TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
☀️SOMMERTILBUD☀️ LB+ Total 6 uger for bare 6 kroner!

TEST: AKG N5 Hybrid

Studielyd med en genistreg

AKG N5 Hybrid har en genial dongle-løsning, som forbedrer lyden og gør ørepropperne glimrende til både musik, kontorarbejde og gaming.

Af / 21/06/2025 - 09:00
AKG N5 Hybrid

Lyd & Billede mener

  • Virkelig god lydkvalitet med dongle. Smart opbevaring af USB-C-modtager. Effektiv støjdæmpning og god samtalekvalitet.
  • USB-donglen tapper batteritiden. Plastik-agtig følelse til prisen. Mangler AuraCast-understøttelse.

Det skal være dig tilgivet, hvis det ikke lige er AKG, der først falder dig ind, når du tænker på ørepropper. Det nu Samsung-ejede mærke, som engang dominerede studier verden over, har været påfaldende stille i de senere år. Syv år er der gået, siden vi sidst testede ørepropper fra denne producent, og i den mellemliggende tid har konkurrenterne delt territoriet mellem sig og taget, hvad der er af markedsandele inden for trådløse ørepropper og hovedtelefoner. Men legenden er endelig vågnet op og lancerer N5 Hybrid – ørepropper, der bryder med branchens stræben efter at blive den næste Sony-killer.  

I stedet henvender AKG sig til hi-fi-entusiaster, som er trætte af Bluetooth-kompromisser. Løsningen? En elegant USB-C-dongle, der er trygt gemt af vejen i ladeetuiet og klar til at omgå alle trådløse begrænsninger. Vi har set lignende løsninger til gaming- og kontormarkedet, men aldrig til musikbrug.  

AKG N5 Hybrid buds black 2
(Foto: AKG)

Velkendt app, nye muligheder

AKG Headphones-app’en minder i mistænkelig grad om søsterselskabet JBL’s løsning, og det er ingen tilfældighed. Begge bruger Harman-koncernens teknologi, herunder Personi-Fi, som tilpasser lyden til din personlige hørelse. En hurtig test med pibelyde kortlægger din hørelse og justerer frekvenskurven i overensstemmelse hermed – individuelt for hvert øre.  

Smart i teorien, men ikke uden udfordringer. Forskellige EQ’er til venstre og højre øre påvirker nemlig fasen og ødelægger stereoperspektivet. Der findes ikke et perfekt midtpunkt, når ørepropperne spiller forskelligt. En mulighed for gennemsnitlig justering for begge ører ville have løst dette, men den findes desværre ikke.  

App’en styrer også True Adaptive ANC, giver dig mulighed for at justere, hvor meget af din egen stemme du vil høre under samtaler, og tilbyder en semi-parametrisk EQ, der er langt mere avanceret, end man umiddelbart skulle tro. Spatial Audio-funktionen kan slås til og fra, og du kan vælge mellem flere forudindstillede lydprofiler, hvis du ikke gider at lege med EQ’en selv.  

Annonce
AKG N5 Hybrid with dongle
USB-C donglen ligger elegant gemt i ladeetuiet – en genial løsning, som giver markant bedre lyd. (Foto: AKG)

Skiller sig ud med dongle

Selv om ørepropperne bruger Bluetooth og kan levere fantastisk lydkvalitet med LDAC-codec’en, er det den medfølgende dongle, der gør, at AKG N5 Hybrid adskiller sig fra resten af feltet. Den overfører lyd trådløst ved hjælp af codec’et LC3+, som understøtter op til 1.344 kbit/s stereolyd. Ikke helt lossless, men med effektiv pakning af data giver det subjektivt tæt på tabsfri komprimering af højopløste lydformater op til 96 kHz.  

Med donglen har AKG først og fremmest tænkt på computere, den har meget lav latenstid og er også Zoom-certificeret til onlinemøder. Men eftersom den bruger USB-C, er der ikke noget i vejen for at tilslutte den til en mobiltelefon. 

Det bør især iPhone-brugere bide mærke i, eftersom Bluetooth-forbindelsen på alle Apple-produkter er begrænset til AAC-codec med under en femtedel af donglens båndbredde.  

Læs også TEST: JBL Tour Pro 3 JBL Tour Pro 3 er et par vellydende og meget avancerede hørepropper, med et smart ladeetui som giver brugeren fuld kontrol uden at tage telefonen i hånden.

Mikrofoner på stilke

Ørepropperne bruger seks mikrofoner til opkald og støjreduktion, og den udstikkende mikrofonstilk giver i teorien mulighed for mere effektiv stråleformning og dermed bedre støjreduktion og stemmeklarhed, fordi mikrofonerne er placeret længere fra hinanden end på ørepropper uden denne stilk.  

Samtalekvaliteten er da også fremragende. Mine kolleger kommenterede straks, at jeg gik tydeligere igennem end normalt på Teams-møderne. Baggrundsstøj fra kontorets ventilationssystem forsvandt næsten helt, og selv med åbent vindue og trafikstøj gik min stemme krystalklart igennem.  

Det, der virkelig imponerer, er den naturlige gengivelse af stemmen. Mange ørepropper får dig til at lyde, som om du taler gennem et rør, med kunstigt fremhævede s’er og t’er. AKG N5 Hybrid bevarer fylden og varmen i mellemtonen, samtidig med at konsonanterne kommer naturligt og tydeligt frem. Du lyder simpelthen som dig selv, bare med en mikrofonkvalitet, der tangerer professionelle headsets.  

AKG N5 Hybrid white
Fås også i hvid. (Foto: AKG)

God støjdæmpning

Den adaptive støjreduktion gør et godt stykke arbejde. Systemet bruger seks mikrofoner til at analysere dine omgivelser i realtid og justerer dæmpningen i overensstemmelse hermed. I praksis fungerer det godt – støj fra metro og S-tog bliver effektivt annulleret, kontorsnak reduceres til en blød mumlen, og lavfrekvent susen fra ventilationssystemer er næsten væk.  

Men sammenlignet med Sony WF-1000XM5 eller Bose QuietComfort Ultra mangler der lige det sidste finish. Især i blæsende vejr kæmper AKG’erne mere end deres topkonkurrenter. Transparency mode er derimod imponerende naturlig – så naturlig, at jeg flere gange glemte, at jeg havde ørepropper i ørerne under samtaler med kolleger.  

Via app’en kan du finjustere, hvor meget lyd fra omgivelserne du vil lade slippe igennem, og funktionen Auto Compensation justerer løbende ud fra, hvor godt ørepropperne sidder. Smart.  

Lyden af AKG N5 Hybrid

Tilsluttet Samsung Galaxy S24 Ultra via Bluetooth og LDAC imponerer N5 Hybrid næsten fra første takt. Hvor søsterselskabet JBL pumper bassen op for at appellere til mainstream-markedet, har AKG valgt en mere neutral tilgang. Studio EQ-indstillingen giver en flad, ærlig gengivelse, der lader musikken tale for sig selv.  

Tag f.eks. rappen Lion af Little Simz og Obongjayar, en dynamisk produktion, der især tester det dybe register. Her kommer baslinjen igennem med kontrol og definition, ikke bare volumen. Vokalerne står krystalklart frem i det komplekse arrangement, og hver eneste lille produktionsdetalje kommer til sin ret.  

Også fra iPhone, som mangler LDAC, lyder det fantastisk. De mindste detaljer lader sig ikke overføre, men indtrykket er godt. Men så tilslutter jeg USB-donglen …  

AKG N5 Hybrid dongle adapter
En USB-A-adapter følger med til donglen, men denne er der ikke plads til i ladeetuiet. (Foto: AKG)

Donglen løfter alt

Donglen er af USB-C-typen, og der medfølger en USB-A-adapter. Du skal bare sætte den direkte i en mobiltelefon eller PC. Dermed åbner lydbilledet sig markant, takket være LC3+ codec’et. Teddy Swims’ God Went Crazy demonstrerer dette perfekt – den varme bas får mere tekstur og dybde, mens de frodige strygere og keyboards får plads til at ånde. Den sjælfulde stemme mister den hårde kant, som AAC-codec’et fra iPhone tilfører, og bliver i stedet organisk og levende.  

Men det er med klassisk musik, at forskellen virkelig kommer til sin ret. Marie-Elisabeth Hecker og Martin Helmchens opførelse af Rachmaninoffs Sonate for cello og klaver i G-mol får en rumlighed og naturlig klang, der nærmer sig kvaliteten i kablede in-ear-modeller som eksempelvis Sennheiser IE 300. Celloens varme toner og klaverets komplekse harmonier er elegant adskilt, og dynamikken mellem de svageste og stærkeste partier gengives uden mærkbar kompression eller forvrængning.  

AKG-N5-Hybrid-app.jpg
AKG Spatial Audio og parametrisk EQ giver dig fuld kontrol over lydoplevelsen. (Skærmbillede: iOS)

EQ-magi

Selv om lyden er imponerende lige ud af æsken, vil nogle enkelte måske savne lidt energi i basregisteret. Det er uvant at lytte til musik på denne usminkede måde. Det er her, den semi-parametriske EQ kommer til sin ret. Personligt foretrækker jeg at løfte hele området fra 1 kHz og ned til den dybeste bas jævnt med 3-4 dB. Det giver mere fylde i mellemtonen og ekstra energi i bassen, samtidig med at klarheden bevares. Muligheden for at flytte frekvenser trinløst og justere mængden af frekvensområde (Q-faktor), der skal justeres, giver dig mulighed for at ramme dine præferencer præcist.  

Praktiske betragtninger

Komforten er upåklagelig med de medfølgende silikonepropper i fire størrelser. Den udstikkende mikrofonstilk er ikke kun et fashion statement, men bidrager også til bedre samtalekvalitet. IP54-certificeringen betyder, at let regn eller sved ikke er noget problem.  

Batteritiden på 6 timer med ANC er ganske god, selv om nogle konkurrenter har længere brugstid. Men mit indtryk er, at batteritiden er noget kortere end angivet, og den falder endda yderligere med USB-donglen. Opladningsetuiet giver tre ekstra opladninger, så vi er nok oppe på omkring 20 timer i alt i praksis. Godt, men ikke imponerende i dag.  

Ingen AuraCast

At AKG har besluttet at droppe AuraCast-understøttelsen, virker derimod ikke særlig gennemtænkt. JBL Tour Pro 3 til omtrent samme pris understøtter standarden og kan endda sende AuraCast fra sit smarte etui. Sennheiser Momentum True Wireless 4 og Sony WF-1000XM5 har ligeledes Auracast.  

En ærkerival til N5 Hybrid er B&W Pi8, som mange nok vil foretrække at høre lige ud af kassen. Heller ikke Pi8 har Auracast, men kan prale af en endnu bedre balance mellem detaljer og varme, end AKG har lige ud af æsken. AKG har en bedre EQ, men uden at justere den, ville jeg klart foretrække Pi8’eren. I hvert fald indtil donglen er tilsluttet, især for iPhone-brugere, for så vil AKG stikke af.  

AKG N5 Hybrid black
(Foto: AKG)

Konklusion

AKG N5 Hybrid er ørepropper til musikentusiaster, som prioriterer trådløs lydkvalitet. Dongle-løsningen er genial og burde kopieres af alle, især for iPhone-brugere, der lider under AAC-begrænsningerne. Lydkvaliteten er førsteklasses både med og uden dongle, og den avancerede EQ giver dig fuld kontrol.  

Til næsten 3.800 kr. kunne jeg godt have tænkt mig en bedre batteritid, især ved brug af donglen. Byggekvaliteten kunne være mere solid, og hvor er AuraCast?  

For dig, der sætter lydkvalitet øverst på deres liste og bruger ørepropperne lige så meget til Teams-møder som til musik, er N5 Hybrid alligevel et solidt valg. Alene donglen gør dem klart værd at overveje.  

Karakter
AKG N5 Hybrid
Premium
Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

stopper automatisk

Nyhed! LB+ Total UGE

Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!

TILBUD - 49 kr første måned

Fuld adgang til alt LB+ indhold

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

59 kr
49 kr / første mnd
108 kr / mnd
Med LB+ får du:
  • Adgang til mere end 7.800 produkttests!
  • Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
  • Deaktivering af annoncer
  • L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!

Hovedtelefoner til børn

Technics' nye flagskib imponerer stort

AKG-hovedtelefonerne som bliver ved og ved

Tjek AKG’s smarte løsning!

70 timer på budget

B&W når det er allerbedst

Sonys nye flagskib er bedre på absolut alt

Det lille ekstra fra Focal - til en betydeligt højere pris

Fyrstelig lyd uden kompromisser

Sonys budget-hørepropper overrasker positivt

Lydmagi fra Noble Audio

6 hovedtelefoner: Endnu bedre lyd med kabel