TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

Test: Samsung QE75Q900R

Krystalklart fremtids-tv

Skarpt, skarpere, skarpest: Vi har testet Samsungs spritnye 8K-tv QE75Q900R!

Af / 06/11/2018 - 14:40
Samsung QE75Q900R

Lyd & Billede mener

  • Med ægte 8K-opløsning byder Samsung-skærmen på en fantastisk, 3D-agtig billedoplevelse.
  • Forskellen i forhold til nuværende 4K-skærme kommer tydeligst frem på ægte 8K-videomateriale, som indtil videre er en mangelvare.

Hvis du troede, at dit nye 4K-tv var sidste skrig, så må du tro om igen. Allerede før mange har nået at sende deres gamle Full HD-tv på pension, er Samsung godt i gang med næste generations billedformat! Den nye flagskibsserie Q900R med 8K-opløsning rulles ud i butikkerne i disse dage med skærmstørrelser på 65, 75 og 85 tommer. Vi har testet den mellemste Bukke Bruse – 75-tommeren QE75Q900RAT.

Det nye tv deler meget teknik med den nuværende 4K-topmodel, Q9FN. Samtidig byder det på noget helt nyt – muligheden for at se tv i glasklar og barberbladsskarp 8K-opløsning!

QE75Q900RATXXU 011 R Dynamic Black 45077
Samsung QE75Q900R. (Foto: Samsung)

Desværre er adgangen til ægte 8K-materiale meget begrænset: Netflix og andre streaming-tjenester nøjes med 4K, og så langt er tv-stationerne ikke engang kommet. Det er oplagt, at tv’et kommer til at vise almindelig HD og 4K det meste af tiden. Velvidende om dette har Samsung udstyret skærmen med en avanceret AI-opskalering med maskinlæring, som kontinuerligt arbejder på at optimere alle typer billedindhold.

Alt dette lyder selvfølgelig meget spændende og højteknologisk. Spørgsmålet er, om Samsungs 8K-skærm giver nogen reel fordel i dag, og om den er prishoppet værd i forhold til de nuværende 4K-skærme. Det skal vi finde ud af!

8K UHD – hvad er det?

1200px Resolution of SD Full HD 4K Ultra HD 8K Ultra HD
8K Ultra HD giver fire gange så høj opløsning som 4K Ultra HD. (Foto: Wikimedia Commons)

8K-opløsning (7680 x 4320) er en naturlig videreudvikling af nutidens 4K UHD-standard. Med fire gange så mange billedpunkter (33.177.600 for at være helt præcis) byder det på skarpere billeder end nogensinde. Målet er at eliminere enhver antydning af pixelstruktur eller rudemønster, så tv’et fremstår som et glasklart “vindue til virkeligheden”.

Annonce

8K skal ses i sammenhæng med overgangen til større tv-skærme hjemme i stuerne. Det er indlysende, at den øgede opløsning vil gavne mest, når den blæses op på en storskærm på 75-85 tommer eller mere. Samsung har imidlertid også sneget en 65-tommer (QE65Q900R) ind for de særligt interesserede.

8K-standarden er stadig meget ung, og indtil videre er der ingen streaming-tjenester eller andet, der understøtter formatet. Den teknologiske udvikling går imidlertid hurtigt, og allerede næste år vil vi nok se, at flere tv-producenter og indholdsleverandører sætter deres lid til formatet.

Design

10 Bedroom A 0178 45085
Samsung QE75Q900R har et slankt og lækkert design. Fødderne kan monteres smalt eller bredt, så de passer til tv-møblet. (Foto: Samsung)

QE75Q900R har et stramt, minimalistisk design typisk for nyere Samsung-modeller. Billedpanelet er omgivet af en tynd mørk ramme i børstet udførelse. Selve tv’et virker solidt bygget med en tillidsvækkende tyngde. Metalfødderne kan monteres i to forskellige positioner afhængigt af bredden på dit tv-møbel og sørger for stabilt fodfæste. Vi kan bedre lide disse fødder bedre end den mere ustabile, som Q9FN er udstyret med.

Tv’et har en fordybning på bagsiden, hvor fødderne kan opbevares, når de ikke er i brug (f.eks. ved vægmontering). En anden smart detalje er muligheden for indfældet montering med det såkaldte No Gap Wallmount, der hænger skærmen helt tæt ind til væggen.

Det er let at undgå kabelsalat. Ligesom med andre QLED-modeller anvender Q900R en separat One Connection-samleboks til styreelektronik, tilslutninger og strøm. Signal og strøm føres så videre til skærmen via et fælles kabel. Både boksen og kablet er markant kraftigere på 8K-modellen, sandsynligvis på grund af større strømforbrug, processorkraft og kølebehov.

Alt i alt synes vi, at 8K-modellen ser både flot og solid ud, men man køber ikke dette tv for æstetikkens skyld – det er ydelsen, der er i fokus her.

Brugervenlighed og funktioner

QE75Q900R anvender Samsungs velkendte og veludviklede smart-platform, Tizen. Samsung-systemet byder på en lang række praktiske funktioner, og det er meget let at sætte op, første gang du tager det i brug.

Brugeroplevelsen er meget lig andre Samsung-modeller, men det kan mærkes, at topmodellen er usædvanlig hurtig. Den er hårfint hurtigere end Q9FN, både når det gælder opstart, kanalskifte, indlæsning og at skifte mellem apps. Kombineret med en hurtig internetforbindelse vil den være en drøm at betjene, surfe og streame med.

I den nævnte One Connection-boks sidder alt, hvad der hedder tilslutninger. Samtlige HDMI-stik understøtter 2.0a-standarden, men den nyere HDMI 2.1-standard glimrer ved sit fravær. Denne version kan være vigtig på længere sigt, især i 8K-sammenhæng, da den er nødvendig for at overføre 8K-opløsning med højere billedfrekvenser. I den forbindelse er det smart, at tilslutningerne sidder eksternt, så Samsung har mulighed for at opgradere dem, efterhånden som teknologien er på plads.

Barberbladsskarp billedkvalitet

Samsung 75Q900R kan skilte med ultraskarp 8K-opløsning, ekstra bredt farvespektrum og blændende 3000 nit lysstyrke – ret heftige specifikationer for et tv til hjemmebrug! Og efter at have haft tv’et på testbænken i nogle dage er der ingen tvivl om, at 8K – især den ægte vare – er et heftigt syn.

I forbindelse med testen havde Samsung lånt os nogle 8K-demoklip med barberbladsskarpe naturscener, som gav os nogle næsten tårevædede øjeblikke. Det er synd, at Apple har kapret kaldenavnet Retina, for det kunne være fristende at bruge det udtryk her!

Med 8K-demoklippene fik vi umiddelbart følelsen af at se på et tv, der har lige så god løsning som det menneskelige øje. Dybdefølelsen er suveræn, og man kan skifte fokus og se på billedet på en måde, der kan minde om 3D-tv – helt uden briller. Samtidig oplevede vi, at 8K-skærmen var meget behagelig at hvile øjnene på. Vi kunne betragte den over længere tid med påfaldende lidt øjentræthed. Afgjort imponerende, og flere af kollegerne tabte da også kæben ved synet.

Førsteindtrykket er, at 8K giver et markant løft i billedkvalitet, men det er også meget afhængigt af billedmaterialet. Samsungs demobidder er selvfølgelig skræddersyet til at illustrere fordelene ved 8K. Vi ville gerne have et helt filmarkiv med titler af høj kvalitet filmet og mastered i 8K for at vurdere skærmen nærmere, men det havde vi desværre ikke adgang til.

4K vs. 8K (opskaleret)

Mange har stillet det spørgsmål, om 8K-opløsning i ægte eller opskaleret form er noget, vi egentlig har brug for, når de bedste 4K-skærme på markedet allerede ser brandgodt ud. For at se nærmere på forskellene stillede vi Samsung QE75Q900R op ved siden af producentens bedste 4K-skærm nogensinde, QE75Q9FNAT. Ved hjælp af en videosplitter kunne vi sammenligne de to skærme samtidig med forskellige typer indhold, inklusive Blu-ray/4K Blu-ray, Netflix, YouTube og live-tv.

De to skærme ligger tæt op ad hinanden teknisk set. Med undtagelse af 8K-opløsning, AI-opskalering og alt, hvad dertil hører, er paneltekniknologien (QLED/LCD med direkte LED-bagbelysning) meget ens, sandsynligvis for at holde prisen nede.

Et 8K-tv baseret på microLED eller andre futuristiske teknologier ville selvfølgelig være spændende, men er næppe realistisk. Når det er sagt, så koster 8K-modellen i skrivende stund næsten 20.000 (!) kroner mere end 4K-modellen. Det er nok til at dække en Atmos-soundbar, en Blu-ray-afspiller og en ordentlig bunke film.

45400831 2204143823165939 7267244708198350848 n

Med Blade Runner 2049 (4K UHD) i skuffen på Blu-ray-afspilleren er familieligheden mellem de to Samsung skærme slående. Begge modeller kan prale af et bælgmørkt sortniveau samt næsten eksplosiv lysstyrke og kontrast. Ingen overraskelser dér.

Samtidig er det tydeligt, at 8K-modellen har en fordel på skarphed: Det er ikke nødvendigvis sådan, at vi kan se flere detaljer i billedet, men diagonale linjer, konturer omkring objekter og lignende fremstår væsentlig skarpere og mere sømløst. Det betyder igen, at 8K-versionen får en dybere, nærmest 3D-agtig virkning. Alligevel vil vi ikke karakterisere forskellen som enorm, da begge skærme ser fantastisk ud med 4K Blu-ray.

Mere interessant er det at se, hvordan de to skærme håndterer almindeligt HD-indhold.

Med almindelige tv-udsendelser er begge duellanter nødt til at opskalere for at udfylde skærmen, og her oplevede vi, at 8K-modellen – ironisk nok, da den har flere pixels at fylde – faktisk gjorde et bedre stykke arbejde. Et quizprogram fremstod mærkbart skarpere og mere detaljeret på Q900R, end det gjorde på Q9FN, som om det var filmet med et lidt bedre kamera. Om det skyldes den nye “AI”-opskalering eller bare rå proceskraft, vides ikke, men det ser ud til at fungere.

Når alt kommer til alt, handler billedkvalitet ikke kun om skarphed; kombinationen af sortniveau, kontrast, farvedybde og lysstyrke er lige så vigtig. Her er Samsung Q9FN en af vores favoritter takket være dets stærke og præcise LED-bagbelysning. Med evnen til at være bælgmørk og samtidig blændende lys byder det på topsej kontrast, især med HDR-film.

Vi kunne se, at QE75Q900R formår at presse endnu mere lysintensitet og farvevolumen ud, samtidig med at det har mere finmasket lyskontrol. Men forskellen er ikke dramatisk, og i nogle tilfælde oplevede vi faktisk, at 4K-modellen havde lige så god eller bedre kontrast.

8K-modellen lader til at have lidt anderledes “tone mapping”, hvilket får enkelte mørke scener til at mudre lidt til. Det skal dog påpeges, at det var på en dampende frisk testmodel med tidlig software, mens 4K-modellen har været på markedet et stykke tid.

Lydkvalitet

Samsung QE75Q900R er udstyret med et relativt standard lydsystem. Her er der ingen avanceret “soundbar” indbygget, kun nedadrettede højttalere som dem, man finder på langt billigere tv’er. Det er tydeligt, at størstedelen af ressourcerne er gået til videodelen.

Samsung forestiller sig formentlig, at de, der køber et tv i denne prisklasse, under alle omstændigheder ikke vil nøjes med tv’ets interne højttalere. Når det er sagt, så giver tv’et absolut brugbar lyd med klar tale og evnen til at spille højt og rent. Med optisk digitaludgang og Bluetooth er det også nemt at opgradere med en separat soundbar.

Konklusion

Hvis du vil have virkelig banebrydende skarphed, kontrast og lysstyrke, er Samsungs 8K-model en billedmæssig drøm, som vi næppe har set magen til. Men den koster kassen, og som testen viser, går du heller ikke galt i byen med en topspecificeret 4K-skærm.

Med manglen på ordentligt 8K-indhold kan Samsung Q900R måske siges at være lidt “overkill” og forud for sin tid. Den ekstra billedskarphed kommer mest til sin ret på ægte 8K-materiale. Og selv om Samsung-skærmen er fremragende til alt tv-indhold, møder den hård konkurrence fra egen lejr: Efter sammenligningen fremstår Samsung QE75Q9FN til godt 30.000 kroner nærmest som et kup i vores øjne.

Men når det er sagt: Hvis du vil være først med det allernyeste og vil have virkelig banebrydende skarphed, kontrast og lysstyrke, så er det Samsungs nye 8K-model, du skal have. Samsung QE75Q900R markerer starten på 8K-kapløbet og har lagt niveauet, som de andre må prøve at overgå!

picture1 picture2 picture3 QE75Q900RATXXU 010 R Side Black 45075 QE75Q900RATXXU 006 R Perspective Black 45076 QE75Q900RATXXU 001 Front Black 45078 QE75Q900RATXXU 008 L Perspective Black 45079 QE75Q900RATXXU 013 Top Dynamic Black 45080 06 Living Room A A 0045 45082 scaled 03 Home Studio Talent A 0021 45083 07 Living Room A A 0104 45084 10 Bedroom A 0178 45085
<
>
(Foto: Producent)
Karakter
Samsung QE75Q900R
Audun Hage
(f. 1981): Redaktionschef. Audun blev ansat som journalist på Lyd & Billede i 2004 og har spillet en aktiv rolle i udviklingen af Lyd & Billede som magasin og website. Audun er ekstremt kvalitetsbevidst og kendt for sine kræsne ører og sit skarpe blik. Som redaktionschef holder han et vågent øje med alt, hvad journalisterne skriver. Han er også ansvarlig for Lyd & Billedes TV-tests.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

En blændende billedoplevelse

Potent premium-skærm

Stort, ja - men er det godt?

Sony på hjemmebane

Hvilket Frame-TV er det bedste?

Prisbillig TV-underholdning

Philips’ mest blærede TV hidtil?

Now That’s Entertainment!

Gør det gamle TV smartere

Gigantisk Samsung-TV

Billedmaskinen til de rigtig kræsne

OLED-trekantdrama i premium-klassen