Nogle af os lo indvendig, andre lo højt, da Apple lancerede deres første AirPods. De mikrofonstænger, der stak ud af hver høreprop, blev sammenlignet med både vatpinde og elektriske tandbørster. Alligevel vidste vi alle sammen, at de ville blive en enorm succes, ikke mindst fordi de for en gangs skyld var billigere end konkurrenterne. Og fordi de eksterne mikrofoner var en stor fordel for samtalekvaliteten.
Det, der var mindre sikkert, var hvordan hørepropperne ville slå an blandt de unge. Heller ikke noget at frygte dér: Hvis du er i nærheden af et gymnasium eller en hvilken som helst ungdomsuddannelse, vil du se de hvide pinde overalt.
Plads til forbedring
Alligevel var der ingen tvivl om, at AirPods havde forbedringspotentiale. Mest oplagt på lydkvaliteten. De hårde øresnegle forseglede simpelthen ikke øregangene på samme måde som silikonedutter, og det, det først og fremmest går ud over, er basresponsen.
Nye funktioner
AirPods Pro har endelig fået de savnede silikonedutter og kan nu tåle vand og sved. Desuden har man lært noget af ærkerivalen Sony og udstyret hørepropperne med aktiv støjreduktion. Mikrofonstængerne er også blevet lidt kortere, hvilket giver et mere strømlinet look.
Støjreduktion og trådløs rækkevidde
Støjreduktionen virker godt ved lavfrekvent støj, men slipper mere højfrekvente lyde igennem. Det gør dem velegnede til at filtrere motorbrummen fra fly og lignende fra, mens støjen på en café f.eks. ikke dæmpes nær så effektivt. AirPods Pro har også en funktion, Apple kalder transparent lyd. Med den forstærkes lyd udefra, hvilket er praktisk, når du vil høre, hvad andre siger.
I øvrigt er rækkevidden på AirPods Pro glimrende – blandt de allerbedste i klassen. Vi kunne gå over 50 meter ude i det fri, før vi fik generende udfald. Rigtig godt!
Pasform og brugervenlighed
Pro-modellen sidder meget bedre i ørerne end standardvarianten. De forsegler nu ørerne ordentligt, hvilket er mere behageligt og borger for bedre lyd.
Parring med iPhone sker ligesom før meget enkelt ved at holde hørepropperne hen til telefonen. Fikst. Man kan også finde bortkomne AirPods med iPhone-app’en Find.
Funktionaliteten er fin. Tryk et antal gange for at manøvrere i musikken og besvare opkald, og tryk og hold for at skifte mellem støjreduktion og transparent lyd. Hvis du derimod vil slå funktionen helt fra, skal det gøres på din iPhone ved at trykke langt på volumenkontrollen.
Funktioner, der styres på mobilen, får du ikke med Android. Der er nemlig ingen Android-app. Du kan heller ikke dele lyden med et andet par AirPods, hvis du f.eks. vil se film sammen med en ven. Det kan iPhone-brugere derimod.
Nul lydforsinkelse
AirPods Pro understøtter ikke aptX; i vanlig Apple-stil er det AAC, der gælder. Alligevel er der ikke så meget som en antydning af lydforsinkelse at spore. Hverken når jeg ser Netflix, eller når jeg gamer. Imponerende!
Lydkvalitet
Hvad lyden angår, blev jeg positivt overrasket. Klaverer har et godt anslag, og alle instrumenter står klart. Bassen er afbalanceret og fin, og rytmerne på Ariana Grandes “Bad To You” har god snert, mens både Arianas og gæsteartisternes stemmer er tydelige.
AirPods Pro har en kraftig forstærkning i den øvre mellemtone (2 kHz). Især når man spiller højt, bliver det lige lovlig aggressivt, men det høres også på lav volumen. På den anden side kan det være en fordel, hvis du taler meget i telefon, da modparten lyder meget klart og tydeligt.
Med støjreduktion aktiveret får musikken en loudness-følelse med mere fyldig bas. Det kan være en fordel, da det udligner noget af skarpheden i toppen. Basanslag er også noget trægere, men alt i alt synes jeg, det bliver bedre.
Konklusion
Apple AirPods Pro er en stor forbedring med silikonedutter frem for basismodellens hårde øresnegle. Det giver meget bedre lyd, især i basområdet. Støjreduktion er også rigtig rart.
Sammen med en iPhone er brugen gnidningsløs, du kan kalde Siri frem uden at trykke på nogen knapper, og sikke en trådløs rækkevidde!
Musik gengives klart og tydeligt med en naturlig klang. Det vil sige, bortset fra at det lyder lidt hårdt højt oppe i mellemtoneområdet.
Også i denne test:
Læs videre med LB+
Efterårs tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i en måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer