Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Linn Majik DSM

Stue- og familievenlig alt-i-en-løsning

Den integrerede Linn Majik DSM spiller som en drøm og har rumkorrektion plus alt, hvad man har brug for, indbygget.

Skrevet af / 23/11/2020 - 22:30
Linn Majik DSM
Lasse Svendsen

De er ikke mange, men de findes. De små alt-i-en-løsninger, der på elegant vis kombinerer et lille fodaftryk med seriøst god lyd. Og, lad mig tilføje, ikke koster en formue.

Mange af os vil umiddelbart tænke på Naim Atom, når et kompakt anlæg skal udvides med streaming. Men der findes tilsvarende løsninger fra NAD, Technics, T+A og Devialet, for bare at nævne nogle af de mest kendte.

Det er måske ikke helt så velkendt, at Linn også stiller op i samme kategori som bl.a. Naim med en kompakt, integreret effektforstærker, der kun kræver et par gode højttalere, for at man har et fuldgyldigt stereoanlæg.

(Foto: Linn)

Den familievenlige Majik DSM ligner lidt Naim Atom og har alt indbygget, men adskiller sig fra næsten alle de aktuelle konkurrenter – undtagen NAD M10 – ved at den også har indbygget rumkorrektion, kaldet Space Optimization. Men mere om det senere.

For de uindviede ligner Majik DSM enhver anden moderne forstærker. Med et fodaftryk på 35 x 35 cm er det ikke nogen stor boks, og fraværet af køleribber og store potmetre på fronten antyder, at det her er noget andet end de konventionelle, analoge integrerede forstærkere, som de fleste forbinder med et stereoanlæg.

Den opfattelse er korrekt – Linn Majik DSM kombinerer en tokanals forstærker med analoge og digitale indgange, deriblandt HDMI til TV og PlayStation/Xbox samt streaming via Bluetooth, Wi-Fi eller Ethernet, og den inkluderer hovedtelefonudgang og indgang til pladespillere med MM-pickup.

Med andre ord alt, hvad de fleste har brug for fra en forstærker med streaming i dag – og lidt til.

(Foto: Linn)

Brugervenlig brugerflade

Det pladsvenlige design gør det let at sætte et anlæg sammen med Majik DSM i centrum. Forstærkeren kan placeres ved TV’et, som kobles til via HDMI med ARC (lydretur), så man kan styre lyden med fjernbetjeningen til TV’et.

Et par kompakt- eller gulvhøjttalere, alt efter smag og budget, kompletterer anlægget, som husets pladespiller også kan kobles til, hvis man skulle have en lille pladesamling stående.

Så har man et anlæg, der er let at bruge for hele familien. Med Bluetooth kan alle streame musik fra deres mobiltelefon, og for dem, der både kan lide musik og er optaget af lydkvalitet, kan musik i tabsfri kvalitet streames i høj opløsning fra Tidal eller Qobuz via Wi-Fi eller Ethernet.

Alt kan styres fra en app på mobilen eller med den medfølgende fjernbetjening.

Selve enheden har få knapper, men øverst på kanten af fronten sidder der seks styk, der kan konfigureres, som man vil. På den måde er det muligt for familiemedlemmer at lægge deres egne præferencer ind, og et enkelt tryk kan f.eks. starte TuneIn og yndlingsradiostationen eller en playliste på Spotify.

Majik DMS understøtter afspilning via Spotify Connect, Tidal og Qobuz, og den er også Roon Ready for viderekomne streamere. Den har AirPlay-understøttelse, AirPlay 2 med multirum skulle være på vej, og det samme gælder Tidal Connect.

En PC kan sluttes til via USB-porten på bagsiden, og forstærkerens digitalkonverter (DAC) understøtter op til 24 bit lyd med 192 kHz sampling.

Gemte korrigeringer i Space Optimization kan tilpasses, hvis man f.eks. køber nye højttalere, ommøblerer, flytter eller bare vil have en lidt anden klang i rummet. (Foto: Skærmskud)

Space Optimisation

Indtil videre lyder det som en hvilken som helst streaming-forstærker, men Majik DSM har et es oppe i ærmet, der kan give bedre lyd end konkurrenterne – Space Optimization.

Kort fortalt er det rumkorrektion, der er baseret på trykket i rummet og højttalernes bestykning og placering. Rumkorrektionen anvender ikke data fra målemikrofoner eller målinger af højttalerne, som andre gør, men baserer korrektionen på, hvordan rummet ser ud – højde, bredde, overfladetyper, placering af vinduer og døre osv.

Det er en ret kompleks proces, som man dog ikke behøver at bekymre sig om. En Linn-specialist sætter forstærkeren og rumkorrektionen op, og derefter skal man ikke tænke på andet, end hvad man har lyst til at spille.

Processen foregår på den måde, at rummet måles op med data om vægge, lofter osv., og de data lægges så ind i en brugerprofil, hvor man også fortæller om placeringen af højttalerne – helt ned til en centimeters præcision – og hvilken model der er tale om. Data uploades så til en server, der laver beregningerne, og et par minutter senere har man en korrigeret profil for rummet.

Læs testen af Linn Klimax DSM/2 for en gennemgang af Space Optimisation eller se videoen herunder.

 

Man kan lave så mange profiler, man vil. De kan også ændres, hvis man f.eks. vil have lidt federe bas, og brugeren kan når som helst og på få sekunder vælge en foretrukken profil.

Skulle man komme på glatis, kan man kontakte Linn-forhandleren og dele adgangen til sine profiler online, og så kan de lave de nødvendige rettelser og korrigeringer af profilerne.

På den måde kan man tilpasse lyden til næsten ethvert rum, for Space Optimisation tager hensyn til, om man bor i en bjælkehytte med trægulv og små vinduer eller en studielejlighed med gipsvægge og store vinduesflader.

Bowers & Wilkins 702 S2 Signature. (Foto: Bowers & Wilkins)

Det virker!

Man kan sagtes bruge forstærkeren uden rumkorrektion, men det er som at køre bil med mindre morsomme hjulvinkler. Har man først valgt en Majik DSM, bør man afgjort også benytte sig af rumkorrektionen.

Det kan imidlertid byde på én udfordring. Her tænker jeg ikke på selve opsætningen – den tager andre sig af – men i Linns database fandt jeg – ud over alle de højttalere, de selv har produceret – mest relativt ældre modeller fra andre producenter.

Da vi hovedsagelig omgiver os med nye modeller, blev det lidt af en udfordring at finde højttalere på lageret, der kunne testes med Linns Space Optimization.

Første kandidat var Bowers & Wilkins 702 SE Signature, en fornem højttaler, der ikke fandtes i databasen, men det gjorde 702 S2, som har samme bestykning, basport og højde over gulvet. Det rakte rigeligt. For Linn måler basenergien fra basporten, den nederste bas-enheds højde over gulvet og kun frekvenser under 80 Hz. Meget ens data for 702 S2 og S2 Signatur betød, at der ikke skulle være nogen grund til ikke at bruge Signature-versionen.

For en ordens skyld prøvede jeg også med højttalere fra MartinLogan, Audiovector og JBL med og uden Space Optimisation, og konklusionen var klar.

På de højttalere, der allerede lå i Linns database, var der en hørbar forskel i Space Optimisations favør. På dem, der ikke gjorde, var forskellen mindre, men stadig mærkbar. Personligt foretrak jeg at spille med Space Optimization, uanset hvilke højttalere der var sluttet til.

MartinLogan Electromotion ESL X. (Foto: MartinLogan)

En undtagelse var MartinLogan ElectroMotion ESL X, som heller ikke ligger i Linns database. Men her var problemet nok, at forstærkerens proprietære klasse D-udgangstrin ikke syntes, at højttalernes bratte fasevinkler og skiftende impedans var så sjovt. Musikken sprudlede aldrig med MartinLogan-højttalerne, som fungerer meget bedre med Devialets SAM-korrektion.

Men sprudlede, det gjorde Audiovector R1 Arreté, for ikke at tale om JBL L82 Classic. Uden rumkorrektion lød det rent, pænt og lidt tamt i bassen, men meget korrekt. Med Space Optimization løftede bassen sig og strakte sig nedad, og den dynamiske kontrast var mærkbart bedre. Ikke at den var dårlig til at begynde med – det er trods alt to af de livligste højttalere derude.

Strygere og vokaler kommer bedre frem i lydbilledet med Space Optimization, og den kompakte forstærker kan både være legeglad og seriøs, når det er det, der kræves. Man får mere dybde i lyden med Space Optimization, og lydbilledet virker større.

Man kan når som helst ændre lidt på indstillingerne i Linn-kontoen og f.eks. trække skydeknappen fra neutral til mere pågående lyd, men et sted tættere på neutral passede bedst i mit rum.

NAD M10 er et billigere alternativ, som også har rumkorrektion. Den bruger Dirac Live med målemikrofon og app, men er ikke så nøjagtig som Space Optimisation. Ligesom Majik DSM er den ikke nogen krudttønde, og begge har begrænset med kræfter til at trække tungtdrevne højttalere på party-volumen i et stort rum.

Det gælder også Naim Atom, der ikke har rumkorrektion, men spiller, som om den er dobbelt så kraftig, som den egentlig er. Men hverken NAD eller Naim har indbygget pladespillerindgang.

Audiovector R1 Arreté. (Foto: Audiovector)

Konklusion

Den komplekse rumkorrektion bør ikke virke afskrækkende. Tværtimod er den med til at gøre Linn Majik DSM til et meget relevant alternativ, især for dem, der har et lidt krævende rum at placere højttalere i. Rumkorrektionen sættes under alle omstændigheder op af forhandleren, og når det er gjort, kan hele familien bare vælge og vrage af musik at streame over anlægget via Majik DSM.

Den spiller også godt lige ud af æsken, men det er Space Optimization, der gør den til en af de bedste effektforstærkere i sin klasse. Men tjek, at dine højttalere ligger i Linns database inden Space Optimisation, så fungerer det allerbedst.

Karakter
Linn Majik DSM
Premium

Lyd & Billede mener

Effektiv rumkorrektion, silkeblød og dynamisk lyd med rumkorrektionen aktiveret, veludstyret og god brugervenlighed. Ikke alverdens kræfter til tungtdrevne højttalere. Rumkorrektionen er genial, men kompleks.

1 kommentar til “Linn Majik DSM”

  1. Det kunne være spændende, hvis I også kunne få testet Lyngdorfs TDAI 1120, som jo er i samme kategori.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Klasse D lyder som klasse A

Ekstremt vellydende (og lidt underlig) musikstreamer

Kraftigere lyd, end man skulle tro

Referencelyd i premium-klassen

Find CD-samlingen frem igen

Sensationelt godt køb

Charmerende kassetteafspiller

Lydkort sender din high-end DAC på pension

Bedst uden eget phonotrin

Kompaktanlægget som har alt

Et usædvanligt godt køb

Pladespiller med startknap

Lyd & Billede
Scroll to Top