Allerede i supermarkedets grøntafdeling opstår spørgsmålet: Kan et smart kølefryseskab reducere madspild? Prisen på avokado og peberfrugt er jo ikke ligefrem faldet. Electrolux gør forsøget med 800 Cooling 360°.
Vi tester her modellen LNT9ME32W3. Du får her en ExtraChill-skuffe, hurtig nedfrysning og andre features, der skal få maden til at holde sig længere. Kølefryseskabet er således en praktisk enhed tilsat app.
Electrolux 800 Cooling 360 med den flade front har få detaljer fortil. Håndtag er indlejret i dørenes sider i et ”pocket-design”. Visuelt understreger det skabets enkle ydre. Få kroge og kanter gør også rengøringen nemmere. Dørene kan vendes, hvis der skulle være behov for det.
Eneste særlige detalje ved fronten er det smalle display. Det er den smarte del, og den kommer først i brug, når du har hentet Electrolux app’en My Electrolux Kitchen i Google Play eller App Store.
Ikke alle 800-modeller fungerer med My Electrolux Kitchen. Er det tilfældet for din region, skal du i stedet hente app’en, som kort og godt hedder Electrolux.
Opret en brugerkonto hos Electrolux (via app’en) og giv adgang til dit Wi-Fi-netværk. Når der er forbindelse, viser displayet på fronten af køleskabet det kendte ”vaffel”-symbol.
Via app’en indstillede jeg temperatur for køleskab og fryser, og tallene blev vist i displayet på fronten. Derefter fyldte jeg hylder og skuffer med kalvekød, Serano-skinke, vand, energidrikke og diverse grøntsager. I fryseren kom to isterningebakker.
Skuffer og indretning under brug
Anden gang jeg åbner køleskabet, bliver jeg positiv overrasket. Ingen dug eller rim med fedtfingre har lejret sig på hylderne. Ventilationskanaler bagerst giver aktiv luftcirkulation ud til alle hjørner, deraf skabets tilnavn 360°.
Electrolux praler med, at 800 Cooling 360° er selvafrimende i køleskab og fryser med den såkaldte TwinTech-teknologi. I praksis holder teknologien varerne hydrerede, men uden at give kondens. Det passer gennem hele testperioden.
Lamperne i køleskabets sider giver et klart og hvid-køligt lys. Den enlige, gullige lyskilde gemt oppe i hjørnet er fortid. Desværre er der ikke lys i fryseren. Generelt er indretningen i fryseren sparsom. Vand fra isterningebakkerne løber nemt over, når de skal placeres i en af de dybe skuffer.
Køleskabets hylder er bøvlede at flytte op og ned, mens skufferne i døren er nemme at placere og flytte rundt. Skufferne er dejligt dybe til større og tykkere flasker. Flaskehyldens stativ sparer plads, men halvliters-flasker og dåser risikerer at falde igennem, da de ikke er lange nok til at blive holdt tilbage af stativet.
Skuffedesignet med forskudte etager giver godt overblik, men kræver, at døren står åben i mindst 90°, hvis du vil have skufferne hevet så langt ud som muligt.
Designets særlige funktioner
Displayet på fronten viser indstillinger og temperaturer. Udover app’en My Electrolux Kitchenkan du manuelt justere ved at tappe på mode og derefter på de enkle, kantede ikoner for køleskab og fryser.
ExtraChill er en såkaldt lavtemperaturskuffe. Den fungerer ved hjælp af aktiv cirkulation af kold luft. Jeg fyldte skuffen med ost (brie), fersk hakket kød, cocktailpølser og skinke. Alt blev taget ud af indpakningen og lagt på service.
Osten blev tør og gullig på et par dage, mens kødet hyggede sig fint i skuffen. Ingen lugte slap ud til resten af køleskabet, og kødet holdt sig friskt i en uge uden at blive tørt.
Grøntsagsskuffen er også en gevinst. Riste foroven kan stå åbne eller lukkes i for at holde på fugten. Mine indkøbte citrusfrugter som grapefrugt og pomelo blev lidt tørre og runkne i kanten, men så havde de også ligget i 18 dage.
Vindruerne og røde pebre forblev glatte og lækre i den periode jeg testede dem, hvilket var 14 dage. Jeg havde en test-klase af druer liggende i mit almindelige Asko-køleskab. Her blev druerne runkne og kedelige i samme tidsrum.
800 Cooling 360° reducerer altså madspild, så hvor kommer det smarte så ind? Det gør det for eksempel, hvis jeg har kigget for længe ind i køleskabet eller ikke lukker dørene ordentligt. Så bipper køleskabet, og app’en og displayet giver en advarsel.
Indstillinger og features i app’en
App’en My Electrolux Kitchen er enkel at gå til. I bunden af velkomstskærmen sidder ikonerne Smag, Meddelelser, Profil og Støtte. Første ikon linker til opskrifter, tips til opbevaring af mad samt til tredjeparts-apps, kaldet partnere.
Blandt dem er Google Assistent, hvormed du styrer dit Electrolux 800 Cooling 360° med stemmen. Trods flere forsøg på at linke min Electrolux-konto til Google Assistent, fik jeg aldrig app’en Electrolux, hvor koblingen skal ske, til at virke efter formålet.
De andre ikoner er til beskeder om eventuelle fejl med 800 Cooling 360° samt mulighed for at ændre detaljer såsom navnet på kølefryse-skabet.
Sidste link, Støtte, leder hen til en menu med fejlfinding, download af manualer og kontakt til Electrolux. Her skal du logge ind på din konto først, hvilket er bøvlet. Linket til fejlfinding sender dig ind på Electrolux’ hjemmeside, hvor der i skrivende stund var fyldt godt op med Black Friday-tilbud. Lettere useriøst.
De mere avancerede muligheder
800 Cooling 360° har en såkaldt økofunktion, som du åbner ved at klikke på køleskabet på app’ens velkomstskærm. Funktionen foreslår optimale temperaturer for køl og frys i forhold til elregningen.
Da Electrolux 800 Cooling 360° ligger i energiklasse E, er en lavere elregning velkommen. Hvordan en optimal temperatur gøres op, fremgår ikke. Til gengæld får du et klart, grønt Eco vist i skabsfrontens fysiske display.
Du kan vælge Quick Chill og Quick Freeze for hurtig kølig og frys. For eksempel, hvis du fylder en del ind varer på samme tid. Du kan tilmed vælge en funktion til at nedkøle drinks på ønsket tid. Når den valgte tid er inde, får du besked i app’en.
Jeg testede funktionen Quick Freeze med de førnævnte isterningebakker. Isklumperne var klar til brug efter fire timer, og bakkerne var ikke frosset fast i skuffens let buede bund. Jeg ville dog ønske, at fryseren havde en plan, separat hylde til placering af bakkerne.
Øverst i app’en sidder tre prikker, som giver adgang til Feriefunktion, mulighed for at låse displayet (så ikke alle kan trykke løs på det) samt en økomåler, som egentlig ikke er en måler, men mere en samling gode råd.
Med Feriefunktion slået til, bliver køleskabet sat på minimalt forbrug, mens fryseren kører videre som normalt. Ret smart, når du skal på ferie eller være væk i længere tid.
De smarte funktioner og indstillinger kan dog ikke skjule, at Electrolux 800 Cooling 360° først og fremmest er et kølefryseskab. Du får altså en praktisk enhed med en tilhørende app, og ikke en smart home-enhed til det moderne hjem.
Konklusion
Electrolux 800 Cooling 360° gør meget smart, når det gælder reduktion af madspild. Du slipper for lugte (for eksempel fra skinke og cocktailpølser) og runkne madvarer i forhold til konventionelle kølefryseskabe.
Hen over en måned testede jeg forskellige slags fødevarer. Nogle i en uge, andre i 2-3 uger. Alle varer holdt sig længere og bedre i Electrolux Cooling 800 end tilsvarende varer opbevaret i mit ældre, konventionelle køleskab.
Indretningen af Cooling 800 i en slags etager vil nok ikke fald i alles smag, men vinder efter lidt tid i brug. Især, når den gode belysning inde i køleskabet giver et godt overblik oppefra. ExtraChill-skuffen kan være besværlig at sætte ind igen, når den først har været helt ude.
Hverken køleskab eller fryser skal afrimes. Et kæmpe fremskridt, hvis du er vant til ældre køleskabe og frysere. I hele testperioden (som i alt varede en måned) så jeg hverken ansats til is, rim eller fugt i køleskabet eller fryseren.
Electrolux 800 Cooling 360° fungerer fint i det daglige brug. App’en My Electrolux Kitchen er dog ustabil, taber Wi-Fi-forbindelsen og ikke videre begavet med smarte funktioner.
Skabets design er diskret, uden et prangende display på fronten. Lyden fra Electrolux 800 er overraskende lav og generer ikke, selv om jeg havde det stående i stuen i testperioden. Kun få gange gik det i gang med typiske brummelyde, men kun i få minutter.
Generelt får du med Electrolux 800 Cooling 360° et funktionelt kølefryseskab, det er bare ikke overvældende ”smart”.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer