Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Samsung 57 Odyssey Neo G9 G95NC

Den er bredere og hurtigere end nogen anden

Første test i Skandinavien: Samsungs ultrabrede 57-tommer trækker dig ind i handlingen som ingen tidligere skærm.

Skrevet af / 25/09/2023 - 09:00
Samsung 57 Odyssey Neo G9 G95NC
John Alex Hvidlykke

Det bedste ved gaming er ikke nødvendigvis håbet om at vinde over computeren eller modstanderne. Men derimod selve oplevelsen af at udforske en helt ny verden.

For at illusionen skal blive overbevisende, skal der en ordentlig skærm til. En stor skærm, der giver indlevelse. Og det er præcis, hvad Samsung 57 Odyssey Neo G9 er skabt til. Tallet 57 refererer til diagonalmålet i tommer. Så stor er den!

Odyssey Neo G9 tilhører klassen af ultrabrede skærme i forholdet 32:9. Billedet er altså mere end tre gange så bredt, som det er højt, og den godt 130 cm brede buede skærm dækker dermed hele det vandrette synsfelt, når man sidder foran den.

Samsung 57 Odyssey Neo G9 er så vanvittig bred, at den fylder hele de vandrette synsfelt. (Foto: Samsung)

Det mest bemærkelsesværdige ved Samsungskærmen er imidlertid ikke bredden, men opløsningen. DUHD har ikke noget at gøre med The Big Lebowski filmen, men står for Dual-UHD. Altså to gange 4K-opløsning (7.680 x 2.160 pixels). Det er den højeste opløsning på en 32:9-skærm til dato. Selv om det retfærdigvis kun er det halve af 8K TV-skærme, der har en opløsning på 7.680 x 4.320 pixels.

8K TV-skærme har til gengæld ikke Samsung-skærmens hastighed. Odyssey Neo G9 har en opdateringshastighed på hæsblæsende 240 Hz. Sammenholdt med opløsningen er det fuldkommen vildt og vanvittigt.

Så lysstærk, man næsten bliver solbrændt

Skærmpanelet er af Samsungs QLED-type, der gennem de seneste år er blevet et stærkt alternativ til OLED-paneler. QLED-paneler er i stand til at afgive mere lys end OLED, og selv om de ikke mestrer OLED’s farverigdom og afgrundsdybe sortniveauer, er det tættere på en med gammeldags LCD-skærme.

(Foto: Samsung)

Læg dertil HDR10+ farverum og 1000 nit lysstyrke, og vi har at gøre med en skærm, der kan brænde spilverdenerne fast på nethinden i næsten fysisk grad. Det høje energiniveau betyder også, at varmen fra skærmen kan mærkes fysisk, når der bliver skruet op for lysstyrken. Testen blev gennemført i en varm sensommer, og det var nødvendigt at sænke lysstyrken et par trin for at holde varmen ud! Et kig på specifikationerne afslører, at Neo G9-skærmen bruger op til 300 watt elektricitet og har energiklasse G!

Kræver specielt grafikkort

En opløsning på to gange 4K og 240 Hz opdateringshastighed kan hurtigt oversættes til, at der skal flyttes absurd mange pixels. Sammenlignet med en almindelig Full HD-gamingskærm (1920 x 1080), skal grafikkortet arbejde otte gange hårdere for at tegne billedet op. Eller 16 gange hårdere, hvis du er vant til en 120 Hz FHD-skærm.

Og det er ikke engang nok. Ud over at være lynhurtigt skal grafikkortets skærmudgang understøtte DisplayPort 2.1 eller HDMI 2.1 for at man kan få 240 Hz opdateringshastighed i fuld opløsning.

Opsætning

Imens jeg selvfølgelig var vild efter at blive den første tester i Skandinavien til at afprøve verdens mest ekstreme spilskærm under hjemlige forhold, var det med en vis bekymring, jeg sagde ja tak til testen. For denne skærm er gigantisk.

Faktisk forløb den praktiske side af sagen lettere end forventet. En venlig (og til opgaven betalt) fragtmand bar den 26 kg tunge kasse op til anden sal, hvor jeg med lidt tålmodighed fik bugseret kassen ind på gulvet på kontoret.

Neo G9 er så bred, at den får Cinemascope til at ligne smalfilm”

Samsung fortjener ros for en gennemtænkt emballage, da det faktisk er muligt at gennemføre udpakning og opstilling alene. Foden, der ligger øverst i kassen, og samles af to dele, skrues fast på beslaget på bagsiden af skærmen. Hvorpå hele kassen vippes en kvart omgang – og skærmen nu står på gulvet. Derfra kan den forsigtigt løftes op på skrivebordet. Husk at tjekke, at der er plads: Skærmen kræver en bordflade på mindst 160 x 80 cm. Og den vejer 19 kg.

Skærmens krumning giver en ekstra stor indlevelse i spillets verden. (Foto: Samsung)

Med tre HDMI-indgange og en DisplayPort er der plads til flere kilder, og der er mulighed for at vise en sekundær indgang som picture-in-picture. Der er plads nok!

Alle indstillinger sker på en krans af knapper, der fungerer som et joystick på undersiden. Det er ikke superbekvemt, men det fungerer.

For bred til Cinemascope

Man skulle tro, at den ultrabrede skærm var perfekt til filmelskere. Men det er den ikke spor egnet til. Selv de bredeste Cinemascope- og Cinerama-formater har blot et aspektforhold på 24:9, hvilket betyder, at billedet kun fylder to tredjedele af skærmen.

Spil er til gengæld, hvad Samsung 57 Odyssey Neo G9 er skabt til. Og det er fedt i en vanedannende grad!

Uanset om du er til 3D-skydespil, eventyr eller simulatorspil, giver den superbrede skærm en kolossal indlevelse. Det kan godt være, at det vigtigste sker lige foran dig. Men når billedet dækker helt ud til det perifære synsfelt, er oplevelsen helt anderledes tæt på og personlig. Et spil som Cyberpunk 2077 nærmest kræver en indlevende skærm som denne!

(Foto: Samsung)

Gamere har hidtil måttet vælge mellem høj hastighed eller høj opløsning. Det har betyet, at den teknologisk forældede Full HD-opløsning har været normen indenfor gaming i et årti. Men ikke her. Hvis hardwaren er til det, kan du få i både pose og sæk.

Men det er ikke nødvendigvis en let opgave at få spillene med på ideen. Opløsningen på 7.680 x 2.160 pixels er aldrig set før i verdenshistorien, og det giver problemer i mange spil. I nogle tilfælde skal man manuelt redigere i spillenes konfigurationsfiler. Og nogle gange virker det stadig ikke. For eksempel lod Fallout 4 sig godt nok tweake til den høje vandrette opløsning – men nægtede at forstå det ultrabrede aspektforhold, hvilket betød, at kun den øverste halvdel af billedet var synligt på skærmen. Det ældgamle CS:GO overraskede ved at være på med spøgen med det samme. Selv om de yderste dele af billedet blev forvrænget til dobbelt bredde.

Skal du have én eller to skærme?

Der er ingen ligeværdige konkurrenter til Samsung 57 Odyssey Neo G9. Ingen anden gamingskærm har så høj vandret opløsning. Faktisk er det mest nærliggende alternativ at stille to 32-tommers 4K-skærme op ved siden af hinanden. Kan du leve med midterbjælken fra skærmkanterne, er det dermed muligt at få et tilsvarende billede for omkring det halve af prisen på Neo G9.

Der er indbygget RGB-lys på bagsiden af skærmen, men effekten synes ikke at meget på den enorme flade. (Foto: Samsung)

På den anden side er vi oppe i en klasse, hvor penge er et trivielt problem, som man bare sender videre til sin bogholder. Ud over skærmens pris skal man nemlig regne med at lægge mindst det dobbelte beløb på disken for at få en computer, der er kraftig nok til at udnytte den.

Konklusion

Hvis du vil have den vildeste gamingskærm på markedet, er Samsung 57 Odyssey Neo G9 det bedste valg lige nu. Ingen anden skærm giver dig så mange pixels på ét sted – og med så høj en opdateringshastighed. For at udnytte skærmen skal du dog have hardware – og navnlig grafikkort – i den absolutte topklasse. Neo G9-skærmen er desuden en udfordring for de fleste eksisterende spil, der skal tweakes og trimmes for at kunne fungere med den brede skærms tårnhøje opløsning og blændende hastighed. Efter at have brugt kæmpeskærmen til både gaming og arbejde i et par uger, kunne jeg ønske mig, at Samsung lavede en ”folkeudgave” med samme opløsning, men lavere hastighed – til en tilsvarende lavere pris.

Karakter
Samsung 57 Odyssey Neo G9 G95NC
High End

Home mener

Dobbelt 4K-opløsning! Fantastisk indlevelse. Ingen anden skærm på markedet giver dig så så mange pixels med så høj hastighed. Kræver et monster-grafikkort. De fleste spil skal sættes op manuelt for at udnytte den vilde opløsning. Og langtfra alle lykkes. Ekstrem kvalitet koster - også på opsætningstiden.

2 kommentarer til “Samsung 57 Odyssey Neo G9 G95NC”

    1. John Alex Hvidlykke

      Tak 🙂
      Det skulle der ikke være noget problem med. Selv om du dog ikke vil kunne presse skærmen op på 240 Hz i fuld opløsning med en PS5.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Den næste ”Slim" evolution af PlayStation 5 er klar

Fem vindere

Bedre end Asus til samme pris?

Så meget gaming får du for pengene

Mus på krigsstien

Kun god til én ting

Disse gamingskærme får dig til at tabe kæben

Første test: Vildeste gamingskærm til dato

Spil med fornuft

Bedste Alienware hidtil

Asus får Steam Deck til at ligne en dinosaur

Oversavet tastatur

Lyd & Billede
Scroll to Top