Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: HP OMEN Transcend Laptop 14-fb0014

Et godt kompromis mellem ydelse, pris og vægt

Hvis gaming på farten er målet, bør du overveje denne maskine.

Skrevet af / 03/06/2024 - 08:38
HP OMEN Transcend Laptop 14-fb0014
Mikael Hansen

HP Omen Transcend 14 er ikke en hvilken som helst gaming-laptop. Med denne maskine har ingeniørerne skabt en bærbar, der både er kraftig, let og yderst transportabel. At den samtidig har fået et prisskilt, der ikke virker totalt afskrækkende, er ganske tillokkende og årsag til, at netop denne nye 14-tommer har fortjent en tur på vores testbænk.

Maskinen fås i to konfigurationer, hvor vi har set nærmere på den mindste model. Vores testeksemplar er derfor udstyret med en Intel Core Ultra 7 155H-processor, et Nvidia GeForce RTX 4060-grafikkort, 16 gigabyte RAM og et Solid State Drive på 1 terabyte. Det er her vigtigt at notere sig, at grafikkortet er en let neddroslet udgave af et normalt RTX 4060, og at det maksimalt kan trække 65 watt. Dette giver naturligvis udslag i benchmark-resultaterne, men er også en af hovedårsagerne til maskinens slanke profil.

Her er med andre ord tale om et kompromis, som nok vil afskrække nogle, mens andre netop vil tiltrækkes af det labre ydre. Lægger du 2.500 kroner ekstra får du en kraftigere processor, Intel Core Ultra 9 185H, et Geforce RTX 4070 grafikkort, 32GB RAM og den dobbelte lagerplads.

Lækker indpakning

På overfladen ligner HP Omen Transcend 14 en normal ultratransportabel bærbar, og ingen steder afsløres det, at her er tale om maskine bygget specielt til gamere. Det kan jeg egentlig godt lide, da jeg ikke bryder mig om store lysende logoer eller andet lir, som normalt pryder denne type maskiner. Her får man en diskret, slank, let og kompakt maskine pakket ind i metal. Nydeligt.

Først når man linder på låget og afslører maskinens flotte OLED-skærm, får man syn for sagen. Det indbyggede tastatur lyser op i alle regnbuens farver og afslører maskinens primære målgruppe – gamerne! Tastaturet er i fuld størrelse, og de bløde taster er behagelige at trykke på, om end de står lidt tæt. Her er ikke noget luft mellem dem, så man skal lige vænne sig til layoutet.

Hvis det ikke var for tastaturet i alle regnbuens farver, kunne man snildt tro, at her var tale om en ganske almindelig og transportvenlig bærbar. (Foto: HP)

Blikket flytter sig dog straks fra de lysende til taster til den indbydende OLED-skærm på 14 tommer, som også er som skabt til gaming. Den har en høj opløsning på 2.880 x 1.800 pixel og en variabel opdateringshastighed på 48 til 120 Hz. Dermed er du sikret en smooth gaming-oplevelse, selv om det går stærkt, og billedhastigheden kører lidt op og ned. Fordi der er tale om en OLED-skærm, er du garanteret dyb sort og flotte kraftige farver.

Især HDR-materiale står fantastisk flot, men vær opmærksom på, at du er nødt til at bruge den medfølgende strømadapter for at kunne udnytte netop denne funktionalitet. De indbyggede højttalere er godkendte, men magter ikke helt at overdøve den indbyggede blæser, når indmaden kommer på overarbejde. Heldigvis er der en normal hovedtelefonudgang, som de fleste gamere nok vil benytte sig af, så man slipper for at lytte til blæserstøj.

Den slanke profil efterlader ikke meget plads til indgange, men her er, hvad der skal være. (Foto: HP)

Hvad angår porte er her, hvad der skal være. Mellem ventilationskanalerne på bagsiden sidder en USB-C-port til strøm og en HDMI 2.1-port. Har man maskinen stående på et bord tilsluttet en ekstern skærm, kan denne placering være at foretrække fremfor den sædvanlige i siden. Vi får dog også en USB-C-port i venstre side ved siden af mini-jack-porten og to gammeldags USB-A-porte i højre side til ældre udstyr, dongler og lignende.

Benchmarks

Som nævnt er maskinen udstyret med den moderne Intel Core Ultra 7-155H, som vi også har set i den nyligt testede HP Spectre 14 x360. De to maskiner har desuden samme mængde RAM og samme mængde lagerplads. Denne maskine er derfor ligesom sin ‘kollega’ også fint egnet til kontorarbejde og almindelig daglig brug – mail, musik, web-browsing og lignende. Men her stopper lighederne. Grundet det indbyggede Nvidia RTX 4060-grafikkort stikker Omen Transcend 14 af fra Spectre 14, og alle testresultater er da også stort set dobbelt op i forhold til resultaterne fra HP Spectre 14 x360.

Men testresultater kan aldrig stå alene, så vi har naturligvis også prøvet os frem med flere nyere spil, herunder blandt andet Cyberpunk 2077 og Star Wars Jedi Survivor. Resultaterne var nogenlunde ensartede over hele linjen. Et RTX 4060-grafikkort er ikke den hurtigste knallert på havnen, og man vil ikke kunne udnytte skærmens fulde opløsning, hvis man samtidig vil have en jævn og hakkefri spiloplevelse. Vi anbefaler derfor, at man holder sig til fuld HD-opløsning og medium-indstillinger i de fleste spil. Alt efter spillet kan man forvente 30-60 fps eller mere, hvis spillet er godt optimeret. Vi skal dog hele tiden huske, at der her er tale om en kompakt 14-tommer bærbar, og i det lys er resultaterne stadig ganske imponerende.

Det samme kan ikke siges om batteriet, der gav 2 timer og 50 minutter i vores batteritest, mens batteriet under mere realistisk pres og gaming ikke holdt meget over en times tid. Tag derfor altid opladeren med dig, når du går ud af døren!

Kun den bageste USB-C-port understøtter 140 watt opladning og bør derfor benyttes til opladning såvel som gaming. (Foto: HP)

Konklusion

HP Omen Transcend 14 er ikke den bedste gaming-laptop på markedet, og med sit neddroslede RTX 4060-grafikkort vil den nok skræmme de mest seriøse gamere væk. Men hvad maskinen mangler i ydelse, opvejer den til fulde med sin stilfulde og lette indpakning. Her er tale om en let og diskret bærbar, som kan tages med overalt, og som samtidig er en habil gaming-laptop, såfremt man kan nøjes med fuld HD-opløsning og medium indstillinger i de fleste spil. Udover det behagelige ydre skal nævnes det gode tastatur og særligt den flotte OLED-skærm.

Når man først har prøvet at game på en bærbar OLED-skærm med HDR, er det svært at gå tilbage til TN, VA eller IPS-paneler. Kun batteriet trækker rigtig ned i bedømmelsen. Sølle tre timer ved almindeligt brug og hvad der ligner en tredjedel ved intens gaming er ikke godt nok. Det til trods kan vi fint anbefale HP Omen Transcend 14 til folk, der ønsker at game lidt mellem excel-ark og e-mails. Husk bare altid at have opladeren med i tasken.

Karakter
HP OMEN Transcend Laptop 14-fb0014
Premium

Home mener

Tynd, let og lækker, flot skærm, god ydelse Middelmådigt batteri

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Guf for tastaturkrigere

Tjek det billede!

Omen Transcend 14 rammer rigtigt på det meste

Den vildeste Razer Blade

Den næste ”Slim" evolution af PlayStation 5 er klar

Fem vindere

Bedre end Asus til samme pris?

Så meget gaming får du for pengene

Mus på krigsstien

Kun god til én ting

Disse gamingskærme får dig til at tabe kæben

Første test: Vildeste gamingskærm til dato

Scroll to Top