TESTS GUIDES FILM & TV HØJTTALERE TV HOVEDTELEFONER HI-FI FOTO SMART HOME HJEMMEBIOGRAF COMPUTER MOBIL GAMING

LG OLED55B7V

Vidunderlige billeder

LG’s prisgunstige OLED55B7V er et af de bedste tv-køb, du kan gøre lige nu.

forfatter
Publiceret 02/09/2017 - 12:35
L&B mener
Storartet kontrast og sortniveau, velfungerende smart-platform og understøttelse af de vigtigste formater gør LG OLED55B7V til et fremragende allround-tv.
Lyden er lidt tynd og indelukket.
Specifikationer

55" 4K OLED-tv
3840 x 2160
Dolby Vision, HDR
4 x HDMI, 3 x USB
Magic Remote
Web: lg.com/dk

Vejl. pris 16999Pr. 02/09/2017 Produktside

LG har medvind for tiden. Deres OLED-skærme anses af mange for at levere den bedste billedkvalitet, der kan købes for penge, med enestående kontrast og sortniveau.

Flere af konkurrenterne har indset dette, er krøbet til korset og har licenseret teknologien fra LG for at bruge den i deres egne topmodeller. Listen over kunder omfatter Sony, Panasonic, Philips, Grundig og Loewe, og selv Bang & Olufsen skulle være på vej.

Det ligger i kortene, at disse tv’er koster en del. OLED er stadig et premiumprodukt i en højere prisklasse end traditionelle LCD-tv’er, og sådan vil det være et stykke tid endnu. Men der er undtagelser!

Prisgunstig OLED-model

OLED55B7V overtager stafetten fra sidste års budgetmodel OLED55B6V, som har været en af LG’s største sællerter. B6 fås stadig i nogle butikker og er p.t. markedets billigste OLED med 4K-opløsning, HDR, smart-tv og det hele. Men snart er lageret tomt, og så er det B7, der gælder.

Årets nykommer har som sædvanlig taget et lille prishop i forhold til sidste år, og B7 koster i skrivende stund ca. 17.000 kroner. Til gengæld kan det prale af et opdateret OLED-panel, kraftigere billedprocessor og hurtigere smart-tv end forgængeren.

Design

B7-serien er betydelig billigere end de mere eksklusive OLED-serier fra LG, og en stor del af prisforskellen ligger i byggekvalitet og finish. F.eks. har 65E7V en raffineret udførelse med OLED-panelet limet uden på en glasplade, mens topmodellen W7 er et rent panel til at hænge direkte op på væggen med magneter.

Sammenlignet med disse er B7 en mere ordinær konstruktion med grå metalramme, men det ser bestemt ikke trist ud. Skærmen er papirtynd, og en buet, sølvfarvet fod hæver indtrykket. Skærmen ser ret minimalistisk ud og kan let glide ind i en hvilken som helst stue.

Brugervenlighed og funktioner

OLED55B7V anvender WebOS 3.5, som er LG’s egenudviklede smart-brugerflade. Brugeroplevelsen er bygget op omkring pegefjernbetjeningen Magic Remote, som lader dig navigere, pege og klikke dig frem.

Årets version er blevet mærkbart hurtigere og konkurrerer med Samsungs Tizen om at give den bedste samlede oplevelse, for næsen af Android-konkurrenterne! Tv’et tænder lynhurtigt og kan skifte mellem forskellige menuer og indholdstyper på rekordtid. Du kan selv tilpasse menulinjen med indhold og apps, og fjernbetjeningen kan også styre dine andre apparater.

Vi målte billedforsinkelsen (input lag) til ca. 25 ms med vores Leo Bodnar-testser – perfekt til spil-entusiaster.

Billedkvalitet

OLED har nogle indlysende fordele, når det gælder billedkvalitet. Det er ikke tilfældigt, at teknikken er gået sejrrig ud af en række tests på det seneste! OLED-panelets evne til at tænde og slukke hver pixel individuelt giver suveræn kontrast fra scene til scene sammenlignet med LCD, og det skal man ikke være ekspert for at se.

B7-modellen har alle de egenskaber, vi forventer af et godt OLED-tv: Sort bliver ægte sort – i modsætning til den lidt blålige gengivelse, man ofte oplever fra LCD-skærme. Med ægte sort som underlag bliver de andre farver også mere livlige og kontrastrige. Desuden er billedgengivelsen fra OLED-skærmen nogenlunde ens, uanset hvilken indsynsvinkel man betragter den fra.

Når sandheden skal frem, så ligner B7 forgængeren B6 på mange områder, men vi aner nogle forbedringer enkelte steder: Kontrast og lysstyrke er marginalt forbedret, idet LG har tweaket billedprocesseringen lidt. Årets nye model har også mindre rødligt genskin i skærmglasset.

Bevægelserne er endnu mere jævne og glatte, og bevarer skarpheden i panoreringer lidt bedre end forgængeren. B7 er dog ikke helt på niveau med Sonys superbe A1 OLED, hvad bevægelser angår.

Ujævn lysfordeling eller “clouding” er et tilbagevendende tema på LCD-skærme med kantmonteret belysning. Den slags problemer slipper man for med OLED55B7V. Derimod kan vi ane nogle vertikale og horisontale striber på mørk baggrund. De bliver hængende som “efterslæb” eller midlertidig indbrænding af vores testbilleder, men det er forbigående og ikke generende i praksis.

Så længe man husker at sætte tv’et på standby efter brug (7B kører en “skærmvask”, inden det slukker helt), er indbrænding ikke noget, man behøver at bekymre sig om.

Suveræn HDR-kontrast

Når man køber et spritnyt tv, er det selvfølgelig rart at kunne hygge sig med de nyeste film og serier fra Blu-ray og streaming. Et nøgleord her er den nye videostandard HDR (High Dynamic Range), som øger kontrastområdet og farvespektret. Her er OLED virkelig i sit es med suveræn kontrast helt fra bunden.

OLED55B7V har en klar fordel her med understøttelse af det (efter vores mening) suverænt bedste HDR-format, Dolby Vision. Dolbys HDR-format giver betydelig større spillerum i kontrast og lysstyrke fra scene til scene takket være såkaldte dynamiske metadata. Modsat almindelig HDR10, som sætter et statisk lysforhold gennem hele filmsekvensen.

Men hvor HDR10 er en åben standard, kræver Dolby både licensafgift og særlig hardware i apparatet, og det er ikke alle producenter, der er villige til at sluge den ekstra omkostning.

En sammenligning af B7 side om side med konkurrenterne levner ingen tvivl om, at Dolby-versionen ser betydelig mere spændstig ud. Netflix-serier med HDR såsom The Defenders har flere detaljer og nuancer fra mørkt til lyst. Det giver LG en klar fordel i forhold til bl.a. Philips og Panasonic, som ikke understøtter Dolbys version.

Kalibrering af OLED55B7V

LG har måttet tåle lidt kritik i tidligere tests for deres ikke så kalibreringsvenlige skærmmenuer. På årets modeller er det blevet bedre med sort baggrund i stedet for blændende hvid, og det er lidt lettere at lave avancerede indstillinger. Vi savner dog autokalibrering (CalMAN AutoCal), som nu understøttes af både Panasonic og Samsung. Det betyder, at en fuld kalibrering tager længere tid.

Gammakurven er lidt mørk og ujævn lige ud af æsken, men efter en grundig 20 punkts kalibrering af hvidbalancen blev den perfekt. Årets modeller har væsentlig bedre og mere jævn farvedekodning (look-up table med flere referencepunkter), hvilket gør, at farverne falder på plads, hvor de skal.

Efter kalibrering endte vi med en score på 0,76 i ColorChecker og en snorlige farvebalance – på højde med professionelle studiemonitors. Klart godkendt!

Vi målte også lysstyrken på OLED55B7V, som viste sig at ligge noget under det, vi målte fra 65-tommeren 65E7V. Den maksimale lysstyrke er omtrent den samme (680 nit med 10 procent af skærmen i hvid), men den falder mere brat, i takt med at størrelsen på testvinduet øges.

10 %: 680 nit
18 %: 475 nit
25 %: 400 nit
100 %: 130 nit

Lydkvalitet

LG-skærmen har ikke noget specielt avanceret lydsystem, kun et par simple højttalere i panelets underkant, der kaster lyden fremad. Det er okay til tale og underholdning, men kommer hurtigt til kort på musik, film og serier.

55OLEDB7V fortjener afgjort at blive matchet med et fuldblods højttalersystem, og en soundbar med tilhørende subwoofer (f.eks. LG’s egen SJ950) vil helt klart gøre underværker for lyden.

Konklusion

Det tager kun få sekunder at konstatere, at ydelsen fra LG OLED55B7V let kan hamle op med de bedste LCD-skærme på markedet, når det gælder sortniveau og kontrast. Og ikke nok med det – det ligner i høj grad LG’s egen (meget dyrere) model E7 på ren og skær billedkvalitet! Lyden er lidt spinkel, men for dem, der vil have det bedst mulige billede til en fornuftig pris, er LG’s budget-OLED et af de bedste tv-køb, man kan gøre lige nu.

picture1 picture3
<
>
Tv’et ser meget minimalistisk ud og kan let glide ind i en hvilken som helst stue.
Læse hele artikkelen? eller bliv medlem af LB+.

Med LB+ får du adgang til ALT indhold på lydogbillede.dk

LB+ inkluderer
  • Over 5.000 produkttests
  • Undgå fejlkøb med vores råd og guides
  • Deltag i L&B-forummet med andre lyd- og billedentusiaster
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Altid opdateret på sidste nyt
  • Nyhedsbrev direkte i din indbakke
  • L&B TechCast – en podcast af Lyd & Billede
  • Ingen bindingsperiode – opsig, når du vil!

Vi tester for dig!

forfatter

Audun Hage

(f. 1981): Redaktionschef. Audun blev ansat som journalist på Lyd & Billede i 2004 og har spillet en aktiv rolle i udviklingen af Lyd & Billede som magasin og website. Audun er ekstremt kvalitetsbevidst og kendt for sine kræsne ører og sit skarpe blik. Som redaktionschef holder han et vågent øje med alt, hvad journalisterne skriver. Han er også ansvarlig for Lyd & Billedes TV-tests.

Skriv en kommentar

forfatter

Audun Hage

(f. 1981): Redaktionschef. Audun blev ansat som journalist på Lyd & Billede i 2004 og har spillet en aktiv rolle i udviklingen af Lyd & Billede som magasin og website. Audun er ekstremt kvalitetsbevidst og kendt for sine kræsne ører og sit skarpe blik. Som redaktionschef holder han et vågent øje med alt, hvad journalisterne skriver. Han er også ansvarlig for Lyd & Billedes TV-tests.
Skulpturen er et luksus-TV Hvis du har en streng æstetisk sans - og vanvittig mange penge til at udleve den - kan C Seed N1 give dig et "usynligt" 165-tommers TV i stuen.
Vi tester Samsungs første OLED-TV Endelig har vi fået et af årets mest omdiskuterede og længe ventede TV’er til test! Samsung S95B giver en meget imponerende billedkvalitet, men der er også plads til forbedring.
Vi tester den nye 2022-udgave af The Frame Årets version af Samsung The Frame ser endnu mere malerisk ud takket være en mere mat skærmoverflade. Det kan også vendes på højkant!
Nye QLED-TV'er fra ... Sharp? Sharp er tilbage i Norden og præsenterer en ny Android TV-serie med QLED-teknologi og indbygget lyd fra Harman Kardon!
TCL lancerer 98-tommer til rekordlav pris Drømmer du om seriøs hjemmebiograf? TCL slår et slag for de helt store TV-skærme med 98C735.
LG afslører nyt design-TV En potentiel udfordrer til Samsung The Frame?
Følg Lyd & Billede
Send this to a friend