Samsungs grå Galaxy Chromebook Go fremstår som en veldesignet bærbar. Vægten på 1,45 kilo, de rundede kanter og kabinettets stilige udformning gør Go lækker at se på og nem at håndtere på farten.
Maskinen kan dog ikke skjule, at den er fremstillet af plast. Selv om Galaxy Go har bestået flere Mil-STD-810G-tests, blandt andet for fald og vibrationer, virker den ikke bundsolid i brug. Omvendt giver en ”krop” i plastik også lav vægt.

Sort i sort
Når låget åbnes, afsløres et sort indre. Skærmens kanter og hele underdelen er i samme matsorte look. Tasterne er store og lige til at gå til. En touchpad på hele 14 cm (diagonalt) er nok lidt i overkanten og forstyrrer arbejdet, hvis håndleddet eller tommelfingrene rammer ved et uheld.
Selv om fornemmelsen af grovkornet plast, fremfor hård og glat, mærkes i fingerspidserne, arbejder tastaturet trofast og solidt.
Samsungs Chromebook skuffer derimod, når det gælder skærmen. Med en opløsning på 1.366 x 768 eller 780p skal du ikke forvente lækkerier eller en klar, lysstærk skærm, som kan bruges udenfor.

Resten af specifikationerne, heriblandt en Intel N4500-processor og 4 GB hukommelse, understreger, at Galaxy Go ikke er til spil og hjemmebiograf. Omvendt får du, helt i tråd med tilnavnet ”Go”, understøttelse af Wi-Fi 6, simkort-læser og Bluetooth i version 5.1.
Konklusion
Galaxy Chromebooks CPU vil ikke lege med Geekbench i værktøjets seneste 6. version, så i stedet kørte vi Go gennem blandt andet Octane 2.0 plus. Her gav single core en score på 25.644, for dual core 108.667. Resultatet placerer Galaxy Go i gruppen af bærbare med en 5. generation i5-processorer.

Resultatet er ikke prangende, men Samsungs Chromebook prøver heller ikke at stikke os blår i øjnene. Specifikationerne taler deres tydelige sprog: Maskinen er til let cloud-arbejde på farten, ikke til Call of Duty i multiplayer på højeste indstilling eller hjemmebiograf i 4K.

Home mener
En absolut mobil chromebook, der kan det meste af det, en studerende skal bruge på farten. Godt tastatur, tiltalende design og testens laveste vægt. Fornemmelsen af plastik går igen, fra inderst til yderst. Ikke nogen prale-maskine, men en enhed til det mest basale.
Vejl. pris 2699 kr
Specifikationer
- Processor: 1,1 GHz Intel Celeron-processor N4500, dual-core
- Skærm: 14″ LED (1.366 x 768), 60 Hz
- Hukommelse: 4 GB
- Grafik: Intel UHD Graphics
- Styresystem: Chrome OS
- Lager: 32 GB eMMC
- Mål og vægt: 32,7 x 1,6 x 22,6 cm / 1,45 kg
- 720p webcam, Wi-Fi 6 (802.11ax), Bluetooth 5.1, 2 x USB-C, 1x USB 3.2, 3,5 mm audiostik, microSD-kortlæser
- Batteritid: Op til 11 timer
- Web: samsung.com
Benchmarks
- Octane 2.0 plus/Multi Core Score: 25.644 / 108.667
- Geekbench ML: 97
- Geekbench 6: Ikke kompatibel
- 3DMark Wild Life Extreme: 337
- 3DMark Wild Life Extreme Stress Test: 338
- 3DMark Sling Shot (OpenGL 3.0): 2.825
- PCMark Work 3.0 Performance: 7.609
- CrXPRT 2 Performance Test: 86
- CrXPRT 2: Batteritest: 13,5 timer
Også i denne test:
3 chromebooks
Asus CM1402FM2A
Elegant, men tung at arbejde med
Gruppetestens design-darling har en lækker skærm, men er plaget af dumme valg fra Asus’ side. Tastaturet flopper, og vægten udhuler glæden ved tablet-brug.


Acer CB314-1H/CB314-1HT
En glædelig overraskelse
Testens prismæssige bundskraber viser sig at være det mest positive bekendtskab. Skærmen er Acers akilleshæl.


Vil du læse hele artiklen?
Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.
Allerede abonnent? Log ind.