Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Philips 55PDL8908

Krystal klart glas-TV

Lyst til et tv ud over det sædvanlige? Philips’ nye glas-tv er det mest innovative, vi længe har set, og har desuden rigtig fed billedkvalitet …

Skrevet af / 23/08/2013 - 10:12
Philips 55PDL8908
Audun Hage

Ordet “design-tv” er blevet et stadig mere tyndslidt begreb, efterhånden som alle tv’er er blevet helt slanke og minimalistiske. Tv-designerne har ikke nogen nem opgave, for med så lidt plads til kreativ formgivning er det vanskeligt at skille sig ud fra mængden! Med industridesigneren Frank Rettenbacher i spidsen er det alligevel lykkedes Philips at tænke uden for rammerne, og resultatet er et ganske unikt tv.

DesignLine
Ambitionen med DesignLine har været at lave et tidløst tv, der kan fungere i en række forskellige interiører og omgivelser. Det kunststykke, Philips har præsteret, er at lime hele tv’et op på bagsiden af en 6 mm tyk hærdet glasplade, som samtidig udgør soklen på tv’et. DesignLine-serien kommer i 47 og 55 tommers skærmstørrelse og er beregnet til at lænes skråt ind mod væggen, omtrent som man gør med store spejle og malerier. Den blanke glasplade bliver gradvis mere gennemsigtig nedover, så tv’et går i ét med omgivelserne og giver indtryk af et billede, der svæver.

Tilslutninger
Alle tilslutninger sker på bagsiden, og det bliver hurtigt tydeligt, at skjult ledningsføring vil være en fordel – hvis ikke bliver ledningerne hurtigt skæmmende for helhedsindtrykket. Strøm- og signalkabel bør derfor trækkes gennem væggen bagved; alternativt kan de lægges ned langs tv’et med den medfølgende kabelstrømpe, som fastgøres med velcro. Vægbeslag kan bruges til at hænge tv’et lodret på væggen eller placere det, så det læner sig med op til 10 graders vinkel ud fra væggen. DesignLine-skærmen er derimod ikke beregnet til at stå fritstående ude på gulvet.

Brugervenlighed og finesser
Designet er særegent, men teknisk set bruger tv’et kendt og elsket Philips-teknik hele vejen igennem. 8908 har meget tilfælles med den sædvanlige 8008-serie fra den hollandske producent. Der findes flere apps at vælge imellem, herunder Netflix og YouTube, og flere interessante er på vej. Det indebærer også, at tv’et har en række smarte finesser, såsom mulighed for at kommunikere med bærbare enheder. iPad-app’en MyRemote kan styre tv’ets funktioner og dele billeder og andet indhold mellem enhederne. 8908 kommer også med den trådløse brugerflade Miracast, som gør det muligt at streame indhold fra tv-skærmen direkte til Android-baserede smartphones og tablets såvel som andre tv-skærme i huset.

Philips-093def

8908-serien kommer også med den efterhånden velkendte tosidede fjernbetjening fra Philips. Den har tastatur på bagsiden, som forenkler indtastningen af søgeord, passwords og lignende. Desværre har Philips ikke været lige flinke til at tage tastaturet i brug i alle tilfælde, og i nogle menuer må man fortsat benytte piletasterne.

Årets modeller har fået en pegebetjening, som forenkler navigering i menuer og på hjemmesider, men den opleves ikke lige så nøjagtig og effektiv at bruge som den lignende Magic Remote fra LG. Philips har også forsøgt at forenkle deres menusystem med flere hurtigmenuer til indstillinger, men vi oplever fortsat, at opbygningen er unødig kompliceret sammenlignet med bl.a. Samsung og Panasonic, som har mere simple og forudsigelige menuer.

Billedkvalitet
Philips har gjort deres, for at billedkvaliteten skal stå mål med det lækre udseende. 8908 bruger et dyrt kant-LED LCD-panel kombineret med billedmotoren fra sidste års 9000-serie. Og efter vores opfattelse har de ramt plet: 55PFL8908 yder nemlig rigtig flot billedkvalitet til prisen.

Det første, man bemærker, er den rigt nuancerede og fyldige farvegengivelse, som får alt tv-indhold til at bugne af liv, uden at det ender i overmættede farver. Standard billedmodus fungerer fint til allround tv-kiggeri, men vil du have det helt neutralt, så vælger du Film-modus. Den er meget korrekt indstillet fra fabrikken, uden solbrændte hudtoner og plasticgrønt græs.

Billedbehandlingen fungerer effektivt og giver meget skarpe billeder uden at introducere støj. En egenskab vi genkender fra sidste års 9000-serie, men som nu synes at være blevet endnu bedre. Hvad enten man ser Blu-ray eller almindeligt SDTV (Standard Definition TV), er billederne skarpe, klare og uden grums. Fuldt på højde med Samsungs 8-serie, som vandt sammenligningstesten i Lyd & Billede #5 2013.

Kontrasten er også glimrende, godt hjulpet af lysstyrken fra LED-kantlyset, som giver pangstærke billeder, selv i et oplyst rum. I den sammenhæng må vi alligevel komme med en advarsel: Den blanke glasplade giver nemlig et kraftigt genskin, og afhængigt af lysforholdene i rummet vil man opleve en markant spejleffekt. Det er i direkte modsætning til Philips’ egne high-end tv’er i 9000-serien, som bruger det super matte “Moth Eye” skærmfilter. Selv om det blanke glas nok er et bevidst valg på et design-tv som dette, mener vi, at Philips burde overveje en mere mat overfladebehandling.

På grund af spejlglasset trives Philips-tv’et bestemt bedst under mere kontrollerede lysforhold. Her drager den nytte af tresidigt Ambilight omgivelseslys, som overfører farverne fra skærmen til væggen bagved og giver en mere behagelig lysfordeling. Sortniveauet er også godt, om end ikke helt i topklasse: Skærmen bliver aldrig fuldstændig kulsort, og der vil altid være lidt strølys fra baglyset, som kan skimtes i form af små lyspletter rundt om på panelet, når skærmen er mørk.

Ambilight er fortsat noget, Philips er alene om, og meningerne er nok delte, men omgivelseslyset er bestemt med til at give en øget farve- og kontrastvirkning, samtidig med at det gør billedet mere behageligt at se på over længere tid. En nyhed i år er, at man også kan overføre Ambilight-lyset fra tv’et til Philips’ Hue farvelyspærer, som igen forstærker effekten af Ambilight-lys i rummet. Funktionen er ikke klar endnu, men vi har fået den demonstreret og må medgive, at den giver en cool effekt, selv om lyset ikke er 100 procent synkroniseret med handlingen på skærmen.

Lydkvalitet
Da hele forsiden er af glas, siger det sig selv, at højttalerne må sidde på bagsiden af tv’et. Philips er gået efter et par godt dimensionerede højttalere, som spreder lyden ud til hver sin side, i håb om at give en slags stereoeffekt. Det er med til at give et bredt lydbillede og en flot, fyldig stemmegengivelse. Man skal imidlertid ikke skrue alt for højt op, før skuespillerne lyder lidt anstrengt. Da højttalerne er baseret på at reflektere lyden mod bagvæggen, vil materialet her kunne påvirke lydkvaliteten. Det kan man heldigvis kompensere for i lydindstillingerne.

Konklusion
Philips skiller sig ud fra mængden med et design-tv, som faktisk leverer rigtig flot billedkvalitet. 55PFL8908 tager sig lige så godt ud, når det er slukket, som når det er tændt. Det kræver imidlertid, at du tager visse forholdsregler: Det spejlblanke glas skaber nemlig en del problemer, når man skal se tv i solrige rum. Bortset fra det leverer tv’et gnistrende gode billeder og klart godkendt lyd.

Philips har ikke det største udvalg af apps og smart-funktioner, men det er gode tilslutningsmuligheder samt muligheden for at dele indhold med bærbare enheder med til at opveje. Sidst, men ikke mindst er 8908 fornuftigt prissat af et design-tv at være.

Lyd & Billede mener

Cool udseende og udførelse Nøjagtig og neutral billedkvalitet Skærmen er spejlblank Mangler en del smart-apps Lyden savner dynamik

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

Tilbud

LB+ Total

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home

LB+

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede

LB+ Home

Fuld adgang til alt indhold på L&B Home

29,- / for 30 dage
87,- / mnd
50,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.

Din egen IMAX-biograf

Stor test af billige 55-tommer TV'er

OLED-TV på udsalg

Hisense ULED: En OLED-killer?

Lækker og balanceret billedkvalitet

Fremragende gaming-TV

De bedste TV'er på budget

Vi tester TCL's største og billigste TV

De bedste storskærme til serier, sport og spil

De bedste OLED-TV'er

Større tv på et budget

Farvestrålende entertainment-TV

Scroll to Top