, som virker mere afslappede med en lidt mere “spacious” presentation med mere naturlig afstand til musikken.

    Er det noget du kan nikke genkendende til og er det evt. noget det fortager sig som de bliver spillet til? Er meget opsat på at de som XM3 ikke giver lyttetræthed, ved mange timers brug med lyd af ret svingende kvalitet (fra Tidal HIFI til Zoom kald 🙂 )

    Desværre havde mit XM4 eksemplar tydeligt forhøjet “white” noise i den en side. Til sammenligning er mine XM3 og QC35 “stille som graven” 😉 Så de ryger retur. Spørgsmålet er om jeg skal have XM3 igen eller et andet par XM4. Har en HiBy R2 på vej som kan sende LDAC når den er tilsluttet til computeren.

    🙂 Sune

    • Sune

      30/11/2020 at 09:18

      UPDATE: Fik et par nye XM4 og ligesom det første par har de MEGET mere egenstøj end XM3 🙁

      Så i stedet købte jeg nye XM3! Må også konstatere at en del af forskellen jeg hørte mellem XM3 og XM4 var pga. de gamle XM3 ikke sad ligeså tæt længere, grundet skade på head band (bl.a. forskel i hvor spacious/front de er) 🙂

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kontaktinformation

Publish AS
Billingstadsletta 19 B
1396 Billingstad
© 2020 Publish AS

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
© 2021 Publish AS - Lyd & Billede arbejder efter reglerne for god presseskik. Som læser har du kun ret til at anvende indholdet på lydogbillede.dk til private og ikke-kommercielle formål. Du kan downloade, linke til og udskrive indhold fra lydogbillede.dk til private og ikke-kommercielle formål forudsat, at du henviser til kilden samt respekterer alle ophavsrettigheder. Du må ikke anvende indhold, herunder (men ikke begrænset til) ikoner, til noget andet formål eller på nogen anden måde end sådanne, som måtte være udtrykkeligt aftalt. 4:02 NB: Artikler, som ikke ligger bag betalingsmuren, er "købt fri" af vedkommende producent/leverandør.