Digitale møder er blevet en større del af vores hverdag, og med eller uden corona er de kommet for at blive. Derfor er det vigtigt for en virksomhed at have et system, der fungerer godt, og som sikrer en god lyd- og billedkvalitet i begge ender af samtalen.
Kun til Microsoft Teams
Med konferencesystemet Expand Vision 3T er EPOS gået all-in på Microsoft Teams. Det vil sige, at Teams er indbygget i styresystemet, og det kan ikke bruges sammen med andre programmer eller tilsluttes en bærbar med USB i en “ring-til-din-egen-enhed”-setting.
Der er en UC-udgave på vej af systemet, som skal fungere sammen med andre programmer, såsom Zoom og Google Meet, men her tester vi altså Teams-versionen.
Kamera og højttalermikrofon
Expand Vision 3T består af en hovedcentral med et indbygget 4K-kamera med avanceret optik. Den kobles til netværket – enten trådløst eller med kabel – og til en skærm eller projektor med HDMI-kabel. Den kan nemt hvile oven på skærmen eller kan monteres på væggen med et medfølgende beslag.
Systemet omfatter også højttalermikrofonen SP 30T med en fuldtone-højttalerenhed på ca. 8 cm og to indbyggede mikrofoner med støjreduktion. Mikrofonsystemet justerer automatisk responsen ud fra, om den, der snakker, er tæt på eller længere væk, så lyden altid bliver så ens som muligt.
Højttaleren har også trådløs Bluetooth-funktion, så den kan bruges med mobile enheder, men i dette system skal den sluttes til med USB-kabel. Der medfølger forlængerledning, så optimal placering i rummet er let at opnå.
Opsætning og brugervenlighed
I æsken medfølger der en fjernbetjening, men man kan også tilslutte et eksternt tastatur/mus-sæt for nemmere betjening. EPOS Expand Vision 3T har et meget simpelt styresystem indbygget, som vises på den HDMI-tilsluttede TV-skærm eller projektor.
Via skærmmenuen kan systemet kobles til et netværk og til ens Microsoft Teams-konto. Hvis man ikke har sådan en, skal man oprette en på sin PC. Ens kontaktliste skal også oprettes på PC’en, da man ikke kan lave en separat Teams-liste via konferencesystemet fra EPOS. Man kan dog ringe op til individuelle kontakter – inklusive personer, man ikke har på sin liste – ved hjælp af deres e-mail-adresse. Til det bør man bruge et tastatur.
Uanset hvad, så fungerer systemet bedst, når man ikke skal søge efter personer uden for sin mødeliste.
Når et møde er aftalt mellem én selv og en anden person gennem Teams, vises mødet på hovedskærmen. Bare klik på mødet med fjernbetjeningen, og det starter på skærmen.
Zoom
Med 4x digital zoom kan man lave en tæt beskæring, hvis man vil; det gøres i skærmmenuen. Jeg ville ønske, at man også kunne gøre det direkte på fjernbetjeningen, da det er lidt besværligt at skulle gå ind i menuen hver gang. Men man kan også indstille det til at ske automatisk, så der bliver zoomet ind på en enlig mødedeltager, mens kameraet zoomer ud, hvis flere deltagere kommer ind i lokalet.
God videokvalitet
Kvaliteten af den video, der kommer igennem til den anden part, er god, med naturlige farver og et skarpt billede. Hvide vægge i mødelokalet brænder ikke ud, men gengives på en naturlig måde.
Kameraets opløsning er 4K, men video overføres maksimalt i Full HD (1080p). I stedet sørger den høje opløsning for, at ingen pixels forsvinder, hvis man zoomer ind digitalt.
Samtalekvalitet
Lydkvaliteten i højttaleren er god, og jeg kan høre modparten klart og tydeligt. De kan også høre mig tydeligt. Min stemme bliver dog lidt skarpt, så den er distinkt, men samtidig mangler fylde. Det bliver værre, hvis jeg sidder i et rum med en hård klang. Her var Logitech Rally Bar væsentlig bedre, men prisen var så også dobbelt så høj.
Når jeg bevæger mig nogle meter væk fra mikrofonen, bevares lydniveauet på min stemme, og modparten bekræfter, at jeg stadig går tydeligt igennem. Men da jeg ringede til en person i min egen husstand, og vi skiftede, så vedkommende talte via EPOS-systemet, og jeg kunne høre mig selv, var der efter min mening en lidt grim lyd fra rumklangen. Det lød digitalt og temmelig indelukket. Også selv om ordene altså kom tydeligt frem.
Jeg synes, at systemets noise-gate er for kraftig, dvs. den effekt, der skærer lyden af i pauser mellem ytringerne. Det er for at holde støjniveauet nede, men det sker så brat og brutalt, at små ord i begyndelsen og slutningen af en sætning nogle gange bliver slugt. Det lyder mere unaturligt, jo længere efterklang der er i mødelokalet.
Jeg har ikke prøvet med flere mødedeltagere i samme lokale, da systemet blev testet under (endnu) en coronanedlukning. Men ud fra hvad jeg har hørt, kombineret med en god portion mavefornemmelse, er der grund til at tro, at mikrofonsystemet fungerer efter hensigten, hvis mødelokalet har en god akustik.
Hvis der er store, nøgne flader som vinduer og nøgne vægge, uden nogen form for akustisk behandling i rummet, kan det være generende, hvis flere prøver at tale i munden på hinanden.
Udvid med flere mikrofoner?
I et større rum vil man gerne kunne udvide mikrofonsystemet. Den medfølgende højttalermikrofon, SP 30T, kan ikke udvides med satellitmikrofoner. Man kan heller ikke tilslutte to af samme slags. Men man kan droppe Expand 30-mikrofonen og vælge Expand 80 i stedet. Den er større, specificeret til op til 16 personer og kan udbygges med flere satellitmikrofoner.
Konklusion
EPOS Expand Vision 3T er et konferencesystem, der gør det legende let at holde Teams-møder. Det kan være permanent koblet til mødeskærmen, så man bare skal tænde for det, og så er man er i gang. Ingen nedetid, hvor man skal rode med teknologien, før hvert møde.
Videokvaliteten er god med 1080p HD-kvalitet, og lyden fungerer også godt nok. Akustikken i rummet skal dog være god, hvilket vil sige godt dæmpet. Ellers tager støjreduktionen for hårdt fat, og det lyder “digitalt” og grimt. Men modparten kan stadig høre, hvad der bliver sagt, så det er ikke noget stort problem.
Alt i alt et meget fint system for virksomheder, der bruger Teams. Men det er ikke beregnet til folk, der har brug for flere platforme – såsom Zoom eller Google Meet. I så fald må man vente på UC-udgaven.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer