Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Marantz NR1711

Stor hjemmebiograf fra lille forstærker

Med absolut alle de funktioner, man har brug for, giver Marantz NR1711 store hjemmebio-oplevelser fra et slankt og lækkert format.

Skrevet af / 19/02/2021 - 16:14
Marantz NR1711
Geir Gråbein Nordby

At få ægte hjemmebio-oplevelser i en almindelig stue er ikke sådan bare lige. Især ikke hvis man skyr “store, grimme” forstærkere og kassehøjttalere. De allerfleste vælger en soundbar, og det er helt fint – jeg har selv en – men der findes alternativer, som giver meget bedre og større lyd uden at fylde hele synsfeltet i stuen.

Denne slanke surround-receiver fra Marantz er et godt eksempel. NR1711, som den hedder, er kun 17 cm høj og tager sig godt ud – uanset om man vælger den sorte eller den sølvfarvede version. Højttalerne behøver ikke at være store, og de må gerne hænge på væggen. Det bliver stadig meget bedre end næsten en hvilken som helst soundbar.

Marantz NR1711 er en slank og lækker surround-receiver, som bør få flere interesseret i ægte surround-lyd. (Foto: Marantz)

Lyd fra oven

Marantz NR1711 har alle de funktioner, der kræves for at få ordentlig hjemmebiograf. Inklusive tredimensionel surround-lyd, også med lyd fra oven, hvis man vil. NR1711 kan tilbyde to højdekanaler ud over 5.1-lyd og er kompatibel med både Dolby Atmos og DTS:X – såkaldte objektbaserede 3D-lydformater.

Det betyder, at lydsporet indeholder metadata om, hvor de forskellige objekter i lydbilledet skal placeres, uafhængigt af hvor mange kanaler og højttalere man har tilsluttet.

Receiveren har også såkaldt Dolby Atmos Height Virtualization og DTS Virtual:X, som simulerer højdekanaler ud fra en standard højttaleropsætning, helt uden højdehøjttalere. Det fungerer ikke så godt som den ægte vare, men kan give en ekstra illusion af 3D-lyd i forhold til at have det slået fra.

Hvis man ikke vil have lyd fra oven, men hellere vil have et ekstra par baghøjttalere, kan receiveren let sættes op i almindelig 7.1. Hvis man har mulighed for at montere et par højttalere i loftet eller alternativt bruge et par særlige Atmos-højttalere placeret oven på fronthøjttalerne, vil jeg anbefale dette. Lydbilledet bliver både større og mere troværdigt.

Læs også Dyr og dejlig Denon-forstærker der kan alt Fremtidssikret surround-forstærker til morgendagens formater. Men er Denon AVC-X6700H den bedste, og overbeviser den på musik?

8K-video og HDMI 2.1

NR1711 har et videomodul af den nyeste slags, og det betyder understøttelse af 8K-videosignaler og desuden 4K med hele 120 billeder i sekundet – plus variabel billedfrekvens, som er nyttigt for gamere. Med PlayStation 5 og Xbox Series X får man så spiloplevelser i Ultra HD-opløsning og med vanvittig hurtige bevægelser!

NR1711 har også eARC, altså Enhanced Audio Return Channel, hvilket betyder, at den får højopløst lyd ud fra TV’ets lydreturkanal via det tilsluttede HDMI-kabel. Dermed kan man koble alle sine video- og spilkilder direkte til TV’et og hente lyd i høj opløsning ud til forstærkeren via et enkelt HDMI-kabel. Til spil vil jeg faktisk anbefale dette af hensyn til lavest muligt input-lag, hvilket er især vigtigt, når man gamer.

7.1, ikke 7.2

Bemærk, at selv om Marantz hævder, at det er en 7.2-receiver, altså at den har to subwoofer-kanaler, så passer det ikke helt. Det ville kræve, at receiveren kunne processere de to kanaler separat, dvs. at begge subwoofere kan indstilles individuelt med hensyn til afstand, delefrekvens og EQ. Her er subwoofer-udgangene identiske, altså ikke 7.2.

8K video-opløsning understøttes, og det samme gør 4K 120 Hz. Plus variabel billedfrekvens og alt, hvad man har brug for i den moderne video- og spilverden. (Foto: Marantz)

Anlægget

Vores TV-stue derhjemme måler ca. 15 kvadratmeter og har en ret livlig klang med glasvinduer og parketgulv, dog noget dæmpet af møbler og tæpper. Det betragter jeg som et repræsentativt miljø for denne forstærker, der er møntet på “almindelige mennesker”, som vil have noget slankt og lækkert i en normal stue.

Den højttaleropsætning, jeg bruger, er helt standard 5.0 med Bowers & Wilkins 702 S2 Signature foran og 705 S2 Signature bagtil. Fabelagtige og lige lovlig dyre højttalere, der afslører svagheder, men uden at blive stygge at høre på af den grund. På væggen sidder et 77 tommers Sony AG9 OLED med et specielt panel, hvor hele TV’et fungerer som højttaler, og det kan kobles til forstærkerens centerkanal.

Til lejligheden bruger jeg ikke en subwoofer, så jeg kan høre, hvor god kontrol forstærkeren har i bassen på egen hånd.

Kalibrering

Marantz NR1711 har en meget enkel skærmmenu for begyndere; den holder dig simpelthen i hånden gennem hvert eneste babyskridt, hvis du vil. Og fortæller dig, at alt bliver godt, her er der intet at frygte.

Den automatiske højttalerkalibrering er af typen Audyssey MultEQ, som jeg godt kan lide, og som justerer alle højttalerne til at give næsten samme klangbalance i rummet. Det er derfor ikke så slemt, hvis alle højttalerne ikke er af samme mærke og type. Personligt foretrækker jeg at bruge lydindstillingen Audyssey Reference, som løser problemerne og samtidig giver en naturlig klangbalance.

En fed ny funktion er, at NR1711 kan gemme kalibrering i to hukommelser. Dermed kan man f.eks. lave én kalibrering med subwoofer og en uden, og skifte frem og tilbage efter behov.

Selv har jeg gemt en kalibrering med TV’et som centerkanal og en uden centerkanal, da det har vist sig, at TV’et ikke fungerer særlig godt til musik. Derfor bruger jeg centerkanalen til filmindhold, så dialogerne kommer direkte fra skærmen, mens den i stedet dirigeres til fronthøjttalerne på musik i flere kanaler.

Det har ikke tidligere været muligt at gøre på enkel vis, men nu kræver det kun et knaptryk. Det alene er grund til at vælge NR1711 frem for forgængeren NR1710.

Bowers & Wilkins 702 S2 Signature får kvaliteterne og svaghederne i Marantz NR1711 frem. (Foto: B&W)

Biograflyd i stuen

Min stue er ikke helt symmetrisk, idet den venstre højttaler vender ud mod et åbent rum, men den højre nærmest er presset ind i et hjørne og giver overdrevet og farvet bas. Her får man virkelig testet rumkorrektionen. Og der bliver ryddet op i problemfrekvenser i bassen, så lydbilledet er strammere og mere naturligt i de nederste oktaver.

Det er den vigtigste forskel, rumkorrektionen gør i min stue, mens Audyssey Reference-indstillingen samtidig stort set lader klangsignaturen fra B&W-højttalerne være i fred.

Hvis man har 6.000 kroner at bruge og ikke er afhængig af et slankt kabinet, kan man finde kraftigere sager andre steder. Men NR1710 lyder virkelig fint, og i min stue kan jeg spille mere end højt nok til at få rigtig fede filmoplevelser. Til daglig bruger jeg soundbaren Sonos Arc, og selv om det er en god soundbar, når den ikke denne opsætning til sokkeholderne.

Læs også Sonos Arc er en vellykket Atmos-soundbar Endelig kommer Sonos med en stor soundbar. Arc understøtter Dolby Atmos og har desuden nogle smarte tricks oppe i ærmet.

De fantastiske højttalere har selvfølgelig deres del af æren, men Marantz-receiveren har virkelig gode kvaliteter. Stemningen i Interstellar giver mig gåsehud ved flere lejligheder. Musikken. Dialogerne. Det glimrende skuespil og kemien mellem skuespillerne skinner igennem, og sådan en film fungerer ikke ordentligt med dårlig lyd.

Her vil jeg faktisk påstå, at jeg ikke savner noget væsentligt. Stemmerne kommer funklende godt frem, det samme gør musikken. Der er et fornemt samspil mellem højttalerkanalerne, der tegner et stort og sammenhængende lydbillede op.

Marantz-forstærkeren lyder, som vi kender Marantz: Varm mellemtone og flot opløsning opad. Den manglende kraft er ikke specielt mærkbar i min stue, for jeg ikke har brug for så mange muskler for at fylde rummet. Og hvis jeg kobler Sonos-soundbaren til i stedet, skrumper lyden ind til en lille, bleg kopi af sig selv. Marantz er meget kraftigere og af væsentlig højere kvalitet end elektronikken i Sonos.

Musik i både surround og stereo er også milevidt over, hvad Sonos-soundbaren kan klare, også bedre end andre slanke receivere, jeg har hørt. Bortset fra de nævnte kraftreserver synes jeg faktisk ikke, at NR1711 står tilbage for større surround-forstærkere, jeg har hørt i denne klasse.

(Foto: Marantz)

Testrummet afslører

Testrummet på redaktionen er symmetrisk og har en mere kontrolleret og dæmpet akustik. Det er dobbelt så stort som min stue og afslører derfor i højere grad, når der mangler muskelkraft.

Højttaleropsætningen her er et Procella THX-system i 7.1-konfiguration med et par loftmonterede Martin Logan SLM til Atmos-indhold. Det er for det meste det, jeg lytter til.

Som jeg regnede med, får man et større lydbillede fra Marantz’en ved at tilslutte højttalerne i 5.1 og bruge lofthøjttalerne til Atmos, frem for at lave en ren 7.1-opsætning. Igen er det noget, man kan prøve sig frem med og gemme i de to forskellige hukommelser. Men når man skifter frem og tilbage, skal højttalerne også kobles om bag på receiveren, så det ikke er så strømlinet.

I denne opsætning er det tydeligere, at Marantz-receiveren ikke er af den kraftigste slags. Der mangler dynamik i dramatiske lydeffekter, når man spiller højt, hvilket fjerner noget af realismen. Det er dog helt forventeligt.

Det vigtigste er, at der er en høj kvalitet på de toner, der kommer ud, og det er der helt klart. På den måde føler man sig ikke snydt for noget. Triste scener kan få tårerne til at trille, ligesom nervepirrende scener i en thriller giver en fæl uro i kroppen.

Musik-streaming

Da det er en surround-receiver, der så at sige kan alt, skal det også nævnes, at den giver glimrende muligheder for at streame musik.

Brugerfladen hedder HEOS og ligner meget Sonos’. Andre HEOS-produkter kan spille sammen i en multirumsopsætning, præcis ligesom med Sonos. Man downloader app’en, logger ind på de musiktjenester, man vil bruge, såsom Spotify, Tidal eller Deezer – and off you go.

HEOS mangler understøttelse af Apple Music og YouTube Music, men da receiveren har Bluetooth og indbygget AirPlay-understøttelse, så er der også råd for det.

(Foto: Marantz)

Konklusion

Når vi tidligere har testet slanke receivere, er Marantz altid kommet bedst ud i sin klasse. Og 7.1-receiveren NR1711 er Marantz’ bedste hidtil.

Lyden er meget fin og velafbalanceret, og der er kraft nok til at fylde en lille stue med al den lyd, man har brug for, også på action- og spændingsfilm. Det fungerer også i en stue på over 25 kvadratmeter, men hvis man forventer de kraftige skudsalver, man kender fra biografsalen, vil 50 watt pr. kanal komme til kort.

Marantz NR1711 har alle de funktioner, man har brug for, inklusive to hukommelser til autokalibrering af højttalerne. Det gør det lettere at teste forskellige højttaleropsætninger og -placeringer, og skifte imellem dem.

Det her er en receiver for dig, der gerne vil have det slanke format – uden at gå på kompromis med lydkvaliteten. Til det formål findes der næppe noget bedre køb lige nu.

Karakter
Marantz NR1711
Premium

Lyd & Billede mener

Stopfuld af funktioner, såsom Atmos og 8K, og rumkorrektion i to forskellige hukommelser. Lyder rigtig fint og har kræfter nok til at give godt med tryk på. Hvis man har brug for et seriøst kraftcenter, må man op i en større størrelse – og nok også i pris.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Præcision til fingerspidserne

Her får soundbaren klø

Marantz gi'r os en hæsblæsende oplevelse

Denon har overgået sig selv

"Usynlig" storskærm med laser

Skræmmende realistisk biografbillede

Vi tester B&O’s fedeste soundbar

Det bedste Sony-køb?

Laserskarpt biografbillede

Knivskarp 8K OLED fra LG

Devialets første soundbar på testbænken

Nu kan du få Google TV på alle dine skærme

Lyd & Billede
Scroll to Top