Search
Generic filters

NAD C388

 itemprop
NAD C388
Februar 2017NAD C388

En fløjlshånd i en arbejdshandske

NAD har tradition for at prale med sin ydmyghed. C388 er ikke nogen undtagelse fra den regel. Alt andet er til gengæld forandret.

Lyd & Billede mener

Meget forstærker for pengene. Indbygget Bluetoothstreaming. Kan udbygges med nye funktioner på indstiksmoduler.
USB-indgang og Wi-fi/multiroom er ekstraudstyr. Ingen balancerede indgange.
Udgangseffekt: 2 x 150 W Klasse D (8 ohm)
Indgange: Pladespiller (MM, stereo RCA), 2 x analog ind (stereo RCA), 2 x digital (optisk), 2 x digital (koaksial), Bluetooth 4.1 (m. aptX), IR/trigger ind/ud, RS-232
Udgange: 2 sæt højttalere (banan/skrueterminaler), pre out/subwoofer (stereo RCA).
Opløsning: 24-bit / 192 kHz på alle digitalindgange.
Fjernstyring: Control4, Creston, RTI, URC, AMX, Savant og Elan.
Dimensioner: 43,5 x 12,0 x 39,0 cm (BxHxD), 11,2 kg

Vis mere
Vis mindre

Vejl.pris 11999 kr

Hvis hi-fi var et eventyr, ville canadiske NAD være Svinedrengen. Prinsen, der klæder sig i laser for at blive vurderet på sit væsen – og ikke sit udseende. NAD har nemlig mere end nogen anden gjort en ære ud af sit no-nonsense-design med grå forplader og billige plastknapper. Og den tradition er C388 ikke nogen undtagelse fra. Tvært imod har serien fået navnet ”New Classic.”

Forpladen er skrabet, selv for NAD: Et navigationshjul, to trykknapper til kildevalg og en volumenkontrol er al betjening. Et klart, men enkelt display viser indstillingen. Som ren tekst selvfølgelig; ikke noget med grafik og touchfunktioner!

Bagpå finder man tre sæt analoge indgange (inkl. pladespiller) og fire digitale. Der er to sæt højttalerudgange og forbindelser til alverdens fjernstyrings- og smart home-standarder. En antenne til Bluetooth er der også, samt ikke mindst to metaldæksler med teksten MDC. Dem vender vi tilbage til.

Forpladen er skrabet, selv for NAD! Foto: NAD
Forpladen er skrabet, selv for NAD! Foto: NAD

 

Bluetooth-streaming
Uanset om det gælder billige konsumprodukter eller tungt high-end, har ingen hi-fi-producenter råd til at ignorere trådløs lyd. C388 har indbygget Bluetooth-modtager og  -sender. Det giver dig enten mulighed for at afspille musik fra mobil og tablet, f.eks. fra streamingtjenster. Eller for at sende lyden trådløst til et sæt Bluetooth-hovedtelefoner. Bluetooh er i sig selv er ikke nogen hi-fi-fornøjelse, men det hjælper på det, at aptX-protokollen understøttes og giver noget, der bringer mindelser om cd-kvalitet.

 

Moderne indmad
Imens C388 ud fra udseendet at dømme kunne være bygget stort i set i et hvilket som helst årti af NADs 45-årige historie, er indmaden langt fra traditionel. Udgangstrinet er en balanceret klasse D-konstruktion, baseret på et design fra hollandske Hypex. Klasse D-forstærkeren er endvidere balanceret, med to effekttrin pr. kanal, der arbejder symmetrisk. Det skal give frihed for støj og forvrængning, men betyder også, at forstærkeren i modsætning til mange andre af NADs konstruktioner ikke kan brokobles til højere effekt, da den teknisk set allerede er det. Forstærkeren er opgivet til 2 x 150 W i 8 ohms belastning. Kortvarigt skulle C388 være i stand til at levere 250 W pr kanal i 8 ohm, og hele 400 W i 2 ohm.

annonce

Strømforsyningen er også gået ind i det 21. århundrede, og er af switch mode-typen, der giver høj virkningsgrad og lav spildvarme. Switch mode-forsyninger er standard i computere, men er omdiskuterede i hi-fi-sammenhæng på grund af risiko for højfrekvent støj, som kan påvirke lyden. Der findes på den anden side også eksempler på vellykkede high-end forstærkere med switch mode-forsyning.

annonce

Der er det udvalg af ind- og udgange, som man med rimelighed kan forvente af en digital, integreret forstærker i den bedre klasse. Dog undrer det lidt, at der ingen balancerede analogindgange er. Især da den balancerede udgangsforstærker kunne have gjort det muligt at køre balanceret hele signalvejen igennem.

 

Kan vokse med opgaven
Noget af det mest spændende ved C388 er muligheden for at tilføje nye funktioner. Det sker via indstiksmoduler kaldet MDC (Modular Design Construction). Modulerne bruges også i NADs high-end-serie, Masters. Der findes en lang og voksende række af moduler, der dækker alskens typer ind- og udgange, hvoraf nogle, men ikke alle, er relevante for C388. Et 4K HDMI-modul kan gøre forstærkeren til centrum i stereo-hjemmebiografen, imens et Bluesound-modul tilføjer trådløs musikstreaming  og afspilning fra USB-enheder. Et tredje modul giver adgang til USB-indgange, så forstærkeren kan fungere som eksternt lydkort for en computer. MDC-modulerne kan købes senere, og montering på værksted er med i prisen.

Man kan tilføje nye funktioner MDC-indstiksmoduler, kendt fra NADs high-end-serie, Masters. Foto: NAD
Man kan tilføje nye funktioner MDC-indstiksmoduler, kendt fra NADs high-end-serie, Masters. På billedet er udvidet med de USB- og netværksporte, som man vi ellers savner. Foto: NAD

 

annonce

Lyden
Med et totalt paradigmeskifte under det velkendte svøb var det spændende at slutte NAD C388 til og lytte til resultatet.

Det umiddelbare indtryk var af en forstærker med en noget køligere eller måske nærmere mere neutral spillestil end mange klassiske NAD-forstærkere. Og det var et indtryk, der blev understreget i timerne efter, i takt med, at forstærkeren blev varmet op og spillet til.

Vi startede med at spille trådløs musik via Bluetooth (fra Tidal HiFi, streamet fra mobil med aptX). Bekvemmeligheden kan der ikke sættes en finger på. Trådløs lyd er kommet for at blive, også til anlægget i ”den fine stue”. Og det lyder da udmærket. Men forskellen på cd-kvalitet og Bluetooth/aptX’s ”næsten cd-kvalitet” er åbenlys. Det er noget, man kan slippe af sted med på et dårligere anlæg, men ikke her.

Med cd som signalkilde og optisk tilkobling kommer der anderledes liv og luft i lydbilledet. NAD C388 gengiver uden at favorisere nogen toneområder på bekostning af andre. Tillægsord som ”varm”, ”rund” eller for den sags skyld ”kølig” passer ikke ind her. Det gør til gengæld ”åben” og ”let”.

Med 2 x 150 W til rådighed og løfter om langt større effekter i musikkens spidser er vi oppe i den tunge ende af forstærkermarkedet, hvor man kan vælge sine højttalere uden smålig skelen til effektivitet. NAD C388 trækker dem uden tegn på anstrengelse og uden at miste hverken overblikket over de fine detaljer eller styringen på basenhederne, når der spilles højt. Tyngde er ikke noget problem. Men dog ikke med helt den samme magtfuldkommenhed som den dobbelt så dyre Hegel H160. Med sit kølige overblik minder C388 om f.eks. NuPrime IDA-16, men giver endda en tand mere åbenhed og luftighed.

 

Konklusion
NAD C388 er kraftig nok til at tilfredsstille de flestes behov for råstyrke, og alsidig nok til at kunne bruges i en lang række anvendelser. Især hvis man udvider med MDC-moduler. Nogle vil savne varme i gengivelsen, imens andre vil glæde sig over nøgternheden i spillestilen. Hvordan man end vender det, har vi at gøre med en fuldmoderne digitalforstærker i den tunge ende, men til en meget fordelagtig pris. Hvis du kan komme dig over det nedad snobbende design, er det svært at finde en integreret stereoforstærker, der giver lige så meget for pengene. Du skal sandsynligvis op i en Rotel RA-1592, der koster næsten 20.000 kroner, eller en Hegel H160 for at finde en tilsvarende kombination af finesse og råstyrke.


    Subscribe
    Notify of
    0 Comments
    Inline Feedbacks
    View all comments

    Alternativer til NAD C388

     data-srcset

    Himmelsk lyd i stjerneklassen

    For de mange, der samler på CD’er og kan lide at streame musik, bliver det svært at finde noget bedre end Naim Uniti Star.

     data-srcset

    High-end i bonsaiformat

    Et komplet lydanlæg i den tunge ende behøver ikke at fylde hele stuevæggen. Det beviser det nyeste medlem af NAD’s Masters-serie.

     data-srcset

    Gold Note charmerer og imponerer.

    (Foto: Producent)

    Pinell Supersound lever op til sit navn med bedre lyd end konkurrenterne.

    (Foto: Producent)

    Det kompakte anlæg fra Pinell er det bedste i sin klasse.

    (Foto: Sonos)

    Endelig en Sonos-forstærker kraftig nok til at drive ordentlige højttalere med overbevisning. Og selvfølgelig med fuld multirumsfunktion.

    (Foto: Producent)

    Sonoros anlæg er et godt valg for alle, der vil have alt på ét sted, så længe man er klar over begrænsningerne.

    (Foto: Producent)

    T+A R 1000 E er særdeles taktfast med superb opløsning og high-end-præcision. Og det bedst af det hele: Der er tilmed cd-afspiller inkluderet!

    (Foto: Teac)

    Streaming-forstærkeren Teac NR-7CD kan det meste, også afspille cd’er. Desuden er lyden rigtig god.

    (Foto: Producent)

    Sandsynligvis den mest luksuriøse multirumsafspiller lige nu. Og den kan også sluge hele din cd-samling.

    (Foto: Producent)

    Tilsæt højttalere og en mobil, og du har et stereoanlæg, der lyder af langt mere, end det koster.

    (Foto: Producent)

    Nvidia Shield anno 2017 er bedre og mindre end sin forgænger.