Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Ring Alarm Security Kit (5 piece)

Slå alarm derhjemme

Ring Alarm Security Kit er et fremragende komplet alarmsystem til hjemmet, som er lige til at tage ned fra hylden.

Skrevet af / 01/12/2020 - 10:53
Ring Alarm Security Kit (5 piece)
Peter Gotschalk

Et alarmsystem til hjemmet kan være en dyr fornøjelse, som kræver professionel installation. Men Amazon-ejede Ring, som allerede gør sig i smarte produkter, der skal gøre hjemmet mere sikkert – bl.a. Ring Video Doorbell 2, som lader dig se, hvem der ringer på døren, også når du ikke er hjemme; Ring Door View Cam, en dørspion, der giver de samme muligheder til dem, som bor i lejlighed; og selvfølgelig overvågningskameraer som Ring Indoor Cam, der kan bruges til at video-overvåge hjemmet, når du selv er på farten – har nu også fået et gør-det-selv alarmsystem på hylderne.

Ring Alarm Security Kit kommer i forskellige versioner med forskellige antal sensorer. Vi har testet den mindste udgave med fem dimser i pakken, og det er faktisk rigeligt til at sikre f.eks. en lejlighed eller et lille sommerhus.

Med i købet får man en enkelt kontaktsensor, der kan bruges til døre og vinduer, en bevægelsessensor, en rækkeviddeforstærker, et tastatur og en basestation til at knytte det hele sammen.

Basestationen binder de forskellige sensorer i alarmsystemet sammen. Når alarmen er aktiveret, skifter ringen i midten farve til rød. Det er også i basestationen, at sirenen på 104 dB er indbygget. (Foto: Ring)

Montering og opsætning

Hele herligheden er lige så let at sætte op som at klø sig i nakken. Man starter med basestationen, som skal sluttes til strøm og efterfølgende til det lokale trådløse netværk via Ring-app’en, som man inden da skal downloade til sin mobil. De tilhørende sensorer samt tastaturet aktiveres og genkendes automatisk af basestationen én efter én og placeres passende steder i hjemmet.

Der følger skruer osv. med i æsken, men man kan også bare montere sine sensorer ved hjælp af de selvklæbende strips, som også er en del af pakken.

Vi havde absolut ingen problemer med at forbinde de forskellige enheder med hinanden under opsætningen, og det er også let og ligetil at tilføje flere sensorer til et eksisterende alarmsystem.

Alle enhederne – selv basestationen – kommer med selvopladeligt batteri, men kan også sluttes til lysnettet.

Der følger én kontaktsensor til døre og vinduer med i den lille pakke, men ekstra sensorer kan købes for knap 300 kroner pr. styk. (Foto: Peter Gotschalk)

Ikke fuld funktionsdygtig uden abonnement

Batterierne skal sørge for, at alarmsystemet stadig fungerer, når og hvis strømmen går, men i praksis er det kun en mulighed, ifald man også tegner et abonnement på den såkaldte Ring Protect Plus-plan, som koster enten 100 euro om året eller 10 euro pr. måned.

Alle enhederne kommer nemlig med indbygget 3G-netværk, der dog først aktiveres, hvis man abonnerer på planen. Med 3G-netværket og de selvopladende batterier fungerer alarmsystemet, uanset om Wi-Fi svigter, eller der er strømafbrydelse.

Ring Protect Plus-planen indeholder også såkaldt Assisted Monitoring, hvor man selv og udvalgte andre (f.eks. en nabo eller et alarmfirma) får et opkald, hvis alarmen går. Uden planen må man nøjes med “Self Monitoring”, hvor man blot modtager en e-mail, hvis alarmen udløses, mens man ikke er hjemme. Ligesom man altså også står uden backup, hvis det trådløse netværk derhjemme er i udu.

Med en Ring Protect Plus-plan får man flere fordele med i pakken, herunder Assisted Monitoring og en mobil backup-forbindelse til sine enheder. (Foto: Peter Gotschalk)

Betjening og anvendelse

I praksis betjenes alarmsystemet hurtigst og nemmest ved hjælp af Ring-app’en. Men man kan også tænde og slukke for alarmen ved hjælp af det medfølgende tastatur, som derfor er mest praktisk placeret enten ved hoveddøren eller måske i soveværelset, hvis man hører til den nervøse type, der også gerne vil have alarmsystemet aktiveret, mens man sover.

Der kan vælges imellem tre tilstande – Disarmed, Home og Away. Hvis alarmsystemet er helt deaktiveret, sker der ingenting, uanset om man bevæger sig rundt i hjemmet eller åbner/lukker døre og vinduer, mens Home-tilstanden deaktiverer indendørs bevægelsessensorer, samtidig med at kontaktsensorer ved døre og vinduer forbliver tændt. På den måde kan man bevæge sig rundt derhjemme uden at udløse alarmen, mens en åben dør eller ditto vinduer vil få sirenen til at hyle, så hele nabolaget kan høre det. Away-tilstanden aktiverer alle sensorer, så alarmen går ved den mindste bevægelse, eller hvis døre/vinduer åbnes.

Læs også Efter aflytningsskandale: 5 grunde til at bruge Alexa, Google Assistant og Siri – og 3 grunde til at løbe skrigende bort Til trods for aflytning: Skal du købe en smart-højttaler med indbygget digital assistent? Få svaret her.

Man kan selvfølgelig tilpasse indstillingerne, så f.eks. én bestemt sensor deaktiveres, så man kan have et soveværelsesvindue åbent, mens andre døre og vinduer aktiverer alarmen. App’en holder under alle omstændigheder styr på alle aktiviteter i en log, så man hele tiden har overblik over, hvad der skete hvornår, og hvilke sensorer der er henholdsvis aktiveret og deaktiveret.

Da Ring ejes af Amazon, virker systemet selvfølgelig ved hjælp af stemmekommandoer sammen med Amazon Alexa, mens brugere af andre digitale assistenter – Google Assistant og Siri – må nøjes med at betjene alarmsystemet via app’en.

Tastaturet kan placeres strategisk ved hoveddøren, så alarmen kan aktiveres hurtigt ved hjælp af en pinkode, når man forlader hjemmet. Man kan dog også vælge at bruge app’en på sin mobil til at betjene sin Ring Alarm. (Foto: Ring)

Konklusion

Ring Alarm Security Kit er lige så let at gå til som at bygge med legoklodser. Opsætningen er nem og foregår uden problemer, og de enkelte sensorer virker bare. Selv uden abonnement er alarmsystemet ret brugbart, og med en Ring Protect Plus-plan oven i hatten er man faktisk lige så godt dækket ind som med et langt dyrere professionelt alarmsystem.

Karakter
Ring Alarm Security Kit (5 piece)
Premium

Home mener

Ekstremt nemt at installere, virker med det samme. Kan udvides ligesom et samlesæt. Nem og fleksibel styring via Ring-app. Mulighed for backup osv., selv hvis strømmen går. Fungerer ikke med Google Assistant eller Siri. Uden Ring Protect Plus-plan mangler et par centrale funktioner.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Rummelig vaskemaskine med mange funktioner

Massage når og hvor du vil

Kan du klare trykket?

Hjertet på rette sted

Hjemmets vinkælder forkæler druerne

Find dine ejendele

Kraftværket du ikke vidste du havde brug for

Ny Nespresso er en dyr fornøjelse

Ding dong! Er der nogen hjemme?

Sæt blus på vinterlyset

Stilfuldt fra Panasonic

Lav mad som på en restaurant

Lyd & Billede
Scroll to Top