TEST: Bowers & Wilkins 805 D4

Jeg kan ikke huske, præcis hvornår det var, men jeg kan huske oplevelsen. Jeg havde aldrig hørt sådan en bas i nogen højttalere før, og efter et par numre konkluderede jeg, at det måtte være mine drømmehøjttalere. De buttede Bowers & Wilkins-højttalere havde en 12 tommers bas i et separat kabinet, og mellemtone og diskant var placeret i separate kamre på toppen af baskabinettet.

Højttaleren var Bowers & Wilkins 801, stamfaderen til nutidens 800-serie, som har eksisteret siden 1979, og det er ikke nogen overdrivelse at sige, at 800-serien er blandt de mest legendariske højttalere nogensinde.

Den nye 800 D4-serie er den seneste generation, men nu er 801’eren bestykket med to 10 tommers basenheder, selvfølgelig i eget kabinet, og mellemtone og diskant placeret i hver sit kammer ovenpå.

Jeg har altid syntes, at top og bund i 800-serien har været de bedste 800-højttalere, og at der har været lidt ujævn ydelse på de andre udgaver midt i serien. Men efter at have testet den mindste, 805 D4, kan jeg ikke vente med at høre de andre højttalere i den seneste generation af B&W’s legendariske 800-serie.

De relativt kompakte 805 D4 ligner forgængeren 805 D3 næsten på en prik. De har samme tovejs bestykning med en 6,5 tommers bas/mellemtone, og en 25 mm diskant i et separat hus på toppen.

Men her hører lighederne også op.

“Omvendt” kabinet

Den nye 805 D4 er en helt ny model, som trods lighederne med forgængeren er en langt mere avanceret og raffineret konstruktion. Lad os starte med kabinettet. Som lige siden B&W startede med deres Matrix-kabinetter, har været en vigtig faktor for ydelsen.

Tidligere havde 805 (og 804) konventionelle kabinetter, men nu har de B&W’s Reverse Wrap-kabinetter, hvor B&W’s kabinetmagere bruger højfrekvent højtryk til at lave et hesteskoformet kabinet af 12 lag tynde træplader, og enhederne er monteret på forsiden af kabinettet, som er den stiveste del, og så er det afstivet med en riflet bagplade af metal.

Delefilteret er monteret direkte på metalpladen for bedre køling og resonanskontrol. Det har en Mundorf Supreme SilverGold.Oil-kondensator med såkaldte copper/angelique-viklinger og er koblet til fire solide kabelterminaler på bagsiden.

I de større modeller, 801, 802 og 803 D4, er fronten yderligere forstærket og afstivet med buede plader i aluminium og Matrix-skelet indvendig for yderligere resonanskontrol.

Ny topplade

Alle modeller undtagen 804 D4 har en stivere topplade i læderbetrukket støbt aluminium, som yderligere afstiver og dæmper kabinettet. Banker man på 805 D4, kan man høre, hvor ekstremt godt dæmpet kabinettet er. Det afgiver nærmest ingen lyd, selv om man slår hårdt på det med knoerne.

Vælger man et hvid- eller sortlakeret kabinet, får man henholdsvis syv og otte lag lak, før lakken slibes, derefter hærdes i to uger og til sidst poleres. Højttalerne i 800 D4-serien kan også fås i en lys valnøddefinér eller en mørkere rosentræsfinér.

På toppen er B&W’s 25 mm diskantenhed med membran af kunstigt fremstillet diamantmateriale. Den sidder i et nyt, forlænget aluminiumhus – fræset ud af ét stykke – som ifølge B&W skal give en mere åben og luftig diskantgengivelse.

Huset, der er åbent bagtil for at modvirke kompression og forvrængning, sidder lidt løsere på toppladen end tidligere. Det er for at dæmpe eventuelle resonanser endnu bedre, ifølge B&W.

Den 6,5 tommer store bas/mellemtone-enhed i 805 D4 har B&W’s velkendte Continuum-membran. Som, fordi det er en kombineret bas/mellemtone, ikke har B&W’s opgraderede biometriske ophæng bag membranen. Det bruges kun på mellemtoneenhederne i 800 D4-serien.

Standerne fortjener i øvrigt deres eget afsnit. De er et must til 805 D4, og den nye version har stålindlæg i soklen og justérbare pigge i bunden. Højttalerne skrues fast i toppladen med fire skruer, og når alt er sat rigtigt op, får man en stiv platform til højttalerne, der bruger sin masse som dæmpning.

Forførende lyd

Jeg kunne virkelig godt lide forgængeren, 805 D3, som var et frisk pust i kompaktklassen og et par højttalere, jeg kunne leve godt og længe med.

Da B&W lancerede efterfølgeren, fortrød jeg umiddelbart, at jeg ikke havde købt et par 805 D3. For de virker som et kup i forhold til 805 D4, der er steget over 30 procent i pris, siden jeg sidst hørte 805 D3. Derfor havde jeg ikke alt for store forventninger til forbedringerne på 805 D4. De kunne vel ikke være den voldsomme prisstigning værd …

Dér tog jeg fejl.

En stor del af den højere pris på højttalerne kommer af, at kabinetkonstruktionen koster meget mere at lave. Den fræsede topplade og den riflede aluminiumbagplade er svinedyre at fremstille. Det nye aluminiumhus til diamantdiskanten tager længere tid at fræse, pudse og polere, og også komponenterne indeni er dyrere. Det kan høres.

Efter nogle omgange med både CD, vinyl og Tidal sad jeg og ledte efter det ene intelligente, poetiske ord, der kunne opsummere oplevelsen. Jeg endte med det mere prosaiske ‘dejlig’, som var det mest beskrivende, jeg kunne komme på.

For de nye 805 D4 leverer en så sammenhængende, velafbalanceret og åben lyd, at jeg hurtigt glemte forgængeren. De nye er meget bedre og formår faktisk at retfærdiggøre den voldsomme prisstigning. De er også blevet nemmere at drive; en Hegel H190 passede perfekt til højttalerne.

Bowers & Wilkins 805 D4 har den usædvanlige kombination af indsigt og åbenhed, som man leder efter i en studiemonitor. Samtidig er klangbalancen lidt varm, snarere end neutral, og det er nærmest chokerende at høre så mange finkornede detaljer og nuancer i musikken. Allermest glædeligt er det at høre, at diskanten er blevet meget mere luftig og endnu bedre fokuseret end før.

Det giver nemlig højttalerne et langt mere tiltalende lydbillede.

Den dybe klang i Leonard Cohens vokal på “Everybody Knows” lyder, som om den kommer fra det hinsidige. Samtidig med at koret står klippefast i baggrunden af det store lydbillede.

Basgangen på Al Jarreaus “Cold Duck” lyder ekstremt opløst, og i mine ører går bassen mere end dybt nok (42 Hz ved -6 dB). Det bekræftes af Bachs Toccata & fuga i d-mol, hvor det enorme orgels lave oktaver ruller hen over parketgulvet med en overbevisende lavfrekvent rumlen.

Højttalerne formår faktisk at få frekvenser under 40 Hz med, endda med overbevisning. Noget, jeg også observerede på pianisten Brad Mehldaus live-indspilning fra Tokyo. B&W-højttalerne har en fantastisk kontrol over de lavere frekvenser, og det lykkedes mig ikke at fremprovokere nogen ulyde fra Flowport basrefleksporten foran.

Men tilbage til “Cold Duck”, hvor bækkenslagene lød sjældent veldefineret. Klangen var enestående naturlig, og den lød ikke hverken hårdt eller forvrænget, selv når jeg spillede højt.

Vokalklang er også en oplevelse på 805 D4. Astrud og João Gilbertos duetter er for længst blevet klassikere, og her får vokalerne luft og vinger på samme tid. Det lyder virkelig fantastisk, og når Stan Getz sætter ind med saxofonsoloen på “The Girl from Ipanema”, taber jeg kæben.

Man bliver lidt overvældet af den pragtfulde klang i træblæsere, og hvor meget klangdybde der egentlig kommer ud af de små højttalere. Strygere lyder så luftigt, som man kan ønske sig, og man bliver bare siddende og nyder det.

Konkurrenter

I denne prisklasse er der ikke ret mange alternativer. KEF Reference 1 er et af dem, men de går ikke så dybt i bassen. Sonus faber Electa Amator III er et andet, men de leverer heller ikke samme dybde i bunden, og desuden er de meget dyrere. Dynaudio Confidence 20 er nok det tætteste, man kommer på baskvaliteten fra 805 D4, men også de er væsentlig dyrere.

Dynaudio-højttalerne viser så også den ene svaghed, Bowers & Wilkins-højttalerne har: Dynamikken slår ikke ligefrem gnister. Der mangler ikke umiddelbart dynamik, og makrodynamikken er simpelthen enestående, men de klasker aldrig musikken i ansigtet på dig, som et par Confidence 20 gør. For ikke at nævne et par Klipsch-højttalere.

Men for mit vedkommende gør det ikke alverden, for højttalernes andre kvaliteter betyder mere i min bog.

Konklusion

Om de nye Bowers & Wilkins 805 D4 er pengene værd, afhænger af, i hvor høj grad man værdsætter deres kvaliteter. Der findes nemlig mange gulvhøjttalere i samme prisklasse, som går dybere, kan spille højere og har mange af de samme kvaliteter.

Men hvis man ikke har plads til gulvhøjttalere, men til gengæld et rummeligt budget, vil jeg vove at påstå, at man ikke finder bedre lyd på kompakthøjttalere i denne prisklasse. Ikke nok med at de er bedre end forgængeren, de sætter også standarden for lydkvalitet, konstruktionskvalitet og spilleglæde blandt kompakthøjttalere i prisklassen.