Test af LG-55UB850V på Lyd & Billede

Test af LG 55UB850V

Suveræn billedkvalitet

Sydkoreanske LG hviler ikke på laurbærrene, men giver virkelig meget for pengene med deres billige 4K-model.

Plus

55UB850V byder på knivskarp, kontrastrig billedkvalitet kombineret med nem betjening og et væld af smart-funktioner.

Minus

Lydkvaliteten er ikke mere end gennemsnitlig, og vi synes godt, LG kunne have valgt noget mere mat glas foran skærmen.

Med så stort fokus på OLED den sidste tid er det let at glemme, at LG også laver traditionelle LCD-tv’er med LED-teknologi. 55UB850V er et flot tv med en tynd, forkromet ramme. Alle tilslutninger er anbragt på højre side, vinklet til siden, så tv’et kan vægmonteres på elegant vis. Den buede fod ser også stilig ud.

Det, der trækker ned for LG’s vedkommende, er den spejlblanke skærmoverflade, som giver mange refleksioner.

Brugervenlighed og funktioner
55UB850V har mange af de funktioner, vi kender fra dyrere LG-modeller. Det kommer med to fjernbetjeninger, inklusive den brugervenlige pegefjernbetjening Magic Remote, hvordan man navigerer i menuerne ved hjælp af en “musemarkør”.

Modellen har også fået LG’s nye WebOS-operativsystem, der gør betjeningen til en lækker grafisk oplevelse, og hvor forskellige typer indhold som apps og tv-kanaler ligger let tilgængelige direkte på startskærmen. Alt dette gør LG-skærmen til et meget behageligt tv at betjene.

Billedkvalitet
Når det gælder billedkvalitet, har LG også et par esser oppe i ærmet. For det første et mere avanceret LCD-panel af IPS-typen kombineret med såkaldt Micro Dimming lyskontrol. De to ting skal i teorien give et mere kontrastrigt billede med en bredere betragtningsvinkel, hvilket viser sig at stemme godt overens med praksis.

Kontrast og sortniveau er ganske vist ikke på niveau med LG’s egen avancerede OLED-teknologi, men klart en tand bedre end de øvrige testdeltagere. 55UB850V har en evne til at få detaljerne frem i mørke scener, uden at det drukner i helsorte billeder. Der er også mærkbart mere smæld i de lyse scener: Billedet får simpelthen mere dynamik og liv, og det er selvfølgelig gode egenskaber at have, når vi udfordrer LG-skærmen med forskellige typer billedindhold.

55UB850V understøtter Netflix i 4K-kvalitet. Her kan man se de hårdkogte skurke i Breaking Bad ned til hver en pore og hvert et ansigtshår. Ikke nødvendigvis et kønt syn, men uhyggelig virkelighedstro! Og ikke nok med det: LG-skærmen gør også et godt stykke arbejde med at opskalere almindelige SD-optagelser. Den gør det mærkbart bedre end Samsung, når det gælder støjreduktion og skarphed. Bevægelsesudjævningen er også god, selv om det får hård konkurrence fra Panasonic på dette område.

55UB850V kommer med gode farveindstillinger fra fabrikken og en række gode forprogrammerede billedindstillinger.

Lydkvalitet
LG-skærmen byder på en lydoplevelse, som vi rangerer lidt over Samsungs. Det har lidt fyldigere lyd, hvor især stemmegengivelsen er mere tydelig: Walter White fra Breaking Bad har f.eks. markant mere stemmefylde. Når det er sagt, så anbefaler vi helt klart en soundbar for at yde det flotte billede fuld retfærdighed.

 

Konklusion
LG 55UB850V har en række egenskaber, som gør det til en hård konkurrent blandt de billige 4K-tv’er. Brugervenligheden er blandt de bedste i klassen. Billedkvaliteten er virkelig god, hvad enten man ser SD, HD eller Ultra HD (4K), og LG-skærmen understøtter de nyeste videostandarder, inklusive HEVC/H.265, der har betydning for adgangen til ægte 4K-indhold i den nærmeste fremtid.

Hvis du vil have et overkommeligt 4K-tv, er 55UB850V et sikkert valg.


Kommentarer (5)
  1. Undskyld jeg lige kommer med et surt opstød, men det giver ingen mening at I giver 5 stjerner (pana) til et TV som ikke kan vise 4K.

    Ja, der kommer formentlig nye Bluray skiver til sommer som pana og philips så kan vise ved køb af en ny blu-ray afspiller, men hvor mange køber almindelige BR-skiver i dag kontra hvor mange ser Netflix?
    Vejen til 4K bygger på streaming (også selvom vi er nogle som godt kan lige den højere kvalitet i skiver vs streaming – vi er en uddøende race, ligesom ordentlig kablet lyd)

    Så hvorfor ikke lave en ordentlig test hvor I sætter LG op mod Sony X85 og Samsung 7 eller 8 serie? Altså TV i samme prisklasse og alle med HEVC.

    I burde ved samme lejlighed lave en artikel hvor I advarer mod TV uden HEVC da man i de tilfælde lige så godt kan købe et 2K tv, for uden HEVC, intet 4K materiale.

  2. Tommy -> Det er nok at generalisere.
    Personligt har jeg en HTPC eller et mediecenter om du vil tilsluttet mit tv, og i det tilfælde der har HEVC vel ingen betydning, da alt kører over HTPC’en.

  3. Jeg har tidligere læst en test af LG’et på det engelske site hdtvtest.co.uk, hvor tv’et får tørre tæsk for billedkvaliteten. Er der sket en opdatering i mellemtiden, eller har I bare ikke haft den samme oplevelse af tv’et?

    • SÅ vidt jeg ved frigav LG en opdatering for ½ år siden, som har betydet en mærkbar forbedring af billedkvaliteten.

  4. Jeg har lige købt et LG 65UB950V. Det leverer en super billedkvalitet med god kontrast og meget få refleksioner på skærmen. Selv ved dårlige optagelser bliver billedkvaliteten helt ok. Lydkvaliteten er noget af det bedste jeg har oplevet fra en fladskærm og jeg glemmer helt at tænde mit lydanlæg når jeg ser film.
    Måske er der sket opgraderinger i forhold til ovennævnte test eller der er forskel på 55″ og 65″ modellen.
    Jeg er positivt overrasket over billede og lyd efter at have haft det en uge. Samtidig en kritik af diverse forhandlere som ikke kan tilbyde en ordentlig demonstration af fladskærme med et almindeligt antennesignal fra en udbyder. Man er jo nødt til at købe fladskærm uden at have set om produktet lever op til forventningerne.