Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Cloud-apps

De fleste kender og bruger måske sågar cloud-tjenester som Dropbox, Google Drive eller iCloud. Men ud over at synkronisere dine dokumenter og dele dem med andre kan de mange tjenester i skyen bruges til meget andet godt. Her er seks fede cloud-apps til iPhone og iPad.

Skrevet af / 12/11/2012 - 00:00
Cloud-apps

CloudMagic – Gratis
Rigtig mange filer, e-mails, beskeder, kontakter, aftaler osv. Og det på mindst en håndfuld forskellige tjenester i skyen. Sådan er virkeligheden efterhånden blevet for mange af os. Kalender og e-mail hos Google, noter hos Evernote, beskeder på Facebook og Twitter, filer på iCloud, Dropbox og Box … og listen bliver hele tiden længere.

Der er god fornuft i at sprede sine informationer til flere forskellige tjenester, men så er gode råd indimellem dyre, hvis man skal finde det dér dokument med sidste års præsentation af budgettet. Her kommer CloudMagic ind i billedet. Du tilføjer simpelthen én gang for alle dine mange cloud-konti i app’en, og så kan den søge på kryds og tværs af alle dine dokumenter, beskeder, kontakter, aftaler osv. – uanset hvor de måtte befinde sig. Det er virkelig næsten magisk …

CloudMagic understøtter i øjeblikket Gmail, Google Apps, Twitter, Microsoft Exchange, Facebook, Office 365, Dropbox, Evernote, Box, iCloud, AOL, mail.com, GMX og Google Talk.
Man kan vælge at begrænse sin søgning til f.eks. “Posts and Updates”. Artiklens forfatter har skrevet en masse om ‘iPhone 5’ både på Twitter og Facebook …
Men man kan også søge på tværs af alle kategorier og tjenester. Som her, hvor vi har lavet en søgning på dette magasins gamle navn, GEAR, og får resultater både om personer, dokumenter og posts på Facebook og Twitter.

CloudOn – gratis
Måske en af de mest roste cloud-apps, som både giver dig adgang til dine filer i skyen og lader dig bearbejde og skabe helt nye filer direkte fra app’en. CloudOn understøtter i øjeblikket tre forskellige cloud-tjenester, nemlig Dropbox, Google Drive og Box, men ud over at give dig adgang til filerne på din iPhone, iPod eller iPad, så byder CloudOn også på skybaserede, men fuldt funktionelle udgaver af Word, Excel og PowerPoint fra Microsoft.

CloudOn understøtter tre cloud-tjenester: Dropbox, Google Drive og Box. Her har vi oprettet adgang til Dropbox og Box.
App’en giver dig overblik over alle dine mapper og filer, herunder filtyper, og ved at klikke på A-ikonet øverst i skærmbilledet startes et af de tre medfølgende værktøjer – Word, Excel eller PowerPoint – lynhurtigt.
Blot ved at klikke på en Word-fil åbnes den i applikationen, som byder på den fulde vifte af værktøjer og menuer.

Cloud Spy – gratis
Cloud Spy Svr – 12 kroner

Brug det indbyggede webcam i din iMac eller MacBook som spionkamera via Dropbox. Det er formålet med app’en Cloud Spy, som kræver, at du downloader den gratis app til din iPad eller iPhone samt en separat Mac-app, Cloud Spy Svr til 12 kroner, til din computer. Begge apps skal linkes til din Dropbox-konto, og så kan du ellers aktivere computerens kamera og tage et billede eller et screenshot via app’en på din iDims.

Cloud Spy Svr på din Mac skal først linkes til Dropbox.
Og i app’ens meget enkle menu vælger du så, om du vil tage et billede eller et screenshot.
Voila!

GoodReader – 30 kroner
En bedre app findes næppe til at håndtere store tekstdokumenter på din iPad. Især store pdf-filer smider den rundt med, som Hulk smed rundt med Loke i The Avengers. Især genialt er muligheden for at annotere pdf-dokumenterne med de bare næver. Her kommer touch-skærmen virkelig til sin ret, mens du laver overstregninger, pile, cirkler og kommentarer i diverse pdf’er, som app’en selvfølgelig kan hente fra og synkronisere med tjenester som Box, Dropbox, Google Drive, SkyDrive og SugarSync. Derudover understøttes også WebDAV og FTP. Bedre bliver det ikke!

GoodReader understøtter en væld af server-typer og tjenester i skyen, så du kan få adgang til dokumenterne, uanset hvor de er.
Måske det bedste annoteringsværktøj, vi har prøvet på nogen platform. Fingernemt, så at sige …

PlainText – gratis
Hvis du tager mange noter på din iPhone eller iPad, kan det være rart at synkronisere dem med en tjeneste i skyen, så du også har adgang til dem fra andre enheder. Det lader sig selvfølgelig gøre med Apples egne Noter via iCloud, men PlainText virker i stedet sammen med Dropbox. Brugerfladen er ekstremt simpel – oversigt over noter til venstre og tekst fra den valgte note til højre – og selve skrivefeltet er også uden dikkedarer. Sort tekst på hvid baggrund er nærmest befriende enkelt. Det eneste, man må finde sig i, er reklamer i bunden, men det kan man betale sig fra for 12 kroner.

Du skal blot forbinde app’en med din Dropbox-konto, og så kører bussen!
Brugerfladen er helt enkel med oversigt over noter til venstre og et tekstfelt til højre.

SoundCloud – gratis
Twitter med lyd og musik er vel den bedste beskrivelse af SoundCloud. Her kan man følge både venner og fremmede og lytte til de lydoptagelser, som de uploader til deres stream. Man kan også selv dele musik og andre optagelser, og det hele er selvfølgelig integreret med Facebook og Twitter. App’en understøtter også AirPlay, så man kan streame trådløst direkte til en kompatibel højttaler.

Det er nemt at finde nogen at følge på SoundCloud. Her er en oversigt over Facebook-venner, som også bruger tjenesten.

 

Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

OnePlus på vej med nye produkter

Heineken lancerer trist mobil

Årets Edge-serie er her

Billigere iPhone-reparationer

Sporingstags til alle Android-mobiler

Smart kombioplader til ferien

Hvad vil Apple vise i juni?

Galaxy Tab S6 Lite opgraderet

Design din drømmemobil

Kommer der Google-AI i iPhone?

Lettere skift fra iPhone til Android

Se det store billede på din Google Pixel

0
Lyd & Billede
Scroll to Top