Følg oss på

Søg efter tests, nyheder, anmeldelser...

TEST Samsung The Premiere LSP9T

Fantastiske farver, men …

Topmodellen i Premiere-serien skaber et stort og lyst billede med spektakulære farver. Desværre har LSP9T også nogle farveproblemer, som gør, at den skyder lidt over målet.
Karakter
Samsung The Premiere LSP9T
Lyd & Billede mener
LSP9T har væsentlig højere lysstyrke og et bredere farvespektrum end lillebror LSP7T.
Samsung-projektoren har nogle optiske udfordringer – deriblandt farveforskydning – som kan være distraherende for nogle.
Specifikationer
  • Størrelse/type: 4K-laserprojektor
  • Opløsning: 3840 x 2160 (4K Ultra HD)
  • Operativsystem: Tizen
  • Indgange: 3 x HDMI (1 x 2.1), 1 x USB
  • Udgange: Optisk digital lyd ud
  • HDR: HDR10+
  • Andet: Indbyggede højttalere
  • Web: samsung.com/dk

Samsung LSP9T er topmodellen i Premiere-familien af UST-projektorer (Ultra Short Throw). Designmæssigt er den næsten magen til lillebror, men er et par centimeter større, ud over at den vejer nogle kilo mere.

Indmaden er også mere omfattende. Storebroren til LSP7T kan prale af en mere avanceret tredobbelt RGB-laser, der leverer højere lysstyrke og endnu bredere farvespektrum. Det giver en synlig forskel i billedoplevelsen – men ikke kun til det bedre, skulle det vise sig.

Samsung The Premiere LSP9T. (Foto: Samsung)

Brugervenlighed og funktioner

Samsung LSP9T kommer ligesom 7-serien med smart-brugerfladen Tizen om bord, så her er vi også i velkendt terræn. Menusystemet er enkelt, hurtigt og overskuelig. Desuden er der masser af apps. De fleste projektorer må klare sig med at vise tilsluttede videokilder, men her får man altså indbyggede apps og streaming-tjenester direkte fra projektoren.

Opsætning

Installation af LSP9T foregår på samme måde som med lillebror LSP7T: Først skal man finde den ønskede afstand til væggen eller lærredet, og derefter er det vigtigt at finde den rigtige højde og vinkel. Brugsanvisningen fra Samsung giver et godt udgangspunkt, men vi savner mere præcise justeringsmuligheder – især på en topmodel som denne.

Annonce

F.eks. havde det været kærkomment med motoriseret højde-/sidejustering, så man kunne have lavet den sidste finjustering i seerpositionen. I stedet må man sidde på knæ foran projektoren, mens man stirrer op på billedet, og det er ikke lige så let.

Desuden savner vi, at projektoren har en slags flydende ophæng, som kunne sikre, at optikken forblev i vater. Eller i det mindste et indbygget vaterpas.

P2041492-scaled P2041504-scaled P2041481-scaled
<
>
LSP9T giver imponerende kontrast og glødende stærk farvegengivelse. (Foto: Audun Hage)

Billedkvalitet

Det krævede altså en del manuel prøven sig frem, før vi fik et billede, som vi var tilfredse med rent geometrisk. Men når det først sidder, så giver denne topmodel et billede med stor wow-faktor.

Samsung LSP9T har for det første væsentlig kraftigere lysstyrke end lillebror. Her er det ikke nødvendigt at dække alle vinduer til for at få et seværdigt billede. Men hvis man alligevel gør det, får man et billede, der er blændende lysstærkt!

Vi var allerede ret imponeret over lillebrors skarphed, men på LSP9T kommer 4K-opløsningen virkelig til sin ret. Vi har næppe set et skarpere billede fra en projektor, ud over svinedyre mastodonter fra Sony og JVC. Men også her, ligesom på 7-serien, bemærker vi en tendens til, at billedet er skarpere i midten end helt ude i kanterne.

Annonce

Hvad angår kontrast og sortniveau, er 9-serien et par nøk sejere end 7-serien, men den mangler en del for at kunne måle sig med de bedste bagprojektorer fra Sony og JVC. Det her er ikke nødvendigvis projektoren til ultimativ filmnydelse i et bælgmørkt rum, men snarere en fin løsning til en stue med dæmpet belysning.

P2041530-scaled P2041696-scaled
<
>
Billederne fra Samsung LSP9T har en lidt ujævn farvebalance med overvægt af rødt. (Foto: Audun Hage)

Stærke røde farver

På sin vis har LSP9T en spektakulær farvegengivelse, der overgår det meste af, hvad vi har set i projektorverdenen hidtil. Her får vi en del farvenuancer (især røde) at se, der tidligere har været svære at gengive.

Men samtidig ser farvegengivelsen – selv i den mest neutrale filmindstilling – temmelig overdrevet ud. De forårskåde bejlere i Bridgerton har det ofte med at rødme lidt, men her bliver de indimellem lige lovlig tomatrøde i ansigtet! Grønne planter ser lidt plastagtige ud, og det, der egentlig skulle være efterårsbrun vegetation, får et mere sommerligt præg over sig.

Samsung er simpelthen gået lidt amok med farvekontrollerne. Og selv med gentagne forsøg på justering og farvekalibrering lykkedes det os ikke helt at slippe af med den lidt overdrevne røde farve. Vi havde gerne set, at Film-indstillingen – og ikke mindst Filmmaker Mode – fremstod endnu mere neutral.

Kromatisk aberration

At skulle projicere et stort billede op i 130 tommer fra nogle få centimeters afstand stiller naturligt nok ekstreme krav til den interne optik – især når man også vil bevare en kompakt form på projektoren.

Annonce

Den stejle projektionsvinkel gør det udfordrende at bevare fokus over hele billedområdet. Og ikke kun det: Linsen skal fordele farverne fra de tre lasere helt perfekt! Hvis ikke kan der opstå en optisk forvrængning kaldet kromatisk aberration – en slags “farveudglidning”, der gør, at enkelte farver skiller sig ud i billedet.

I Samsung LSP9T’s tilfælde bemærkede vi nogle tendenser til dette, idet sekundærfarverne cyan og magenta stod lidt mere tydeligt ud end andre. Det var især mærkbart på hvid tekst, hvor f.eks. undertekster på film og serier fik et turkis og rødligt skær helt ude i kanterne.

Det er mest tydeligt på nært hold og ikke særlig fremtrædende fra en almindelig betragtningsafstand på tre meter – men når man først bliver opmærksom på det, kan det for enkelte opleves som distraherende.

For en ordens skyld skal vi nævne, at vi dobbelttjekkede det på to eksemplarer af LSP9T, og begge havde indslag af denne optiske forvrængning på tæt hold. Lillebror LSP7T ser derimod ikke ud til at blive påvirket af dette. Vi antager derfor, at farveforskydningen har noget at gøre med den tredobbelte RGB-laser i LSP9T.

P2041506-scaled P2041510-scaled
<
>
På nært hold kan man se, at Samsung LSP9T forskyder sekundærfarverne cyan og magenta lidt – såkaldt kromatisk aberration. Hvid tekst og andre lyse genstande får et rødt og turkist farveskær ude i kanterne.

Lydkvalitet

LSP9T har en lidt kraftigere højttalerløsning end LSP7T, og det kan også høres på lyden. Den fylder rummet bedre, og stemmer fremstår endnu stærkere og klarere. Der er også betydelig mere tryk på lydeffekterne her.

Annonce

Vi tror, denne lyd vil fungere glimrende til sportsbegivenheder og lignende. Men til film foretrækker vi stadig mere omsluttende surround-sound. En soundbar med Atmos 3D-lyd vil helt sikkert være et bedre match til det store billede.

Konklusion

Med en pris på 50.000 kroner er det rimeligt at have høje forventninger til Samsung LSP9T.

Storebror i Premiere-serien er på mange måder et imponerende syn. Denne short-throw-projektor maler et stort, knivskarpt og farverigt billede op, som det er let at blive fascineret af. Billedkvalitet som dette har vi næppe set før i kategorien short-throw før.

Set med vores kræsne øjne er der stadig nogle forbedringspunkter: For det første er farvegengivelsen lidt til den saftige side, hvor især de røde farver er ekstra fremtrædende. Vi havde gerne set, at Film-indstillingen – og især Filmmaker Mode – fremstod endnu mere neutral.

Desuden har Samsung-projektoren nogle vanskeligheder med at opnå perfekt farvefordeling og fokus på den korte projektionsafstand. Det ser ud til at være et kompromis, man måske må leve med i nærfeltsklassen, men det er værd at bemærke, at store billeder på kort afstand stiller meget høje krav til optikken.

Annonce

I lyset af ovenstående synes vi faktisk, at lillebror LSP7T til 27.000 kroner fremstår som et bedre køb i short-throw-kategorien. Den har ikke lige så kanonstærk lysstyrke og så spektakulære farver som storebror og har heller ikke lige så spændstig kontrast. På den anden side har den en lidt mere ædruelig, korrekt farvegengivelse og er generelt lidt lettere at leve med.

Fuld adgang til Lyd & Billede for 39 kr

Få adgang alle +artikler, guider, anmeldelser samt til hele testarkivet i 3 uger.

Ingen bindingstid Ønsker du å bestille magasinet? Klik her Allerede abonnent?

Også i denne test:

Samsung The Premiere LSP7T

Stort billede på kort afstand

Samsung LSP7T er det bedste køb i Premiere-serien: Med en lille indsats kan man få ægte biograffølelse hjemme i stuen!

LSP7T giver et stort og knivskarpt billede med lysstyrke nok til at fungere fint i en (dæmpet) dagligstue.
Samsung-projektoren kan være lidt bøvlet at sætte op og indstille – vi savner motoriseret optik.
forfatter

(f. 1981): Redaktionschef. Audun blev ansat som journalist på Lyd & Billede i 2004 og har spillet en aktiv rolle i udviklingen af Lyd & Billede som magasin og website. Audun er ekstremt kvalitetsbevidst og kendt for sine kræsne ører og sit skarpe blik. Som redaktionschef holder han et vågent øje med alt, hvad journalisterne skriver. Han er også ansvarlig for Lyd & Billedes TV-tests.

Vis kommentarer

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kontaktinformation

Publish AS
Billingstadsletta 19 B
1396 Billingstad
© 2020 Publish AS

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
© 2021 Publish AS - Lyd & Billede arbejder efter reglerne for god presseskik. Som læser har du kun ret til at anvende indholdet på lydogbillede.dk til private og ikke-kommercielle formål. Du kan downloade, linke til og udskrive indhold fra lydogbillede.dk til private og ikke-kommercielle formål forudsat, at du henviser til kilden samt respekterer alle ophavsrettigheder. Du må ikke anvende indhold, herunder (men ikke begrænset til) ikoner, til noget andet formål eller på nogen anden måde end sådanne, som måtte være udtrykkeligt aftalt. 4:02 NB: Artikler, som ikke ligger bag betalingsmuren, er "købt fri" af vedkommende producent/leverandør.