TEST: Nanoleaf 4D Screen Mirror + Lightstrip

Farvet lys bag fladskærmen er ikke alles kop te, men jeg må blankt erkende, at jeg blev forelsket, da jeg første gang oplevede et TV med Philips Ambilight. Desværre var og er jeg ikke lige så begejstret for Philips’ udbud af fladskærme, hvorfor jeg ikke ejer et TV med denne funktion.

Heldigvis findes der i dag løsninger, som kan eftermonteres på ethvert TV og imitere den kendte Ambilight-effekt – og i visse tilfælde gør det så godt, at man skulle tro, det var den ægte vare. Jeg har selv testet og benytter jævnligt Philips Hue Play HDMI Sync Box med tilhørende Gradient Lightstrip, som er en ganske god men også meget dyr løsning.

En anden mulighed er en af de efterhånden mange kameraløsninger, som sparer den fordyrende HDMI-boks væk og i stedet benytter et kamera til at aflæse indholdet på skærmen. Én af løsningerne, som vi her har på testbænken, kommer fra Nanoleaf, som i forvejen er kendt for sine populære lyspaneler.

Et enkelt og billigt koncept

Idéen bag Nanoleafs kameraløsning er ret ligetil. Den medfølgende lyskæde klæbes først fast på bagsiden af TV’et. Kæden er lidt rigid, så brug de medfølgende hjørnestykker, der sikrer, at man kommer ud i alle hjørner og hele vejen rundt. Overskydende lyskæde klippes af. Tapen på bagsiden af kæden er desværre ikke så kraftig, så man kan opleve, at den slipper lidt visse steder. Suppler med nanotape, så bliver det siddende.

Når kæden er på plads, sættes kameraet enten i toppen af skærmen eller på gulvet eller bordet foran TV’et. Det skal pege ned eller op, så hele skærmen er i kameraets synsfeltet. Forbind begge dele med den medfølgende controller og sæt strøm til herligheden.

Frustrerende opsætning

Som med Nanoleafs øvrige produkter benyttes deres app til opsætningen. Normalt er det ret ligetil, men jeg blev hurtigt overvældet af de mange indstillinger og den mangelfulde vejledning. Det startede ellers nogenlunde med kalibrering af kameraet, som jeg havde placeret i toppen af skærmen. Via app’en kan man se, hvad kameraet kan se, og skal nu markeret TV’ets fire hjørner. Det burde være simpelt, men kameraet lod til at have svært ved at aflæse den nederste del af mit TV korrekt. Om det skyldes størrelsen, 65 tommer, skal jeg ikke kunne sige, men uanset hvordan jeg vinklede kameraet, kunne det aldrig se de grønne trekanter i bund og hjørner fra instruktionsvideoen.

Efter kalibreringen skulle jeg vælge blandt en af de fire såkaldte ”modes”:

1D – en fast farve og lysstyrke, 2D – samme som 1D men med skiftende farve alt efter skærmindhold, 3D – godt knald på dioderne i alle regnbuens farver hele vejen rundt og 4D – en mere jævn udgave af 3D med færre farver. Jeg fandt hurtigt min favorit i sidstnævnte, da 3D flimrede lidt for meget til min smag, ligesom de to første indstillinger slet ikke gav den rigtige op- og indlevelse. Til hver ”mode” følger endnu en indstilling. De to prækalibrerede Cinematic og Vivid-indstillinger samt en custom-profil. Af en eller anden grund var de to første helt ubrugelige i mit setup, hvorfor jeg faldt tilbage på custom-indstillingen.

Total forvirring og gale farver

Sagen er den, at Cinematic og Vivid viste de helt forkerte farver. Sort blev gengivet som kraftigt rødt eller grønt lys og der var generelt alt for meget knald på lyset til, at det var behageligt eller pænt at se på. Jeg oplevede desuden flere gange at farverne ”blev hængende” eller ”satte sig fast”, og først skiftede igen efter jeg havde tændt og slukket for apparatet.

For at få et mere ”realistisk” resultat gik jeg derfor i gang med at pille ved custom-indstillingerne. Her har man adgang til at justere på tre parametre. Dynamic Range, Saturation og hvidbalance. Efter megen roden frem og tilbage fandt jeg ud af, at de hos mig skulle sættes meget lavt, for at give et nogenlunde tåleligt resultat. Jeg endte derfor med værdierne 16, 43 og 3.244k. Den overordnede lysstyrke lod jeg være på 50%.

Sluk for lyset

Men selv med de for mig optimale indstillinger blev jeg aldrig helt tilfreds med resultatet, som nok primært skyldes kvaliteten på kameraet og hvad dette kan se – eller ikke se. Som det afsløredes under kalibreringen, har kameraet svært ved at aflæse den nederste del af mit tv korrekt, hvilket også ses på lyskæden, som primært lyser op i siderne og i toppen af skærmen. Læg dertil en let forsinkelse på reaktionen mellem skærm og lyskæde, som man i starten skal anstrenge sig for at ignorere.

Sidst men ikke mindst kræver en kameraløsning som denne, at man sidder i et forholdsvist mørkt lokale. Genskær på skærmen fra lys eller lamper vil nemlig forstyrre kameraets aflæsning og give et forkert resultat. Kan man leve med et mørklagt lokale, kan man dog få en nogenlunde god oplevelse under især film, hvor pludselige lysglimt og hurtige farveskift kan give en ret fed effekt. Til almindeligt TV-kiggeri er jeg hellere fri.

Konklusion

Jeg glædede mig til at prøve Nanoleaf 4D, men må erkende, at det har været en blandet fornøjelse, som har resulteret i en del frustration og nogle flere grå hår. Selvom løsningen virker og til tider kan være ret overbevisende, var opsætningen alt for besværlig til, at jeg tør anbefale det til venner eller familie. Læg dertil, at det stort set kræver en total mørklægning af lokalet for at få den optimale effekt, og du står tilbage med et niche-produkt, som trods en rimelig pris har et stærkt begrænset publikum.

Skulle jeg vælge mellem dette og et ægte Ambilight-TV er jeg derfor ikke i tvivl, og bliver det ikke et ægte Philips-TV, vil jeg hellere skæve til en løsning med en HDMI-boks.  Den hurtigere reaktionstid og mere korrekte farvegengivelse er at foretrække fremfor en halvbagt og besværlig løsning.