Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: MSi Creator Z16 A11UET-011NEU

Velskabt på alle måder

MSI Creator Z16 leverer varen på alle vigtige punkter – og ser godt ud imens.

Skrevet af / 23/10/2021 - 10:00
MSi Creator Z16 A11UET-011NEU
John Alex Hvidlykke

Vi har de sidste par år set en strøm af computere med hardware i gamingklassen, men med funktioner og design, der henvender sig til et mere “seriøst” publikum bestående af kreativt professionelle. For eksempel grafikere, 3D-designere og filmfolk. Et publikum, Apple tidligere betragtede som deres personlige ejendom.

MSI Creator Z16 er MSI’s mest rendyrkede bærbare til kreative brugere; en knivskarpt slank 16 tommers maskine i grafitgråt aluminium. En tykkelse på lige under 16 mm er ret imponerende for en computer af den størrelse. Faktisk er kabinettet så tyndt, at USB-portene kun lige akkurat kan være der!

Kabinettet er så slankt, at den gammeldags USB-A-port kun lige akkurat kan være der. (Foto: MSI)

Chassiset er fræset ud af ét stykke metal, og selv om det er stort, er det fuldkommen stabilt og vrider sig ikke. Som det bør være på en computer, der skal kunne tåle at blive smidt skødesløst i tasken eller rygsækken hundreder af gange. PC’en er i øvrigt certificeret efter MIL-STD-810G-standarden, der bruges af det amerikanske militær.

Tastaturet er i behagelig kvalitet, og da der er god plads i det brede kabinet, er alle taster, også de yderste rækker, i fuld størrelse. Som vanligt hos MSI er tastaturet leveret af danske Steelseries, og tasterne er individuelt RGB-bagbelyste. Bare fordi man kan! Lyden er tunet af Dynaudio, hvilket igen er en MSI-specialitet.

MSI Creator Z16 er knivskarpt designet og kun 16 mm tyk. (Foto: MSI)

Lækker skærm

En 16” bærbar fylder en del i tasken, men det udlignes, når man åbner låget og ser skærmen, der er virkelig stor. Billedfeltet fylder stort set hele låget, med kun en smal ramme omkring, og da skærmen er i det højere 16:10-format, som er årets mode, er der heller ikke megen spildplads under billedet. Skærmen er i QHD+ opløsning (2500 x 1600 pixels) og i professionel kvalitet. Hvad du ser på skærmen, svarer til, hvad der kommer på den færdige plakat – eller hvad man får at se på biograflærredet.

To finesser, som ikke var strengt nødvendige, er opdateringshastigheden på hele 120 Hz (MSI er tro mod sine gamer-rødder og ved, at selv grafikere kan lide et spil efter arbejdstid) og touch-funktionalitet. Det sidste er både kreativt og praktisk et stort plus.

Skulle jeg ønske mere (og testere er en krævende og utaknemmelig flok), så ville det have været endnu bedre med en lysstærk OLED-skærm – og helst i 4K-opløsning. Men så ville prisen også være blevet betydelig højere.

Skærmen er i det moderne 16:10-format og med touch. (Foto: MSI)

Professionel hardware

Grafisk arbejde og 3D-design er noget af det mest krævende arbejde, man kan byde sin computer. MSI Creator Z16 er klædt på til opgaven med en 11 generations Intel Core i7-processor på 2,3 GHz med otte kerner og 16 tråde. Grafikkortet er også i den bedre ende, nemlig Nvidia GeForce RTX 3060 med 6 GB grafikhukommelse. Hukommelse og lagerplads er henholdsvis 32 GB og 1 TB, hvilket er dobbelt så meget, som man finder i de fleste bærbare – i den bedre klasse. Men grafikprogrammer er voldsomt hukommelseskrævende. Hardwaren kan selvfølgelig også bruges til mere underholdende formål, og Z16’eren blev beredvilligt stresstestet af teenagesønnen, der brugte den hen over en to døgn lang spilturnering. Uden et eneste problem.

Læs også Drømmemaskine til digitalt kreative Asus ProArt Studiobook 16 er en slank og let sværvægts-arbejdsmaskine til grafikere og videofolk. Den slags koster kassen!

Benchmarks

Processoren er en 11. generations Intel Core i7-11800H. Selv om topmodellen i9 er endnu hurtigere, er det stadig en meget kraftig CPU. Hvad en GeekBench-score på 8.207 i multicore vidner om. Det samme bevises af PCMark 10-testen, der slutter på 6.502. Hvis nogen skulle have den dristighed at fornærme maskinen med noget så simpelt som regneark og tekstbehandling.

GeForce RTX 3060-grafikprocessoren finder man oftest i gamingmaskiner i den næsthøjeste ende af spektret. Men hjulpet af den fine CPU når MSI Creator Z16 en ydelse, der rækker fint til grafik. Det bekræfter 3DMark-testene TimeSpy og Fire Strike med henholdsvis 6.713 og 15.602 som resultat. Selv om de allerdyreste deciderede gamingcomputere med kraftigere GeForce RTX 3080-grafikkort klarer omkring en tredjedel mere, er dette aldeles glimrende.

Selv om batteriet er på 90 watt-timer, hvilket er kraftigt, er batteritiden kort. PCMarks intensive batteritest drænede batteriet på lidt over to en halv time. Man kan sandsynligvis klare sig gennem en dag med almindeligt kontorarbejde på en opladning. Men skal Z16 bruges til det, som den er skabt til, nemlig krævende grafik, må den forholdsvis tunge oplader med i tasken.

MSI Creator Z16 er lavet til kreative professionelle som grafikere, 3D-designere og filmfolk. (Foto: MSI)

Kreativ konkurrence

Kreative professionelle er en ombejlet gruppe. Ud over MSI Creator Z16 har vi på det seneste testet bl.a. Asus ProArt StudioBook 16 OLED, der har en bedre skærm, der dog mangler touch – og som koster en hel del mere. Vi har også testet flere maskiner fra Acers ConceptD-serie, blandt dem den originale staffeli-bærbare ConceptD 3 Ezel. Den mest direkte konkurrent bliver dog den ligeledes vellykkede Asus ROG Zephyrus M16, der betegnes som en gamingcomputer, men som har tæt på de samme konfigurationer som de forskellige Creator Z16-modeller.

Konklusion

MSI Creator Z16 er den første fuldblods “kreative” computer, vi har set fra MSI. Den er solidt konfigureret med passende kræfter i både processor og grafikkort samt en rigtig lækker QHD-touchskærm. Samtidig er den så slank og let, at man kan tage den med i tasken hver dag. At den samtidig ser umanerlig godt ud, er kun et ekstra plus. Creator Z16 er ikke det eneste bud til grafikere og 3D-designere i denne klasse. Men MSI har gjort det rigtigt på alle punkter. Den slags hardware koster en del penge, men prisen er bestemt berettiget.

 

Karakter
MSi Creator Z16 A11UET-011NEU
Premium

Home mener

Superskarpt design. Processor og grafikkort er gode nok til seriøs brug. Rigeligt med RAM og lagerplads. Touchskærm i QHD-opløsning. LCD-skærmen er mindre lysstærk end OLED-skærme, og 4K-opløsning ville have været endnu bedre.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

For to år siden havde den kostet det dobbelte

Fremragende allround iMac

Mesh-netværk der tåler at blive set

Mac in Black

Sej egoist-router

Laptopbrugere bliver afhængige

Chromebooks på skolebænken

Grønt fremskridt i små trin

Betalelig og superlet uden kompromiser

Trådløst internet - også I den anden ende af haven

Den bedste Mac til de fleste mennesker

Den dyreste computer vi har testet

Scroll to Top