Ligesom flere andre har Asus de sidste par år fået øjnene op for de såkaldte digitale kreative: Grafikere, videofolk og 3D-animatorer, der har brug for superhurtige computere med grafik i sværvægtsklassen. Men som ikke har lyst til at købe en gaming-PC.
Asus ProArt Studiobook 16 er den nyeste model i Asus’ kreative serie. Det er en bærbar PC, der er slank og let nok til at have med i tasken på pendlerturen eller til kundemødet. Men kraftig nok til krævende kreativt arbejde.
Kabinettet er udfræset i ét stykke af en sortanodiseret aluminiumlegering. Den ret store computer vejer kun 2,4 kg. I forhold til at der kræves en del køling af processoren og grafikkortet, er det ret godt klaret.
Formatet er lidt usædvanligt, men ganske vellykket: En 16 tommers skærm i 16:10-format. Det giver god arbejdsplads på skærmen, men maskinen tager stadig mindre plads end en 17 tommers PC. I kraft af det lidt højere skærmformat bliver kabinettet dog ret dybt, så der er masser af plads til en stor touchpad og en såkaldt Asus Dial. Sidstnævnte er en stor drejeknap, der fungerer som et rat, som man kan styre forskellige funktioner i sine programmer med.
Touchpad’en rummer også ekstra funktioner. Ved siden af almindelig navigation understøtter den en stylus-pen, så man kan bruge den som tegneplade med 1.024 gradueringer af tryk.
Tastaturet er stort, og alle taster har den rigtige størrelse. Det gælder også på det separate numeriske tastatur.
Skærm i særklasse
Og så er der skærmen. Det er ganske enkelt en af de allerbedste skærme, jeg har set på en bærbar computer! Billeder står farvedybe og Kodachrome-vibrerende på en måde, der får samtlige andre skærme i nærheden til at virke matte og grå.
Det er en OLED-skærm i 4K-opløsning – eller rettere i WQUXGA-opløsning. En forkortelse, som jeg tvivler på, at nogen er i stand til at memorere i mere end nogle få sekunder ad gangen. Men det svarer i praksis til en opløsning på 3840 x 2400 pixel. Og i fuld 100 procent DCI-P3 filmindustrikvalitet samt Pantone-valideret. Med et sortniveau, der er mørkere end bagsiden af Månen.
Den eneste laptop-skærm, jeg kan komme i tanke om, der i lækkerhed kan konkurrere med denne, er den 4K OLED-skærm, der sidder på Asus ZenBook Pro Duo.
Professionelle grafikere kræver to ting: Præcision – det leverer skærmen så glimrende – og hastighed. Og med en ottekerners AMD Ryzen 9-processor, gavmilde 32 gigabyte RAM og et Nvidia RTX 3070-grafikkort har Studiobook 16 mere regnekraft end de fleste stationære maskiner.
“Skærmen er så farverig og lækker, at man får lyst til at slikke på madbillederne på Facebook.”
Benchmarks
AMD’s Ryzen-processorer har på det seneste imponeret med masser af kræfter til en betalelig pris. Det gælder også den Ryzen 9 5900HX, der bruges i Studiobook’en.
En Geekbench 5-score på 9.010 i multi-core og 1.482 i single-core er blandt det bedste, vi har set, og kontorprogramtesten PCMark 10 slutter med resultat på 6.805. Det er absolut flot.
Studiobook 16 er ikke bygget til gaming, men 3D-ydelsen fejler ikke noget. Det er ikke af hensyn til pauseunderholdningen. Professionelle grafikprogrammer som Photoshop udnytter nemlig kræfterne i grafikkortet til mere alvorlige beregninger.
3DMark Time Spy-testen ender med en score på 9.010, mens Fire Strike-testen fra samme firma giver et resultat på 19.720. Det burde få både billedbehandling og videoredigering til at glide problemfrit.
De store mediefiler skal også gemmes, og her stikker Asus’en af fra mængden. Med en gennemsnitlig overførselshastighed på 3,2 GB/s, målt med HDTach, går lagring og læsning dobbelt så hurtigt som på de fleste PC’er, vi tester.
Også batteritesten overrasker positivt. Lysstærke 4K-skærme og hurtige grafikprocessorer rimer sjældent på god batteriøkonomi. Men en batteritid på over fire timer er på niveau med nøjsomme ultrabook-computere!
Mac er målestokken
Der findes næppe en PC-producent med respekt for sig selv, der ikke har en model til kreative professionelle på programmet. Men den direkte konkurrent til enhver af dem er Apple MacBook Pro, da Apple sidder tungt på den grafiske branche.
Målt på pris og ydelse slipper den ellers ret kostbare Studiobook Pro 16 godt fra sammenligningen. Man skal betale 30-50 procent mere for en MacBook Pro 16 med samme ydelse. Og Apple har i dag slet ikke en skærm, der kan matche i farverigdom og opløsning.
Konklusion
Målt efter egne alen er Asus ProArt Studiobook 16 en rigtig lækker computer til grafisk produktion. Der er rigeligt med regnekraft, og skærmen er så farverig og lækker at se på, at man får lyst til at slikke på madbillederne på Facebook. Drejeknappen Asus Dial og den kombinerede touchpad og tegneplade er opfindsomme indslag, som for nogle kan gøre produktionen mere effektiv og behagelig.
Den målestok, som kreative computere vil blive målt efter, laves dog i Cupertino i Californien, og reaktionen i den kreative afdeling vil nok være “Jamen det er jo slet ikke en Mac!” Det varer dog kun, indtil kollegerne ser skærmen.
Læs videre med LB+
Efterårs tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i en måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer