Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Asus ROG Zephyrus G14 GA401IV-HE003T

Gaming-PC til skuldertasken

Asus’ lillebitte charmetrold af en laptop har kræfter som en fuldvoksen gaming-computer. Og så er den ikke engang dyr!

Skrevet af / 08/06/2020 - 10:00
Asus ROG Zephyrus G14 GA401IV-HE003T
John Alex Hvidlykke

Gaming er blevet voksen. Og den har iført sig det pæne business casual-sæt for at passe ind på kontoret.

Asus ROG Zephyrus G14 er det seneste eksempel på spillecomputere, der taler til et voksent, stilbevidst publikum. Et publikum, der gerne vil have de ekstreme kræfter fra gamingcomputerne med på arbejdet. Og som ikke er bange for at betale, hvad det koster.

Hvis man i forvejen kender Zephyrus-serien, ved man, at den består af slanke og lette gaming-bærbare i skarpt design. Dem har vi testet flere af. Men denne her tager prisen. En 14-tommers  laptop i magnesiumkabinet på bare 1,6 kg. Selv om den ikke er så knivskarp og kileformet som deciderede ultrabooks, ligner den ikke på overfladen noget, der kunne rumme gaming-kræfter.

Asus ROG Zephyrus G14 er på størrelse med en lille, lidt buttet ultrabook-PC. Det er en bedrift. (Foto: Asus)

Lysavis i låget

Der er ikke det tivoli af blinkende RGB-lys, som plejer at være kendetegnet for gamingcomputere. Men det betyder ikke, at Zephyrus G14 falder i ét med tapetet. Dens helt specielle cafe-trick er ”AniMe Matrix”, som er et lysdiodedisplay, der er indbygget i låget (på nogle af modellerne). I alt 1215 hvide LED’er, arrangeret i et gitter, der dækker halvdelen af låget, kan vise grafik og animationer. Det er hundrede procent fritaget for praktisk anvendelighed – men sejt ser det ud!

Den animerede lysavis i låget er ren lir. (Foto: Asus)

Skal jeg endelig kritisere noget – og det er jo mit job – så er den smalle ramme om skærmen ikke så ubøjelig, som man kunne ønske på en computer, der skal leve det meste af sit liv i tasken. Selve kabinettet er fuldkommen stift, men skærmen bøjer lystigt.

De allerfleste computere, som vi tester, har, størrelse og pris uagtet, en processor fra Intel under motorhjælmen. Men ikke her. Asus Zephyrus G14 er bygget over en AMD Ryzen 7-processor. Det gør prisen lavere, men, ikke nødvendigvis ydelsen dårligere.

Med en AMD-processor ville det være nærliggende at vælge et grafikkort fra AMD-ejede Radeon, men selv om Radeon laver udmærkede grafikprocessorer, er valget faldet på Nvidia GeForce RTX 2060.

Der er 16 GB RAM og 1 TB SSD-lager i den udgave, som vi har testet. Det er, hvad man kunne forvente i en maskine, der skal være hurtig uden at koste en nyre.

Skærmen er et Full HD-panel (1.920 x 1.080 pixel) med en opdateringshastighed på 120 Hz. Det er på ingen måde rekord (den indehaves lige nu af 300 Hz-skærmen på MSi GS66 Stealth). Men 120 Hz er stadig så hurtigt, at kun feinschmeckere med sponsorkontrakter kan tillade sig at beklage sig over forskellen. Skærmen er Pantone-valideret, hvilket betyder, at også grafikere kan bruge den på arbejdet.

Hvis du ikke er interesseret i den hurtige opdateringshastighed, findes der også en 60 hz-udgave med højere opløsning (2.560 x 1.440).

En stor sjæl i en lille krop

Som tester af blandt andet gaming-computere får jeg chancen for at lægge hånd på den mest attraktive hardware, man kan opdrive. Det kan man ikke undgå at blive lidt blasert af, og jeg har inden for de seneste måneder haft flere spillecomputere i min varetægt, der var mere hurtigere og mere luksuriøse. Men de kostede også det dobbelte. Asus ROG Zephyrus G14 er så passende i pris og stadig eksklusiv, at man ikke kan undgå at tænke på, om der virkelig er brug for den ferierejse…

Zephyrus G401 føles mellem hænderne som en lidt buttet ultrabook, men det er kun, indtil man sætter et spil i gang. Så viser den, at det ikke er fedt, men muskler. Skærmen på 14” er i underkanten til lang tids gaming, men det er de mere populære 15,6” laptopskærme også. Og det kan løses med en ekstern skærm til spillehulen derhjemme.

(Foto: Asus)

Benchmarks

Processoren i Zephyrus G14 GA401 er som nævnt en AMD Ryzen 7. Engang var AMD og Intels processorer næsten lige udbredte, men i dag sidder Intel på størstedelen af markedet. Det har været med til at presse prisen på AMD, og man kan få en komplet Rysen 7-PC for det, som kan skal give for en 10 generations Intel Core I-9 processor.

Den 2,9 GHz AMD Ryzen 7 4800HS, der sidder i Zephyrus G14 har 8 kerner og 16 tråde. Altså samme antal som den Intel Core i-9, der sad i den dobbelt så dyre MSi GS66 Stealth – de øvrige forskelle ufortalt. Og vi må sige, at den billigere AMD på ingen måde sakker agterud.

Geenbench 5-processortesten ender med et singlecore-resultat på 1.117, og 7.890. Det er så tæt på i-9’s resultat, at der skal målfoto til. PC Mark 10-kontorprogramtesten ender på 5.808. Det er ikke helt på samme niveau, men det er stadig tæt på.

AniMe Matrix er hundrede procent fritaget for praktisk anvendelighed – men sejt ser det ud!

Grafiktesten 3DMark TimeSpy ender på en score på 5.783. Det er noget lavere end på supermaskiner. Men vi har altså også ”kun” at gøre med et GeForce RTX 2060-grafikkort. Fire Strike-testen ender på 13.778. Det er meget flot for en RTX 2060-maskine!

På denne plads plejer vi at konstatere, at kraftige gamingmaskiner ikke er egnede til batteridrift. Men Zephyrus G14 er undtagelse fra reglen. I hele fire klokketimer kværnede PCMark batteritesten løs, inden batteriet var tømt. De færreste gaming-bærbare klarer bare halvt så lang tid!

Vi har på det seneste set en strøm af ”civile” gaming-PC’er, der henvender sig lige så meget til digitalt kreative, som grafikere og animatorer, som til spillere. En målgruppe som Apple har opfattet som sit private territorium, men stort set alle PC-producenter nu bejler efter.

Asus ROG Zephyrus G14 er endnu en deltager i den konkurrence, og den vil komme op imod for eksempel MSi Prestige 14 og Alienware M15. Men ingen af dem har en så perfekt kombination af størrelse, ydelse og pris.

Vi forudser, at Zephyrus G14 bliver lige så populær hos professionelle som hos spillere. (Foto: Asus)

Konklusion

Asus ROG Zephyrus G14 GA401er den hidtil mest bærbare gaming-PC, vi har testet på Lyd & Billede. Selv om den ikke er større end tobak for en skilling, kan den med lethed konkurrere på ydelse med større og dobbelt så tunge maskiner. Det er i sig selv en bedrift, men ekstra imponerende er det, at det et lykkedes at holde prisen nede på et niveau, hvor man ikke behøver være professionel spiller for at retfærdiggøre anskaffelsen. Faktisk forudser vi, at den fine lille kraftkarl vil finde vej ned i tasken hos mange, der slet ikke køber den for spillenes skyld, men for at bruge den til tungt grafisk arbejde. Og her kan den vise sig at blive noget af et columbusæg.

Karakter
Asus ROG Zephyrus G14 GA401IV-HE003T
Premium

Home mener

Processoren er lige så hurtig som dyrere 10. generations Intel-processorer. Taskevenlig og let model. Og ser den umanerligt tjekket ud! Selv om den er langt billigere end sværvægts-gamere, skal du stadig have den store tegnebog frem. Ikke så hurtig som GeForce RTX 2080-maskiner.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Køb en – betal for tre

To-i-en-PC med det hele

For syv.. den er hurtig!

For to år siden havde den kostet det dobbelte

Fremragende allround iMac

Mesh-netværk der tåler at blive set

Mac in Black

Sej egoist-router

Laptopbrugere bliver afhængige

Chromebooks på skolebænken

Grønt fremskridt i små trin

Betalelig og superlet uden kompromiser

Lyd & Billede
Scroll to Top