Search
Generic filters

TEST : JBL Bar 5.1 Surround

Blæser liv i TV-stuen

Soundbaren JBL Bar 5.1 Surround har en kraftig subwoofer med 10 tommers bas.

JBL Bar 5.1 Surround
JBL Bar 5.1 Surround

Lyd & Billede mener

Få soundbars har så meget kraft, især i bassen. Indtrykket af surround-sound er fint, og brugervenligheden er god, bortset fra nogle funktioner på fjernbetjeningen. Både Chromecast og AirPlay 2 understøttes.
Der mangler på luft og opløsning, og fjernbetjeningen er ikke særlig intuitiv.
  • Matcher skærmstørrelse: 49″ og op
  • HDMI: 1 x ind, 1 x ud (ARC)
  • Digital ind: Optisk
  • Netværk: Wi-Fi
  • Trådløst: Chromecast, AirPlay 2, Spotify Connect, Bluetooth
  • Analog ind: Nej
  • Subwoofer: Ja, trådløs
  • Mål, soundbar: 101,8 x 5,8 x 10 cm
  • Finish: Grå
  • Web: jbl.com
Vis mere
Vis mindre

Vejl.pris 4999 kr

JBL er kendt for at slå hårdere, med mere bas, end deres konkurrenter. Også i soundbar-afdelingen. Sådan er det selvfølgelig også med topmodellen 5.1 Surround til TV-stuen. Ikke mindst takket være en stor subwoofer med 10 tommers bas-enhed, som drives af en 300 watt forstærker. Den kommunikerer trådløst med soundbaren, så det står dig frit for at placere subwooferen, præcis hvor du vil.

Læs også Klar og kraftfuld lyd fra oven Vi har aldrig hørt en soundbar til denne pris, der kombinerer kraft og klarhed med sådan en elegance.

For at få den bedst mulige lyd bør den dog ikke stå for langt fra soundbaren. Bl.a. fordi den spiller højt nok op i frekvensområdet til, at man kan høre dens placering.

JBL Bar 5.1 Surround. Foto: Geir Gråbein Nordby
(Foto: Geir Gråbein Nordby)

Mange højttaler-enheder

Selve soundbaren indeholder fem ovale mellemtone-enheder, som sammen med tre diskant-enheder, lydprocessering og 5 x 50 watt forstærkning skal sørge for kraftig og dynamisk lyd. Og desuden god simulering af ægte surround-lyd uden brug af separate baghøjttalere.

Det er i modsætning til den nu udgående Bar 5.1, som har separate trådløse baghøjttalere. De to må derfor ikke forveksles.

Tilslutninger

Soundbaren sluttes til den af TV’ets HDMI-indgange, der har lydretur (ARC), og der er desuden en HDMI-indgang, hvis man vil tilslutte en separat afspiller oveni. F.eks. Blu-ray. Det kan jo være, at du ikke altid vil have TV’et tændt, når du f.eks. vil spille en musik-Blu-ray. Der er også en optisk digitalindgang.

JBL Bar 5.1 det
(Foto: Geir Gråbein Nordby)

Chromecast og AirPlay 2

Lyd uden billede er mest praktisk at køre trådløst, og i den afdeling er Bar 5.1 Surround veludstyret. Brug Bluetooth eller slut den til hjemmenetværket med Wi-Fi eller Ethernet. Så kan du bruge Spotify Connect, AirPlay 2 eller Chromecast, og i praksis kan du afspille en hvilken som helst streaming-tjeneste.

Apropos Chromecast, så understøttes afspilning med op til 96 kHz opløsning. Jeg har endda prøvet med Roon fra PC – og programmet bekræfter, at musik afspilles i den opløsning.

Hvis du vil inkludere Bar 5.1 Surround i en multirumsopsætning, kan den kobles sammen med andre højttalere, der understøtter Chromecast eller AirPlay 2, og soundbaren kan passivt stemmestyres via en Google Nest-højttaler eller en Apple HomePod.

JBL Bar 5.1 subwoofer2
Subwooferen huser en kraftig 10 tommers bas. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Ikke særlig intuitivt

Tilslutning til TV’et er plug-and-play med HDMI-kabel. De eneste lydindstillinger, man kan lave, er basjustering i tre trin (høj, middel og lav), og om man vil slå surround-effekten til eller fra (den er som udgangspunkt til). Man kan også justere forsinkelse af lyden, hvis den er foran billedet og dermed giver dårlig læbesynkronisering.

Bas-indstilling er enkelt, men resten er ikke særlig intuitivt. Hør bare: For at indstille læbesynkronisering skal man trykke på TV-knappen på fjernbetjeningen i mindst tre sekunder og derefter trykke på plus eller minus på fjernbetjeningen for at justere forsinkelsen.

Hvis man vil slå surround-lyden fra (som JBL har kaldt noget så dumt som Smart Mode), gøres det ved at holde Mute-knappen på fjernbetjeningen inde i mindst tre sekunder. Man får ikke noget signal, når det er gjort; man må selv tælle. Tryk derefter på plus for at slå effekten fra. Plusknappen bruges også til at slå effekten til igen.

Det er rimelig dumt, at det er så besværligt, for surround-effekten bør være på, når man ser film, mens timing og rytmik på musik er bedst med effekten slået fra. Det betyder, at man må tænde og slukke for den med jævne mellemrum, hvilket burde have været lettere. Der er heller ikke nogen app til at forenkle operationen.

JBL Bar 5.1 Surround (3)
JBL Bar 5.1 gør et fint stykke arbejde med at simulere surround-lyd. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Lyden af Bar 5.1 Surround

Når alt er klar og spiller, som det skal, er det et lille underholdningskraftcenter, vi har at gøre med. JBL Bar 5.1 Surround har sejere og kraftigere lyd end de fleste af sine konkurrenter.

Nødlandingen i første episode af Lost in Space på Netflix er et godt eksempel. Soundbaren holder intensiteten, og den kraftige subwoofer gør sit bedste for at pumpe løs i bundregisteret. Jeg synes også, at illusionen af surround-lyd fungerer godt, især hvis man sidder lige midti foran soundbaren.

Dialogerne er lidt mørke, så jeg sidder ofte og lytter på højere volumen end med f.eks. Samsung Q76R, som er klarere i dialogerne og har en mere naturlig klangbalance. JBL har mere klang som et PA-anlæg (men er selvfølgelig ikke så kraftig som et stort koncertanlæg).

JBL’s soundbar er meget nem i brug, når man skal høre sin yndlingsmusik, uanset om man vælger at bruge Bluetooth, Chromecast eller AirPlay. Lydmæssigt er der også gode ting at sige; især kan jeg godt lide, at lyden er kraftigere, end jeg er vant til fra soundbars. Den lyder også mere naturligt end LG SL10YG (der skal nu heller ikke så meget til). Bare sørg for at deaktivere surround… undskyld, Smart Mode.

JBL Bar 5.1 Surround klarer sig bedst med elektronisk pop og hiphop, da det er i bassen, den lyder fedest. Men der er også klarhed nok i mere sarte sangstemmer til, at f.eks. Pat Metheny langtfra er noget problem. Bare lidt for tilbagetrukket helt i toppen. Her kunne jeg godt ønske mig nogle tonekontroller.

Hvis du vil have en soundbar til musik, er det mere fristende at anbefale DALI Katch One eller Sonos Beam, begge med en subwoofer oveni. Eller den nævnte Samsung Q76R, hvor subwooferen følger med.

Bar 5.1 Surround har de samme fordele og ulemper som lillebror Bar 3.1, bare et lidt større lydbillede. 3.1 har den samme kraftige subwoofer og slår også godt fra sig – og koster et par tusind mindre. Dermed fremstår 3.1 som et bedre køb end 5.1 Surround efter min mening.

JBL Bar 5.1 Surround
(Foto: JBL)

Konklusion

JBL Bar 5.1 Surround er blandt de kraftigste soundbars i sin klasse. Ikke mindst takket være den kraftfulde 10 tommers subwoofer. Men også selve soundbaren kan presses meget, før den giver sig. Det giver godt med bulder og brag i TV-hjørnet, og lyden har også sine kvaliteter. Ikke mindst fungerer surround-effekten ret godt.

Der mangler lidt i overtonerne, som er for tilbageholdende. Især på musik savner vi noget mere. Vi har også nogle indsigelser mod brugervenligheden, hvor nogle af funktionerne er godt skjult, mens andre, såsom tonekontroller, mangler.

Plus for understøttelse af både Chromecast og AirPlay 2!

Vi sætter stor pris på, at du læser Lyd & Billede!
Log ind for at læse videre.

Prøv Lyd & Billede i 30 dage for 3 kr

Få fuld adgang til alle artikler på lydogbillede.dk
Nordens største testarkiv, guider, anmeldelser og ugentlige nyhedsbreve.
Se flere muligheder her
forfatter

Geir Gråbein Nordby

(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.
Kommenter

Skriv et svar

    Læs også

    Citation Tower beviser, at convenience-lyd ikke behøver at være små, diskrete bordhøjttalere med store kompromiser.
    Electrocompaniet har opgraderet deres bedste integrerede forstærker. ECI 6DX MKII har kanongod streaming og alt, hvad du har brug for af digital indmad.
    Samsung Galaxy Z Fold 2 er den foldbare smartphone, du altid har ønsket dig.
    Vil du lukke larm og andre lyde ude? Her er de bedste hovedtelefoner til formålet lige nu, til både tykke og tynde tegnebøger.
    Vi har tit spekuleret på, hvornår de første støjreducerende hovedtelefoner i high-end-klassen ville komme. Selvfølgelig er det Bang & Olufsen, der er først ude, og Beoplay H95 giver appetit på mere!
    For mange vil den nyeste iMac være den bedste stationære Mac – trods en ikke uvæsentlig ulempe.
    TAG Heuer Connected er mere end et smart træningsur, det er også et nydeligt armbåndsur.
    JBL melder sig ind i ANC-hovedtelefonernes topklasse med et par hovedtelefoner, der er sjove at lytte til og fjerner støjen effektivt.

    Aktuelle tilbud

    Annonce

    Harman Kardon Citation Tower

    Vejl.pris 19999 kr Tårnhøj bekvemmelighed

    Elipson Legacy 3210

    Vejl.pris 19999 kr Små franske delikatesser

    Klipsch The Fives

    Vejl.pris 7499 kr Trådløse stereohøjttalere

    Denon Home 350

    Vejl.pris 6998 kr Nobelt ydre – magtfuldt indre
    Prisjagt.dk er en kommerciel partner for lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.