TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Hamrammr Immersive 7.2

Seriøs hjemmebiograf

Et nyt norsk højttalermærke har gæstet vores testrum og efterladt testpanelet måbende af begejstring. Sig goddag til Hamrammr!

Af / 17/01/2022 - 20:45
Hamrammr Immersive 7.2

Lyd & Billede mener

  • Lige så musikalsk og opløst som hårdtslående. Her får man meget underholdning for pengene!
  • En baffelvæg bør seriøst overvejes.

Når man skal bygge sin egen hjemmebiograf af den mere seriøse slags, starter det ofte med valg af højttalere. Størrelsen på højttalerne, hvordan de skal placeres, og ikke mindst hvor mange Atmos-kanaler man ønsker, har indflydelse på, hvordan biografrummet ellers kommer til at se ud. Desuden har højttalerne selvfølgelig stor betydning for det akustiske resultat, og ikke mindst hvad det hele ender med at koste!

Uanset om man bare vil have en lille kælderbiograf eller bygge sin egen CinemaxX i fritiden, kan højttalerne hurtigt ende med at blive den dyreste ingrediens i projektet. Så hvor kan man spare nogle kroner uden at gå på kompromis med ydelsen?

Selvgjort er velgjort?

For nogle er løsningen at bygge højttalerne selv. Ved at købe højttalerenheder og delefilterkomponenter i løsvægt, finde loddekolben frem og snedkerere kabinetterne på egen hånd kan man opnå glimrende lydkvalitet til en fornuftig penge. Prisen er normalt en brøkdel af sammenlignelige “professionelle” højttalere, som købes fikse og færdige. Det er noget alle selvbyggere, også kendt som DIY’ere, ved.

Desværre er det de færreste, der er tålmodige eller fingerfærdige nok til at realisere sådan et projekt på egen hånd. Vi vil have god lyd, og vi vil have det NU! Men måske er det muligt at finde noget, der giver det bedste fra begge verdener? Professionelle højttalere til gør-det-selv-pris, ganske enkelt?

Det har den norske hjemmebiospecialist AVshop haft som mål i udviklingen af deres eget højttalermærke, Hamrammr. Som mangeårig forhandler af en lang række heftige højttalersystemer, deriblandt Adam Audio og Alcons, var det simpelthen for fristende at lave noget selv!

Annonce

Hamrammr Immersive: Billigere og bedre?

Seriøse hjemmebio-entusiaster er mere optaget af ydelse, lydtryk og smæk for skillingen end af polerede kabinetter og dyr kosmetik. I biografmørket vil man ikke have noget, der skinner og fjerner opmærksomheden fra billedet, og derfor er det almindeligt at gemme højttalerne, f.eks. bag et lærred. Udseendet spiller således en mindre rolle, end hvis de stod i en almindelig stue.

Tanken bag Hamrammr er at tilbyde et vellydende og prisgunstigt alternativ til dyre high-end-højttalere. Man har derfor valgt at bruge de fleste penge på gode højttalerenheder og færre på kabinetter og kosmetik.

En anden ting, der er lagt vægt på, er at højttalerne skal være lette at drive. Følsomheden skal være høj nok og belastningen overkommelig nok til at få et godt resultat med en god surround-receiver. Derfor er følsomheden på hele 95-98 dB ved 1 watt, alt efter model.

For at holde omkostningerne nede fremstilles kabinetterne i Kina, mens resten af komponenterne hentes fra europæiske leverandører. Men selve monteringen foregår lokalt hos AVshop i Oslo.

hamrammr avshop bef
Bjørn Erik Forberg, også kendt som BEF, viser sine nye kreationer frem. (Foto: AVshop)

 

Chefudvikleren

Designeren af Hamrammr er Bjørn Erik Forberg, også kaldet BEF. Bjørn Erik er en velkendt profil i det norske AV-miljø og står bag en række vilde selvbyggerprojekter – deriblandt en af de fedeste hjemmebiografer, vi har omtalt her i Lyd & Billede!

Han har stået for udviklingen af højttalerne og har også påtaget sig arbejdet med at montere og kontrollere dem, før de sendes af gårde.

Højttalermodeller: Hamrammr Immersive 8 og 12

Hamrammr Immersive-serien består indtil videre af tre højttalermodeller, hvor Immersive 12 har en 12 tommers koaksial/fuldtone-enhed, mens Immersive 8 og 8_2 har en 8 tommers koaksialenhed. Der findes også både en aktiv og en passiv subwoofer, hvor det kun er forstærkerdelen, der adskiller dem fra hinanden.

Punktkilder

Alle Hamrammr-højttalere er punktkilder, hvilket betyder, at hele frekvensområdet kommer fra den samme enhed. Det vil sige, der er faktisk to højttalerenheder, hvor bas/mellemtonen er synlig, mens en hornladet diskantenhed sidder på bagsiden af den akustisk transparente støvhætte.

Formålet med, at al lyd i en kanal kommer fra samme punkt, er at man oplever optimal fase- og frekvensrespons, uanset hvor man befinder sig i forhold til højttalerens spredningsområde. Som er henholdsvis 90 grader for 12-tommeren og hele 100 grader for 8-tommerne. Den eneste forskel på de to 8 tommers modeller er formen på kabinettet, hvor det ene er vinklet for at kunne pege skråt, når den hænges op på væggen eller i loftet.

Denne version kan også være velegnet til højdekanaler i DTS:X og Dolby Atmos. Men ifølge konstruktøren selv er det kun en designforskel, for der medfølger et vægbeslag til alle Hamrammr-højttalere, som kan bruges til at vinkle dem mod lyttepositionen om nødvendigt.

Hamrammr Immersive 12 immersive 8_2
Hamrammr Immersive 12 (tv.) er en heftig satellithøjttaler med 12 tommers koaksialenhed. Til højre ses den lidt mere sobre 8-tommer, Immersive 8_2. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

 

Bred spredning

Højttalernes store spredningsområde gør, at det vil lyde næsten ens, uanset hvor i rummet man sidder. Det er også ønskeligt ved en installation med højdekanaler, hvor der skal monteres højttalere i loftet. Den optimale Atmos-effekt får man, når man hører alle lofthøjttalerne lige meget.

90-100 graders spredning er meget for en horndiskant, hvilket er en af grundene til, at Hamrammr har valgt enheder og komponenter fra øverste hylde. Enhederne er egentlig beregnet til smallere spredning i “rigtige” biografer, der kræver et mere ekstremt lydtryk fra hver højttaler, end man har brug for i en hjemmebiograf. Ved at sænke lydtrykket kan man øge spredningen uden at gå på kompromis med lydkvaliteten.

Lydtryk

Når det er sagt, så er det ikke småting, Hamrammr-højttalerne formår: 118 dB for 8-tommeren og 120 dB for 12-tommeren! Det er øredøvende højt – og potentielt skadeligt for hørelsen selv i begrænsede perioder.

Hvis man overhovedet skal nærme sig det lydniveau, er vores klare anbefaling en rigtig god og kraftig forstærker (eller flere!) beregnet til at spille meget højt med lavest mulig forvrængning. Så kan man holde det ud. Men så høj lyd fra en integreret surround-receiver bør man nok holde sig fra.

8 eller 12 tommer?

Hamrammr Immersive 8 og 12 er lavet til at matche hinanden klangligt og er indbyrdes udskiftelige i en hjemmebio-opsætning. Det betyder dog ikke, at ydelsen er den samme, og i de fleste tilfælde vil vi nok anbefale at bruge 12-tommeren til frontkanalerne, inklusive centerkanalen.

Den mest åbenlyse forskel er evnen til at spille bas, hvor 12-tommeren ruller af ved 60 Hz, og 8-tommeren giver sig ved 70 Hz. Men det er ikke hele sandheden. For hvis vi tager et kig på højttalerenhederne, er der store forskelle. 12-tommeren har en meget større magnet og en mere rigid spider-struktur. Det er simpelthen en meget dyrere højttalerenhed, lavet til at spille med lavere forvrængning og større dynamik.

8-tommeren er dog heller ikke nogen svækling, og den er mere heftig end de fleste af tilsvarende størrelse. Men der er altså tydelige forskelle at se. Også den skjulte diskantenhed er anderledes, med en større tragt på 12-tommerens hornladning.

Der er med andre ord en grund til, at 12-tommeren er 50 procent dyrere end 8-tommeren.

Hamrammr drivers(2-scaled Hamrammr drivers(4)-scaled Hamrammr drivers(3)-scaled
<
>
Både 8- og 12-tommeren har heftige enheder, men 12-tommeren er noget dyrere. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Miks og match?

At højttalerne er matchet klangligt, er en stor fordel, hvis man vil mikse dem. Til et stort biografrum bør man nok overveje 12-tommere hele vejen rundt, måske med 8-tommere i loftet til Dolby Atmos og DTS:X.

I en mellemstor hjemmebiograf på under 30 kvadratmeter kan man derimod klare sig med 8-tommere til surround-kanalerne. Men vi vil stadig anbefale 12-tommere i front og center. I små rum på under 20 kvadratmeter går det fint med 8-tommere til alle kanaler.

Hamrammr 15: Smart, potent 15 tommers sub

Alle hjemmebiosystemer har brug for en ordentlig subwoofer. Hamrammr 15 har en 15 tommers basenhed med lang slaglængde i et lukket kabinet for at opnå en jævn og fin afrulning i dybbassen og den enklest mulige kobling til rummet.

Hamrammr er også kommet på en smart løsning, der gør det nemmere og billigere at udvide med ekstra subwoofere. Ud over den aktive version, som har 2 x 1000 watt indbygget forstærkereffekt, er der også en passiv subwoofer, som man kan parre den med.

Det er bare at trække et Speakon-kabel fra den aktive til den passive. Dermed har man to benhårde subwoofere, der dundrer løs i basregisteret!

Det bedste af det hele er prisen: Små 12.000 kroner for en aktiv og ca. 8.000 kroner for en passiv. Til sammenligning koster vores Procella P15 med to 15 tommers basenheder ca. 50.000 kroner! Og efter at have hørt Hamrammr er vi ikke i tvivl om, hvilken løsning vi ville vælge …

Læs også Her er vores egen hjemmebiograf Efter flere ugers omhyggelig planlægning, hamren og banken er vores nye biografrum endelig færdigt. Læs om byggeprocessen her.

Lyden af Procella

Før vi fyrer løs med Hamrammr, tager vi et genhør med vores trofaste referencehøjttalere fra Procella (P6 højttalere og P15 subwoofer). Den samlede pris er over 150.000 kroner for syv P6 og én P15 med to 15-tommere.

De svenske højttalere er både kompakte og effektive med deres hornladede diskanter. De har et rigtig godt fokus i mellemtonen, der gør, at stemmer står sprødt og klart ud af lærredet. Filmmusikken høres godt i baggrunden, og der er god sammenhæng mellem kanalerne og med handlingen på lærredet.

Men der er selvfølgelig grænser for, hvor højt de små 6 tommers højttalere kan spille, før det begynder at lyde lidt anstrengt. Subwooferen kan få nogle åndedrætsproblemer på de allerhårdeste lydspor.

hamrammr immersive 8
Ønsker du en 8-tommer med et vinklet kabinet, f.eks. til surround-kanalerne, kan du se på Hamrammr Immersive 8. (Foto: Hamrammr)

 

Ind med Hamrammr

Hvad sker der så med Hamrammr? I vores testrum tester vi højttalerne i en 7.2-opsætning med 12-tommere foran og 8-tommere i surround plus en aktiv og en passiv 15 tommers sub. Det giver selvfølgelig et helt andet membranareal, end det relativt kompakte Procella-system kan prale af. Desuden er to subwoofere som regel bedre end én, da man får mere lige bas til alle siddepladser.

Vi har en Marantz SR8015 surround-forstærker inde til test, og desuden har vi lånt en processor og flerkanalsforstærker fra StormAudio til godt og vel 200.000 kroner. Sidstnævnte er AVshop kommet forbi med og har sat op og kalibreret optimalt til højttalerne.

Jordskælvsbas

Med Immersive 8_2 i alle kanaler er der dækket op til en eksplosiv filmoplevelse. Den nye Dune-film har en storslået scene, hvor en gigantisk sandorm dukker op af jorden for at sluge et uheldigt fartøj, som er styrtet ned. Her er der jordskælvslignende dybbas kombineret med dialog, der også skal have plads i lydbilledet. Og stor orkestermusik, som breder sig ud i alle kanaler.

Subwooferne får virkelig vist, hvad de kan, og sender trykbølge efter trykbølge gennem rummet, som truer med at løsne sig fra fundamentet. Det er heftigt, og det er kontrolleret. Og vi elsker det!

Højttalerne har et godt greb om den øvre del af dialogerne. Alt er klart og tydeligt, og højttalerne har så stor spredning, at vi hele tiden føler os omgivet af luft, med alle elementer i lydbilledet korrekt og præcist placeret rundt om os.

Hamrammr_15_passive Hamrammr_15_active_amp Hamrammr 15 passive-scaled Hamrammr 15 active-scaled Hamrammr connections
<
>
Hamrammr har også to subwoofere, med 15-tommer basenhed. Den eneste forskel mellem dem er, at den ene er aktiv, og den anden passiv. Den aktive kan drive både sig selv og en passiv. (Foto: Hamrammr)

Ønsker endnu større mellemtone

Der kunne godt være endnu mere kød på benet nede i mellemtoneområdet, synes vi, især i centerkanalen. Misforstå mig ikke, det er virkelig godt, og det lyder klart, tydeligt og dynamisk. Men meget vil have mere, og her kunne vi godt tænke os endnu mere vægt i stemmernes resonansområde.

Det bekræftes under den dialogcentrerede åbningsscene i krigsfilmen 1917. Dialogerne er klare, lydbilledet breder sig rundt om os, og musikken kommer rigtig godt frem. Har man et rum af begrænset størrelse, kommer man meget langt med dette.

Til sammenligning synes vi ikke, at der er noget særligt ekstra at hente – om overhovedet noget – med vores egne Procella THX-højttalere, selv om de er dyrere.

12-tommerne indtager rummet

I vores 30 kvadratmeter store rum virker det som overkill at fylde op med syv 12-tommere. Til gengæld havde vi en positiv oplevelse med at opgradere fronthøjttalerne og centerhøjttaleren, så vi har tre 12-tommere foran, og beholde fire 8-tommere bagtil. Ud over de to subwoofere.

På den måde får vi fuldt format på de vigtige frontkanaler, mens surround-kanalerne samtidig har et godt klangligt match og genskaber rumfølelsen, samtidig med at de har dynamisk overskud til at følge med i alt, hvad der sker.

Med det store Hamrammr-setup vokser vores testrum til ukendelighed. Lydbilledet er gigantisk, og sammenhængen er nærmest perfekt. 12-tommerne har endnu mere klarhed og autoritet i dialogerne end 8-tommerne. Selve lyden er stadig meget den samme; der er bare mere af det hele nu. Der er både mere luft og format i centerkanalen, hvor dialogerne står endnu tydeligere frem af lydbilledet.

Den samme sandormescene i Dune bliver endnu mere grandios, og både dialoger og filmmusik får en storhed, som vi kommer til at savne, når højttalerne skal herfra igen. Den luftige diskant bliver endnu tydeligere mod den sortere baggrund, vi nu oplever, og de grundfjeldsrystende subwoofere har en større mellemtone at hægte sig på.

Det hele fungerer så meget bedre, at vi klart vil anbefale at gå efter 12-tommere foran, hvis man har plads.

hamrammr immersive 12 8 15
Højttalerplaceringen er provisorisk, men det gør ikke lydoplevelsen mindre jordskælvsagtig! (Foto: Geir Gråbein Nordby)

 

Musik

Højttalerne klarer ikke kun film, de tager også musik i stiv arm. Både i surround og i stereo. 8-tommerne fungerer også godt her, men det er med 12-tommerne, at vi virkelig får musikken ind under huden.

Phoebe Bridgers’ Tom Waits-cover “Day After Tomorrow” kommer ud med en rigtig god lyd på hendes stemme. For det første har den en storhed nedad i mellemtonen, selv om selve stemmen er luftig og let.

Det andet, vi bider mærke i, er den usædvanlige stereobredde. Hvis man sidder på et af sæderne ude i siden, kan man stadig høre den modsatte højttaler klokkeklart, og stereoperspektivet er fabelagtigt. De, der sidder i midten, får det endnu bedre, med et lydbillede, der breder sig ud til siderne. Selv en stereo-optagelse lyder nærmest som surround, og stemmen i midten er så nagelfast, at vi var nødt til at gå hen og lytte til centerhøjttaleren for at dobbelttjekke, at den ikke spillede med …

Der er vanvittig god kontrol over dynamikken her; højttalerne spiller hiphop og rock med sikker hånd, og subwooferne slår så hårdt, at det næsten gør ondt! En dynamisk eksplosion, men som først og fremmest formår at spille fint og musikalsk. En sjældenhed fra højttalere, der koster under 20.000 kroner stykket! Procella har ikke en chance her.

Konklusion

Hamrammr Immersive er noget så sjældent som prisgunstige, dedikerede hjemmebiohøjttalere med så god lydkvalitet, at de tager både filmlyd og musik i strakt arm. Vil du have en krudttønde af en hjemmebiograf? Så er det her! Vil du have følsom musikgengivelse? Så er det også her!

Højttalerne er letdrevne, så man ikke behøver den vildeste forstærker – men de vokser med opgaven, så køb det bedste, du har råd til.

Hamrammr fås i både 8 og 12 tommers udgaver, hvor vi klart anbefaler 12-tommere i front og center. 8-tommerne kan med fordel spredes rundt i surround-kanalerne og også gerne i loftet. Hvis man har et stort rum, vil det selvfølgelig være endnu bedre med 12-tommere hele vejen rundt. Og hvis man omvendt har et lille rum, kan man fint klare sig med 8-tommere.

Subwooferne er et kapitel for sig. Køb gerne to, så har du mere end nok til at ryste rummet igennem. Til større rum kan man bruge tre eller fire – dette system er nemlig lige så skalérbart, som man vil have det!

Karakter
Hamrammr Immersive 7.2
High End

2 kommentarer til “Hamrammr Immersive 7.2”

  1. Klaus Andersen

    Kan vi få et billede af opstilling bagtil også, og så lidt info om forskellene når der blev brugt Marantz contra meget dyr high-end

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

En åbenbaring

Sonos Arc Ultra tager lyden til nye højder

Skræddersyet muskelbundt

Lyden af dansk storhed

Fugl Fønix

Soundbar, højttaler og møbel: Tre ting på én gang

Technics knock out

Blæser dine ører af!

Årets bedste soundbar fra Samsung?

Dynamit på boghylden

Seks budgetvenlige soundbars

Lyngdorf til lavpris?