Da jeg testede Supra Nero-TX for to år siden, var jeg imponeret over, hvor meget Sound of Sweden (der står bag Supra-mærket) havde fået ud af et par hørepropper til under en tusse. Den længste samlede batterilevetid, vi havde hørt om – 80 timer – kombineret med en herlig dundrende basgengivelse gjorde dem til et fund til prisen!
At de havde middelmådig samtalekvalitet, manglede aktiv støjreduktion og skulle oplades med Micro-USB i stedet for USB-C, blev hurtigt tilgivet. Også at udvalget af øredutter gik fra små til mindre, så jeg personligt måtte ty til ikke-originale dutter for at få dem til at passe.
Alligevel har svenskerne besluttet at rette op på det, der manglede, med den nye topmodel Nero-TX Pro. Som har fået et større udvalg af øredutter med i æsken, også et par i memory-skum. Og vandtæthed, som forgængeren ikke havde. Prisen er så også steget med næsten 50 procent, men vi er stadig nede omkring halvdelen af prisen på mere kendte topmodeller.
Endnu bedre batteri
Batterilevetiden er nu yderligere forøget til 100 timer i alt. Selve propperne er opgivet til at holde i godt syv timer, uden at det er specificeret, om det er med støjreduktion slået til eller fra. Der er stadig rigeligt, i betragtning af at de lades hurtigt op i etuiet, når man putter dem i lommen. Etuiet, som giver yderligere 16 (!) opladninger, før det selv skal lades op. Hvilket kan ikke gøres trådløst.
En fiks funktion ved etuiet er, at det har en USB-port, så det kan oplade telefonen, hvis man skulle få brug for det. Kapaciteten er ikke opgivet i mAh, så det er uvist, hvor meget man kan lade telefonen med den lille dims. Og hvorfor sidder låget stadig ikke fast i etuiet? Når det er løst, kan det hurtigt blive væk.
Støjreduktion og lydgennemslip
Den store nyhed er dog, at Nero-TX Pro har fået aktiv støjreduktion og ifølge konstruktøren er verdens mindste af slagsen.
Desuden har Nero-TX Pro lydgennemslip eller Transparency Mode, som det hedder. Der gør det modsatte af støjreduktion og i stedet lukker lyd ind udefra. Så man kan høre, hvad der foregår omkring én, f.eks. i trafikken, eller hvis man ønsker, at folk skal kunne trænge igennem, når de taler til én.
Supra Nero-TX Pro i praksis
Der er ingen app til Supra Nero-TX Pro, så det, man hører, er det, man får. Man kan betjene propperne ved at trykke på dem, men jeg bruger som regel bare mobilen til alle den slags hørepropper. Det er nemmere.
Lyden er meget, som jeg husker den fra de billigere Nero-TX. Først og fremmest med en stor, stram og heftig bas. Det slår som en forhammer, når stortrommen dundrer løs på Billie Eilishs “Lost Cause”. Den rene, fede elbas kommer også godt frem, og Billies stemme er stor og nærværende.
Det samme med Jadens RnB-rap “Summer”. Bassen masserer hovedet, som få andre hørepropper formår – det her er virkelig fedt!
Samtidig overdøver bassen ikke resten af frekvensområdet, så elbassen giver plads til både klaveret og Barbara Pravis stemme på “Saute”. Som er en moderniseret fransk trubadursang (chanson), hvor der også kommer nogle elektroniske rytmer ind efterhånden i en lidt mærkelig blanding, som jeg både kan lide og hader lidt oven i hinanden. Men det lyder godt.
Når det er sagt, så mangler der opløsning i diskantområdet, og det kan indimellem lyde lidt krast i nedre diskant. Både kraftige kvindestemmer og hårdtslående bækkener kan gnave lidt i ørerne, når man spiller højt, og også hvis man ikke kan finde nogle øredutter, der passer perfekt. Så vil man nemlig miste bas og få forstærket de skarpe frekvenser.
Samtalekvaliteten er ganske god med klare konsonanter og ikke meget støj. Støjslusen arbejder lidt for hårdt med at fjerne susen mellem ordene, til at det lyder helt naturligt, men det fungerer godt i praksis. Støjreduktionen gør også, hvad den skal, og lydgennemslip-funktionen lyder fint og naturlig.
Konklusion
Supra Nero-TX Pro er et par meget fikse hørepropper. De er temmelig kompakte, men alligevel holder batterierne en lille evighed. Nærmere bestemt op til syv timer i selve propperne og lidt over 90 timer eller sådan noget fra etuiet!
Lyden er meget underholdende takket være en stor, hårdtslående bas. Som desuden ikke går nævneværdigt ud over den oplevede balance i lydbilledet. Alt lyder stort set fint, samtidig med at det er fedt, når musikken rocker.
Med støjreduktion, lydgennemslip og vandtæthed, og desuden bedre talekvalitet siden sidst, er Supra Nero-TX Pro et rigtig godt køb.
Også i denne test:
OnePlus Buds Pro
Glimrende AirPods-kopi
Det er tydeligt, at OnePlus har brugt AirPods Pro som skabelon, men Buds Pro er så vellykkede, at de alligevel fortjener at blive betragtet som noget for sig.
Beats Studio Buds
Skuffende Beats
Vi har sjældent været så spændt på et par hørepropper til under 1.500 kroner. Og er sjældent blevet så skuffet.
Sennheiser CX True Wireless
Flot lyd, men …
Forudsat at man kan finde nogle dutter, der passer ordentligt i ens ører, giver Sennheiser CX True Wireless herlig lyd.
JBL Tour Pro+
Mulighed for lyd i top
Hvis man er lidt fiks på fingrene og stoler på sine egne ører, kan man skrue sig frem til gylden lyd med JBL Tour Pro+.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer