TESTS GUIDES FILM & TV HØJTTALERE TV HOVEDTELEFONER HI-FI FOTO SMART HOME HJEMMEBIOGRAF COMPUTER MOBIL GAMING

TEST NAD C 3050 LE

Ung sjæl i gammel krop

NAD C 3050 LE er en næsten perfekt replika af den forstærker, der definerede NAD-designet. Er det bare ny vin på gamle flasker?

forfatter
Publiceret 23/01/2023 - 14:30
Karakter
NAD C 3050 LE
L&B mener
Ultragennemført retrodesign. Lyden er tro mod NAD’s idealer. Fuldmoderne indmad med streaming og rumkorrektion.
Vintage-entusiaster vil rynke på næsen af klasse D-udgangstrin og switched-mode strømforsyning. Billig er den ikke.
Specifikationer
  • Udgangseffekt: 2 x 100 W Klasse D (8 ohm/4 ohm)
  • Analoge indgange: Pladespiller (MM, stereo RCA), analog ind (stereo RCA), main in (effektforstærker)
  • Digitale indgange: Optisk (TosLink), koaksial, HDMI, USB-A
  • Udgange: 2 sæt højttalere (banan/skrueterminaler), pre out (stereo RCA), subwoofer
  • Trådløst: AirPlay 2, Bluetooth 5 (aptX HD) tovejs, Wi-Fi
  • Streaming (BluOS): Spotify Connect, TIDAL, Deezer, Qobuz, Roon Ready, internetradio mm.
  • Opløsning: Op til 24 bit / 192 kHz
  • Formater: MQA (op til 24/96), FLAC, WAV, AIFF, WMA (inkl. lossless), AAC, OGG, ALAC, MP3, OPUS
  • Rumkorrektion: Dirac Live basisversion. Målemikrofon medfølger
  • Fjernstyring: Fjernbetjening, BluOS-app (Android/iOS)
  • Dimensioner: 43,5 x 11,0 x 35,5 cm (BxHxD), 9,7 kg
Vejl. pris 17999Pr. 23/01/2023 Produktside

Når vi får en ny NAD-forstærker ind til test, bemærker vi sædvanligvis, at den har det samme grå og prunkløse design, som NAD har haft i årtier. Det er faktisk ikke helt korrekt. NAD har, ligesom konkurrenterne, justeret deres design løbende i takt med modens og teknologiernes skiften. Nutidens NAD-forstærkere er ganske vist grå, men lidt rundere former har sneget sig ind, sammen med farvedisplays til navigation.

Men det gælder ikke NAD C 3050 LE, der er fuldblods-retro i en sådan grad, at der ikke er et øje tørt på den gråhårede del af redaktionen. For den ser jo fuldkommen ud som i de gode gamle dage!

NAD C 3050 LE ligner den 48 år gamle NAD 3030 til noget nær perfektion. (Foto: NAD)

NAD C 3050 LE er heller ikke en hvilken som helst NAD-forstærker. NAD har valgt at fejre sit 50-års jubilæum – og samtidig hoppe med på retrobølgen – ved at fremstille en jubilæumsmodel, der af ydre er en næsten tro kopi af NAD 3030, der godt nok ikke var NAD’s første forstærker, men som i 1974 var den første til at have det grå design, som siden har været NAD’s kendetegn.

Kun 1.972 styk i alt

For at gøre oplevelsen eksklusiv er der kun bygget 1.972 nummererede eksemplarer af jubilæumsforstærkeren. Altså svarende til årstallet for firmaets grundlæggelse. Og prisen på det amerikanske marked er tilsvarende sat til 1.972 USD. Herhjemme lander prisen dog på noget mindre symbolsk.

Faktisk er det totale styktal ikke 1.972 eksemplarer, men 1.986. Der er nemlig bygget 14 forstærkere ‘uden for nummer’, der kan udlånes til test i hi-fi-medier. Og vi har på Lyd & Billede haft held til – som det eneste medie i Norden – at sætte os på én af dem, indtil den igen skal hjem til Canada.

Næsten tro kopi

NAD C 3050 LE ligner den 48 år gamle NAD 3030 til noget nær perfektion. Kabinettet med svøb i ægte valnøddefiner er lidt lavere, men alle knapper på forpladen ser umiddelbart ud til at sidde præcis, som de gjorde i 1974. Og det samme gør de to VU-metre i øverste venstre hjørne. Logoet med ordene ”New Acoustic Dimension” i sirlig skråskrift er også identisk med forbilledet.

Kigger man grundigere efter, opdager man dog, at der er flyttet om på funktionerne, og at indgangsvælger-drejeknappen er fjernet. I stedet vælges signalkilderne med den række af trykknapper, der oprindelig rummede loudness, sub/high-filter, mute og mono. Funktioner, som ingen bruger i dag.

Alt på forpladen sidder tilsyneladende, som det gjorde i 1974. Selv om nogle knapper ved nærmere øjesyn har skiftet funktion. (Foto: NAD)

De to knapper til båndoptagere længst til højre på forpladen er også erstattet af indikatorer for henholdsvis BluOS og Bluetooth. NAD C 3050 LE har nemlig alle de moderne funktioner. Men de er godt gemt. En stribe af grønne lysdioder under volumenknappen giver desuden en visuel indikation af, hvor højt der er skruet op. Det er nødvendigt, da volumenknappen ikke fungerer som dengang. Mere om det senere.

Sådan skal det gøres

Bagsiden af NAD C 3050 LE er en blanding af retro og moderne funktioner. De to sæt skrueterminaler til højttalere indkasserer anerkendende nik fra den gamle tester. Og med en drejeknap på fronten kan man skifte mellem de to sæt højttalere eller spille på begge samtidig. Ligesom det skal være. Det giver også et nostalgisk sug i maven at se bøsningerne for Pre out og Main in forbundet med en aftagelig bøjle. Præcis som man gjorde i gamle dage. Faktisk havde NAD 3030 ikke mulighed for at adskille for- og effektforstærker på den måde. Men da der er tale om en forbedring, ser vi gennem fingre med unøjagtigheden …

Bagsiden er en skønsom blanding af klassiske dyder og moderne påfund. (Foto: NAD)

Nostalgien til trods er der alle de tilslutninger og funktioner på bagpladen, som der skal være på en moderne stereoforstærker i premiumklassen. Det omfatter også et næsten fuldt sæt digitale indgange med koaksial, optisk og HDMI, samt en USB-A-port til afspilning af lydfiler fra ekstern disk. Der er ingen USB-B host-indgang til at afspille filer fra en computer. Men det er en funktion, som bliver mere og mere sjælden.

En så klassisk forstærker som NAD 3050 LE har naturligvis indgang for pladespiller (dog kun MM), samt en ekstra analog linjeindgang.

De fleste af disse udmærkede indgange kommer dog nok til at forblive ubenyttede. Trods det klassiske design har forstærkeren nemlig hele tre antenner til moderne trådløse forbindelser. To antenner til Bluetooth (den kan både modtage fra mobilen og sende til en trådløs hovedtelefon) og én til Wi-Fi. Der er indbygget BluOS til streaming, og forstærkeren kan indgå i et multirumssystem sammen med for eksempel en Bluesound Powernode.

Klasse D

NAD C 3050 LE er lidt lavere end sit 50 år gamle forbillede, men det, der virkelig afslører den som en moderne forstærker, er vægten. Med en vægt på 9,8 kg er den betydeligt lettere end de fleste ægte vintageforstærkere. Under valnøddesvøbet finder man nemlig en 2 x 100 watt klasse D-forstærker, baseret på et Hypex-design, men i NAD’s egen udførelse. Strømforsyningen er af switched-mode-typen.

Det kan virke lidt overraskende, at NAD har valgt at lægge en så nutidig elektronik i et så gennemført nostalgiprodukt. Som lyttetesten viser, gør klasse D-effektforstærkeren sig på ingen måde dårligt bemærket, men det kunne have været interessant med et klassisk klasse AB-udgangstrin.

(Foto: NAD)

Opsætning kun via app

Da NAD C 3050 LE er fri for nymodens pjank som displays, skal al digital opsætning foregå via mobil-apps. Det voldte en smule kvaler med testeksemplaret, der ikke frivilligt dukkede op som ny afspiller i Blusound-app’en. Heldigvis lod det sig løse ved at logge sig ind på forstærkerens indbyggede trådløse netværk med en PC – og derfra konfigurere forstærkeren til husets trådløse netværk. Herefter lod NAD’en sig godmodigt indlemme som afspiller i Bluesound-app’en.

NAD C 3050 LE har også indbygget Dirac-rumkorrektion, og der medfølger en kalibreringsmikrofon med USB-interface i kassen. Det er i øvrigt præcis samme type mikrofon, som følger med NAD C 658. Og opmålingen med op til ni målepunkter i rummet sker via Dirac Live-app’en. Ligesom på andre NAD-forstærkere med rumkorrektion er der tale om basisudgaven af Dirac Live, der kun kan bruges under 500 Hz. En opgradering til fuldt frekvensområde koster kun få hundrede kroner. Og den burde ærlig talt være inkluderet i prisen. Ingen ville have løftet et øjenbryn, hvis prisen dermed havde været tilsvarende højere. Men giv os dog en pakke uden discountbegrænsninger!

Kognitiv dissonans

NAD C 3050 LE er en så perfekt designet retromodel, at man uvilkårligt tænker ”hov – her er noget galt!” når noget ikke opfører sig, som man instinktivt forventer. Der opstår en kognitiv dissonans.

Det gælder især volumenknappen, der ikke blot ligner et gammeldags volumenpotentiometer, men også har præcis den rette oliebløde modstand, når man griber om knappen og drejer. Men i virkeligheden er knappen en endeløs encoder, der kan roteres i det uendelige. Løsningen giver god mening, da forstærkeren skal kunne fjernbetjenes, og alternativet havde været et dyrt, motordrevet mekanisk potentiometer. Men mange års muskelhukommelse i at dreje knappen brøkdele af en millimeter for at justere lydstyrken præcist, bliver snydt. En hel omdrejning af knappen ændrer faktisk kun lydstyrken nogle få dB.

Der er selvfølgelig et par rigtige, analoge effektmetre, der blafrer i takt til musikken. (Foto: NAD)

Samme sansekonflikt giver tænd/slukknappen, der ligner en gammeldags mekanisk trykknap perfekt. Men knappen er selvfølgelig digital, og den forbliver derfor ikke indtrykket. Det er komplet uden betydning, men sansebedraget er perfekt. Og NAD har givetvis fået knappen specialfremstillet til at ligne en trykknap fra 1970’erne.

Viserinstrumenterne gav umiddelbart samme sanseforvirring, da de er forsynet med en effektskala, men som udgangspunkt fungerer som VU-metre, der blafrer lystigt i takt til musikken, uanset hvor højt eller lavt, der spilles. Heldigvis kan man skifte metrene til effektvisning med en lille skydeknap på bagsiden.

‘Ubegrænset’ udgave på vej

NAD C 3050 LE er som sagt en eksklusiv specialudgave i stærkt begrænset antal. Hvis du er retro-elsker, men ikke er blandt de heldige, der når at sikre dig et af de 1.972 eksemplarer, behøver du ikke fortvivle. For der er nemlig en udgave i ikke-begrænset antal på vej senere på året.

NAD C3050, som standardmodellen kommer til at hedde, får samme retroudseende, bortset fra, at træsvøbet bliver betrukket med valnøddemønstret vinyl i stedet for ægte finer. Den får heller ikke 50-års mindepladen på bagsiden.

En mindeplade på bagsiden beviser, at forstærkeren er ét ud af 1.972 nummererede jubilæumsmodeller. (Foto: NAD)

Standardudgaven leveres også uden BluOS og Dirac, hvilket måske kan blive opfattet som en fordel af de mest forhærdede vintageentusiaster, der alene vil have den ægte, analoge vare. Forstærkeren vil dog kunne udvides med BluOS og Dirac via et NAD MDC2-udvidelsesmodul, der vil give den præcis samme funktionalitet som NAD C 3050 LE.

Vi har ikke fået en præcis dansk pris på standardmodellen, men NAD-produktchef Cas Oostvogel fra Lenbrook oplyser, at prisen på den plus MCD2-modulet kommer til at svare til, hvad en NAD C 3050 LE koster.

Lyder som den ser ud

NAD har gjort, hvad de kunne for at spænde forventningerne højt. Designet er lige så eksklusivt som styktallet. Og det ville være skuffende, hvis lyden bare var jævnt gennemsnitlig.

Heldigvis er det efter testerens opfattelse lykkedes at skabe en forstærker, der lydmæssigt signalerer lige så meget ‘moderne retro’, som udseendet gør.

Klasse D-forstærkere er – i nogle tilfælde med rette – blevet beskyldt for at være kliniske og uengagerede i lyden. Det er ikke tilfældet med NAD C 3050 LE, der har en så varm og behagelig lyd, at man næsten kunne mistænke NAD for at have skjult et klasse AB-effekttrin i kabinettet.

Bassen er varm og rund, hvilket klæder rockmusik rigtig godt (og vi mistænker, at en stor del af de potentielle købere fik deres musiksmag dannet med klassisk rock i 70’erne). Mellemtonen er ren og åben; en egenskab, som vi er blevet vænnet til at forbinde med klasse D-trin. Men stadig med en vis varme. Det er nærliggende at sammenligne med en anden Hypex klasse D fra NAD til samme pris, nemlig NAD C 388. Her vinder C 3050 LE tydeligt på en mere charmerede gengivelse af stemmer og af instrumenternes grundtoner. Der er simpelthen sket et teknologisk generationsskifte. Også selv om den senest ankomne ligner en bedstefar til sin forgænger.

Læs også NAD C388 NAD har tradition for at prale med sin ydmyghed. C388 er ikke nogen undtagelse fra den regel. Alt andet er til gengæld forandret.

Rumgengivelse og perspektiv håndteres også fuldt tilfredsstillende. På en god optagelse, som Afenginns ‘Skjálvtin‘ fra albummet Klingra er det en fornøjelse at lytte ind i dybt rum bag højttalerne, hvor hvert enkelt piano- og slagtøjsanslag står tydeligt.

Også tungere kost som Johann Strauss’ ‘Banditen Galop’ i Telarc-udgaven med Cincinnati Pops håndteres fint.

I hvert fald indtil der skiftes over til det næsten dobbelt så dyre NAD C 658 / C 298-forstærkersæt med næsten dobbelt så høj udgangseffekt fra Purifi Eigentakt-udgangstrinet. Så opdager man nemlig, at der kan være meget højere til loftet og bredere til væggene på den akustiske scene. Ligesom der pludselig kommer langt mere styrke og kontrol over bassen.

(Foto: NAD)

Effektiv rumkorrektion

Jeg har testet flere forstærkere med Dirac Live-rumkorrektion, og den gør præcis, hvad den er beregnet til. Og uagtet at det virker gnieragtigt at spise kunderne af med en begrænset udgave af softwaren, er det netop i basområdet, hvor der er størst behov for rumkorrektion – og størst chance for succes.

I mit lytterum har jeg en ret veldæmpet akustik, men der er nogle pukler og dyk i basområdet fra stående bølger. Dem bringer Dirac under kontrol, hvilket gav en betydelig renere basgengivelse.

Og det skal for god ordens skyld understreges, at selve lyttetesten blev gennemført med rumkorrektionen slået til. Også på NAD C 658, der blev brugt som reference.

Læs også Musikken, rummet og alting NAD C658 indeholder mere, end den giver udseende af. Bag den grå facade gemmer sig en alsidig forforstærker, DAC og streaming-modtager, der også kan styre dit lytterum.

Konkurrenter

At finde en 100 W stereoforstærker til lige under 20.000 kroner er ikke nogen svær opgave. Men en direkte konkurrent til NAD C 3050 LE er langt mere kompliceret at finde. Især hvis den både skal have streaming og rumkorrektion – og ligne noget fra 1970’erne.

NAD C 388 kan teknisk set leve op til kravene, hvis den kombineres med et BluOS/Dirac-udvidelsesmodul. Men så bliver totalprisen lige så høj som på C 3050 LE – og uden det lækre retrodesign.

Vi har set flere forstærkere på det seneste, der spiller på de samme retrostrenge, blandt dem den billige LEAK Stereo 230 og den noget dyrere Cyrus Classic AMP. Vi har dog ikke haft mulighed for at teste nogen af dem endnu.

NAD C 3050 LE Lifestyle 4 NAD C 3050 LE Lifestyle 1 NAD C 3050 LE Lifestyle 3
<
>
NAD C 3050 LE emmer af autentisk 70’er-stil. Hvis du er bare den mindste smule nostalgisk, er den svær ikke at blive forelsket i. (Foto: NAD)

Konklusion:

NAD C 3050 LE er en på alle måder charmerende forstærker. Med sit perfekt gennemførte vintage-udseende rammer den lige i hjertekulen på en gammel hi-fi-entusiast. Selv om indmaden er hundrede procent moderne, er lyden tro mod udseendet og emmer af varme og hygge. Forstærkeren har alle de digitale bekvemmeligheder, man kan ønske sig. I hvert fald hvis du får fat på jubilæums-specialudgaven med BluOS og rumkorrektion fra Dirac.

Man kan sagtens finde en billigere forstærker med større effekt, men ikke en, der har de samme funktioner. Så hvis du har lyst til at eje et unikt stykke hi-fi-historie, får du fuld valuta for pengene. Men så skal du skynde dig – for der er som sagt kun 1.972 styk af jubilæumsmodellen i omløb.

Læse hele artikkelen? eller bliv medlem af LB+.

Med LB+ får du adgang til ALT indhold på lydogbillede.dk

LB+ Måned

kr 89,00

KØB

LB+ Uge

kr 45,00

KØB
Ingen bindingsperiode. Fornyes automatisk.
forfatter

John Alex Hvidlykke

(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv en kommentar

MSI Creates a Graphics Card with Creators, Designers, and Artists in Mind Every day, designers and creators sit at their desk to make magic. Whether it is editing the next viral TikTok, or designing a 3D motion graphic character, designers and creators need a graphics card they can rely on.
lbpluss
Primare + Roon: Nu sker det! Nu får din Primare Prisma-forstærker endelig fuld og total Roon-understøttelse!
lbpluss
Streaming uden bøvl med NAD CS1 NAD's billige CS1 kan afspille din musik direkte fra mobilen. Du behøver ikke installere en særlig app.
lbpluss
Endelig får Hegels forstærkere AirPlay 2 Hegels forstærkere får bedre streamingfunktion med AirPlay 2 og understøtter dermed også dit Smart Home bedre.
lbpluss
Forstærkere som bør sætte liv i hjemmebiografen Hvis en forstærker på 5 x 250 watt ikke er nok, så kan Musical Fidelity også friste med et 11-kanals monster. Sig hej til M6x 250.5 og M6x 250.11
lbpluss
Retroforstærker for samlere NAD C 3050 LE er en næsten perfekt replika af den forstærker, der definerede NAD-designet. Er det bare ny vin på gamle flasker?
Følg Lyd & Billede