Sudio E2 har både app-styring, hvor man kan slå støjreduktionen til og fra, og desuden en seksbånds grafisk equalizer til at indstille lyden, som man ønsker. Man kan også vælge imellem seks forskellige forhåndsvalg, bl.a. Balanced (uden EQ), Bass, Voice og Podcast. Af en eller anden grund forsvinder bassen næsten, når EQ’en aktiveres, så selv om man vælger Bass, bliver lyden væsentlig tyndere end med EQ deaktiveret. Jeg vil derfor anbefale bare at lade den være.

De øredutter i størrelse M, som er påsat i æsken, slutter ikke helt tæt i mine ører. L fungerer bedre – og sørger for samme bas i begge ører.

Lyden af Sudio E2

Sudio E2 har helt fin lyd og fyldig, men velafbalanceret bas som deres største fordele. Sangstemmer kommer fint frem, og alt lyder helt okay. Desværre har Sudio ikke spenderet hverken aptX eller AAC, så den ringere SBC-codec er alt, hvad man får. Det betyder, at det lyder fladere og mere endimensionelt, specielt i overtonerne.

Hørepropperne har dog et es oppe i ærmet i form af Dirac Spatial Audio, som giver en diskret 3D-effekt. Men ikke mere, end at det fortsat føles som stereo, og på en del musik savner man derfor ikke i samme grad de ekstra lag i overtonerne, som aptX og AAC giver i forhold til SBC. Dirac-lyden ødelægger heller ikke faseresponsen og dermed følelsen af hurtighed i elektroniske basrytmer. Det glider lidt ud, men ikke mere, end at det fortsat fungerer.

Spatial Audio fungerer også fint på film. Sværmen af flagermus i åbningsscenen i første afsnit af Castlevania på Netflix føles, som om den snarere er rundt om hovedet end inde i hovedet. Og filmmusikken breder sig en anelse mere udad.

Alt i alt er Sudio E2 noget bastunge, og de kunne godt åbne sig endnu mere i toppen. Det ville de nok også have gjort, hvis de havde haft aptX eller AAC.

Talekvaliteten er helt fin, men lidt lukket. Støj i baggrunden undertrykkes godt nok, men så lyder brugerens stemme samtidig noget mumlende. Hvad talekvalitet angår, er Sudio altså ganske middelmådige.