Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Cambridge Audio Evo 150

Velopløst kraftkarl

Når det kommer til kompakte alt-i-ét-forstærkere, kan det dårligt gøres bedre end Cambridge Evo 150.

Skrevet af / 17/07/2021 - 14:00
Cambridge Audio Evo 150
Geir Gråbein Nordby

Med Evo 150 vil engelske Cambridge Audio føre alt-i-ét op på et nyt niveau. Udseendet er herligt modernistisk med en stor grafikskærm. I æsken medfølger to par magnetiske sidepaneler – et bølgemønstret sort i genanvendt Richlite og et i valnød. Sistnævnte er inspireret af Cambridge Audios allerførste produkt, forstærkeren P40. Om man desuden har hentet inspiration fra den endnu mindre Uniti Atom fra konkurrenten og landsmanden Naim, lader vi lige hænge lidt … Men at Evo 150 er en lille lækkerbisken, bør der være bred enighed om.

Cambridge Audio Evo lifestyle(2)
Foto: Cambridge Audio

Cambridge Audio har valgt at forsyne Evo 150 med et Ncore Klasse D forstærkermodul fra Hypex (NC252MP), som gør, at forstærkeren til trods for sin vægt på beskedne 5,3 kilo yder hele 2 x 150 watt i 8 ohm. Og der er næsten en fordobling til 250 watt i 4 ohm, hvilket tyder på en stabil forstærker, som takler højttalere med bøjet impedanskurve.

Cambridge Audio P40
Cambridge Audios allerførste forstærker, P40, kom for over 50 år siden og er inspirationskilden til Evo 150’s sidepaneler i valnød. Foto: Cambridge Audio

Streaming

Ud over at have alt, hvad man behøver af indgange – deriblandt balanceret og ubalanceret, HDMI og pladespillerindgang – kan forstærkeren streame alt, hvad du ønsker af musiktjenester. Både Tidal Connect og Spotify Connect-funktionalitet er indbygget, hvilket betyder, at brugere af disse tjenester kan afspille musik direkte fra streaming-appen og til lydanlægget. Chromecast og AirPlay 2 er på plads, og Cambridge Evo 150 er desuden Roon Ready. Roon-brugere kan dermed koble deres PC eller Mac til forstærkeren over netværket og streame med en opløsning på op til 32 bit / 384 kHz (og DSD256). Den har også indbygget omformning af formatet MQA, som bl.a. bruges af Tidal for at give musik med højere opløsning end “CD-kvalitet”.

 

Hypex Ncore NC252MP
Cambridge Audio bruger et forstærkermodul fra Hypex, nemlig Ncore NC252MP. Foto: Hypex

Du kan selvfølgelig også afspille musikfiler lagret på en harddisk via netværk eller USB, og det hele afspilles fra Cambridges StreamMagic-app til mobil. Denne kan også bruges til dine streamingtjenester, hvis du da ikke hellere vil bruge original-appen til det.

Ønsker man at komme nemmest muligt i gang med Bluetooth, kan Android-brugere glæde sig over understøttelse af et aptX HD-codec, som giver bedst mulig lyd over Bluetooth. Apple-brugere får ikke helt så god lyd med et AAC-codec.

Cambridge_Audio_Evo_Left_High_Wood Cambridge_Audio_Evo_Left_High_Black
<
>
To par magnetiske sidepaneler følger med i æsken. Vælg mellem valnød og sort Richlite. Foto: Cambridge Audio

Opsætning

Forstærkeren kobles let på netværket med kabel, eller du kan bruge Google Home-appen til at koble den til Wi-Fi. Det er ganske nemt – slå bare Wi-Fi og Bluetooth til på mobiltelefonen, og følg instruktionerne.

Den lækre fjernbetjening kan styre forstærkeren, men du kan selvfølgelig også gøre det direkte på enheden. Indgangshjulet på ydersiden af volumenhjulet føles særlig godt rent fysisk: Det klikker dejligt i hånden, når man drejer det for at vælge indgang.

Cambridge Audio Evo 150 rear
Et væld af indgange. Foto: Cambridge Audio

Der er ikke længere mange forstærkere, som har dobbelt højttalerudgang til A- og B-højttalere. Evo 150 har det, og den ene eller begge kan let aktiveres med fjernbetjeningen. Tilslutter du et par hovedtelefoner på fronten, bliver lyden fra højttalerudgangene automatisk slået fra.

Cambridge Audio Evo remote & phone
Brug den medfølgende fjernbetjening, eller styr Evo 150 med en app. Foto: Cambridge Audio

Lydkvalitet

Hvor Primare I15 Prisma er mere mellemtonefokuseret, mens Lyngdorf TDAI-1120 har et luftigere topregister, får Cambridge det bedste ud af begge dele – og tilføjer lidt ekstra.

Lydbilledet er både opløst og gennemsigtigt gennem Dynaudio Evoke 20, og Max Richters klaver på Prelude 2 fra albummet Voices 2 klinger stort og flot, og celloen breder sig mere i rummet end med de andre to forstærkere. Det lyder så stort og luftigt, at gåsehuden kryber ned over armene. Og Barbara Pravis stemme på den Edith Piaf-inspirerede Voilà kommer så stort og klart ud, at jeg kan mærke, at det eneste, jeg faktisk behøver her i verden, er musik.

Cambridge Audio Evo 150 detail
Kildevælgeren i aluminium føles godt i hånden. Foto: Cambridge Audio

Den ekstra kraft i Evo 150 kommer godt med, når man skal spille højt med kontrol. F2020 Remix af Avenue Beat har en kontrol og drivkraft i basrytmerne, som hverken Primare I15 Prisma eller Lyngdorf TDAI-1120 kan hamle op med. Særligt med habile gulvhøjttalere som Sonus faber Olympica III. Men i netop denne disciplin må Evo 150 tåle at blive sat op imod Naim Uniti Atom, og selv om Cambridge-forstærkerens maksimale lydniveau er højere, så har den ikke helt samme rytmik i mellembasområdet. Men den har andre fordele som luftighed og bredde i lydbilledet. Og altså mere kraft. Evo 150 er ganske enkelt en fantastisk forstærker i miniformat.

Cambridge Audio_Evo_Front_Tidal_Connect
Foto: Cambridge Audio

Cambridge Audio Evo 150: Konklusion

Hvis du er ude efter en forstærker i miniformat pga. pladsmangel eller af hensyn til indretningen, så er Cambridge Audio Evo 150 noget af det bedste, du kan købe i denne klasse. Jo, den koster en del, men så kvitterer den til gengæld også med et lydbillede så stort og luftigt og med glimrende tyngde i dybbassen, at man tror, det er en fuldvoksen forstærker.

Har du plads til en forstærker i fuld størrelse, findes der flere til samme pris, som slår Evo 150 på råstyrke. Men den samlede pakke er så god, med så mange funktioner og tilslutninger og med en så god lyd, at vi ikke kan gøre andet end at give den topkarakter. Velfortjent!

Karakter
Cambridge Audio Evo 150
Premium

Lyd & Billede mener

Alle de funktioner, du har behov for – og mere til. Gennemtænkt design og fantastisk lyd! Der findes rigelig med fuldskalaforstærkere med endnu bedre lyd.

Også i denne test:

3 streaming-forstærkere

Lyngdorf TDAI-1120

Behersker rummet

I mange rum vil Lyngdorf TDAI-1120 fungere meget bedre end andre forstærkere takket være et vigtigt trick.

Spækket med funktioner, glimrende rumkorrektion. Fin lyd.
Lyder lidt tamt uden rumkorrektion. Ingen fjernbetjening, skal styres med app.
Læs hele testen

Primare I15 Prisma

Stor overraskelse i lille pakke

Denne lille krabat fra Primare kan det meste, er lækker at se på og lyder fortræffeligt.

Stram og god lyd, mange tilslutninger og streaming-muligheder.
60 watt er ikke alverden
Læs hele testen

4 kommentarer til “Cambridge Audio Evo 150”

  1. Brian Andersen

    Hej Geir, tak for en god test af Evo 150. Flot maskine og fjernbetjening.
    Du skriver at der findes flere til samme pris, som slår Evo 150 på råstyrke?
    Jeg er på udkig efter netop en all-in-one forstærker, til mine Elipson facet 34 højtaler.
    Kigger også på bl.a. Parasound Hint 6 og Michi X5.
    Hvilke forstærkere hentyder du til?

    1. Hei! Parasound Hint 6 har definitivt mer kraft og kontroll enn Cambridge EVO 150. Det samme har selvsagt Michi X5 men den og dessuten X3 er jo også mye dyrere.

      Rotel RA-1592, Technics SU-G700, Hegel H-120 og Musical Fidelity M6si er alle forsterkere i EVO 150 sin prisklasse, som har enda bedre kontroll enn den.

  2. Det kunne være sjovt at sæt den op imod noget tilsvarende udstyr f.eks i Gato Audio Dia-250S Npm eller 400S Npm.

    Vh.
    Jimmi.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kraftigere lyd, end man skulle tro

Referencelyd i premium-klassen

Find CD-samlingen frem igen

Sensationelt godt køb

Charmerende kassetteafspiller

Lydkort sender din high-end DAC på pension

Bedst uden eget phonotrin

Kompaktanlægget som har alt

Et usædvanligt godt køb

Pladespiller med startknap

Har du set noget lignende?

Hegel holder aldrig op med at overraske

Lyd & Billede
Scroll to Top