HP’s Spectre-serie af bærbare PC’er har haft mange udtryk gennem årene. Men et fællestræk har været en elegant og luksuspræget udførelse. Mest ekstremt i den læderindbundne HP Spectre Folio.
HP Spectre x360 er, som navnet antyder, en 360 graders PC, hvor touch-skærmen kan drejes hele vejen rundt og lægges fladt mod bagsiden af tastaturet, så maskinen kan bruges som tablet. Dem har vi testet nogle stykker af gennem årene, men hvor de tidligere modeller har været kompakte 13 tommers maskiner, er skærmen på den nuværende generation vokset til 16 tommer. Endda i det højere 16:10-format.
Så computeren fylder og vejer en hel del. Men man får til gengæld et arbejdsareal, der egner sig til andet og mere end blot at skrive nogle e-mails på farten.
Skarp 4K touch-skærm
Skærmen er Spectre x360’s mest overbevisende kort. En klar og skarp 16-tommer i UHD+ opløsning (3860 x 2400 pixel). Og naturligvis med touch. Der medfølger en trykfølsom pen i den temmelig store kasse. Det gør computeren til et nærliggende valg for grafikere.
Da grafisk arbejde kræver processorkraft, er der en separat grafikprocessor om bord, nemlig Nvidia GeForce RTX 3050 med 4 gigabyte dedikeret grafikhukommelse. Der er 32 gigabyte arbejdshukommelse og en 1 terabyte SSD til lagring af programmer og data.
For stor til at være smart
Spectre-serien er HP’s luksusserie. På x360 ses det i form af et grafitgråt unibody-kabinet. Men selv om kanterne er afrundede og pyntet med en kobberfarvet accentstribe hele vejen rundt, lykkes det ikke rigtig at få den 40 cm brede og to kilo tunge computer til at virke let og elegant.
Det store kabinet giver til gengæld god plads til tastaturet, der er rummeligt, og tasterne føles præcis så faste, som de bør være. En diskret, hvid bagbelysning gør det muligt at finde den rigtige tast i et mørkt auditorium. Der kunne godt have været plads til et numerisk tastatur, men her har HP valgt at satse på ergonomien – og plads til lydsystemet fra Bang & Olufsen.
Der er et acceptabelt udvalg af porte på HP Spectre x360: To USB-C-porte af nyeste aftapning – med integreret DisplayPort og Thunderbolt 4 – og derudover en HDMI-udgang og en enkelt USB-A-port. Sidstnævnte er halvt dækket af en klap, som egentlig ikke burde være nødvendig, da den kun har til formål at bevare den skarpt designede kant på kabinettet.
Ethernet-port er der sikkert ingen, der savner. Især ikke da maskinen til gengæld har den helt nye Wi-Fi 6E-standard.
Benchmarks
Processoren i Spectre x360 er en overraskelse – men ikke på nogen god måde. En 11. generations i7 (3,4 GHz i7-11390H) med blot fire kerner er ærlig talt temmelig sløjt i en så dyr maskine. Det kan også ses på ydelsen, der er ret middelmådig.
Geekbench 5-testen ender med et resultat på 1.604 i single-core og 4.950 i multi-core. Kontorprogramtesten PCMark 10 får et resultat på 5.016. Isoleret set er det hastigheder, der er fuldt ud rigelige til kontorbrug. Men man kan få bedre ydelse fra billigere PC’er med mere avancerede processorer. Blandt dem Asus ROG Zephyrus G14 – og HP’s egen Envy 15.
Noget af det, der vækkede vores nysgerrighed og fik os til at bestille HP Spectre x360 hjem til test, var, at den er udstyret med det nye GeForce RTX 3050-grafikkort. Der er tale om en ny grafikprocessor, som er billigere end de større modeller i RTX-serien. Men stadig med løftet om reel 3D-ydelse i en ikke alt for kostbar laptop.
Indfries løfterne så? Knap nok: 3D-ydelsen er i underkanten af, hvad jeg ville betegne som reel, og computeren er ret kostbar.
Skuffende GPU
3D-grafiktestene fra UL (tidligere Futuremark) får resultater, der ganske vist ligger klart over den typiske ultrabook med Intel Iris Xe-grafik. Men de er stadig kun på niveau med det ældre og billigere GeForce GTX 1650 Ti-grafikkort, der tidligere har været løsningen til ægte 3D-grafik på budget. Time Spy-testen lander på 3.607, og den ældre Fire Strike-test (begge i standardudgaven) får et resultat på 8.120.
Batteritesten fra PCMark 8 ender på lige over tre timer. Det er ganske udmærket for en så stor PC med 4K-skærm. Og nok til at klare sig en dag på arbejdet uden opladeren. Hvad der er ekstra vigtigt, eftersom HP har valgt at bruge et gammeldags DC-stik til opladning i stedet for USB-C. Så man kan ikke låne sig til en nødopladning, hvis uheldet er ude.
Konklusion
HP Spectre x360 er en besynderlig maskine, og jeg kan ikke rigtig kan se, hvem den primært er henvendt til. Den er for stor, tung og dyr til at have med i tasken for de fleste. Hvis det var 3D-ydelsen, der var salgsargumentet, kan man få langt mere til prisen. Og ingen vil overveje gaming på en 60 Hz skærm.
Det eneste, der skiller Spectre x360 positivt ud, er den store og rigtig fine 4K touch-skærm, der sammen med pennen kan gøre maskinen til et arbejdsredskab for grafikere. Men selv dér er forholdet mellem pris og ydelse lidt anstrengt.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer