Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Samsung QE82Q70R

Biograffølelse med ægte QLED-kontrast

Med Q70R har Samsung skåret unødvendig luksus fra for at kunne tilbyde direkte LED-bagbelysning til en gunstig pris. Og med 82 tommer får man seriøs biografoplevelse!

Skrevet af / 02/04/2020 - 17:42
Samsung QE82Q70R
Geir Gråbein Nordby

Med Q70R tilbyder Samsung direkte LED-bagbelysning på et lavere prispunkt end før. Designmæssigt er vi gået et trin op i forhold til Q60R, idet chassiset er blevet lidt tykkere som følge af LED-baglyset, men til gengæld er rammen omkring billedpanelet tyndere. Dermed fylder Q70R mindre på væggen, og du kan presse en lidt større skærmstørrelse ind, hvis du har begrænset plads. Det burde du dog ikke have, hvis du vil en 82-tommer på væggen!

Samsung Q70R
Ægte bagbelyst LED giver et lidt tykkere TV end kantbelysning, men til gengæld et meget bedre billede. (Foto: Samsung)

Brugervenlighed og funktioner

I ægte Samsung-ånd er Q70R et velfungerende smart-TV med masser af funktioner. Ud over alle de smart-TV-apps, man har behov for, har TV’erne Samsungs SmartThings-brugerflade indbygget. Det betyder, at TV’et kan være centrum for styringen af det smarte hjem, hvis de andre smart-produkter understøtter SmartThings.

Q70R har en standard sort fjernbetjening med Bluetooth og kommer med alle de nyeste apps, inklusive Apple TV+, AirPlay 2 og en separat gaming-indstilling med lav forsinkelse.

Hvad fjernbetjeningen angår, er den meget brugervenlig – lige indtil man vil lave billedindstillinger. Så skal man trykke på Hjem-knappen og scrolle helt til venstre i hovedmenuen, hvor man finder Indstillinger, og derfra finde billedindstillingerne. Hver gang. Personligt kunne jeg godt tænke mig en fjernbetjening med lidt flere knapper, så jeg slipper for at skulle forbi hovedmenuen hele tiden.

(Foto: Samsung)

Billedkvalitet

Hvis du synes, 65 tommer er stort, så skulle du prøve 82 tommer! Det er helt sygt, så meget mere indlevelse og biograffølelse man får, når billedet fylder synsvinklen på den måde. Og det med et billede med vanvittig meget mere kontrast, end nogen projektor kan præstere i et almindeligt hjem. Jo, det fylder afgjort på væggen, men hvis du har plads, bør det helt klart overvejes!

Der er ingen tvivl om, at baglysteknologien har stor indflydelse på kontrasten og den generelle billedkvalitet fra en LCD-skærm. Det gælder uanset billedindhold, men er især vigtigt med HDR-video i høj kvalitet. Og ikke mindst hvis man som producent skal gøre sig håb om at konkurrere med OLED!

Netop derfor er det positivt, at Q70R i 2019 fik flere lysdioder i arsenalet. Q70 har meget bedre kontrast og dybere sortniveau end Q60R og ikke mindst højere lysstyrke end lillebror.

Godt sortniveau, men …

Sammenlignet med LG’s C9 OLED-TV er sortniveauet rent subjektivt ikke så langt væk. Heller ikke når lyset slukkes. Men i mørke scener lægger man mærke til, at den dynamiske bagbelysning arbejder op og ned for at følge med billedoplysningerne. Og selv med bagbelyst LED får man nogle lidt grove “lyszoner”, så hvis en lille lygte tændes i en mørk skov om natten, dannes der en glorie rundt om lygten, der ikke skal være der.

En anden ting, jeg lægger mærke til, er at Samsung-TV’et indimellem “over-dimmer”. Altså at lyset kvæles for meget i mørke områder, så detaljerne gror til i sort i stedet for at fremstå med strukturerne intakt.

Det så vi flere eksempler på i genindspilningen af Lost in Space. Som i øvrigt er i Dolby Vision, men det understøtter Samsung ikke; derfor vil dette indhold vises som HDR10. Det ser alligevel rigtig godt ud, men når billygter skal være intenst gule, bliver de i stedet hvide. Det skyldes, at Dolby Vision har flere detaljer i højlys. Men hvis man ikke ser TV’et ved siden af et Dolby Vision-TV, ser det rigtig godt ud.

Betragtningsvinklen er god, bedre end på ældre LCD-TV’er. Men hvis man ser skærmen fra en meget skrå vinkel, bliver farverne skæve. Jeg tror, mange vil kunne lide Intelligent-indstillingen, hvor TV’et tager højde for lys udefra, når det skal tolke lysstyrken i skyggeområder. Men jeg synes, at TV’et oftere over-dimmer mørke scener i denne indstilling.

Samsung SmartThings
Samsungs smart-TV-funktionalitet er udvidet til smart-hjem, hvor der især er lagt vægt på brugervenlighed. (Foto: Samsung)

Mangler lidt farvemæssigt

Hvad farverne angår, ser de for så vidt godt ud rent subjektivt. Du vil næppe klage. Men jeg bider mærke i, at der mangler lidt varme i hudfarverne, og i scener med meget orange bliver det lidt blegt. Det lader til, at der mangler lidt grøn i farvebalancen. Det er så med billedindstillingen Film, som er den, der ligger tættest op ad D65 og gamma 2.2 – som det skal være på film.

Kalibreringsproblemer

Jeg prøvede at tjekke med X-Rite-proben og det simple PC-program i1 Profiler, men problemet er, at når TV’et registrerer, at en PC er sluttet til HDMI, så kan man kun vælge imellem billedindstillingerne Standard og Dynamisk. Standard er så det åbenlyse valg. Men med en farvetemperatur på over 10.000 kelvin, når målet er 6.500, er det ikke ideelt. Man må skrue op for rød og ned for blå for at få et nogenlunde rigtigt hvidpunkt.

Men når man så starter Netflix med HDR-indhold, dukker der helt andre billedindstillinger op. Og pludselig bliver funktionen, hvor man justerer hvidpunktet deaktiveret, og i stedet dukker nogle andre justeringsfunktioner op. Det er ikke uden videre muligt at kopiere de indstillinger, PC-programmet dikterer. Det betyder, at man må tilkalde en kalibrator, hvis man vil have Q70R kalibreret korrekt.

Men igen: Billedet ser både godt og korrekt ud, hvis man ikke sætter Samsung-TV’et op mod et TV med bedre farvekalibrering.

Samsung Q70R whitepoint

Samsungs hvidpunkt er ikke helt på plads. Subjektivt ser det ud, som om billedet har lidt for meget grøn. Ved måling kan vi se, at der er for meget blå og for lidt rød. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Konklusion

Samsung Q70R har ikke et lige så stort arsenal af billedforbedringer som de dyreste QLED-modeller.

Kompromiset betyder, at Samsung med Q70R endelig kan hævde sig med bag-LED i en prisklasse, der tidligere har været domineret af uinspirerende kant-LED-skærme og svag kontrast. Her får du i stedet et rigtig godt sortniveau, flot lysstyrke og gode farver. Et af de bedste TV-køb i prisklassen. Især i denne størrelse.

Billedindstillingerne er ikke helt til at blive klog på; det er mere et TV for folk, der bare vil se film uden at tænke over det. Men du får helt sikkert et godt billede!

Karakter
Samsung QE82Q70R
Premium

Lyd & Billede mener

Rigtig god kontrast af LCD at være og overbevisende sortniveau. Særdeles gunstig pris for ægte bagbelyst LED i denne størrelse. Betragtningsvinklen er noget begrænset, og panelglasset reflekterer mere lys fra omgivelserne end de dyrere QLED-modeller.

Også i denne test:

Samsung QE82Q70R vs. LG OLED77C9

LG OLED77C9

Storskærm til dig der vil have det bedste

OLED77C9 er TV-skærmen til dem, der vil have biograffølelse hjemme i stuen med det bedste billede, man kan opdrive til denne pris.

Billedet er nærmest monitor-neutralt og har et dybdeperspektiv, der overgår det meste. Her får du fænomenal kontrast, knivskarpe detaljer og – hvis du vil – glattere bevægelser. Lyset på statiske logoer kan dæmpes automatisk for at skåne panelet.
Den maksimale HDR-lysstyrke er stadig ikke på niveau med de mest lysstærke LCD-TV’er (men du vil næppe savne det). Hvis du vil have et væld af kalibreringsmuligheder, skal du snarere se i retning af Sony og Panasonic.
Læs hele testen

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Stor test af billige 55-tommer TV'er

OLED-TV på udsalg

Hisense ULED: En OLED-killer?

Lækker og balanceret billedkvalitet

Fremragende gaming-TV

De bedste TV'er på budget

Vi tester TCL's største og billigste TV

De bedste storskærme til serier, sport og spil

De bedste OLED-TV'er

Større tv på et budget

Farvestrålende entertainment-TV

Luksuriøst OLED-TV fra Loewe

Lyd & Billede
Scroll to Top