TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Vi kårer

Årets bedste højttalere 2022-2023

Her finder du de bedste højttalere fra året, der gik. Det være sig bærbare, stationære, aktive eller passive. Og nogle vanvittigt gode trådløse.

Skrevet af / 01/11/2022 - 12:08
Årets bedste højttalere 2022-2023

Højttalere kan være et vidt begreb, og de spænder meget bredt i både pris og størrelse.  

For stereofolket er højttalerne det sidste og mest krævende led i afspilningskæden, og en tommelfingerregel siger, at man bør bruge lige mange penge på hver højttaler som på forstærkeren. Og det kan dreje sig om ganske mange penge, da de dyreste højttalerne i kavalkaden koster næsten lige meget som en ny bil. 

I den modsatte ende af skalaen finder man et væld af trådløse højttalere, som kan bruges med mobil, tablet eller computer. De mindste af dem er lige til at have i lommen, mens de største fylder et sofabord og kan konkurrere med et stereoanlæg. I hvert fald, når det gælder lydtryk; men stereoanlægget trækker det længste strå, når det gælder stereo-lydbillede, fordi højttalerne kan stå meget længere fra hinanden. 

Aktive højttalere udfordrer naturlovene

Der er ikke så mange, der køber traditionelle, passive højttalere længere. Og det er ikke så mærkeligt, når man ser, hvor meget, man får for pengene med aktive højttalere. Altså højttalere med indbygget forstærker. Takket være avanceret digital teknologi og energieffektive klasse D-forstærkere kan de spille meget dybere bas fra et lille kabinet, end en konventionel højttaler kan. 

Mange højttalere er både aktive og trådløse på samme tid, og de har desuden tilslutning til forskellige lydkilder. Dermed er de faktisk et komplet stereoanlæg i sig selv. De bedste af dem lyder bedre end næsten ethvert konventionelt stereoanlæg til samme pris. Og de er også mere indretningsvenlige, fordi man kan droppe den store, klodsede forstærker. 

Højttalere i alle rum

En anden populær højttalertype er multirumshøjttalere. Du kan fylde hele huset med dem, og de spiller sammen via hjemmenetværket. Det betyder, at du kan spille den samme musik samtidig i alle husets rum, hvis du vil, men du kan også indstille hvert rum til at fungere som et separat system. Smart! Der er kommet flere konkurrenter i denne disciplin, men ingen truer Sonos’ plads som enehersker. 

Skal det være smart?

En anden fiks kategori er smarthøjttalere. Altså trådløse højttalere med indbygget stemmeassistent som Google Assistant eller Apple Siri. De færreste af dem er designet til at spille med den bedste lyd, her handler det i stedet om at styre det smarte hjem med stemmen. Og for at give dig besked om kommende aftaler, vejret og lignende. Der findes dog også fornuftige hi-fi-højttalere med indbygget stemmeassistent. Ikke mindst Bang & Olufsen har flere modeller, men også Sonos, Denon og Harman Kardon.  

Hoyttalere oppslag II

 

5 tips: 

Sådan får du bedre lyd fra højttalerne

 

  1. Arbejd med placeringen af højttalerne.

 Brug gerne en rumkalkulator for at få et udgangspunkt, og flyt højttalerne frem og tilbage i musetrin for at finde den placering, hvor du får det bedste kompromis mellem stram bas og et åbent og stort lydbillede. 

  1. Du kan aldrig få for mange møbler!

En stor og god sofa, og gerne et par lænestole, er perfekt. Hellere stof end læder. Har du hårdt træ eller fliser på gulvet, bør du overveje at lægge et gulvtæppe mellem dig og højttalerne. Det absorberer nogle af de tidlige refleksioner. 

  1. Absorberende paneler

En fin løsning til at opnå god akustik er at hænge en lydabsorbent på hver sidevæg, lidt længere fremme end hver højttaler. De har samme virkning som tæppet foran, nemlig at reducere de tidlige refleksioner. Er du bange for, at det vil se grimt ud, kan det gøres kreativt, f.eks. ved at betrække et billedlærred med scenetæppe (molton) og måske endda indramme det. Molton fås også i hvid, som man kan male på, så her er det bare om slippe sin indre kunstner løs! En hurtig googlesøgning på lydabsorbenter kan også sende dig i den rigtige retning af det, du leder efter. 

  1. Brug spikes!

Højttalerne lyder bedst, hvis de står klippefast på underlaget. Det betyder som regel, at de (eller stativet) skal stå på pigge (spikes). Stiller du højttalerne på et tæppe, skal du sørge for at trykke dem hårdt ned, så piggene går gennem gulvtæppet og får kontakt med underlaget nedenunder. Hvis du placerer højttalerne på et parketgulv eller på en overflade, du er bange for at skade, kan du lægge beskyttende skiver under piggene. Disse følger ofte med højttalerne. Der findes også specielle pigge med beskyttelse, f.eks. fra Soundcare. 

  1. Digital rumkorrektion

Basfrekvenser, der udfases af refleksioner, kan ikke genskabes med nogen form for digital rumkorrektion – det skal klares med akustik. Men rumkorrektionen kan stadig stramme gevaldigt op på lydbilledet og give et mere nøjagtigt stereoperspektiv. Gode rumkorrektionsenheder kan fås fra ca. 4.300 kroner. 

Nogle forstærkere har indbygget rumkorrektion, f.eks. Lyngdorf TDAI-1120 og NAD M10 V2, men også billigere forstærkere som Yamaha R-N803D. Og diverse surroundreceivere. 

Nominerede til Årets bedste højttalere 2022-2023

Vindere af Årets bedste højttalere 2022-2023

Årets bedste bærbare højttaler - Basic

Marshall Willen

Bærbar underholdning

Den bedste lommehøjttaler er så lille, at den altid kan tages med på tur.

Marshalls allermindste bærbare højttaler kan fint være i en jakkelomme og vejer så lidt, at den ikke tynger i lommen eller tasken. At den derudover ikke lyder så anæmisk, som små højttalere normalt gør, er en velkommen bonus. 

Den lille Willen-højttaler måler kun 10 x 10 cm og er 4 cm tyk. Med en vægt på lidt over 300 gram er den fjerlet, sammenlignet med f.eks. JBL Charge 5. Alligevel har Marshall formået at få plads til et batteri, der kan spille i op til 15 timer – eller i hele tre timer efter 20 minutters opladning via USB-C-porten. 

Man kan hjælpe bassen lidt på vej ved at lægge højttaleren ned, hvis man vil have lidt mere fyldig lyd, men den lille højttaler har faktisk brugbar bas. I hvert fald i betragtning af størrelsen. Den spiller ikke så højt og kraftfuldt som JBL Charge 5, men lydtrykket fra den lille højttaler er overraskende godt. Lydbilledet er godt fokuseret og tydeligt nok til, at man også kan nyde jazz eller klassisk, men hvis man falder for fristelsen til at skrue volumen op til bristepunktet, så brister klarheden i lydbilledet også. 

Marshalls lille Willen-højttaler er en kompakt rejsekammerat, der er så lille, at det aldrig er noget problem at tage den med ud. Som højttaler på terrassen, i parken, på båden eller på rejse er den næsten perfekt. Batteriet holder længe nok, og den er robust og vandtæt nok til, at den kan tåle vind og vejr. 

Det bedste ved den er dog, at den faktisk spiller bedre, end man kunne forvente. Lydtrykket er ikke sammenligneligt med større Bluetooth-højttalere, og man mærker, at der er begrænset bas her. Noget, app’en i øvrigt ikke formår at gøre noget fornuftigt ved. Men størrelsen og ikke mindst prisen taget i betragtning må vi medgive, at Marshall Willen er et godt køb.

Årets bedste bærbare højttaler - Premium

Sony SRS-XG300

Flot balance

Med Sony XG300 bliver der god stemning til havefesten, uden at man behøver at frygte naboklager.

Sony har udnyttet pladsen bedst muligt med firkantede bas/mellemtoner i stedet for runde eller ovale. I hver ende af kabinettet sidder der en passiv slavebas, som udvider den effektive kabinetvolumen. Hver slavebas er omgivet af en ring af lys for at give lidt ekstra liv. 

Dedikerede diskanter

To dedikerede diskantenheder, en på hver side af de to firkantede højttalerenheder, sidder godt skjult under det imprægnerede stofbetræk. Med separate diskanter er det nemmere at få luftige overtoner, uden at forvrængningen øges eller dynamikken reduceres, og i betragtning af at højttaleren er vand- og støvtæt (IP67), er det ekstra vigtigt, for at overtonerne ikke drukner. 

Bærehåndtaget er elegant indfældet i højttaleren, når det ikke er i brug, og kommer nemt ud, når man skubber tommelfingeren ind under det. Det glider så lidt til siden og er ikke helt centreret. Designmæssigt flot, men måske ikke ideelt til at hænge på cykelstyret. 

100 højttalere kan kobles sammen

Hvis du synes, der er lidt for lidt krudt i én højttaler, kan du koble flere sammen. Enten to i stereo eller flere, der spiller i tandem (party-mode). Faktisk skal man kunne koble op til 100 højttalere sammen trådløst med Bluetooth. Det kunne være meget interessant at høre … 

Lyden af SRS-XG300

Sony SRS-XG300 er en fiks bærbar højttaler, som lader dig tage festen med, uanset hvor du skal hen – på stranden, i parken, på telttur eller bare ud i haven. Lyden er overraskende stor og fyldig, og med lidt EQ-justering fungerer den også godt til akustisk musik. Så skal du bare skrue mellemtonen lidt op. 

Funktionelt rammer højttaleren også plet, ikke mindst ved at være både vand- og støvtæt. Et meget trygt køb i sin klasse.

Årets bedste stationære trådløse højttaler

Bowers & Wilkins Zeppelin 4. gen.

Klassisk – og helt fornyet

Den velkendte Zeppelin-højttaler er nået til fjerde generation. Resultatet er helt moderne.

‘Ikonisk’ er et misbrugt ord. Men når det gælder Bowers & Wilkins’ bordhøjttaler Zeppelin, er det fuldt berettiget. For få højttalere er så genkendelige som den. Eller så langlivede. 

Den luftskibsformede højttaler fik sin debut i 2007, hvor den kunne bruges som dock for Apple iPod Touch (som netop er gået på pension efter 21 års tro tjeneste) og den helt nye Apple iPhone. Dengang bestod musikken af MP3-filer, og forbindelsen skete normalt via kabel. Så det var lidt af en revolution, at man kunne parkere sin telefon i holderen på højttaleren og bare spille. 

I dag, 15 år senere, er docking og kabel afløst af AirPlay og Bluetooth. Og de hårdt komprimerede MP3-filer er erstattet af streaming-tjenester med millioner af musiknumre. Med mulighed for CD-kvalitet eller højere. 

Bowers & Wilkins Zeppelin ligner til gengæld sig selv. Selv om højttaleren er nået til sin fjerde generation, har kabinettet den samme cigarform. Kun foden er ændret en smule mellem versionerne. Og docking-stationen er selvfølgelig fortid. Hvad den også var på tredje generation. 

Lyden af Zeppelin

Bowers & Wilkins laver mange fantastiske hi-fi-højttalere. Zeppelin sigter ikke mod så høje luftlag; det er en convenience-højttaler, der kan levere baggrundsunderholdning til de 95 procent af dagligdagen, hvor man ikke sidder koncentreret i den gode stol og lytter efter de ultimative detaljer. Men hvor man stadig gerne vil have ordentlig kvalitet. 

Det leverer Zeppelin. Faktisk er det ret imponerende, hvor solidt et lydbillede man kan få fra en så lille højttaler. Stereobilledet er af gode grunde begrænset til det 66 cm brede kabinet. Men sætter man Zeppelin på bordet foran sig, får man et helt i orden perspektiv. 

Uanset at højttaleren på papiret går ned til 35 Hz, er den dybeste bas temmelig begrænset. Men lyden er på ingen måde tynd eller spinkel, og især mellemtoneområdet er overbevisende.

Årets bedste aktive højttaler - Basic

Argon Audio Forte A5 MK2

Finpudset vinderopskrift

Argon Audio har opdateret sin allerede vellykkede Forte-serie.

Argon Audio Forte A5 MK2 er en lille reol- eller standerhøjttaler. Af navnet kan man læse, at den har en femtommers bas/mellemtoneenhed.  

Kabinettet har afrundede kanter, og højttalerenhederne er omkransede af ganske pyntelige metalringe. Sådan var det også på den oprindelige Forte-serie, men ud over sort og hvid maling fås de nu også med valnøddefinish. Selvfølgelig har ‘fineringen’ aldrig været i nærheden af et valnøddetræ. Men det ser rigtig pænt ud. 

Argon Forte A5 MK2 er ægte aktive højttalere, da hver enhed har sin egen forstærker, og delingen sker elektronisk i DSP. Men for at spare, er al elektronikken placeret i den venstre højttaler. Den højre er passiv og forbundet til venstre højttaler med et multikabel. 

De tidligere Forte A4-højttalere tog os med storm. For de spillede på en måde, som vi ikke havde troet mulig til den pris. 

Med den erfaring i bagagen, regnede vi ikke med, at det kunne blive meget bedre med Forte A5 MK2. Det kunne det! 

Først og fremmest rækker Argon Audio Forte A5 MK2 dybere i bassen. Ifølge specifikationerne ned til 40 Hz, hvilket er hele 10 Hz dybere end Forte A4. At de små skotøjsæsker kan gå så dybt i bassen, er et (elektronisk assisteret) mirakel. Og den ekstra rækkevidde gør en stor forskel. Forte A5 kan lige akkurat få den dybeste streng på en elbas med ved fuldt niveau. Og så længe volumenkontrollen holdes nogenlunde i ro, har de lige så meget tyngde i musikken som de fleste fuldvoksne gulvhøjttalere. 

Argon Audio Forte A5 MK2 er en finpudsning af en i forvejen vellykket opskrift. Lyden kan man på ingen måde tillade sig at klage over, for de spiller med en præcision, man skal lede længe efter i prisklassen. I min mellemstore stue på 25 kvadratmeter var der ingen mangel på magt. MK2-modellen er blevet en smule dyrere end forgængeren, som stadig kan findes på hylderne. Men tilføjelsen af en HDMI-indgang samt opgradering af Bluetooth til aptX HD er så stort et plus, at det så rigeligt udligner prisforskellen.

Årets bedste kompakthøjttaler - Premium

JBL L52 Classic

Latterligt god reolhøjttaler

JBL’s mindste er måske nok lille, men den forstår at slå fra sig.

Pladsproblemer betyder ofte små højttalere med begrænset bas og lydtryk. De mest ivrige entusiaster køber gerne en god subwoofer for at reducere problemet, men det bringer ikke altid ekvipagen helt i mål. 

I hvert fald ikke hvis højttalerne mangler dynamiske egenskaber og smelter som en overophedet elpære, når man skruer op for lyden. 

Går man lidt op i størrelse, f.eks. til JBL Synthesis 4309 eller Dynaudio Evoke 20, bliver det hele straks meget bedre, men så skal man knuse alle sine sparegrise, for de hører ikke ligefrem til i budgetklassen. 

Det gør JBL L52 Classic heller ikke, men de koster det halve og er lidt mindre og lettere at få plads til. Opskriften er den samme som på de meget større og langt dyrere L82 Classic, en anden af vores kompaktfavoritter, men eftersom basenheden hos JBL er væsentlig mindre, gik jeg ud fra, at de små 52’ere næppe ville komme i nærheden af at spille lige så kraftfuldt som L82. 

Der er måske ikke alverdens gennemsigtighed og detaljerigdom her, sammenlignet med et par Audiovector QR1, men L52 Classic har mere potent bas og er mere livlige og medrivende på rytmisk musik. JBL-højttalerne tåler fint sammenligning med den dyrere reference KEF LS50 II, som nok vil være et bedre valg for dem, der har klassisk musik på playlisten og aldrig beskæftiger sig med ‘moderne’ rytmisk musik. 

JBL L52 Classic er de perfekte højttaler til alle, der har begrænset plads og gerne vil have en rigtig rå højttaler, der kan spille det meste musik med engagement og indlevelse. 

Den spiller med næsten samme energi og tryk som den over dobbelt så dyre L82 Classic, men er meget nemmere at placere. Den er især velegnet til små rum, på en hylde, men fungerer også fint i en stor stue. Lige netop dér er nok det eneste sted, hvor jeg også vil anbefale at supplere med en subwoofer, for ellers står L52 Classic aldeles glimrende på egne ben.

Årets bedste gulvhøjttaler - Premium

Audiovector QR7

Elegante store kæmper

Den nye topmodel i Audiovectors QR-serie er ganske stor og voldsom. Men lad dig ikke narre, den er elegant som en svane.

Audiovector QR7 har to heftige 8-tommere i bassen, både til at fylde store rum med musik, men også  til at skabe mere dunder og liv i en hjemmebiograf. 

QR7 har højere følsomhed end nogen anden højttaler i serien og kan spille 90,5 dB med kun én watt ind. Der skulle derfor ikke være noget problem i at tilslutte en effektsvag rørforstærker til dem, selv om min erfaring er, at store gulvhøjttalere styres bedst af kraftige transistorforstærkere.  

Hvor du med den dyrere R-serie kan købe en fornuftig version og opgradere den senere med dyrere og bedre komponenter, er du låst fast med QR. Ingen opgraderingsmuligheder her. Men selv om QR-serien ikke kan opgraderes, er den designet til at passe ind i R-serien lydmæssigt. Bare til en rimeligere pris. 

Speciel diskant

QR7’eren bruge en såkaldt Air Motion Transformer, som er en slags harmonikaformet bånddiskant. Materialevalget er faldet på aerospace aluminium.  

Foran diskanten er monteret et net belagt med rosaguld; formålet er at kontrollere spredningen af overtoner og dæmpe hårde s’er og andre sibilanter. Deraf navnet S-stop.   

Diskanthøjttaleren har fået en neodymmagnet, mens de øvrige højttalerenheder holdes på plads af ferrit-keramiske magneter. Et dobbeltkammer skal sørge for diskant med lav kompression.  

Lyden af QR7

Audiovector QR7 er et imponerende stykke arbejde af danske Audiovector. Her får man en fuldvoksen højttaler til at lyde lige så præcis som en lille, uden uønskede resonanser. Men med energien fra store gulvhøjttalere.  

Lyden er usædvanligt velopløst og distinkt, med al den luft, du kan drømme om. Samtidig står lydbilledet bundsolidt med dybe bastoner.  

Jeg har hørt højttalere med mere tyngde og ‘ballade’ i mellembassen, men så er det oftest ikke med samme opløsning og luft som her. Savner du energi i bastrommen, kan meget lade sig gøre med en fed forstærker. Hvis du har disse højttalere i dit setup, har du al mulig grund til at være stolt.

Årets bedste trådløse stereohøjttaler - Premium

KEF LS60 Wireless

Den bedste trådløse, vi har hørt

KEF LS60 Wireless er sensationelt gode trådløse højttalere.

De gulvstående LS60 Wireless opfylder ikke alene et ønske, som vi har haft længe – en gulvstående version af LS50 Wireless. Nej, KEF har taget den endnu længere og lavet en aktiv, trådløs og utrolig potent gulvhøjttaler, som mest af alt minder om en KEF Blade Light. Eller i hvert fald en Reference 5 Light. 

Højttaleren har fire sidemonterede basenheder, kombineret med KEF’s nyeste koaksiale UNI-Q-enhed på fronten. Indvendig sidder et 500 watt klasse D-forstærkermodul, der driver de fire 13 cm basenheder, som tilsammen har en overflade svarende til to 10-tommere. 

Vender man den ene højttaler om, finder man alle tilslutningerne til eksterne lydkilder. Såsom digital koaksialindgang, en optisk TOSLINK-indgang, Ethernet til kablet netværk, USB-A til mobilopladning og service samt RCA-indgang til analoge lydkilder.  

TV’et sluttes direkte til højttaleren via en HDMI eARC-indgang, og så kan man styre lyden med TV-fjernbetjeningen, som også tænder for højttaleren, når man tænder for TV’et. 

Bassen på Sades ‘Soldier of Love’ drønede ud i lytterummet, perfekt kontrolleret og så fysisk, at jeg kunne mærke den i hele kroppen. Lydbilledet voksede med volumen, og vokalen var fokuseret, distinkt, luftig og krystalklar, men med et klædeligt anstrøg af varme. 

Ry Cooders guitar på ‘Get on Board‘ med Taj Mahal blev skudt ud i rummet som en pil, tydeligt defineret og med et dynamisk bagtæppe, der fik guitartonerne til at skinne på en sort baggrund af nul forvrængning. 

De trådløse KEF LS 60 Wireless er måske de bedste af deres slags til under 75.000 kroner parret. De egner sig ikke så godt til dem, der har mange signalkilder, som de vil slutte til, og slet ikke til dem, der helst leger med rør og hornhøjttalere. 

Men til de mange, der kunne tænke sig en mere enkel stereoløsning uden så mange andre elementer og med mere bekvem betjening, kan vi ikke komme på bedre og mere brugervenlige trådløse, gulvstående højttalere. Selv om de har en lidt simpel fjernbetjening, og vi hellere havde set et ordentligt display, der viste kildevalg og volumen, end en flerfarvet LED.

Årets bedste kompakthøjttaler - High-end

Bowers & Wilkins 805 D4

Ny reference

De nye 805 D4 fra Bowers & Wilkins er de bedste, de har lavet – og de bedste kompakte i denne klasse.

Den nye 805 D4 er en helt ny model, som trods lighederne med forgængeren er en langt mere avanceret og raffineret konstruktion. Lad os starte med kabinettet. Som lige siden B&W startede med deres Matrix-kabinetter har været en vigtig faktor for ydelsen. 

På toppen er B&W’s 25 mm diskantenhed med membran af kunstigt fremstillet diamantmateriale. Den sidder i et nyt, forlænget aluminiumrør – fræset ud af ét stykke – som ifølge B&W skal give en mere åben og luftig diskantgengivelse. Røret, der er åbent bagtil for at modvirke kompression og forvrængning, sidder lidt løsere på toppladen end tidligere. Det er for at dæmpe eventuelle resonanser endnu bedre, ifølge B&W. 

Den 6,5 tommer store bas/mellemtone-enhed i 805 D4 har B&W’s velkendte Continuum-membran. Som, fordi det er en kombineret bas/mellemtone, ikke har B&W’s opgraderede biometriske ophæng bag membranen. Det bruges kun på mellemtoneenhederne i 800 D4-serien. 

Højttalerne har den usædvanlige kombination af indsigt og åbenhed, som man leder efter i en studiemonitor. Samtidig er klangbalancen mere varm end neutral, og det er nærmest chokerende at høre så mange finkornede detaljer og nuancer i musikken. Allermest glædeligt er det at høre, at diskanten er blevet meget mere luftig og endnu bedre fokuseret end før. 

Det giver nemlig højttalerne et langt mere tiltalende lydbillede. 

Om de nye Bowers & Wilkins 805 D4 er pengene værd, afhænger af, i hvor høj grad man værdsætter deres kvaliteter. Der findes nemlig mange gulvhøjttalere i samme prisklasse, som går dybere, kan spille højere og har mange af de samme kvaliteter. 

Men hvis man ikke har plads til gulvhøjttalere, men til gengæld et rummeligt budget, vil jeg vove at påstå, at man ikke finder bedre lyd fra kompakthøjttalere i denne prisklasse. Ikke nok med at de er bedre end forgængeren, de sætter også standarden for lydkvalitet, konstruktionskvalitet og spilleglæde i prisklassen.

Årets bedste gulvhøjttaler - High-end

Bowers & Wilkins 803 D4

Musikmagi på første klasse

De gulvstående Bowers & Wilkins 803 D4 er lige så lækre, som de er dyre. Et teknologisk og musikalsk mesterværk.

803-modellen er den mindste og rimeligste B&W-højttaler med eget dråbeformet mellemtonekabinet (Turbine Head) i tillæg til diskantrøret på toppen. Resten af kabinetkonstruktionen har også dråbeform set fra oven. Det er for at lede alle lydbølger væk fra hinanden og dermed minimere egenresonanser. 

I D4-udgaven har mellemtonekabinettet endnu bedre frakobling fra baskabinettet end før for at opnå endnu renere lyd. Sammen med den 13 cm store resonansannullerende Continuum-enhed, ophængt i en såkaldt Biomimetic Suspension, som reducerer uønskede lufttryksforskelle, lover Bowers & Wilkins “den mest realistiske mellemtonegengivelse nogensinde”. 

Fjerde generations diamant 

I 2005 kom den første 800-serie med diamant som membranmateriale til diskant-domen. Det har den egenskab både at være superstift og ekstremt let, hvilket muliggør en meget højere frekvensgengivelse uden at bryde op i forvrængning. Perfekt til diskanter, med andre ord! 

D4-serien er 4. generation af disse diamant-domer, og gennem årene har både magnetsystemet og konstruktionen i øvrigt fået vigtige opgraderinger. 

Basenhederne 

Basenhederne i 803 D4 har, ligesom på de øvrige 800-højttalere, membraner i en komposit ‘sandwich’konstruktion med kulfiber uden på et stift skummateriale. 

Lyden af 803 D4 

Efter at have hørt Bowers & Wilkins’ flagskib 801 D4 få uger før disse frygtede jeg, at lillebror 803 D4 ville blive lidt af en nedtur. Men det var helt ved siden af, for oplevelsen af lyd og musik er i høj grad den samme her. Især på vokaler og akustiske instrumenter kan man høre, hvor fokuseret og dynamisk – og ikke mindst luftigt – alting lyder. 

Bassen er ikke helt så hårdtslående, men den bliver i højere grad sluppet fri end på forgængeren, og det kan være meget brutalt, når højttalerne får effekt nok at arbejde med. Tonerne er dybe og lækre, og man sidder tilbage med en følelse af at have oplevet et par komplette højttalere. På alle måder.  

Prisen er øget med D4-serien, men det er lydkvaliteten også. Det er mesterligt!

Årets bedste gulvhøjttaler - Ultra high-end

KEF Blade One Meta

Perleporten møder Thors hammer

Disse højttalere af en anden verden ryster din krop igennem og giver dine ører den fineste massage.

Tiden er endelig kommet til en opgradering af Blade One. Det behøvede de måske egentlig ikke; de lød så stort, brutalt og lineært som noget, vi havde hørt, og vi blev nærmest hypnotiseret, hver gang vi gik ind i et lokale på en messe eller lignende, hvor højttalerne stod og spillede.   

Men når en højttalerkonstruktør lærer nye tricks, er det selvfølgelig på sin plads at lade det komme topmodellerne til gode, og det er nu sket med begge højttalere i Blade-serien. 

Den vigtigste nyhed er et helt nyt materiale på bagsiden af diskantenheden. Et såkaldt metamateriale, hvilket er navnet på materialer med en helt særlig cellestruktur, der er designet i laboratoriet og ikke findes ude i naturen.  

Akustisk sort hul

KEF har fundet ud af, at i stedet for at lede efter det naturlige materiale, der bedst kontrollerer resonanser, og tune dem til noget, der tilfredsstiller ørerne, har de fundet frem til en helt anden metode. Metamaterial Absorption Technology – MAT – er en rund plade bag Uni-Q-enheden med et specielt labyrintmønster fræset ind i pladens ene side. 

MAT fungerer ifølge KEF som et akustisk sort hul, som fjerner 99 procent af de uønskede frekvenser i frekvensområdet 620 Hz – 40 kHz. 

Fire bankende basser 

De nye Blade One Meta er præcis lige så store som forgængerne, hvilket betyder, at de har brug for et stort rum for ikke at dominere alt for meget rent visuelt. Akustisk kan de sagtens fungere i et mindre rum, for de går ikke problematisk dybt i bassen – 35 Hz, før de ruller af med -3 dB, og 27 Hz med -6 dB. 

Hvis du hører til dem, der ikke er tilfredse, før de får subwoofer-dybbas, kan du derfor blive skuffet, men vær opmærksom på, at rummet vil forstærke bassen, så i praksis får man ned mod 20 Hz alligevel. Og det med meget mindre placeringsbesvær end med højttalere, der går dybere. Værd at tænke over! 

Lyden af Blade One Meta

KEF Blade One Meta er en magtdemonstration af en højttaler. De høje og dybe kabinetter giver volumen, mens den slanke frontbaffel sikrer minimal diffraktion. To basser på hver side af kabinettet slår ud parallelt og forhindrer yderligere forvrængning. Men vigtigst af alt er metamaterialet bag diskanterne, som fjerner alt, hvad der hedder resonanser, fra bagsiden af enhederne. 

Resultatet er et par højttalere, der spiller klokkerent, men samtidig lynende aggressivt, når de skal dét. De tordner virkelig løs og gennemryster alt og alle, der opholder sig i rummet, hvis det er det, man vil. En sjælden blanding af rå PA-kraft og fornem hi-fi-lyd. 

Intet andet lyder som Blade. Intet andet ligner Blade. Intet andet er som Blade.

Årets bedste surround højttalersystem - High-end

Hamrammr Immersive 7.2

Med Hamrammr i alle kanaler er scenen sat til en eksplosiv filmoplevelse. Det er voldsomt. Det er kontrolleret. Vi elsker det!

Seriøse hjemmebio-entusiaster er mere optaget af ydelse, lydtryk og smæk for skillingen end af polerede kabinetter og dyr kosmetik. I biografmørket vil man ikke have noget, der skinner og fjerner opmærksomheden fra billedet, og derfor er det almindeligt at gemme højttalerne, f.eks. bag et lærred. Udseendet spiller således en mindre rolle, end hvis de stod i en almindelig stue. 

Tanken bag Hamrammr er at tilbyde et vellydende og prisgunstigt alternativ til dyre high-end-højttalere. Man har derfor valgt at bruge de fleste penge på gode højttalerenheder og færre på kabinetter og kosmetik. 

En anden ting, der er lagt vægt på, er, at højttalerne skal være lette at drive. Følsomheden skal være høj nok og belastningen overkommelig nok til at få et godt resultat med en god surround-receiver. Derfor er følsomheden på hele 95-98 dB ved 1 watt, alt efter model. 

For at holde omkostningerne nede fremstilles kabinetterne i Kina, mens resten af komponenterne hentes fra europæiske leverandører. Men selve monteringen foregår lokalt hos AVshop i Oslo.

Lyden af Hamrammr

Hamrammr Immersive er noget så sjældent som prisgunstige, dedikerede hjemmebiohøjttalere med så god lydkvalitet, at de tager både filmlyd og musik i strakt arm. Vil du have en krudttønde af en hjemmebiograf? Så er det her! Vil du have følsom musikgengivelse? Så er det også her!   

Højttalerne er letdrevne, så man ikke behøver den vildeste forstærker – men de vokser med opgaven, så køb det bedste, du har råd til.   

De fås i både 8 og 12 tommers udgaver, hvor vi klart anbefaler 12-tommere i front og center.  

Subwooferne er et kapitel for sig. Køb gerne to, så har du mere end nok til at ryste rummet igennem.

Læs videre med LB+

Kun 4 kr

Efterårs tilbud

Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i en måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

4,- / for 4 uger
49,- / for 30 dage
93.25,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonse
Guide: Hvad er balanceret armatur?

Hvad er balanceret armatur?

Hvad er balanceret armatur i hørepropper?
Læs mere
Scroll to Top