Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Apple MacBook Air 13,6” M2 (2022)

En hurtig overhaling

Apples ultrabook har fået nyt design og en vitaminindsprøjtning, der vil noget. Men prisen er derefter.

Skrevet af / 26/07/2022 - 11:11
Apple MacBook Air 13,6” M2 (2022)
Peter Gotschalk

For første gang i mands minde har Apples MacBook Air fået nyt design. Vi vinker farvel til det kileformede udseende og siger goddag til en slank og let bærbar computer, der er flad som en pandekage. Præcis som Apples nye 14” MacBook Pro fra 2021, bare lidt mindre og ikke nær så tung.

Men det opdaterede design er ikke det eneste nye ved 2022-udgaven af MacBook Air. Den er også den første computer, vi tester, med Apples spritnye M2-processor.

Den nye M2-generation er baseret på en 5 nm-arkitektur, som giver op til 100 GB/s hukommelsesbåndbredde, op til 24 gigabyte integreret hukommelse (mod 16 gigabyte før) og op til 35 procent bedre grafikydelse, lover Apple. Og ydelsen skal være 18 procent bedre i forhold til den M1-processor, som vi allerede kender. Og eftersom M1 allerede tørrer gulv med langt de fleste Intel-baserede computere, har vi set frem til at prøvekøre den første M2-model på markedet for at se, om den lever op til forventningerne.

M2

Det korte svar på dét spørgsmål er, at det gør den. Både i daglig brug og i benchmark-tests er den M2-baserede MacBook Air markant hurtigere end de slanke Windows-PC’er i samme prisklasse, vi senest har testet. Som f.eks. Huawei MateBook 14s og HP Spectre x360. I Geekbench 5 scorer MacBook Air således hhv. 1.921 point (single-core) og 8.892 point (multi-core) – mod f.eks. 1.604 og 4.950 point fra HP Spectre x360 eller 1.501 og 5.927 point fra Huawei MateBook 14s – hvilket er næsten på niveau med førnævnte 14” MacBook Pro. For så vidt angår den generelle ydelse, er MacBook Air takket være M2-processoren altså stort set lige så hurtig som Pro-modellen. Til trods for en markant prisforskel.

Apple MacBook Air M2 availability July 2022 4up colors
2022-udgaven af MacBook Air kommer i fire farver, nemlig sølv, stjerneskær, space grey og midnat. (Foto: Apple)

Sidstnævnte kommer godt nok “kun” med Apples M1 Pro-processor, men i vores testkonfiguration bød MacBook Pro på 16 gigabyte RAM og en integreret GPU med 14 kerner, hvor MacBook Air må nøjes med otte. Den forskel gør sig selvfølgelig bemærket i de benchmark-tests, der har fokus på den grafiske ydelse. Her scorer MacBook Pro 34.166 point i Geekbench 5 Compute og 4.415 point i Basemark GPU, mens MacBook Air må nøjes med hhv. 23.683 og 2.565 point. Det kan synes som en stor forskel, men det skal understreges, at MacBook Air for så vidt angår grafikydelsen stadig er markant hurtigere end de førnævnte Windows-PC’er.

Det betyder i praksis, at MacBook Air klarer de fleste almindelige grafiske opgaver som billedredigering, rendering af video eller visning af video i 8K-format uden de store problemer. Men det er MacBook Pro man skal have fat i, hvis man har mange tungere grafiske opgaver, der måske sågar skal afvikles på samme tid.

Til gengæld klarer MacBook Air sig helt uden blæser. Uden at blive varm.

Ligner MacBook Pro

Som nævnt har den opdaterede MacBook Air fået nyt design, så den ligner Apples nyeste MacBook Pro-modeller. Det gælder ikke kun den fysiske fremtoning, men også diverse komponenter. F.eks. er det indbyggede webkamera blevet opgraderet til 1080p opløsning, ligesom skærmen på MacBook Air nu har fået en såkaldt notch i toppen af skærmen, hvor webkameraet sidder placeret.

Derudover er det savnede magnetiske MagSafe-stik til strømforsyningen tilbage, ligesom MacBook Air har fået indbygget hovedtelefonindgang, der kan tackle tungtdrevne hovedtelefoner med høj impedans.

Apple MacBook Air M2 availability July 2022 performance
Med M2 kan MacBook Air-brugere flyve gennem projekter i iMovie. Den nye MacBook Air yder hurtigere end nogen Windows-PC i samme prisklasse. (Foto: Apple)

Apropos lyd, så kommer den nye MacBook Air for første gang med fire indbyggede højttalere, som bl.a. gør den slanke ultrabærbare i stand til at understøtte Apple Spatial Audio, når man lytter til musik eller ser video. Dolby Atmos kan de også klare.

I forhold til forrige års MacBook Air er skærmen blevet en smule større (13,6” mod tidligere 13,3”), ligesom den nye skærm med en maksimal lysstyrke på 500 nit også er blevet en smule mere lysstærk. Der er dog stadig lang vej op til MacBook Pros mini-LED baserede Liquid Retina XDR-panel, der kan klare op til 1600 nits.

Ligesom forgængeren kan den nye MacBook Air trække en 6K-skærm, hvis man skulle have sådan én stående. Det er også muligt at bruge en nyere iPad tilsluttet trådløst som ekstern skærm ved at aktivere Sidecar i systemindstillingerne.

Der er kun to USB-C/Thunderbolt 3-porte på maskinens venstre side, mens der på den modsatte side er et 3,5 mm stik til hovedtelefoner eller eksterne højttalere.

Konklusion

Den nyeste MacBook Air er på alle leder og kanter den bedste Air-model, elektronikgiganten fra Cupertino nogensinde har sendt på markedet. Men det siger vi jo næsten hver gang. Det er bare svært at få armene ned, når Apple igen og igen overgår sin egen rekordydelse.

Apple MacBook Air M2 availability July 2022 MagSafe
MagSafe er tilbage på MacBook Air med MagSafe 3, der har et opdateret design. Med vores testeksemplar fulgte en USB‑C-strømforsyning på 30 watt. Modeller med en GPU med ti processorkerner kommer med en 35 watt strømforsyning, der har to USB-C-porte. (Foto: Apple)

Den eneste streg i regningen er i virkeligheden prisen. For to år siden kostede vores testeksemplar af MacBook Air med M1-processor 8.699 kroner, hvilket virkelig var en fantastisk favorabel pris. Den nye model koster 11.499 kroner for en tilsvarende konfiguration, hvilket alt andet lige gør købsbeslutningen noget mere vanskelig.

Der er dog ingen tvivl om, at hvis budgettet befinder sig et sted mellem 10.000 og 12.000 kroner, får man væsentligt mere saft og kraft for sine penge med en MacBook Air end med en Windows-PC til samme pris.

Karakter
Apple MacBook Air 13,6” M2 (2022)
Premium

Home mener

Tårnhøj ydelse fra den nye M2-processor. Lækkert opdateret design. MagSafe er tilbage. Fire indbyggede højttalere understøtter Spatial Audio. Kun to USB-porte. Lidt pebret pris.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Vil du have ekstra skærm med din menu?

Køb en – betal for tre

To-i-en-PC med det hele

For syv.. den er hurtig!

For to år siden havde den kostet det dobbelte

Fremragende allround iMac

Mesh-netværk der tåler at blive set

Mac in Black

Sej egoist-router

Laptopbrugere bliver afhængige

Chromebooks på skolebænken

Grønt fremskridt i små trin

Lyd & Billede
Scroll to Top