TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Bowers & Wilkins 803 D4

Musikmagi på første klasse

De gulvstående Bowers & Wilkins 803 D4 er lige så lækre, som de er dyre. Et teknologisk og musikalsk mesterværk.

Af / 23/03/2022 - 22:05
Bowers & Wilkins 803 D4

Lyd & Billede mener

  • Fornem lyd! Stort rum og især stor nærhed og opløsning i stemmeregisteret. Musikken kommer til live i en grad, som vi sjældent har hørt.
  • Slagkraften aftager noget i den allerdybeste bas.

Kort efter at jeg fik total gåsehud af Bowers & Wilkins’ flagskib, de svinedyre og svimlende gode 801 D4, har et par af de lidt mere fornuftige 803 D4 indtaget testrummet. Men også kun lidt mere, for selv om prisen er noget nær halveret, er det stadig muligt at købe en ny bil til denne pris!

Læs også Højttalere du kan dø med Det her er ultra high-end, der får dig til at græde. Af glæde over at føle musikkens fuldkomne magi. Og af sorg, fordi du aldrig vil få råd til dem.

Det er altid skræmmende at teste det næstbedste (i dette tilfælde tredjebedste, for der findes også en 802 D4), fordi man næsten opnår den euforiske følelse, man fik med topmodellen, bare ikke helt. Og så er det sin sag at skulle forsvare et prisskilt på 168.000 kroner velvidende, at det ikke er det bedste, man har hørt.

Men hvis man tænker sådan, går man glip af mange smukke ting her i livet. Og selv om det næppe var lige så festligt at være hovedsponsor for Ralf Schumacher som for storebror Michael, så var han stadig en af verdens 20 bedste racerkørere!

Man skal heller ikke glemme, at man ved at gå lidt ned i størrelse i forhold til topmodellen får et par højttalere, der er lettere at få til at fungere i rummet takket være en mere håndterlig dybbas. Og det at flytte dem rent fysisk er selvfølgelig også lettere, da vægten er 62 i stedet for 100 kilo. Altså pr. styk!

Bowers Wilkins 803 D4 Satin Walnut Beauty
Bowers Wilkins 803 D4 er den mindste model i topserien, der har en mellemtoneenhed i et separat dråbeformet kabinet, også kendt som Turbine Head. (Foto: Bowers & Wilkins)

Perfekt dråbeform

803-modellen er den mindste og billigste B&W-højttaler med eget dråbeformet mellemtonekabinet (Turbine Head) i tillæg til diskantrøret på toppen. Resten af kabinetkonstruktionen har også dråbeform set fra oven. Det er for at lede alle lydbølger væk fra hinanden og dermed minimere egenresonanser.

Annonce

Grundformen har været kendetegnende for 800-seriens flagskibshøjttalere i en årrække. Men man har finpudset formen og forbedret højttalerenheder, delefilter og kabinetkonstruktion i tidens løb. Alt dette minutiøse arbejde er indtil videre kulmineret i D4-serien.

Mellemtonekabinettet er i rent aluminium med meget effektiv dæmpning og afstivning, der skal forhindre turbulens og stående lydbølger både indvendig og udvendig.

I D4-udgaven har kabinettet endnu bedre frakobling fra baskabinettet end før for at opnå endnu renere lyd. Sammen med den 13 cm store resonansannullerende Continuum-enhed, ophængt i en såkaldt Biomimetic Suspension, som reducerer uønskede lufttryksforskelle, lover Bowers & Wilkins “den mest realistiske mellemtonegengivelse nogensinde”.

Bowers Wilkins 803 D4 tweeter GeirNordby
På toppen troner diamantdiskanten i sit helt eget kabinet. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

4. generations diamantdiskant

I 2005 kom den første 800-serie med diamant som membranmateriale til diskant-domen. Det har den egenskab både at være superstift og ekstremt let, hvilket muliggør en meget højere frekvensgengivelse uden at bryde op i forvrængning. Perfekt til diskanter, med andre ord!

D4-serien er 4. generation af disse diamant-domes, og gennem årene har både magnetsystemet og konstruktionen i øvrigt fået vigtige opgraderinger.

Bowers Wilkins 803 D4 gloss black
(Foto: Bowers & Wilkins)

Separat diskantkammer

Det dråbeformede diskantkammer på toppen af 803 D4 er lidt længere end før for at minimere resonanser yderligere. En finjustering af maskinparken har været nødvendig, men heldigvis ikke en total udskiftning som den, der skulle til for at bygge D3-generationen. Dengang blev der investeret ca. 75 millioner kroner alene i maskiner. Skridtet op fra D2-serien var enormt, bl.a. med udbredt brug af robotteknologi i produktionslinjen for at perfektionere nøjagtigheden på højttalerne.

Se videoen fra Lyd & Billedes fabriksbesøg under produktionen af B&W 800 D3-serien.

Basenheder

803 D4 ligner af udseende de større 802 D4 og de allerstørste 801 D4, men er slankere og mere fleksible. Med to basser på 18 cm i stedet for 25 cm på 801 D4 og 20 cm på 802 D4.

Basenhederne i 803 D4 har, ligesom på de øvrige 800-højttalere, membraner i en komposit sandwichkonstruktion med kulfiber uden på et stift skummateriale. For at komme så tæt som muligt på en ren stempelbevægelse med minimal opbrydning langs ophænget, når membranen bevæger sig ind og ud, er membranen tykkere i midten end ude ved kanterne.

Hvis man laver et tværsnit af membranen og ser den i profil, vil formen minde om en flyvinges. B&W har derfor døbt membranen Aerofoil. Den dukkede første gang op i 800 D3-serien og har tidligere imponeret os med superren basgengivelse uanset lydtryk.

Bowers Wilkins 803 D4 bass units GeirNordby 1
De to 7-tommere bidrager til at gengive bas ned til 19 Hz med god linearitet. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Forbedret skelet

Matrix er navnet på B&W’s inderkabinet; det skelet, som det ydre er bygget på. I den seneste udgave har man brugt sammenflettede paneler for at reducere resonanser ved at forstærke kabinetvæggene i alle retninger.

Panelerne er yderligere forstærket med aluminium ved vigtige belastningspunkter, og den nye D4-serie skal simpelthen have den bedste Matrix-komposition til dato. Efter at have oplevet 801 D4 tvivler jeg ikke på, at det er sandt.

Delefiltrene

Endelig er delefiltrene blevet opgraderet siden sidst. Kondensatorerne er skræddersyet til B&W af tyske Mundorf, som nok er verdens mest kendte producent af delefiltre. I 803 D4, ligesom i deres søskende, bruges der en kombination af guld, sølv og olie for at opnå de ønskede egenskaber.

Delefilteret er placeret på indersiden af højttalerens bagparti, på en stor køleribbe af aluminium. Det er for at skærme mod vibrationer, og det giver delefilteret samme temperatur, næsten uanset hvor meget man presser højttaleren. Det skulle reducere forvrængning i delefilterkomponenterne drastisk. Designet giver også mere plads, så delefilterkomponenterne kan placeres længere fra hinanden for at minimere påvirkningen mellem de elektriske felter.

Bowers Wilkins 803 D4 Turbine Head GeirNordby
Mellemtonekabinettet, kendt som Turbine Head, er lavet af rent aluminium med meget effektiv dæmpning og afstivning. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Placering

Mens det var et tomandsjob at få de største 801 D4’ere placeret i testrummet, gik det fint alene med de noget mere kompakte 803’ere. Med god hjælp fra en sækkevogn. Da kasserne først stod på gulvet i testrummet, var det en nem sag at pakke højttalerne ud.

Emballagen er sammensat af mange lag, som nemt kan fjernes, så højttaleren til sidst står tilbage. En kile fra kassen klikker på og danner en rampe, som højttaleren kan rulles ned på.

Derefter kan højttalerne rulles på plads på de indbyggede hjul i bunden. Jeg ville dog være forsigtig med at gøre det på et parketgulv af frygt for trykskader. 62 kilo er en hel del.

Når man har fundet den optimale placering, kan man fjerne de magneter, der dækker spikesene på undersiden af kabinettet, og skrue dem ned, til de er plantet sikkert i gulvet. Værktøj til opgaven medfølger.

 

Se dette innlegget på Instagram

 

Et innlegg delt av Lyd & Bilde (@lydogbilde)

Mindelser om storebror

Da jeg testede 801 D4, havde jeg nogle virkelige aha-oplevelser. Ikke kun med hvor fantastisk de lød, men også med hvor meget man kunne trække dem i forskellige retninger klangmæssigt. De er nemlig så ærlige og farveløse, og har næsten total opløsning, så man virkelig kan høre forskel på forstærkere og anden elektronik.

Med Devialet Expert 250 Pro blev lyden så luftig og smuk, at jeg blev helt fugtig i øjenkrogen. Med Rotel Michi X5 blev højttalerne derimod forvandlet til en hårdtslående nedrivningskugle, som truede med at smadre lokalet!

Jeg må sige, at jeg faldt drastisk for den måde at spille musik på, især når der er elektronisk musik på menuen. Men også klassisk musik med tunge pauker og store tubaer. På den anden side er det rum, som Devialet-forstærkeren skaber med klassisk musik, simpelthen en drømmeverden, der åbner sig.

Pointen er, at 801 D4 kan trækkes i den retning, man ønsker. De er med på det hele!

Bowers Wilkins 803 D4 lifestyle
Bowers Wilkins 803 D4 både lyder og ser magisk ud. (Foto: Bowers & Wilkins)

Høj magifaktor

Meget af det samme kan siges om lillebror 803 D4. Lydsignaturen – eller måske rettere manglen på sådan en – er den samme, og med Devialet-forstærkeren fodret med musik fra Roon får jeg samme følelse af magi. Hvor armhårene rejser sig, øjenkrogen igen bliver fugtig, og man bare vil blive i testrummet til evig tid.

John Williams’ Harry’s Wondrous World, kendt fra Harry Potter-filmserien og fremført af Berlinerfilharmonikerne, lyder nærmest magisk i sig selv, og højttalerne har et fast greb om tryllestaven. Blæserne og strygerne går op i en højere enhed i et gigantisk lydbillede, der forsvinder udad mod horisonten og også strækker sig langt ud over højttalernes fysiske placering.

Bowers Wilkins 803 D4 terminals Bowers Wilkins 803 D4 gloss black rear
<
>
Et bagpanel med køleribber holder delefilteret på en jævn temperatur. (Foto: Bowers & Wilkins)

Slagfast bas

Højttalerne har en klippefast basgengivelse, vel at mærke når de er placeret korrekt i forhold til væggene. For selv om de er nemmere at have med at gøre end de største 801 D4, så går de stadig helt ned til 19 Hz med en linearitet på -3 dB og falder først med 6 dB, når de når 16 Hz. Det hjælper også, at de har samme følsomhed på 90 dB og impedans på 3-8 ohm som storebrødrene, hvilket betyder, at man kan bruge samme forstærker på dem begge.

Kontrabassen på Esperanza Spaldings “Formwela 10” lyder formidabelt, med en lækker klirren fra strengene mod det båndløse gribebræt. Basområdet opleves som en anelse rundere end med 801 D4. Overhovedet ikke uldent, men noget blødere, bilder jeg mig ind.

Det, jeg lægger mærke til, er at selv om bassen går meget dybt og danner et solidt fundament, så er den ikke lige så dundrende slagkraftig som fra 10-tommerne på storebror 801 D4. Heller ikke når man spiller på normalt lydniveau.

Bowers Wilkins 803 D4 Satin Rosenut Lounge Detail
(Foto: Bowers & Wilkins)

Forstærkerskift

Det hjælper at skifte til førnævnte Michi X5 med 2 x 350 watt i 8 ohm. Her får højttalerne rigtig rørt sig, og Halseys “People Disappear Here”, produceret af Trent Reznor fra Nine Inch Nails, slår godt fra sig. Bassen er hård og kontant, og selv om energien i bunden ruller af lidt højere oppe end på storebrødrene, så lyder det virkelig fedt.

Læs også Bowers & Wilkins 803 D3 Jeg troede, jeg havde hørt musik gengivet i hele sin sandfærdighed, men så hørte jeg Bowers & Wilkins 803 D3.

Meget bedre end forgængeren

Mit største ankepunkt ved forgængeren 803 D3 var, at den var lidt forsigtig. Især i bassen, som aldrig blev helt fysisk nok efter min smag, i betragtning af hvor meget højttalerne fylder i stuen.

Her er D4-udgaven meget bedre, og dynamikken i bassen er en helt anden. I hele frekvensregistret. Den nye version lyder mere levende, mere medrivende og meget mere underholdende. Stemmer står frem, som om de var skåret ud af luften med laser. Ingen skævheder eller farvninger her, bare vellyd. Pragtfuldt!

Bowers Wilkins 803 D4 Satin Rosenut Banner Landscape Bowers Wilkins 803 D4 testroom2
<
>
(Foto: Geir Gråbein Nordby)

Endnu federe med subwoofer?

Det skal også nævnes, at det ekstra, som 801 D4 giver af format, fundament og fabelagtighed, det betaler man temmelig meget for. F.eks. kan man få råd til et par high-end B&W DB2D-subwoofere oven i 803 D4 og stadig have penge tilovers i forhold til, hvad man skal betale for 801 D4. Jeg tør ikke tænke på, hvor meget lillebror sammen med to subs ville ryste storebror!

Fordelen ved 803 D4 er netop, at de er så lineære og neutrale, at man kan bruge dem, som de er, men de er også et fantastisk udgangspunkt for en subwoofer. Med en sømløs overgang, hvor de to ikke ligger og slås i samme frekvensområde. At høre 803 D4 sammen med en subwoofer – eller to – står helt klart på min ønskeliste.

Bowers Wilkins 803 D4 four finishes grille on Bowers Wilkins 803 D4 four finishes grille off
<
>
Bowers Wilkins 803 D4 fås i fire forskellige finishes. (Foto: Bowers & Wilkins)

Konkurrenter

803 D4 befinder sig i en prisklasse, hvor der er rigtig meget andet godt. F.eks. Vivid Audio Kaya 90, som faktisk i høj grad anvender de samme akustiske principper som B&W’s 800-serie, og som også har forsvindende lav forvrængning. Kaya 90 er om muligt endnu mere løsslupne i mellemtoneområdet og med et endnu mere finslebet centrum i lydbilledet. Men samtidig har de ikke den samme dybbas at komme med.

KEF Reference 5 Meta er en selvskrevet kandidat, der bestemt bør høres. Omtrent samme vægt som 803 D4, men med et mere standardiseret og firkantet udseende. KEF-højttalerne langer ud med knytnæver for hvert trommeslag og har en mere energisk og aggressiv spillestil, men stadig superfokuseret og med fornem opløsning. Heller ikke de har helt samme dybbas som B&W’erne, men fysik er noget, de virkelig kan.

Vi skal heller ikke glemme Audiovector R6 Arreté. Også fantastiske og med mange af de samme kvaliteter som B&W’erne, bare på en lidt anden måde. De har f.eks. ikke brug for så meget kraft for at vækkes til live. Men 803 D4 er endnu mere homogene.

Dynaudio Confidence 50 er også en højttaler, der er nem at holde af, og den gør alting rigtigt. Men her skal der virkelig meget forstærkerkraft til og måske endnu mere plads, for at det bliver optimalt.

Bowers Wilkins 803 D4 Satin Walnut Side
(Foto: Bowers & Wilkins)

Konklusion

Efter at have hørt Bowers & Wilkins’ flagskib 801 D4 for bare et par uger siden frygtede jeg, at lillebror 803 D4 ville blive lidt af en nedtur. Men det var helt ved siden af, for oplevelsen af lyd og musik er i høj grad den samme her. Især på vokaler og akustiske instrumenter kan man høre, hvor fokuseret og dynamisk – og ikke mindst luftigt – alting lyder.

Bassen er ikke helt så hårdtslående, men den bliver i højere grad sluppet fri end på forgængeren, og det kan være meget brutalt, når højttalerne får effekt nok at arbejde med. Tonerne er dybe og lækre, og man sidder tilbage med en følelse af at have oplevet et par komplette højttalere. På alle måder.

Prisen er øget med D4-serien, men det er lydkvaliteten også. Det er mesterligt!

Karakter
Bowers & Wilkins 803 D4
High End

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

Kun 4 kr

Efterårs tilbud

Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i en måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

4,- / for 4 uger
49,- / for 30 dage
93.25,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonse

Dynamit på boghylden

Seks budgetvenlige soundbars

Lyngdorf til lavpris?

Spillende kanelsnegl til at hægte på tøjet

Disse højttalerne er lydens Rolls-Royce

For dyrt køb for de fleste

Fejer soundbarerne af banen - men det koster!

Fyrværkeri i hjemmebiografen

Velafbalanceret filmlyd

Fantastisk soundbar til The Frame

Samme kvaliteter som de større modeller

Udendørs stereo i sommervarmen