USB-DAC i hovedtelefoner til 1.000 kroner? Jeg måtte dobbelttjekke, at jeg ikke havde set forkert. Mens Sony lader være med at inkludere funktionen på sine topmodeller, giver JLab dig muligheden for at koble hovedtelefonerne direkte til mobil eller PC med USB-C-kabel for ukomprimeret 16-bit/48 kHz-lyd.
For iPhone-brugere er dette guld værd. Apples AAC-begrænsning på 256 kbps forsvinder, når du bruger kabel, og forskellen er til at tage og føle på. Især når du sidder på kontoret eller hjemme og virkelig vil nyde musikken.

Bløde som skyer
Cloud Foam-puderne lever op til deres navn. De sidder fløjlsblødt rundt om ørerne. Den åndbare syntetiske foring på hovedbøjlen minder om træningshovedtelefoner, som sammen med den lave vægt på 235 gram gør, at jeg næsten glemte, at jeg havde dem på.
Størrelsen passer både voksne og børn ned til 10-årsalderen, hvilket gør disse til familiens hovedtelefoner. Og her er det Især smart med volumenbegrænsningen i app’en – man kan låse maks-lyden til 85 eller 95 dB for tryg børnebrug. Omvendt er det også fint, at en ansvarlig voksen kan fravælge denne grænse, som mange er låst til grundet et eller andet EU-direktiv.

Del oplevelsen med LabShare
En funktion, der får JBuds Lux ANC til at skille sig ud fra mængden, er LabShare. To par JBuds Lux (eller andre JBuds-modeller) kan kobles sammen, så man kan lytte til den samme lydkilde på samme tid. Perfekt, når børnene vil se film på tabletten på bagsædet, eller når du og din sidemand vil se film eller høre musik på flyet uden at forstyrre de andre.
Opsætningen er enkel: Det første par forbindes til enheden som normalt, det andet par sættes i LabShare-tilstand med fem hurtige tryk på tænd/sluk-knappen. Fem lignende tryk på det første par og voila – begge hører den samme lyd med individuel volumenkontrol og EQ. En genial funktion, som konkurrenterne burde kopiere.
EQ-magi redder dagen
Lige ud af æsken er EQ-indstillingen ‘JLab Signature’ aktiveret. Heldigvis. Hvis du skifter til flat EQ, afslører hovedtelefonerne deres sande natur: kompakt og farvet bas med for lidt diskant. Det lyder indelukket og dåseagtigt – omtrent som man kan forvente i denne prisklasse.
Men Signature-kurven gør minsandten underværker. Bassen lyder mere naturlig og balanceres bedre mod en klar mellemtone og nok diskant til, at selv klassisk musik lyder overraskende godt. Hovedtelefonerne er til den basrige side, men ikke så meget, at det generer. I stedet opleves det som en fordel, især når Billie Eilish eller Alex Warren spilles for fuld udblæsning. Balanced-indstillingen foretager samme type justeringer som Signature, men i mindre grad. Bass Boost-funktionen vil jeg dog ikke anbefale, da den bliver for meget af det gode.

USB-DAC – den skjulte juvelen
Tilsluttet med et USB-C-kabel kommer hovedtelefonerne virkelig til live. Selv om opløsningen er begrænset til 16-bit/48 kHz, er forskellen fra Bluetooth slående. Klassisk musik får en ny dimension – strygere lyder mere organiske, Marie-Elisabeth Heckers cello får en bedre klang, og rumfornemmelsen øges betragteligt.
Når det gælder popmusik bliver sangstemmerne mere fremtrædende og detaljerede. Instrumenterne separeres bedre, og den komprimerede følelse fra AAC-codec’en på iPhone forsvinder. Det er som at løfte et slør fra musikken. At denne funktion er tilgængelig på hovedtelefoner i denne prisklasse er meget overraskende – hverken Sony WH-1000XM6 eller Bose QuietComfort Ultra Headphones til fire gange prisen har funktionen.
DAC-funktionen er også nyttig, når batteriet er løbet tør. Du skal bare tilslutte mobilen, så drives hovedtelefonerne af telefonens batteri. En smart løsning, der redder dagen, når du har glemt at oplade. Der er derimod ingen analog forbindelse.
Ny funktion: Rumlig lyd
I løbet af testperioden blev der pludselig frigivet en opdatering, som gav hovedtelefonerne rumlig lyd, eller Spatial Audio. Med denne aktiveret, får du en mere rumlig og levende lydoplevelse, som minder lidt om surround sound. Forskellen er ikke dramatisk, men man får lidt mere indtryk af rum. Det fungerer godt til spil og film, mens musik lyder mere dynamisk og rytmisk, når funktionen er slået fra. Vær opmærksom på, at hovedtelefonerne ikke understøtter head tracking, hvor lydbilledet forbliver foran dig, selv om du drejer hovedet. Uanset hvad er det en meget fin tilføjelse, som ender i ‘nice to have’-kurven.

Støjdæmpning der virker
Hybrid ANC op til 35 dB lyder imponerende på papiret. I praksis dæmper den effektivt den monotone brummen fra min robotstøvsuger, men den er ikke i nærheden af Sony, Bose eller JVC. Omgivelseslyden (JLab kalder den Be Aware) mangler diskant og præsenteres i mono – jeg kan dårligt nok høre, om støvsugeren er til højre eller venstre for mig.
Mange hovedtelefoner ændrer musikkens tonale karakter, når støjreduktionen er aktiveret. Bassen bliver ofte slap og mudret, mens dynamikken bliver tam over hele frekvensområdet. Også her er der noget, der ændrer sig: Bassen bliver fyldigere og rigere, når den ANC er aktiveret. Ved lav lydstyrke giver det dog bare en mere engagerende lyd, selv om dynamikken lider en smule. Som altid anbefaler jeg at slå støjreduktion fra, hvis du lytter i et stille miljø, men det er dejligt at høre, at det lyder godt alligevel.
Samtalekvalitet med forbehold
Under samtaler arbejder mikrofonerne ihærdigt med støjdæmpning af min egen stemme. På café med baggrundsstøj gør de et tilfredsstillende stykke arbejde med at undertrykke støj og fremhæve stemmen. I stille omgivelser arbejder de desværre lige så hårdt, og man kan høre, at konsonanterne bliver slugt. S- og F-lyde lyder ens, hvilket betyder, at den anden part skal koncentrere sig en del under samtalen. Det er ikke katastrofalt, men det er langt fra kvaliteterne i dyrere hovedtelefoner som Sony WH-1000XM5, XM6 og JBL Tour One S3, for blot at nævne nogle få. Derimod kan jeg ikke komme i tanke om nogen lige så prisvenlige hovedtelefoner, der gør arbejdet bedre.

70 timers batteri
Efter at have brugt hovedtelefonerne på et par korte bilture er konklusionen, at batterilevetiden er rigtig god. Jeg har ikke haft tid til at tømme batteriet helt, men med sporadisk lytning over et par uger har indikatoren dårligt nok bevæget sig. Selv med ANC aktiveret lover producenten 40 timer, og lynopladning giver 4 timers lytning på 10 minutter. Hvilket ikke virker urealistisk.
Med Bluetooth multipoint kan to enheder kobles til hovedtelefonerne på samme tid, mens Google Fast Pair forenkler parringen med Android-telefoner. Kun AAC-codec er en begrænsning, men med USB DAC-muligheden bliver det mindre kritisk. Ikke at der er noget galt med det, da det jo selvsagt er en fordel med den bedst mulige transmission, også trådløst – men så bliver det hurtigt dyrere.
En vigtig konkurrent
En af JBuds Lux ANC’s ærkeudfordrere er Sony ULT Wear. De er for nylig faldet fra 1.500 til 990 kroner og lokker med LDAC og vanvittigt meget bas. Men de mangler USB-DAC-funktionen og er mindre komfortable med tyndere og hårdere puder. De giver bedre codec-understøttelse og kraftigere lyd, men JLab vinder på komfort og digitale tilslutningsmuligheder.

Konklusion
JLab JBuds Lux ANC gør meget rigtigt og meget lidt forkert. For knap 1.000 kroner får du hovedtelefoner, der lyder meget underholdende og engagerende, har en enestående batteritid og indeholder funktioner, som mange dyrere modeller mangler. Ja, lydkvaliteten er afhængig af producentens EQ-kurve, og codec-understøttelsen kunne være bedre. Men når resultatet lyder så godt, og komforten er upåklagelig, er det i småtingsafdelingen.
Dette er ikke hovedtelefoner for lydentusiaster, som vil have neutral referencelyd. Men for dig, der vil have en underholdningsfaktor, der ikke går på kompromis med lydkvaliteten, ekstrem batterilevetid og mulighed for bedre lyd via USB – så er det her uden tvivl årets bedste køb under 1.500 kroner.
