OBS: Dele af denne test er fra marts 2020, hvor vi første gang testede Beosound Balance. Det var med én højttaler. Nu har vi testet to i stereo, og testen er derfor opdateret med relevante erfaringer herfra.
Hvis du kan lide god lyd, men har for vane at camouflere eller skjule højttalerne, skulle du måske i stedet overveje hi-fi-produkter, der er så lækre at se på, at de fortjener at blive vist frem.
Bang & Olufsen har en lang tradition for at lave utraditionelle hi-fi-produkter med en byggekvalitet ud over det sædvanlige og et udseende, man let kommer til at savle over. Med gennemført teknik og en lyd, der er god nok til at tilfredsstille kræsne ører.
Et eksempel på sådan en højttaler er den satellitformede trådløse Beoplay A9, der står lækkert tilbagelænet på tre ben og er både potent og vellydende.
Det er netop A9, der er inspirationskilden til den stemmestyrede smart-højttaler Beosound Balance. Det havde man måske ikke lige gættet; de ser jo helt forskellige ud! Det skyldes, at hvor A9 er lavet til at stå på gulvet og både kunne falde i ét med interiøret og skille sig ud, har Balance fået samme opgave, bare til bogreolen.
Smuk kreation i stuen
Jeg vil fraråde at sætte en højttaler i en trang bogreol, men en smuk kreation som Beosound Balance kan stå på en skænk, et TV-møbel eller lignende. Så får den luft omkring sig, som den skal bruge for at skabe et stort lydbillede, men vil stadig have en placering, hvor den pynter i det rum, den står i.
Hvis man køber to, skal man huske, at de skal placeres symmetrisk, så man får fordelen af et stort og flot stereolydbillede. F.eks. på hver sin side af TV’et.
Bruger væggen til sin fordel
Beosound Balance er en lækker cylindrisk højttaler med både AirPlay 2, Chromecast og Bluetooth indbygget. Den kan styres med Bang & Olufsens egen app, og her kan man også parre to i stereo. Tidligere kunne man lave stereopar via Google Home-app’en, men det var ikke altid lige stabilt, ifølge Bang & Olufsen selv. Nu er der officiel stereounderstøttelse gennem B&O-app’en, som skal garantere en sømløs oplevelse.
I vores tilfælde har højttaleren en en base af naturlig eg med et topkabinet betrukket med sandfarvet uld og en missilformet bund i kobberfarvet aluminium. De to er adskilt af en konkav, cirkulær rist af aluminium i samme farve. Højttaleren fås også i helt sort, men den har jeg kun set på billeder.
Samlet har denne kreation et formsprog, der passer perfekt ind i et moderne interiør, og som vil få selv den mest ivrige feng shui-tilhænger i balance med universet. Man behøver bare et kort blik på højttaleren for at forstå, at det her koster penge.
Sådan får man stor lyd fra én højttaler
Den runde form har dog først og fremmest et lydmæssigt formål. Højttaler-enhederne er placeret hele vejen rundt, nærmere bestemt syv styk: Fire fuldtone-enheder er placeret symmetrisk rundt om, hvor de to mindste peger 130 grader skråt bagud og de to største skråt fremad. I midten foran sidder en diskant-enhed.
Man kan vælge at spille med 360 graders lyd i alle retninger (mono), men hvis man vælger at spille fremad i stedet, anvender højttaleren avanceret processering for at bruge bagvæggen til sin fordel.
Man kan også spille til en af siderne, hvilket måske kan være en fordel, hvis man f.eks. har en åben køkkenløsning og vil have musik, når man står i køkkenet og laver mad. Eller en anden situation, hvor man skal lytte fra en anden vinkel end normalt.
Faseforskydning
De to bagerste enheder spiller så faseforskudt (tidsforskudt) og tegner et stort, men diffust lydbillede op, der reflekteres tilbage fra bagvæggen. Det giver et meget større lydbillede end normalt fra en enkelt højttaler. De fremadrettede enheder gengiver lyden på sædvanlig vis og skal sørge for, at instrumenter og sangstemmer kommer klart og tydeligt frem.
På den måde får man tydelig og distinkt stereolyd, omgivet af diffus rumklang. Det fylder forhåbentlig rummet på en helt anden måde, end en enlig Sonos Five eller for den sags skyld Bowers & Wilkins Formation Wedge gør.
Når to højttalere skal spille sammen
Når man kobler to Balance-højttalere sammen i stereo gennem app’en, er det lydindstillingen Optimal, der er sat som standard. Med den bruger højttalerne fasemanipulation (som nævnt ovenfor), og sammen skaber de et endnu større holografisk lydbillede. Man kan også vælge andre indstillinger, såsom Lounge, Speech og Party, men et stereopar fungerer bedst med Optimal.
I app’en kan man også vælge almindelig stereo, hvor de kun spiller deres egen lydkanal lige fremad. En bug i app’en gør, at den hedder Right hos mig, fordi jeg satte den højre højttaler op først. Man vil hurtigt kunne se den som enten Right eller Left.
To bas-enheder
For at give tyngde og kraft i basregisteret står to bas-enheder og spiller i push/push-konfiguration; den ene i trækabinettet, den anden gemt bag aluminiummet. Med en maksimal effekt på 200 watt til hver bas-enhed (i alt 880 watt til hele konstruktionen) burde det også give kraft nok i stuen.
Opkobling
Opkoblingen af Beosound Balance er nem. Man sætter strøm til og downloader Bang & Olufsen-app’en til mobilen, og app’en finder højttaleren ved hjælp af Bluetooth og sørger for at slutte den til det ønskede trådløse netværk. Alternativt kan man bruge Ethernet-kabel, og da højttaleren har to sådanne indgange, undgår man, at den er optaget af væg- eller router-stikket. Det næste produkt kan kobles direkte videre fra højttaleren.
Hvis man har to højttalere, vil man få den valgmulighed at koble dem i stereo.
Første gang man sætter højttaleren op, starter den en simpel rumkorrektion, hvor den selv – med sine indbyggede mikrofoner – hører, om højttaleren står op ad væggen eller “ude i det fri”. Så sætter den indstillingerne efter det. I realiteten handler det om at justere basresponsen, så den ikke bliver overdrevet svulstig, når højttaleren står op ad en væg eller i en reol.
Okay, Google!
Som nævnt er Beosound Balance en smart-højttaler og har Google Assistant indbygget. Bare åbn Google Home-app’en og tilføj den dér for at inkludere den i et Google smart-hjem. Så kan du tale til den som enhver anden Google-højttaler.
Den er præcis lige så smart – og lige så dum – som Google Nest Mini og dens slægtninge. Spørg den om vejret, bed den om at spille musik fra Spotify, YouTube Music eller radio, og hvis du har robotstøvsuger, persienner eller smart-belysning koblet til Google Home, kan du også styre disse med Beosound Balance. Prøv f.eks. også med avancerede stemmekommandoer, som den måske ikke forstår så meget af. Det kan man få meget sjov ud af!
Touch-flade på toppen
På toppen af højttaleren er der en touch-flade. Her kan man justere lydniveauet op og ned, hvis man ikke vil bruge mobilen. Det gør man ved simpelthen at trække fingeren langs kanten af toppen. Man skal bruge en fast hånd, da det kræver lidt tryk. Her finder man også play/pause.
Der er fire hukommelser til hurtig lagring. I stedet for tal er de angivet med en til fire prikker, inspireret af blindeskrift. For at gemme en kommando holder man en knap nede, indtil der kommer en lyd, og Google Assistant spørger, hvilken kommando man vil gemme. F.eks. “Spil en hitliste fra Spotify” eller “Hvordan bliver vejret i dag?”.
Avancerede makrokommandoer (rutiner) er også muligt, men for at sætte rutiner op skal man have engelsk i mobiltelefonens operativsystem. Jeg ved ikke, hvorfor Google endnu ikke har inkluderet rutiner på de skandinaviske sprog.
Spil op, maestro!
Hvordan lyder denne kreation så? Well, lige ud af æsken spillede højttaleren med lydindstillingen Optimal og 360 graders spredning, hvilket var fint nok. Ingen problematiske frekvenser eller misfarvninger nogen steder, og det er tydeligt, at der er godt med kraft. Bassen kommer frem med god fysik og lyder også luftigt og gennemsigtigt.
Men det bliver temmelig diffust med et monolydbillede, der prøver at fylde rummet, og sangstemmer ligger for langt tilbage i musikken.
Fabelagtig med den rigtige lydindstilling
Frem med app’en og vælg lydretningen Fremad i stedet. Stadig i Optimal-indstillingen. Og hør så bare! Den instrumentale intro til Billie Eilishs Bond-sang “No Time to Die” fylder stuen på næsten magisk vis, med en stor rumklang, som jeg aldrig ville have troet kunne komme fra en enkelt højttaler. Det her store lydbillede må da være kunstigt og kamme over, når Billies vokal sætter ind?
Men nej. Hun står frem fra midten, som hun skal, hængende i luften godt ude i rummet. Jeg spiller rimelig højt og glemmer, at nummeret bygger op til et crescendo hen imod slutningen. Kan højttaleren klare det? Holder dynamikken? Ja da, med største selvfølgelighed. Der er masser af kraft her, og gennemsigtigheden og detaljerne i lydbilledet er af en helt anden kaliber end på billigere trådløse højttalere. Og det inkluderer faktisk også B&W Formation Wedge.
Til sammenligning er Wedge mere sløv i bassen, med mere end en antydning af loudness-faktor. Den har heller ikke samme dynamik og opløsning i vokalområdet og lyder i det hele taget mere indelukket end Beosound Balance. Især fra bogreolen, hvor det er naturligt at placere den.
Det samme sker på klassisk musik, hvor et mægtigt flygel breder sig ud i rummet, uden at det går ud over snerten i tangenterne. Jeg må indrømme, at jeg ikke troede, at Beosound Balance ville udklassere Wedge med så stor margin.
Rock
Undtagelsen er rockmusik. Når Green Day kører på med forvrængede guitarer på “Father of All …”, og jeg skruer op for lyden, bliver det for fladt og livløst i bassen, hvor B&W Formation Wedge har væsentlig mere punch i stortrommen. Men det er kunstigt, for denne musik er faktisk mikset så fladt, som det lyder med B&O. Næsten, i hvert fald. Og hvis man skruer for højt op, vil DSP’en i Balance holde bas-enhederne tilbage, så det lyder fladt.
Her har B&W-højttaleren en fordel, idet den holder sig fyldig på højere decibelniveauer. Jeg ville nok hellere vælge Wedge, hvis jeg kun skulle høre rock og metal.
Lydindstillinger
Der er andre lydindstillinger såsom Lounge (mørk klang), Speech (lysere og skarpere) og Party (mere bas), men Optimal med fremadrettet lyd er den, jeg altid ender på. Derudover er der tonekontrol (Equalizer), hvor jeg synes, det lyder fint at dæmpe diskanten en tand og øge bassen tilsvarende.
Så er der et “lydhjul” med en prik i midten, som man kan placere hvor som helst på det todimensionelle plan. Før var det svært at vide, hvad Lys, Energisk, Varm og Afslappet betød, men i den nye version af app’en er det lettere at se, hvad der giver høj eller lav bas eller diskant, og trinene imellem disse.
Hvis jeg skulle indstille noget her, skulle det være en lille tand mod Varm, men kun lidt. Og ikke efter at jeg allerede havde dæmpet diskanten og skruet op for bassen i equalizeren.
Lyden af to i stereo
Hvad så med to højttalere i stereo? Kort sagt: Endnu bedre! Lydkarakteren er den samme, mens lydtrykket, før bassen begynder at flade ud, fordobles. Men det er ikke det, der er vigtigt her. Når lydbilledet strækkes ud mellem de to højttalere, fyldes rummet på en helt anden måde.
I Optimal-indstillingen er der virkelig et gigantisk lydbillede foran mig. Og med bedre placering af instrumenterne end fra én højttaler. Det lyder mere ægte. Faseresponsen mellem de to højttalere er rigtig god, og sangstemmerne er fint centreret i midten uden at blive smurt diffust ud langs siderne.
I Stereo-indstillingen er lyden mere flad og tam end i Optimal-indstillingen, så i de fleste situationer og rum ville jeg derfor have den på Optimal.
Prisen værd?
Hvorvidt Beosound Balance er pengene værd eller ej, kan koges ned til, hvor meget ekstra man er villig til at betale for det rålækre og gennemførte udseende.
Højttalerne lyder rigtig godt, og jeg kan godt forstå, hvis man bedre kan lide denne lyd end med f.eks. Devialet Phantom I. Prisen for to højttalere er selvfølgelig dobbelt så høj som for én, men hvis man går op i god lyd og også vil bruge højttalerne som TV-højttalere, ville jeg overveje to. De har desværre ikke HDMI-indgang, så TV’et skal tilsluttes med optisk kabel. Men det går nok.
Lyden er ikke helt på niveau med Bowers & Wilkins Formation Duo, men prisen for B&O-højttalerne er også lavere. Men det er nok som enkeltstående højttaler, Balance imponerer mest. Jeg har nok aldrig hørt en stand-alone højttaler med så stort et lydbillede som Beosound Balance!
Hvis man vil have multirum med mange højttalere, kan man faktisk købe billige Google Nest-højttalere til resten af huset og forkæle sig selv med denne high-end-højttaler i stuen. I stedet for en stor Sonos i det ene rum og flere små Sonos’er i andre rum. Det kan være, man hellere vil have kongelyd i ét rum og dårligere lyd i de andre end at have okay lyd i alle rum. Og betale det samme.
Konklusion
Bang & Olufsen Beosound Balance er en trådløs smart-højttaler, som man først tænker er alt for dyr. Man skal ikke undervurdere vigtigheden af et lækkert ydre, men mistanken om, at de måske tager sig lidt for godt betalt her, er der. Hvis B&O-faktoren fordobler prisen i forhold til, hvad produktet egentlig er værd, så er det vanvid at anbefale det.
Men heldigvis lyder højttaleren så godt, at det forsvarer prisen. Den er langt bedre end sine billigere konkurrenter, bl.a. takket være den smarte lydprocessering, som giver et kæmpestort lydbillede, uden at det bliver kunstigt. Instrumenter og sangstemmer lyder klart som glas, og lyden er rigeligt kraftig.
Jeg vil ikke påstå, at man får designet med i købet. Det koster helt klart. Men ikke mere, end at hvis højttaleren tiltaler dig, skal du afgjort høre den og så danne dig din egen mening. Den bør afgjort også høres i stereo – måske er et par af dem lige det, du leder efter.
Fruen i huset blev i hvert fald forelsket i den ved første blik. Og jeg kunne helt sikkert også leve med den.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer