TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
BLACK WEEK - 70% RABAT PÅ LB+

TEST: Sonos Ray

Sonos’ billigste (og dårligste) soundbar

2012 har ringet. De vil have deres soundbar tilbage!

Af / 02/06/2022 - 21:30
Sonos Ray

Lyd & Billede mener

  • Klare dialoger, bredere lyd, end størrelsen tilsiger. Billig adgangsbillet til Sonos-systemet.
  • Ingen HDMI. Mangler kraft og dynamik. Tam bas. Trådløs subwoofer er dyr. Ingen Dolby Atmos.

Ray er den hidtil billigste soundbar fra Sonos. Den amerikanske producent har tidligere imponeret os med modeller som Beam og Arc, der begge er blandt de mest populære soundbars på markedet i dag.

Det er ikke så underligt, at Sonos har gjort det godt. En af grundene er deres unikke brugerflade, der lader dig styre produkterne så let som en leg – og på tværs af rum, i samspil med hinanden eller individuelt. Desuden har Sonos’ produkter ofte rigtig god og naturlig lyd.

Beam og Arc er rigtig gode til hver sit publikum: Beam er en billig og kompakt basismodel, som giver meget bedre lyd fra TV’et, og det strengt taget uden behov for en subwoofer. Arc er derimod en større og dyrere soundbar til dem, der vil have biografoplevelsen hjemme i stuen, men uden at skulle investere i mange store højttalere.

Begge understøtter Dolby Atmos, og med HDMI-indgang er de supernemme at slutte til moderne TV’er.

Sonos Ray touch control
Sonos Ray er en kompakt soundbar med en bredde som et 24 tommers TV. (Foto: Sonos)

Ny basismodel

Sonos Ray er en ny, mindre basismodel fra amerikanerne og lægger sig under Beam i pris og størrelse.

Annonce

En bredde på godt en halv meter svarer til et 24 tommers TV, og dens afrundede former glider fint ind i et hvilket som helst miljø. Den har en touch-flade på toppen, så man kan pause og starte musikken, og skrue op og ned for lyden.

Sonos Ray kan placeres på et TV-møbel, men duer også til vægmontering. Vægbeslag medfølger dog ikke, men koster 380 kroner ekstra.

Sonos Ray Photo Geir Nordby 3 1
Sonos demonstrerer den nye soundbar Ray ved en event i København. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Ingen HDMI

Med soundbaren Ray har Sonos tænkt på de brugere, der gerne vil opgradere lyden fra deres TV, men på begrænset plads og til en lav pris. Lyder det bekendt? Det sagde de også om den første udgave af Beam.

I jagten på et billigere produkt har Sonos skåret ind til benet, hvad angår funktioner. Bl.a. er HDMI-indgangen fjernet, som ellers er blevet standard på soundbars i dag.

HDMI giver bl.a. mulighed for at understøtte flere lydformater, men det vigtigste er, at det forenkler tilslutningsprocessen. Slut et HDMI-kabel mellem TV’et og soundbaren, og du er i gang. TV’ets fjernbetjening kan så også automatisk bruges til at justere lyden op og ned på soundbaren. Genialt.

Sonos Ray skal derimod programmeres til at lære kommandoerne fra TV-fjernbetjeningen. Det er ikke svært, men problemet opstår, hvis man har et nyt TV, hvor fjernbetjeningen bruger radiofrekvens i stedet for IR. Det vil ikke fungere med Ray.

En anden væsentlig detalje er, at HDMI giver bedre kontrol over lip-sync, så man undgår, at lyden af dialogerne ikke matcher læbebevægelserne – fordi lyd og billede er ude af sync. Med Ray og optisk kabel får man ingen kontrol over dette, men må krydse fingre for, at det stemmer. Hvilket det bestemt ikke altid gør.

sonos ray connections
Sonos Ray mangler HDMI-indgang. (Foto: Sonos)

Ingen Dolby Atmos

Manglende HDMI-indgang betyder også, at Sonos Ray må klare sig uden højopløste surround-lydformater som Dolby Atmos. Det behøver ikke at være noget problem, men erfaringsmæssigt bidrager Atmos-formatet til at løfte lydoplevelsen på indhold, der understøtter det. Det er helt klart en funktion, jeg gerne ville have, hvis jeg skulle købe en ny soundbar i dag.

Mange populære serier fra Netflix, Disney+ og andre streaming-tjenester kommer nu med Atmos-lyd. Det er et lydformat med en ekstra dimension i højden og med objektbaseret lyd, hvor lyde placeres mere præcist i et tredimensionelt lydbillede.

Ray understøtter kun PCM og Dolby Digital, men i denne prisklasse forventer de fleste nok alligevel ikke biografoplevelse i stuen. Så det er i og for sig okay.

Et forsøg på en forklaring

Jeg kan dog stadig ikke slippe spørgsmålet: Hvorfor ikke HDMI-indgang? Er det for at spare penge? Og hvor meget er der i så fald egentlig sparet?

Det svar, jeg fik, da Sonos viste soundbaren frem ved et arrangement i København, var at den skal kunne bruges sammen med gamle fladskærme. Mange har trods alt stadig sådan en; måske et gammelt plasma-TV, som man gerne vil opgradere lyden til.

Okay, fint nok. Men det kunne man da have løst ved at have både HDMI og optisk. Eller, som på Beam, en HDMI-indgang med en adapter til optisk for dem, der har brug for dét.

sonos soundbars white sonos soundbars black
<
>
Sonos har nu tre soundbars, med Ray som den mindste. (Foto: Sonos)

Fin brugerflade med mange tjenester

Ellers har Ray samme understøttelse af streaming-tjenester som alle andre Sonos-produkter og styres på samme måde med Sonos-app’en på mobilen. Om man bruger Tidal, Spotify, Apple Music eller YouTube Music, spiller ingen rolle.

App’en understøtter også lydbogstjenester som Storytel og desuden internetradio med TuneIn og Sonos’ egen radiotjeneste. Meget andet er også understøttet – listen er lang som et ondt år.

App’en er meget nem i brug, og det er let at tilslutte flere Sonos-produkter. Hvis man vil kombinere dem – f.eks. en soundbar, en subwoofer (eller to) og et par højttalere som baghøjttalere – så er det fuldt ud muligt. Man kan dog ikke koble to Ray i stereo; det er forbeholdt højttalerne One og Five.

Rumtilpasning med Trueplay

Ligesom andre Sonos-højttalere kan Ray tilpasses det miljø, den står i, med en funktion, som Sonos kalder Trueplay. Den er kun tilgængelig for iPhone-brugere, og hvis man ikke har sådan en, bør man låne en. Telefonens mikrofon bruges så som målemikrofon, og farvninger fra underlaget (f.eks. et hult TV-møbel) og fra resten af ​​rummet bliver nærmest visket væk.

Sonos Ray Black 1
(Foto: Sonos)

Lyden af Sonos Ray

Lydmæssigt byder Ray på ren og pæn lyd, især i det vigtige mellemtoneregister, som gør, at dialoger lyder klart og tydeligt. Placeret på mit TV-møbel derhjemme lød det ganske vist farvet, så dialoger og andre lyde fik et kunstigt boost i det øvre basregister. Det er dog ikke højttalerens skyld, men TV-møblets.

Og det er så her, Trueplay kommer ind i billedet. For efter en hurtig tilpasning, hvor man bliver bedt om at gå rundt i rummet, mens man holder iPhonen højt og lavt, er farvningen væk som dug for solen! Lyden er nu klokkeklar og uden problemer.

Læs også Sonos Arc: Endnu bedre med baghøjttalere og subwoofer Sonos’ bedste soundbar, Arc, bliver endnu bedre med trådløse baghøjttalere og subwoofer. Her får du ægte hjemmebiolyd.

Temmelig tamt

Okay, nu lyder dialogerne og lyden i øvrigt pænt og rent. Derimod mangler der noget bas. Den er nærmest ikke-eksisterende, hvilket gør, at den nye serie Obi-Wan Kenobi på Disney+ ikke ligefrem sprudler. Også musik i stereo lyder lidt blegt. Ray gør ikke så meget galt; problemet er snarere, at den ikke rigtig gør noget væsen af sig.

Det er dog ikke så overraskende, for Beam er heller ikke ligefrem nogen krudttønde, hvad bas angår, og den har større kabinetvolumen end Ray. Beam har dog mærkbart mere fylde nedad; med Ray sidder jeg virkelig og mærker savnet af en subwoofer.

Sonos ray side black
(Foto: Sonos)

Meget bedre med Sub

Heldigvis har jeg en Sonos Sub af nyeste generation hjemme i stuen (jeg bruger normalt Arc), og jeg prøver at slutte den til for at se, hvad der sker. Vær opmærksom på, at Trueplay så skal indstilles igen.

Som forventet bliver det noget ganske andet med subwooferen. Bassen kommer frem, og der er væsentlig mere smæld i filmmusik og special effects. Når et rumskib flyver forbi på skærmen, tror jeg i langt højere grad på det.

Problemet er bare, at Sonos Sub koster næsten tre gange så meget som Ray, og det er dermed en udelukket kombination for langt de fleste. Dem, der bruger penge på en Sub, vil have noget federe at slutte den til end en soundbar til godt to tusind kroner. Og dem, der køber en Ray, vil aldrig bruge så mange penge på en subwoofer.

Der er med andre ord behov for, at Sonos lancerer en billigere subwoofer.

sonos ray hero black sonos ray hero white copy
<
>
(Foto: Sonos)

Ikke surround-lyd

Okay, så vi har slået fast, at Ray har tynd bas. Hvad med illusionen af surround-sound?

Tjah… Lydbilledet får en bredde, der rækker ud over soundbarens fysiske dimensioner. Men ikke ret meget. Sonos Ray kan ikke erstatte et par højttalere placeret to meter fra hinanden. Den forsøger at skabe en slags surround-illusion, men her er Beam væsentlig bedre. Både den nyeste og den første generation af Beam er bedre end Ray.

Jeg behøver ikke engang at nævne Arc, men jeg har selvfølgelig sammenlignet, og Arc har et meget bredere, højere og mere omsluttende lydbillede. Arc formår faktisk i høj grad at narre lytteren til at tro, at den er et surround-anlæg. Dér er Ray overhovedet ikke. Her er lydbilledet væsentlig indsnævret. Også her ville jeg helt klart vælge Beam frem for Ray.

Sonos ray side white
(Foto: Sonos)

Problemer med lip-sync

Til sidst skal det lige nævnes, at jeg med mit Sony A90J OLED-TV oplevede, at lyden kom lidt efter billedet. Det er ikke meget, og når Arc og Ray spiller samtidig, med den ene tilsluttet via HDMI eARC og den anden via optisk, så er lyden kun en anelse bagud på Ray. Men det er nok til, at man lægger mærke til det, når man ser personernes læbebevægelser på skærmen. Illusionen lider lidt under det.

Læs også Atmos surround-lyd på budget TCL stiller op med en af de billigste soundbars, der kan tilbyde “ægte” Atmos-lyd med indbyggede højdekanaler. Og til prisen lyder den rigtig fint!

Konkurrenter

Hvis 2.250 kroner er alt, du vil bruge på en soundbar, så er det fristende at anbefale en brugt 1. generations Beam i stedet. Den har det, Ray mangler, og desuden lidt bedre lyd.

Hvis du ikke er afhængig af Sonos-brugerfladen, findes der bedre alternativer. F.eks. TCL TS8132, som man kan få for nogle hundrede kroner mere end Ray, og som så inkluderer en subwoofer. Og Atmos-lyd. Samsung HW-S66A har også både HDMI og optisk tilslutning, og koster i dag mindre end Ray flere steder.

Hvis du virkelig vil nøjes med at bruge nogle småpenge og kan leve med Bluetooth som den eneste streaming-løsning, kan TCL TS8111 anbefales.

Sonos Ray Photo Geir Nordby 1
(Foto: Geir Gråbein Nordby)

Konklusion

Sonos Ray er en soundbar, der på mange måder er helt okay, og som man kunne fristes til at give en tommelfinger op i forhold til prisen. Vi er dog ikke sikre på, at alle vil elske Ray, for denne soundbar virker for os som et ret meningsløst produkt.

At dynamikken er temmelig tam, og lydbilledet snævert, kan tilgives. Manglende understøttelse af Dolby Atmos er også til at leve med. Og at Ray desperat skriger på en billigere subwoofer at parres med, får så være.

Men at HDMI-stikket er droppet, er derimod sværere at sluge. Dermed mister man kontrollen over lip-sync, og man kan ikke justere volumen med TV’ets fjernbetjening, hvis sidstnævnte bruger radiosignaler. Optisk kabel til en soundbar virker simpelthen gammeldags i dag.

Forklaringen er ifølge Sonos, at soundbaren skal fungere med ældre TV’er. Men hvor svært kan det være med både optisk og HDMI? Alle andre kan finde ud af det.

I deres iver efter at give os en mindre og billigere soundbar har Sonos smidt barnet ud med badevandet.

Karakter
Sonos Ray
Basic
Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

70%

Black Week Tilbud

70% På LB+ Total i 12 måneder!

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

39,- / mnd
130,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

En åbenbaring

Sonos Arc Ultra tager lyden til nye højder

Skræddersyet muskelbundt

Lyden af dansk storhed

Fugl Fønix

Soundbar, højttaler og møbel: Tre ting på én gang

Technics knock out

Blæser dine ører af!

Årets bedste soundbar fra Samsung?

Dynamit på boghylden

Seks budgetvenlige soundbars

Lyngdorf til lavpris?