Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

Qobuz kommer til Danmark

Musik-streaming-tjenesten Qobuz satser på musik med høj lydkvalitet. Nu kommer den til Norden.

Skrevet af / 15/04/2021 - 13:00
Qobuz kommer til Danmark

Når det gælder musik-streaming, er der et væld af tjenester at vælge imellem. Den største er Spotify, men hvis du er ude efter den bedste lydkvalitet, er det Tidal, der er sagen. Det vil sige indtil nu.

For andre steder i verden har Tidal nemlig en ærkefjende – Qobuz. En fransk musik-streaming-tjeneste, der har omtrent samme udvalg som Spotify og Tidal, og som også leverer musikken i høj opløsning. Højere end CD-kvalitet.

I dag torsdag den 15. april kl. 13.00 lanceres Qobuz i de nordiske lande.

Tidal benytter MQA-lydformatet, som på fiffig vis kan komprimere høje opløsninger ned til en bitstrøm svarende til tabsfri komprimeret CD-kvalitet (FLAC). MQA hævdes faktisk at lyde bedre end originalindspilningen, hvilket er kontroversielt, men uanset hvordan man vender og drejer det, er lyden med MQA noget ændret.

Læs også Tidal tager kontrol over musikken Tidal gør ligesom Spotify: Med Tidal Connect er det lettere at streame musikken til kompatible højttalere.

Qobuz, derimod, streamer simpelthen i rent PCM-format, komprimeret tabsfrit med FLAC. Det kræver højere båndbredde end MQA, men ændrer til gengæld ikke på originalindspilningen.

“Hos Qobuz ønsker vi at dele kunstnerens originale lydkvalitet. Vi vil sikre at fans kan lytte til sangene, som kunstnerne havde tænkt dem – som kunstnerne selv hørte dem, da de indspillede dem. Ved at investere i musik af høj kvalitet investerer vi i at dele kunstnernes originale vision med musikken, som de havde til hensigt at udgive,” fortæller vicedirektør i Qobuz Georges Fornay.

Qobuz afbilder her højopløst lyd (øverst) som tro mod originalen, mens CD-kvalitet er en tand dårligere og 320 kbit/s MP3 endnu dårligere. (Illustration: Qobuz)

Mere information om musikken

Ud over at tilbyde tabsfri musik deler Qobuz metadata for hver sang. Man får både komponist og tekstforfatter bag nummeret at vide såvel som artisten. Og den digitale lydkvalitet. Som er op til 24 bit/192 kHz. For en ordens skyld er CD-kvalitet 16 bit/44,1 kHz, hvilket trods alt gælder det meste af udvalget.

Mens Spotify har 320 kbit/s som bedste lydkvalitet (selv om de har annonceret, at CD-kvalitet er på vej), og Tidal også tilbyder et abonnement med lavere kvalitet, har Qobuz ikke noget dårligere end tabsfri CD-kvalitet.

Priser

Qobuz tilbyder fra i dag en række forskellige abonnementer:

Studio Premier/Studio Premier Family

Studio Premier giver adgang til hele Qobuz-kataloget. Med Studio Premier Family-abonnementet kan familiemedlemmer i samme hjem have hver sin konto (op til seks) med ét abonnement.

  • Studio Premier – 199,99 kr./måned
  • Studio Premier Family – 349,99 kr./måned
  • Studio Premier – 1.799,99 kr./år (= 149,90 kr./måned)
  • Studio Premier Family – 3.499,99 kr./år (= 291,66 kr./måned)

Studio Sublime/Studio Sublime Family

Studio Sublime giver adgang til streaming samt køb af downloads med eksklusive rabatter på op til 60 procent på hi-res-spor. Med Studio Sublime Family-abonnementet kan familiemedlemmer i samme hjem have hver sin konto (op til seks) med ét abonnement.

  • Studio Sublime – 2.499,99 kr./år (= 208,33 kr./måned)
  • Studio Sublime Family – 4.999,99 kr./år (= 416,66 kr./måned)

qobuz.com

 

Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sådan ser Sonos' nye hovedtelefoner ud

Din egen personlige hjemmebio-oplevelse

Latterligt billigt fra HiFiMAN

B&O Atelier Edition i nordlysfarver

Topliste: Hørepropper og hovedtelefoner til påskeferien

Forbedret hørelse med AirPods Pro

Held og lykke med at købe disse

De bedste hørepropper får en afløser

Skullcandy: GROM-lyd til børneører

Endnu bedre Accentum fra Sennheiser

Forstærkere fra HiFiMAN

Beyerdynamic fejrer 100 år med specialudgave

Lyd & Billede
Scroll to Top