Soundbars er blevet ekstremt populære, og det er ikke uden grund: For at opnå den bedst mulige lyd- og billedoplevelse hjemme i stuen har du brug for et godt og stort TV plus en ordentlig højttalerløsning. Og eftersom TV’ets indbyggede højttalere sjældent lever op til forventningerne, er soundbaren det næste skridt for rigtig mange.
Men ikke alle soundbars formår at genskabe den sitrende spænding, du er vant til fra biografen, med jordskælvsagtig bas og surroundlyd fra alle sider. Kun de bedste soundbars kan genskabe dén følelse – om nødvendigt med hjælp fra ekstra højttalere.
5 soundbars med Dolby Atmos

Det er svært at finde en ‘one size fits all’, når det gælder soundbars. De fås i mange størrelser og faconer, men generelt er de flade, lange (omkring en meter) og spækket med højttalere. De er skabt til at passe lige under eller over din TV-skærm, men har brug for frit udsyn for at kunne sprede lyden i alle retninger – fremad, til siden og op til loftet. Det er derfor, du ikke bør gemme den af vejen i din bogreol.
Hvorfor betale mere?

Soundbars i high-end klassen adskiller sig ikke meget fra budget- og premiummodellerne, men er kendetegnet ved at være større (op mod 120-130 cm) og have plads til flere højttalerenheder. Det giver plads til flere lydkanaler med dedikerede højttalere til hver kanal og evnen til at skabe et større og mere omsluttende surround lydbillede. Den vigtige centerkanal leverer en meget tydeligere dialog. Og sidst, men ikke mindst, er der budget til en mere kraftfuld bas. Alt dette giver bedre potentiale, hvis du har et større rum, som du gerne vil fylde med kraftfuld lyd.
Skal man nøjes med at købe soundbaren, eller investere i hele højttalerfamilien på én gang?
Når du leder efter den bedste soundbar, er det en god idé at tænke over dine behov og forudsætninger. Har du plads til at indrette din stue med højttalere, eller vil du have en mere diskret løsning?
Mange af de mest kostbare soundbars (Harman Enchant 1100, Marshall Heston 120 og Sonos Arc Ultra) sælges separat. De er skabt til at fungere godt på egen hånd, men kan senere opgraderes med ekstra subwoofere og baghøjttalere. Det giver en billigere indgangsbillet, men ender ofte med at koste mere i det lange løb.
Andre producenter (som Samsung og Sharp) foretrækker at give dig større dele af pakken fra starten, ofte til en mere fordelagtig samlet pris.
Det er derfor, du skal beslutte dig: Vil du have fuld surround sound med det samme, eller vil du hellere bygge anlægget op lidt efter lidt? Der findes ikke nogen facitliste, og derfor har vi taget flere typer opsætninger med i denne test.
Sharp Q-series (HT-SBW55121)
Den nyankomne når ikke til tops
Sharp ønsker at blive en spiller i premiumklassen med sin nye Q-serie. Med 'tuned by Devialet' på kassen er forventningerne skruet i vejret, men bliver de indfriet?


Harman Kardon Enchant 1100
Elegant kraftkarl
Harman Kardons Enchant 1100 er soundbaren for den, der værdsætter balanceret lyd og kvalitet – uanset om man starter med soundbaren alene eller bygger ud til fuld hjemmebiograf.


Samsung HW-Q995F
Biograflyden har ikke længere brug for biografrummet
Samsung befæster sin position i toppen med HW-Q995F - en soundbar med 11.1.4 kanaler, inklusive baghøjttalere og en ny, mere kraftfuld subwoofer.


Marshall Heston 120
Står fint på egne ben
Marshalls allerførste soundbar lyder imponerende godt til såvel musik som film, helt uden hjælp fra ekstra højttalere.


Sonos Arc Ultra
Potent lyd i alle kanaler
Topmodellen fra Sonos fik en vigtig opgradering sidste år. Arc Ultra lyder fantastisk til film og musik og byder på masser af udvidelsesmuligheder - hvis man er villig til at betale for det.

