TCL er en producent, som har udmærket sig med flere gode TV’er: Den kinesiske producent fører en aggressiv prispolitik, som har gjort dem til en interessant udfordrer til andre etablerede producenter som Samsung og LG.
QLED760-serien er en ret ny model, som byder på Google-TV, bred formatunderstøttelse og flere aktuelle gaming-funktioner. TCL-skærmen skiller sig ud ved at den koster væsentligt mindre end de øvrige testdeltagere. Vi har alligevel valgt at tage den med for at se, hvordan den klarer sig som et rimeligere alternativ til premium-modellerne.
TCL QLED760
TCL-skærmen har et enkelt og ukompliceret design, og den står på to V-formede fødder, som giver god plads til en soundbar under. Brugergrænsefladen er den velkendte Google TV, som giver bred adgang til de nyeste streamingtjenester og opdateres hyppigt med nye apps. Fjernbetjeningen er af den moderne type med Bluetooth og indbygget mikrofon til Google Assistant. Den har også genveje til de vigtigste funktioner.
Brugervenlighed og funktioner
Det er først og fremmest på tilslutningerne, vi mærker, at vi har med et billigere TV at gøre. TCL QLED760 har kun to HDMI-indgange, hvilket er usædvanligt få nu om dage. Her kan du altså opleve at løbe tør for indgange ret hurtigt. (Bemærk: Dette gælder kun 43-tommers udgaven. De større 55 og 65-tommers har 3 styk HDMI 2.1.)
En anden ting at bide mærke i er, at denne skærm i modsætning til de dyrere konkurrenter kun kan klare en maksimal opdateringshastighed på 60 Hz. Du vil altså ikke kunne have nytte af spil eller video med høj framerate (HFR). Bortset fra dette er formatunderstøttelsen god med bl.a. Dolby Vision og HDR10+ samt mulighed for Dolby Atmos-lyd via HDMI-udgangen.
TCL har også inkluderet en del smarte gaming-funktioner som VRR og deres egen spilfunktion (Game Master) med lav forsinkelse, som vi målte til 13,7 millisekunder.
Billedkvalitet
TCL-skærmen bruger et 4K LCD billedpanel med QLED farvefilter og direkte LED-bagbelysning uden local dimming. Her er altså ingen fancy OLED- eller MiniLED-teknologi under kølerhjelmen. Når det er sagt, blev vi alligevel positivt overrasket over den generelle billedkvalitet.
Det mærkes som forventet, at kontrasten og lysstyrken er mere middelmådigt i forhold til de dyrere konkurrenter. QLED760 kan ikke helt måle sig med den saftige lysstyrke fra Samsung QN90B eller det dybe sortniveau fra LG OLED C2. Men kontrasten er overraskende god og tilstrækkelig til at give et fint indtryk i mange spil.
TCL-skærmen har et skarpt og farverigt billede, som er let at synes om, og spiltilstanden føles hurtig og uden støj eller flimmer. Skarpheden er udmærket, og TCL-skærmen har en effektiv bevægelsesudjævning. QLED760 har også relativt god indsynsvinkel for et LCD-TV, hvor den bevarer farverne, også når man ser på skærmen ude fra siden. Alt i alt leverer TCL flot billedydelse til prisen.
Lydkvalitet
På lydsiden har QLED760 et relativt enkelt stereo-højttalersystem fra Onkyo uden nogen ekstra bashøjttaler eller lignende. Men det generelle indtryk af lyden er, at den er klart godkendt. Der er en god klarhed i stemmegengivelsen, og TCL-skærmen kan spille højt og rent uden plagsom forvrængning.
Alligevel kan det være fristende at tilslutte en soundbar, som sætter lidt ekstra fut i lyden – men husk, at så har du kun én HDMI-indgang tilbage!
Konklusion
TCL QLED760 er det absolut billigste TV i testen, så tilpas meget, at det bliver lidt af et kup i denne sammenhæng. Kontrasten er midt i feltet og kan ikke måle sig med de fedeste OLED- og MiniLED-skærme. Men så længe du kan klare dig med færre indgange og mindre hårdkogte gaming-funktioner, vil dette være et prisgunstigt alternativ med god allround billedkvalitet. Absolut et godt køb!
Også i denne test:
LG OLED C2 (OLED42C2LA)
Perfekt gaming-TV
Gamere kommer virkelig til veldækket bord med LG OLED C2 - et TV som fungerer fremragende til alle typer spil.
Panasonic LZ980E (TX-42LZ980E)
Kompakt og glimrende allround-TV
Panasonic TX-42LZ980E fungerer glimrende til både gaming og generel TV-underholdning.
Sony A90K (XR-42A90K)
Fint TV til PlayStation 5
Sonys kompakte OLED-skærm leverer glimrende billed- og lydkvalitet, selv om spilresponsen kunne have været hurtigere.
Samsung QN90B (QE43QN90B)
Hurtig og kontrastrig
Med saftig lysstyrke, hurtig respons og masser af tilslutningsmuligheder er Samsung QN90B en meget oplagt skærm til gaming og anden TV-underholdning.
Læs videre med LB+
Efterårs tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i en måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer