JBL Tune 230NC koster det samme som 130NC og kan de samme tricks. Her får man aktiv støjreduktion, som dæmper de basfrekvenser, silikonedutterne ikke dæmper af sig selv, og lydgennemslip, som har to indstillinger, hvoraf den ene fokuserer mest på stemmer.
Batterilevetiden er opgivet til imponerende otte timer i propperne med støjreduktion eller lydgennemslip slået til, mens man får hele ti timer med funktionerne slået fra. IPX4-certificering giver fin beskyttelse mod vand og fugt.
JBL Tune 230NC er de første af testens hørepropper, hvor jeg måtte udskifte dutterne, da størrelse M ikke forsegler godt nok, men slipper al bassen ud. L-dutterne sidder derimod som støbt.
Lyden af JBL Tune 230NC
Tune 230NC er tunet ligesom 130NC, men trods større drivere (10 mm mod 6 mm) har de ikke kraftigere bas. Jeg synes tværtimod, at bassen var mere underholdende på 130NC, der desuden er varmere i mellemtonen, som er tyndere på 230NC.
Men forskellene er marginale, og de EQ-kurver, jeg har lavet for 130NC, fungerer også fint på 230NC. Inklusive den kurve, som gør hele lyden højere, hvilket kan være ønskeligt i enkelte sammenhænge. Man skruer kort sagt op for alle frekvenser og så lidt ned for niveauet mellem 2 og 4 kHz, for at det ikke skal lyde skarpt. Hvis man ønsker en mere fyldig lyd, kan basfrekvenserne skrues lidt mere op end de øvrige.
Det særlig fordelagtige ved Tune 230NC er talekvaliteten. Brugerens stemme går tydeligere igennem, især når der er støj i baggrunden. Hvor 130NC lyder fint nok, men kommer til kort i støjende omgivelser, lyder Tune 230NC væsentlig klarere. Også her lyder stemmen lidt hård, men den er i hvert fald tydelig.
Om man skal vælge 130- eller 230-modellen, kommer an på, hvad der er vigtigst. Jeg synes lidt bedre om lyden i NC130, men tale lyder bedst med NC230.
Lyd & Billede mener
God lyd, som bliver endnu bedre med EQ-indstillinger. Støjreduktionen fungerer, og talekvaliteten er blandt de bedste i prisklassen. God komfort. Uden justering er lyden lidt tam i bassen.
Vejl. pris 599 kr
Specifikationer
- Type: Helt trådløse hørepropper
- Bluetooth: 5.2
- Multipunkt: Nej
- Aktiv støjreduktion: Ja
- Resistens: IPX4
- Codecs: AAC, SBC
- Batteritid: 10 + 30 timer u. ANC / 8 + 24 timer m. ANC
- Vægt: 2 x 5,1 g + etui 47,3 g
- Opladning: USB-C
- Web: jbl.com