annonce
annonce
annonce

Test af Apple MacBook

Designperle kræver tilvænning

Vil man købe Apples nye MacBook, er der et par kameler, som skal sluges!

Lyd & Billede mener

  • Mindre end nogen anden bærbar vi har testet. Den nye Force Touch-teknologi er genial, og maskinen præsterer bedre, end vi havde frygtet.

  • Vi er ikke sikre på, at verden og brugerne er klar til en bærbar computer med kun én eneste port.

annonce

Apple MacBook er måske den mindste bærbare computer, vi nogensinde har testet. Og det er først, når man har den i hænderne, at man opdager, hvor lille og let, den egentlig er. Især at den kun måler 28 cm på den lange led og dermed sågar er smallere end en 11” MacBook Air betyder, at MacBook’en ikke virker større end en stor tablet som Microsoft Surface 3 eller Samsung Galaxy NotePRO 12.2.

Skærmen er på 12” og kommer med en opløsning på 2304 x 1440 pixel. Den begrænsede plads til trods har Apple fået plads til et tastatur i fuld størrelse, men vandringen er mindre og tasterne større, end vi er vant til. Det vender vi tilbage til senere.

Foran tastaturet sidder en touchpad, der sågar er større end den, som sidder på en MacBook Pro, og i øvrigt byder på Apples nye Force Touch-teknologi, som vi også vender tilbage til.

At den kommer med Intels Core M-processor indebærer, at MacBook’en ikke har nogen blæser. Og porte og stik har den næsten heller ingen af!

På højre side sidder et 3,5 mm minijack-stik til hovedtelefoner, mens vi på maskinens venstre side finder den enlige USB-C port, der både bruges til opladning og gør det ud for computerens eneste fysiske tilslutningsmulighed. Om Core M-processoren ender med at skuffe og være for svag til andet end at bruge tekstbehandling og gå på Facebook er et påtrængende spørgsmål, og det samme er, om man overhovedet kan leve med kun én port.

Den nye MacBook kommer i tre farver: Space Grey, guld og sølv.

Den nye MacBook kommer i tre farver: Space Grey, guld og sølv.

Sidst, men ikke mindst, fås MacBook både i sølv (som alle tidligere MacBook Pro- og Air-modeller) og som noget nyt i guld og i en mørk metallisk farve, som Apple kalder Space Grey. Præcis som de nyeste iPhone- og iPad-modeller.

Udseende og konstruktion
Med undtagelse af de nye farver har Apple med den nye MacBook holdt sig til den kendte og velfungerende designskabelon. Der er som nævnt tale om den mindste og letteste bærbare fra Apple hidtil, men ellers ligner den med sit ekstruderede aluminiumskabinet og bløde kurver en klassisk Apple-bærbar, og helt ned til mindste detalje er der tale om design og kvalitet i topklasse.

Skærmbillede 2015-05-08 kl. 14.51.46

Hvad man ikke lige kan se med det blotte øje er, at indersiden er fræset ud for at gøre mest mulig plads til batterier, som ligger lagdelt som terrasser i næsten hele maskinens omkreds.

Et enkelt tilbageskridt i forhold til tidligere er, at den nye USB-C stik-type betyder et farvel til Apples kendte MagSafe-stik, der ellers forhindrer, at man kan komme til at flå sin MacBook på gulvet, hvis man snubler i strømledningen.

Skærm
Billedkvaliteten er, som vi kender den fra Apples Retina-skærme, ganske glimrende. Skærmen er lysstærk og skarp med en god, naturlig farvemætning, og selvom der ikke er tale om den absolut bedste skærm vi har set på en bærbar, så er resultatet alligevel en smule imponerende, da Apple for at gøre skærmen og dermed maskinens låg så slank som mulig har anvendt et LED-panel, der bruger 30% mindre strøm end nogen anden MacBook-skærm.

Den eneste anden computer med 12” skærm, vi har testet hidtil, er i øvrigt Microsofts Surface Pro 3, der kommer med en opløsning på 2160 x 1440 pixel og dermed et formatforhold på 3:2. Apple har til den nye MacBooks 12” skærm i stedet valgt en opløsning på 2304 x 1440 pixel, hvilket giver et formatforhold på 16:10 og er helt i tråd med alle andre Apple-bærbare med undtagelse af 11” MacBook Air, den eneste MacBook-model med 16:9 skærmformat.

Force Touch
For at spare plads er computerens touchpad ikke længere mekanisk. I stedet bruger Apple den førnævnte Force Touch-teknologi, som dels kan registrere, hvor hårdt brugeren trykker med fingeren på pegefladen, og dels kan give haptisk feedback, så det for brugeren føles nøjagtigt, som klikkede man på en bevægelig mekanisme. Den fornemmelse er faktisk så realistisk, at man først indser, at pegefladen vitterligt ikke bevæger sig, hvis man prøver at trykke på touchpad’en, når MacBook’en er slukket og ikke giver noget haptisk feedback.

MacBook’ens touchpad er i fuld størrelse og byder på den helt nye Force Touch-teknologi.

MacBook’ens touchpad er i fuld størrelse og byder på den helt nye Force Touch-teknologi.

Force Touch muliggør to “klik-dybder” afhængigt af, om man trykker normalt eller hårdt (det såkaldte Force klik) på touchpad’en. For eksempel kan man ved at “Force klikke” på en adresse i en tekst slå den direkte op i Apples Kort-app, og i Quicktime spoler en film hurtigere eller langsommere afhængigt af, hvor hårdt man trykker på pegefladen. Force Touch kræver en smule tilvænning, men er virkelig en genial funktion, som man hurtigt savner på sin gamle bærbare computer.

Tastatur
Også tastaturet kræver en smule tilvænning, da tasterne sidder meget tæt på hinanden og deres vandring nærmest er ikke-eksisterende. Det er selvfølgelig atter et tiltag for at gøre maskinen så slank som muligt, og for at kompensere for den manglende taktile fornemmelse af tasterne er de til gengæld blevet 17% større end på alle tidligere MacBook-modeller. Vores oplevelse er, at det faktisk gør tastaturet mere træfsikkert, og vi tror, at Apple gradvist vil sende den gamle tastatur-type på pension.

Tasterne på den nye MacBook er meget flade og har næsten ingen vandring.

Tasterne på den nye MacBook er meget flade og har næsten ingen vandring.

USB-C
Hvis vi får ret i den spådom, så kan de gamle Apple-tastaturer nyde deres otium sammen med SD-kortlæseren samt USB-, Thunderbolt- og HDMI-portene, der åbenbart alle har nået pensionsalderen. MacBook’en kan udelukkende forbindes fysisk til omverden via USB-C, der både bruges til opladning og til at slutte computeren til alle slags eksterne enhed lige fra harddiske til skærme med UHD-opløsning.

USB-C er en helt ny industristandard, som Apple er først om at omfavne. Det kræver dog tilvænning, at den nye MacBook kun har denne ene port.

USB-C er en helt ny industristandard, som Apple er først om at omfavne. Det kræver dog tilvænning, at den nye MacBook kun har denne ene port.

Manglen på porte vil sikkert være en dealbreaker for mange, men Apple forsvarer sig med, at fremtiden er trådløs, og at USB-C i øvrigt er en industristandard og ikke noget proprietært format, som kun understøttes af andre Apple-produkter. Naturligvis har Apple samtidig med MacBook’en lanceret en lille håndfuld egne adaptere – for eksempel én der indeholder både HDMI-, USB 3- og USB-C-port – men de er dyre (679 kroner for den netop omtalte adapter), og vi regner stærkt med, at det snart vil vælte frem med billigere adaptere fra tredjepartsleverandører al den stund, at også andre computer-producenter kan ventes at gå over til USB-C-standarden i en nær fremtid.

Man kommer næsten ikke udenom at investere i ekstra adaptere til den nye MacBook.

Man kommer næsten ikke udenom at investere i ekstra adaptere til den nye MacBook.

Intel Core M
MacBook’ens absolut største svaghed er Intels Core M-processor, som har leveret undervældende resultater de få gange, vi allerede er stødt på den. Det gør den for så vidt også denne gang, men brugeroplevelsen har alligevel ikke været så slem, som vi havde frygtet.

I benchmarkprogrammet Geekbench 3 får vi et resultat på henholdsvis 2.407 (single-core) og 4.612 point (multi-core), hvilket er en hel del bedre, end da vi testede ASUS Zenbook UX305 (1.976 og 3.479 point), og i Browsermark 2.1 får den 5.074 point, som langt fra er katastrofalt.

I daglig brug er MacBook’en hurtig nok til at være acceptabel. Vi har stresstestet maskinen ved at åbne og bearbejde store filer i iMovie, InDesign og Photoshop, og konklusionen er, at computeren nok er en smule langsommere på alle punkter end den typiske MacBook Pro, men så længe man ikke arbejder med et meget højt antal voldsomt store dokumenter, kan MacBook’en faktisk godt følge med.

Batteritiden har vi også testet, og i daglig brug leverer maskinen cirka fem til syv timer, mens den i vores stresstest gennemført med Futuremark Peacekeeper tabte sutten efter 3 timer og 45 minutter. Igen et acceptabelt resultat.

Konklusion
Det korte af det lange er, at Apples nye MacBook er en usædvanligt lækker og ekstremt slank og let bærbar computer. De færreste vil kunne bruge den som primær arbejdsstation, men den er lige så lille og nem at have med rundt som en tablet, og hvis det er sådan, man anvender den i praksis, betyder manglen på tilslutningsmuligheder mindre. Den nye tastaturtype fungerer glimrende, og Force Touch-teknologien er decideret genial!

Faktisk vil prisen nok være det største aberdabei for de fleste brugere, for den nye MacBook er DYR! Selv den billigste MacBook koster lige så meget som en 13” MacBook Pro med Retina-skærm, der nu også kommer med Force Touch, så man skal være en meget dedikeret Apple-fan med en uhelbredelig trang til at prøve det allernyeste, før det giver mening at kaste så mange penge efter den nye MacBook.

Fakta

  • Operativsystem: Mac OS X Yosemite
  • Processor: 1,1 GHz Intel Core M-5Y31 dual-core
  • Hukommelse: 8 GB ram / 256 GB SSD
  • Skærm: 12” IPS, 2304 x 1440, 226 ppi
  • Forbindelser: USB-C, 802.11 ac/a/b/g/n, Bluetooth 4.0
  • Mål: 280,5 x 196,5 x 13,1 mm
  • Vægt: 920 g
  • Batteri: 39,7 Wh litiumpolymer-batteri, op til 9 timers levetid
Producent:
Apple
Pris:
11.299,-
Importør:
Billedkvalitet
Funktionalitet
Brugervenlighed
Kvalitetsindtryk
annonce
annonce
annonce
annonce
Som læser har du kun ret til at benytte indholdet på lydogbillede.dk til personlige og ikke-kommercielle formål. Du kan downloade, linke til og udskrive indhold fra lydogbillede.dk til private og ikke-kommercielle formål, forudsat at du henviser til kilden og respekterer eventuelle rettighedsangivelser og/eller -forbehold. Du må ikke bruge indhold til andre formål eller på andre måder end dem, der udtrykkeligt er tilladt. .